Faglig kommentar: Uden mad og drikke . . .

Fru Smil havde været indlagt på sygehus nogle uger med halvsidig lammelse og afasi. Fru Smil kunne ikke synke og måtte have væske og ernæres gennem en duodenalsonde under hele indlæggelsen.

Fru Smil var alment dårlig, hjerneskaden var omfattende, og mulighederne for fysiurgisk optræning syntes illusoriske. Da der ikke var synlige tegn på bedring, blev fru Smil udskrevet til plejehjem til fortsat pleje. Fru Smil havde duodenalsonde, da hun blev overflyttet.

På plejehjemmet kunne man få øjenkontakt med fru Smil, der også kunne smile til personale og besøgende og give et svagt håndtryk med den ikke-lammede hånd. Fru Smil bevægede sig ikke, når man mundtligt opfordrede hende, men hun kunne trække det raske ben lidt til sig, når man stimulerede det.

Et par dage efter ankomsten til plejehjemmet blev fru Smil mere fjern. Plejepersonale og læger havde ingen klar fornemmelse af, om hun opfattede noget omkring sig, men familien fik smil, og de opfattede, at fru Smil kunne genkende dem, indtil dagen før hun døde.

Det varede dog en måned, fra hun ankom til plejehjemmet, inden fru Smil døde. I løbet af den periode fik fru Smil væske, næring og medicin gennem sonde ad tre omgange. I de mellemliggende perioder måtte sonden fjernes, fordi den var stoppet til, og ingen kunne anlægge en ny på grund af manglende synke- og brækreflekser. To gange lykkedes det at få anlagt sonde, nemlig på dage hvor fru Smil gjorde synkebevægelser og åbnede øjnene.

Familien har opgjort, at fru Smil lå uden nogen form for væske- eller ernæringstilførsel i først fem dage og siden i de sidste seks dage af sit liv. Plejehjemmet benægter ikke, at fru Smil har ligget uden væske og ernæring i flere perioder, selv om de hævder, at der har været lagt sonde ned én gang mere, end familien har observeret. Når det handler om at opretholde livet, er det naturligvis ikke uden betydning, hvor længe et menneske unddrages væske og ernæring, men da det er uklart, vil jeg lade det ligge.

Det er begrundelserne for at undlade at give væske og ernæring, familien ikke kan acceptere.

Fra plejehjemmets side begrundes den manglende behandling med, at da fru Smil ikke viste tegn til at vågne mere, fandt man det formålsløst at give intensiv behandling med intravenøs væske under en indlæggelse, når der ikke var udsigt til bedring. To gange med 14 dages mellemrum er familien blevet rådet til at godkende, at der ikke blev nedlagt ernæringssonde. Sidste gang var seks dage, før fru Smil døde.

Lindring

Fru Smils endeligt rejser flere spørgsmål:

Er det almindelig praksis at opfatte væske- og ernæringstilførsel som formålsløs, livsforlængende behandling, fordi en patient er alvorligt syg, ikke ved egen hjælp kan tage væske og føde til sig og har en dårlig prognose?

Hvis det ikke er muligt at nedlægge en duodenalsonde, hvad har så forhindret, at der blev lagt et drop? Et drop er dog en såre enkel ting at anlægge og holde i gang. Et velanlagt drop vil ofte være mindre generende for en patient end en duodenalsonde. Hvordan kan noget så dagligdags som intravenøs væsketilførsel opfattes som intensiv behandling, der kræver hospitalsindlæggelse.

Hvis et plejehjem ikke magter at pleje en patient, må alternativet være indlæggelse. Det skal vel ikke være et plejehjems personalesammensætning eller holdning, der afgør, om en beboer skal have væsketilførsel.

Det er vanskeligt for mig at se, hvordan fem dage uden mad og drikke, senere fulgt af seks dage uden mad og drikke, kan kaldes for lindring.

Når familien har én opfattelse af patientens bevidsthedsniveau, og man på plejehjemmet har en anden opfattelse af bevidsthedsniveauet, hvem skal tvivlen så komme til gode? Nogle ville have den opfattelse, at væsketilførsel måske ville kunne bedre bevidsthedsniveauet, og at man ikke kan tillade sig at opgive, før det er forsøgt.

Det lyder også besynderligt, at slægtninge har den opfattelse, at de er blevet rådet til at godkende behandlingsophør. Det kan aldrig være slægtninge, der skal afgøre, om deres pårørende skal behandles eller ej. Det ansvar påhviler alene behandlerne, når patienten er ude af stand til at gøre rede for sine ønsker og i fuldstændig hjælpeløs tilstand er overladt til andres varetægt.

Et er, at behandlere og plejepersonale ikke selv mener, at der er udsigt til bedring, og at livskvaliteten må være på nulpunktet. Det fritager os ikke for pligten til at lindre og understøtte livet, så længe det er der. Det er ikke det samme som at iværksætte formålsløs, intensiv behandling. Det er sygepleje.