Foregangsafsnittet

Man ved i dag, at det fremmer indlæringen, når patienterne hjælpes til at udføre funktioner som tandbørstning med den syge hånd. Arkivfoto

Holdningen til apopleksipatienter er ved at vende, synes oversygeplejerske Vibeke Olsen, Bispebjerg Hospital.

De sygeplejersker, der søger til apopleksiafsnittene i dag, har en forventning om at komme til at arbejde med en spændende patientgruppe. Den indstilling var sjælden før i tiden.

De mange studiebesøg til Bispebjerg fra danske, norske og svenske hospitaler er også udtryk for en interesse, der i de seneste år har vokset sig meget stor.

Ikke mindst på grund af de gode resultater, hospitalet har opnået: Markant lavere dødelighed, markant kortere liggetid og markant bedre funktionsniveau hos de udskrevne patienter.

''Vores koncept er jo også personalevenligt,'' siger Vibeke Olsen.

''Det giver plejepersonalet nogle håndgreb til at flytte og træne med patienterne.

Bobaths principper anviser, hvordan man fremmer normal bevægelighed, og der er ny viden, blandt andet om hvordan man kan give patienten information til hjernen ved at lede patientens bevægelser.

Med vores koncept kan plejepersonalet rent faktisk gøre noget for patienterne. Alt kan blive træning – at gå på toilettet, at få noget at drikke. Mulighederne er uendelige.''

Bispebjerg Hospital oprettede det første apopleksiafsnit i 1991 som et projekt, og 1. januar i år blev kapaciteten mere end fordoblet, da Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) reorganiserede apopleksibehandlingen.

Hospitalet har nu to afsnit til behandling og genoptræning af apopleksipatienterne fra hospitalets optageområde, i alt 40 heldøgnssenge og otte deldøgnssenge. Desuden er der oprettet et interventionsafsnit med 12 senge til akut modtagelse af patienter fra hele HS, der kommer ind inden for seks timer efter apopleksien.

Bedre fysiske rammer

Det nye sengeafsnit er renoveret for omkring fire millioner kroner. Bedre plads på stuerne, stor spisestue, nye badeværelser, fysioterapi i afsnittet og træningskøkken.

De fysiske rammer er vigtige i et apopleksiafsnit, siger Vibeke Olsen. Der skal være plads på stuer og badeværelser til hjælpemidler og til, at personalet kan arbejde med forflytninger fra begge sider af patienten, afhængigt af hvilken side patienten er lammet i.

Fysio- og ergoterapeuten skal være fast knyttet til afsnittet, og terapien skal rent fysisk også ligge der.

''Det giver større fleksibilitet, at fysioterapeuter og ergoterapeuter kan gå til og fra, afhængigt af stuegang og undersøgelser. Det er også lettere at involvere de pårørende i træningen. Og det er vigtigt, at nyt personale kan gå med ind og lære håndgrebene, og at terapeuterne kan gå med på stuerne og være med til at lejre patienten korrekt.''

Faggrænser blødt op

Det giver i det hele taget et bedre samarbejde, når faggrupperne går sammen i afdelingen. Og i et apopleksiafsnit er et godt sammentømret tværfagligt team en forudsætning for gode resultater. Men erfaringerne har vist, at tværfaglighed ikke kommer af sig selv.

Der er mange faggrupper indblandet, læger, sygeplejersker, sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter, portører, fysio- og ergoterapeuter, talepædagoger, neuropsykologer og socialrådgivere. Det kræver en indsats at bløde de traditionelle faggrænser op.

Det er ikke meningen, at fysioterapeuten skal tilkalde plejepersonalet, hver gang en patient skal på toilettet under træningen. Heller ikke, at patienten kan risikere at få mundstimulation og spisetræning i ergoterapien, en halv time før der skal spises i afdelingen, uden at nogen tænker på at kombinere de to ting.

''Vi har god succes med, at alle faggrupper er med, hver gang vi snakker apopleksi. Vi sidder ikke og strikker noget sammen inden for hver faggruppe. Alle er med i arbejdsgruppen,'' siger Vibeke Olsen.

''Vi er nået langt, men man bliver aldrig færdig med at udbygge tværfagligheden. Også fordi der hele tiden kommer nyt personale til, som ikke er vant til at arbejde på den måde.''

Hun fremhæver som helt afgørende for et apopleksiafsnits succes,

Side 30

at ikke bare det øvrige personale, men også lægerne er 100 procent engagerede, selv om en meget stor del af arbejdet med patienterne drejer sig om pleje og rehabilitering.

''Hvis ikke lægerne deltager i de fælles beslutninger, er med til at vejlede patienterne og tage samtaler med de pårørende, så giver det problemer.''

Ubegrænsede muligheder

I dag kender de fleste af deltagerne i studiebesøgene til rehabiliterings- og træningsprincipperne. Spørgsmålene går oftere på den konkrete arbejdstilrettelæggelse. Og normeringen.

