Apopleksipatienter i børneafdelingen

Apopleksipatienter skal bruge begge sider af kroppen i alle dagligdagens gøremål. De genvinder ikke deres tabte funktioner, hvis personalet gør alting for dem. Foto. Anne-Li Engström.

På Bornholms Centralsygehus i Rønne ligger apopleksipatienterne i børneafdelingen.

Det er to spændende og udfordrende patientgrupper, synes afdelingssygeplejerske Jytte Bilstrup. Det er bare ikke hensigtsmæssigt at have dem sammen, og det går ud over apopleksipatienternes nattesøvn, når børnene græder.

Men det er ikke på grund af den lidt uheldige placering, Jytte Bilstrup vægrer sig ved at kalde de 12 senge til apopleksipatienterne for et rigtigt apopleksiafsnit.

Ideen med at samle patientgruppen er inspireret af erfaringerne fra den anden side af vandet, som man siger på Bornholm. Først og fremmest fra Bispebjerg Hospital, hvor oprettelsen af apopleksiafsnit har ført til nedsat dødelighed, kortere liggetid og bedre funktionsniveau hos de udskrevne patienter.

Problemet er, at afdeling K1 hverken er normeret eller indrettet til formålet.

''Vi har selv ønsket at samle apopleksipatienterne,'' siger Jytte Bilstrup.

''Men vi gjorde samtidig opmærksom på, at det ville kræve ressourcer. Og mens forslaget om at samle patienterne blev konfirmeret politisk, blev ressourcerne ikke. Derfor er det heller ikke et rigtigt apopleksiafsnit, vi har fået.

Det er faktisk dybt frustrerende, for vi vil så forfærdelig gerne gå ind i det her på en ordentlig måde. Og vi vil så gerne kunne sende gode patienter hjem i den anden ende.''

Genoptræning hele døgnet

Børneafdelingen har 20 senge, men så mange syge børn har der aldrig været på Bornholm, og i mange år har der også ligget medicinske patienter i afdelingen, blandt andet apopleksipatienter i genoptræningsfasen.

Da ideen om et apopleksiafsnit opstod, tog en tværfaglig gruppe fra sygehuset på studietur på Bispebjerg og syntes, det var alle tiders, hvad de så, fortæller Jytte Bilstrup.

Noget af det, hun fik med hjem, var et sygeplejerskeoplæg om personalebehovet i et apopleksiafsnit. Der var stor forskel, da hun sammenlignede med sin egen normering.

Selv om apopleksiafsnittene i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) heller ikke fik, hvad de ønskede, men endte med en plejenormering på 1,24 i stedet for 1,5, er der alligevel langt ned til de 0,86, som Jytte Bilstrup har til hele afdelingen.

Og det er ikke fordi børnene i de andre otte senge er mindre plejekrævende.

''Vi har dem i alle aldre og med alle sygdomme, præmature, kirurgiske og medicinske. Og de er meget syge, ellers bliver de ikke indlagt. Hvis man er tre i aftenvagt med et barn, der skal sondemades,

Side 27

et meningitis-barn, der skal have medicin intravenøst, og en akut apoplektiker, så er der ikke tid nok til også at træne med de andre apopleksipatienter.

Genoptræning er jo noget, der skal foregå hele døgnet, ikke kun en halv time om formiddagen. Alt er genoptræning. At spise, gå på toilettet, tage tøj på og gå i bad. Derfor ville vi også gerne have tilknyttet nogle fysio- og ergoterapeuter, som kunne møde samtidig med os andre, specielt om aftenen. Det har vi heller ikke fået.''

Uden et spisebord

Bygningen, hvor afdelingen ligger, er 18 år gammel. Pladsen på sengestuerne går an, og badeværelserne er afdelingens stolthed. De er nyrenoverede, rummelige og velindrettede.

Men en spisestue med rigtige borde og stole er der ikke, og det kan man ikke undvære i et apopleksiafsnit, siger Lis Andersen, en af de sygeplejersker, der arbejder fast med apopleksipatienterne.

''Nu sidder patienterne i en kørestol med et bord foran sig, og der kan vi ikke sidde ved siden af og guide dem, som de har brug for.''

Lis Andersen er også ked af, at ergoterapien ligger langt fra afdelingen.

''Patienterne skal transporteres dertil, og ergoterapeuten kommer sjældent og træner i afdelingen.

