Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Farvel til en femårig

Der er lukket ned for forskningsprofessoratet i Odense. De fem år er gået. Resultaterne fra professoratet, som de danske sygeplejersker selv har været med til at sponsorere, lægger op til en fortsættelse, men i nyt regi.

Sygeplejersken 1998 nr. 17, s. 10-11

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY-1998-17-10-1
Der var fuldt hus, da professor Anne-Lise Salling takkede af efter nogle spændende, men hårde år. Anne-Lise Salling får sig her en snak med sygeplejeforskeren Susanne Malchau, som skal forsvare sin ph.d.-afhandling i juni. Foto: Lars Lindskov.

Kun fem år – og så på pension. Den 1. april 1993 etableredes det fem-årige forskningsrådsprofessorat i klinisk sygepleje ved Odense Universitet. Den 1. april 1998 er pensionsalderen indtrådt. Der er lukket og slukket i Odense, indtil universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet finder en ordning, så forskningen i sygepleje kan videreføres i nyt regi. (Se artiklen andetsteds i bladet).

Det er ikke hverdagskost, at fagfolk gennem deres fagforening selv sponsorerer et professorat. Men det har været tilfældet med professoratet i Odense, 'Fru Tschernings professorat', opkaldt efter Dansk Sygeplejeråds navnkundige formand Henny Tscherning.

Sygeplejerskerne kunne simpelthen ikke vente længere på at få del i den akademiske udvikling, som er nødvendig for faget, og som har været en realitet i flere år i det øvrige Norden. Derfor tyede man til sponsoreringen af professoratet i Odense i håbet om, at sygeplejen en dag bliver et selvstændigt forsknings- og fagområde i universitetsregi.

Professoratet har været opslået af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og finansieret i et samarbejde mellem rådet (33 procent) og Dansk Sygeplejeråd (66 procent).

Trods flytterod med fyldte papkasser og sorte plasticsække på adressen i Kløvervænget (Klinisk Institut) blev der sat et flot foreløbigt punktum for pionérindsatsen i Odense.

Odense Universitetshospital havde lagt lokaler til en receptioni Højhuset, og her blev der med udsigten til en stor bid af Fynsagt pænt farvel til indehaverenaf Danmarks første professorat i klinisk sygepleje, professor, dr. med. Anne-Lise Salling.

Har vist vejen

Dansk Sygeplejeråds formand, Jette Søe, lagde i sin takketale til Anne-Lise Salling for de fem år ikke skjul på intentionerne bag oprettelsen af professoratet:

''Det har løbende skullet motivere, initiere og udvikle den kliniske forskning i sygeplejen. Og de ønsker har Dansk Sygeplejeråd fået opfyldt,'' sagde hun og fortsatte:

''Dansk Sygeplejeråd og Odense Universitet har arbejdet på en fortsættelse af professoratet. Vi er overbeviste om, at det bliver en realitet og kan kun beklage, at vi i dag ikke er i stand til at byde afløseren velkommen.''

Jette Søe glædede sig over det nye professorat i sygeplejeforskning

Side 11

ved Aarhus Universitet og nævnede også, at der fortsat bliver arbejdet på at få oprettet et professorat i sygepleje ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Dansk Sygeplejeråds tidligere formand, Kirsten Stallknecht, betegnede professoratet i Odense som en milepæl i de danske sygeplejerskers historie:

''Det har været en begivenhed, som vi, der har arbejdet for sagen, tillægger stor betydning for sygeplejens udvikling. Og det har da også vist sig, at tiden har arbejdet for os – om end det er gået langsomt.

Da vi gjorde professoratet tidsbestemt med de fem år, håbede vi, det kunne medvirke til, at de ansvarlige myndigheder tog over og selv oprettede professorater blandt andet på Danmarks Sygeplejerskehøjskole,'' sagde hun.

Kirsten Stallknecht nævnede også, at sygeplejerskerne har været tvunget til at gå nye veje for at få en kandidatuddannelse. For godt nok er produktionen af kandidater kommet i gang på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, men slet ikke i det omfang højskolen har ønsket, påpegede hun.