''Egentlig er det meget enkelt,'' siger Vibeke Olsen. ''Jo flere i vagt, jo mere træning kan man tilbyde patienterne. For mulighederne er uendelige, patienterne skal jo noget hele tiden. De skal på toilettet, eller de skal skifte stilling, eller de skal have noget at drikke.

Når patienten er tørstig, er det ideelle, at man siger: Kom, så går vi ud i køkkenet og henter noget at drikke. I stedet for at personalet henter noget til patienten. På den måde får patienten trænet sin gangfunktion, og situationen er ligesom den vil være hjemme efter udskrivelsen.''

I apopleksiafsnittet er træning ikke noget, som foregår i terapien en halv time hver formiddag. Træningsprincipperne skal anvendes i alt, hvad plejepersonalet foretager sig med patienterne.

Når patienterne ligger, skal de lejres i antispastisk mønster, og hver gang personalet støtter patienten i en bevægelse, skal det også foregå efter Bobaths principper, hvis formål er at normalisere muskeltonus, integrere de to kropshalvdele og fremme ligevægt og normale bevægelsesmønstre.

''Hvis patienten for eksempel sidder ved et bord, skal han ikke lade den slappe side ligge, men hvile på begge arme, så den syge side bliver stimuleret,'' uddyber Vibeke Olsen.

''Når patienten skal ud af sengen eller på toilettet, skal det foregå som en forflytning, hvor personalet bruger deres egen krop som vægtstang. Det er en mere aktiv handling for patienten, end hvis to portører løfter patienten op, eller man bruger lift.''

For at genindlære mistede funktioner skal patienten guides. Det vil sige, at personalet leder patientens bevægelser. Man giver patienten tandbørsten, skeen, eller hvad det nu er, i hånden og fører patienten igennem bevægelsen.

Mange patienter har problemer med at spise og tale. De skal mundstimuleres, før de spiser og taletræner.

''Det er helt centralt at bruge hele patientens krop hele døgnet. Men hvis flere patienter skal hjælpes, end der er personale til, så er det, man springer over og gør tingene for patienten i stedet. For det er meget hurtigere,'' siger Vibeke Olsen.

''Selv om det er meget frustrerende for personalet, når man ved, hvilken betydning det har, at patienten gør tingene selv.''

Bedre normering

Før reorganiseringen beregnede Vibeke Olsen og oversygeplejerske Grethe Hedegaard, Hvidovre Hospital, at der var brug for en plejenormering i apopleksiafsnittene i HS på 1,5 netto.

De fik 1,4 brutto (1,24 netto), og afsnittene fik heller ikke terapeuter tilknyttet i weekenderne. HS havde lavet en beregning af, hvad ergo- og fysioterapi i weekenden ville koste, men fandt det for dyrt.

I interventionsafsnittet fik Vibeke Olsen dog en plejenormering på 1,5 netto.

I de første to døgn skal patienterne observeres og scores henholdsvis hver anden time og hver fjerde time, så man kan følge eventuelle forandringer i blodtryk, puls, temperatur, hjerterytme, funktionsniveau og bevidsthedsniveau.

''Det er klart, at patienterne er meget plejekrævende de første døgn, hvor de skal observeres og scores, for genoptræningen starter også fra første dag,'' siger Vibeke Olsen.

''Men selv om patienterne bliver bedre, er der altid et problem, vi skal satse på at hjælpe dem med.

I den akutte fase kan man ikke intervenere over for alt på én gang, det kan patienten ikke magte. Måske er det allerstørste problem at få noget at spise. Så satser vi på at stimulere mund, hovedstilling og siddestilling, og vi sørger for ordentlig ernæring.

Senere handler det måske om at støtte gangfunktionen. Så skal man gå sammen med patienten, mens man støtter med et hoftegreb. Og det er klart, at det tager længere tid end at sætte patienten i en kørestol og trille ned i dagligstuen.''

Især har det været oversygeplejerskerne magtpåliggende at få opnormeret aftenvagten. De havde ønsket fem aftenvagter til et 20-sengs afsnit, men fik fire. Det rækker som regel også til de almindelige gøremål, siger Vibeke Olsen.

''Men vi ønskede, at der skulle ske noget mere i aftenvagten, så vi i højere grad levede op til princippet om træning og aktivitet alle døgnets 24 timer. Man kunne synge, bage, læse – så man ikke bare stimulerede patienterne fysisk, men også kognitivt og socialt.

Man skal ikke glemme, at patienten er hjerneskadet og har nogle kognitive forstyrrelser.

Det, man oftest nedprioriterer, når der er travlt, er for eksempel taletræning eller støtte til de hjemmeopgaver, som talepædagogen eller neuropsykologen af og til giver patienten.

Der kan være rum-retningsforstyrrelser, og hvis patienten har en venstresidig hemiparese, glemmer de ofte deres syge side. Så skal man guide og røre ved patientens krop for at træne opmærksomheden.''

Nøgleord: Apopleksiafsnit, Bispebjerg Hospital, dødelighed.