Det betyder også, at al vejledning og undervisning skal planlægges i forvejen. Og ofte må vi aflyse på grund af tidmangel. Terapien ville være et mere naturligt led i hverdagen, hvis den lå her, og terapeuten lige kunne kalde og vise, hvordan man skulle gøre med en patient.

Selvfølgelig kender vi principperne. Men patienterne er jo forskellige, og principperne skal altid rettes til, så de passer til den enkelte.''

For få hænder

Det helt store problem er manglen på hænder. Der sker for lidt med patienterne, og det gør ondt, når man ved, hvor meget der kunne gøres, siger Jytte Bilstrup.

''Mange patienter bliver madet i stedet for at blive guidet,'' fortæller Lis Andersen.

''Og det lærer de ikke så meget af.

Side 28

Træning og stimulation af ansigtsmusklerne er nødvendig for patienter med tale-, spise- og synkeproblemer.

Det er heller ikke særlig godt for dem at få et bækken i sengen. Når natten kommer, og patienterne trænger til at få tømt blæren, skal de faktisk op og på toilettet. Det skal de jo kunne, når de kommer hjem. Men det når vi ikke altid.

Vi har ganske vist fået redskaber, og vi er blevet slemme til at bruge dem – og det siger jeg, fordi der ikke er megen træning i, at vi bruger en kran, når patienterne skal flyttes.

De burde op og stå på deres ben hver gang, også selv om de er trætte.''

Lis Andersen synes i virkeligheden, at der var bedre tid til at træne med apopleksipatienterne før i tiden. Da havde afdelingen otte pladser til genoptræning, men det var patienter, der havde overstået den akutte fase, og som havde et genoptræningspotentiale.

''Nogle skulle vi stadig være to om at hjælpe, men langt de fleste kunne man klare alene. Nu kommer patienterne lige fra skadestuen, og vi skal være to eller tre, hver gang en patient skal flyttes fra seng til stol eller fra stol til toilet. Og der er mange forflytninger i løbet af en dag.

Hvis vi skulle observere de akutte patienter lige så godt, som de gør på Bispebjerg, skulle vi også observere dem hver anden time. Følge med i, om blodproppen forværres hos den akutte patient, kontrollere temperaturen og få patienterne bevæget igennem lige fra starten.

Vi når det to gange i hver vagt, og det er ikke engang altid. Selv om det jo egentlig er det, der er meningen med apopleksiafsnit.''

Pårørende lades i stikken

Afdelingen har selv ønsket at overtage akutmodtagelsen, understreger Jytte Bilstrup.

''Rent fagligt er det spændende at få patienterne helt fra starten, hvor de er så dårlige, og se, hvor meget man kan gøre for dem. Men det er en helt anden pleje, der skal til, når en patient for eksempel kommer bevidstløs ind. Og vi har desværre fået et stort hængeparti i de pårørende, som vi tidligere har prøvet at tage os meget af.''

Chokeret og bange

Lis Andersen fortæller om en kone til en patient, som personalet ikke nåede at tage ordentligt hånd om. Først da man begyndte at tale om, at manden kunne komme hjem på weekend, gik det op for personalet, hvor chokeret og bange konen var.

''Hun turde slet ikke, for tænk hvis han faldt om igen,'' siger Lis Andersen.

''Hende burde vi have gjort noget for for længe siden. Nu går der i hvert fald 14 dage, inden hun har sundet sig så meget, at hun tør tage ham hjem. I sidste ende kan det faktisk føre til en forlænget indlæggelse, så det bliver dyrt. Men det er svært at regne på disse ting, så man kan overbevise de bevilgende myndigheder om, at der er penge at spare.''

''Vi kan jo heller ikke bevise, at patienten kommer hurtigere hjem, fordi vi tager hånd om den pårørende,'' siger Jytte Bilstrup.

''Men derfor må det alligevel være vores opgave at forklare dem, der sidder på pengekassen, hvad det er, vi kan gøre, hvis vi får ressourcerne. For jeg tror simpelthen ikke, de er klar over det. Det spændende ved at arbejde med apopleksipatienter er jo, at det ikke er dyre maskiner, der skal til, men menneskelige ressourcer. Så kan man udskrive mennesker, som kan fungere i samfundet på et helt andet niveau.

Nøgleord: Apopleksiafsnit, Bornholm, plejenormering