Hun sluttede med en varm tak til Anne-Lise Salling:

''Du har vist os en vej, som både er frugtbar og farbar. Jeg vil ønske for dig, at dit pionérarbejde og dine drømme må føres videre ved Odense Universitet.''

Skrap dame

Sygeplejerske Preben U. Pedersen har været eneste ph.d.-studerende under forskningsprofessoratet i Odense og har oplagt nok haft Anne-Lise Salling som vejleder. Det gav han sin personlige karakteristisk af ved afskeden i Odense:

''Da du blev min vejleder, var jeg ærlig talt lidt bange for dig. Jeg havde hørt, du var en skrap dame. Det er du også.

Du stiller nemlig krav om kvalitet. Niveauet skal være i orden – og det, vi beskæftiger os med, skal gavne patienterne. Egentlig er det vel meget rimeligt, at netop disse krav stilles af én, der er blevet kaldt 'professor for klinikken'.

Preben Pedersen nævnede blandt andet de mange gode temadage om forskning, hvor interessen har været så stor, at der kunne have været afholdt mange flere.

''Det viser, at omgivelserne har været interesseret i vores aktiviteter,'' sagde han og sluttede:

''Når man har taget så godt imod professoratet her på stedet, vil jeg netop tilskrive det dit blik for, at praksis skal kunne forstå forskningsresultaterne for at bruge dem.''

De populære temadage er holdt i samarbejde med oversygeplejerskerådet på Odense Universitetshospital, og der lød da også en tak herfra til Anne-Lise Salling fra rådets formand, oversygeplejerske Ingeborg Moritz Hansen.

''Sygeplejeforskningen i Odense har været et slags varemærke for os, så vi krydser fingre for, at professoratet føres videre,'' sagde hun og opfordrede til, at forsamlingen med det samme satte kryds i kalenderen til en reception for efterfølgeren.

Ingeborg Moritz Hansen mente, at det femårige forskningsprofessorat i udvikling svarede meget godt til netop en femårig:

''Man snubler nogle gange, får lidt skrammer på knæene, og andre gange løber man så stærkt i forvejen, at ingen kan følge med. Der er trådt nye veje. Der er kæmpet for at gøre sygeplejen mere kundskabsbaseret. Det siger vi tak for.''

Permanent enhed

Inden Anne-Lise Salling selv rundede af med et overblik over aktiviteterne i de fem år, der er gået, kunne dekanen for det sundhedsvidenskabelige fakultet, professor, dr.med. Mogens Hørder, fortælle, at fakultetet er interesseret i fortsat tilknytning til sygeplejeforskningen.

I øjeblikket arbejdes der med en model til en permanent forskningsenhed under Syddansk Sundhedsvidenskabeligt Forskningsforum.

''Resultaterne fra det femårige forskningsprofessorat viser, at sygeplejerskerne har kunnet levere varen. Vi, det vil sige universitetet, satte rammerne, I fyldte dem ud. Fakultetet har været glade for jeres arbejde, så der er skabt en forventning om, at det skal fortsætte.

Overordnet skal det naturligvis ses i lyset af den nationale forskningsstrategi og vores egen strategi her på stedet. Når vi får sygeplejen med, bliver sundhedsforskningen bredere og mere fuldstændig,'' sluttede Mogens Hørder. 
 

FRU TSCHERNINGS PROFESSORAT

Forskningsrådsprofessoratet i klinisk sygepleje, kaldet Fru Tschernings professorat, har været etableret i perioden 1993-98 og knyttet til Klinisk Institut ved Odense Universitet.

Der har været samarbejdsaftaler med Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning samt med Det Sundhedsfaglige Kontor ved Odense Universitetshospital, nu delt op i områdeledelse, kvalitetsudvikling samt planlægning og udvikling.

Fru Tschernings professorat har været sponsoreret af Dansk Sygeplejeråd med 66 procent og Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd med 33 procent.

Henny Tscherning var formand for Dansk Sygeplejeråd fra stiftelsesåret 1899 til 1927. Hun markerede sig allerede fra starten stærkt med sine faglige visioner og arbejdede ihærdigt for, at sygeplejerskerne fik deres autorisation – noget, der dog først skete efter hendes død i 1932.


Nøgleord: Forskning, forskningsrådsprofessoratet.  

Lukning af forskningsprofessoratet i Odense