Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Med i det gode selskab

Det sundhedsvidenskabelige fakultet ved Odense Universitet vil gerne beholde sygeplejeforskningen. Derfor søger fakultetet nu at videreføre forskningsprofessoratet i klinisk sygepleje som en permanent forskningsenhed.

Sygeplejersken 1998 nr. 17, s. 14

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Klinisk sygepleje bliver efter al sandsynlighed et permanent forskningsområde ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Odense Universitet. Med afsæt i det nu afsluttede femårige forskningsprofessorat, søger fakultetet at videreføre aktiviteterne.

Udgangspunktet er en fakultetsenhed kombineret med aktiviteter i sundhedsvæsenet. Den model er allerede etableret for andre forskningsenheder ved fakultetet i Odense, blandt andet i almen medicin og klinisk farmakologi. I praksis betyder det, at man skal ud at finde samarbejdspartnere i amterne.

Hensigten er, at det skal ske under forskningsparaplyen 'Syddansk Sundhedsvidenskabeligt Forskningsforum', det vil sige det sundhedsvidenskabelige fakultet ved Odense Universitet, Odense Universitetshospital samt Fyns Amt, Vejle Amt, Ribe Amt, Sønderjyllands Amt, Ringkøbing Amt og Vestsjællands Amt.

Lykkes det – og det er der meget, der tyder på – betyder det, at sygeplejerskerne får et længe næret ønske opfyldt om at blive en integreret del af det universitære miljø i Danmark. Tilløbene har været mange for at komme med i det gode selskab. Sidst er det lykkedes med et professorat ved det sundhedsvidenskabelige fakultet i Århus, og nu sker det i Odense.

''Det er min vurdering, at projektet omkring den nye enhed for sygeplejeforskning bliver til noget,'' siger professor, dr.med. Mogens Hørder, dekanen for det Sundhedsvidenskabelige fakultet i Odense.

Mogens Hørder henviser til et notat om forskningsenheden. Notatet har været arbejdsgrundlag for det sundhedsvidenskabelige fakultet og er diskuteret med repræsentanter fra Odense Universitet, områdeledelsen ved Odense Universitetshospital og Dansk Sygeplejeråd. Notatet er også udgangspunktet for en kommende henvendelse til Forskningsministeriet.

''Vi har haft kontakt til Undervisningsministeriet om sagen, men så kom folketingsvalget og den efterfølgende resortomlægning, og det betyder, at vi nu skal have fat i forskningsministeren,'' siger Mogens Hørder og tilføjer:

''Det glæder os, at Undervisningsministeriet har tildelt Århus et professorat i sygeplejeforskning. Men der er så absolut behov for mere end én professor, så måske kan vi bruge Århus som løftestang over for ministeren.''

En vigtig tilgang

Mogens Hørder roser det arbejde, der er udført under det fem-årige forskningsprofessorat i klinisk sygepleje i Odense. Et pionérarbejde, kalder han det.

Når det sundhedsvidenskabelige fakultet ved Odense Universitet nu ønsker at videreføre aktiviteterne herfra, hænger det sammen med vigtigheden i at have sygeplejeaspektet med i sundhedsforskningen. Grundlaget for sygeplejen i dag er en vidensbaseret praksis, understreger han:

''Jeg vil ikke lægge skjul på, at det, at vi nu får integreret sygeplejeforskningen som forskningsområde hos os, også betyder en tilgang for os. Det er simpelthen en nødvendig udbygning af vores aktiviteter,'' siger han og tilføjer:

''Forskningsrådsprofessoratet kan jo ikke videreføres, fordi det er formåls- og tidsbestemt. Derfor er vi nødt til at redefinere, hvad vi vil med forskningen i klinisk sygepleje. Men ét står fast, vi vil gerne videreføre det arbejde, som forsknings-professor Anne-Lise Salling har sat i gang.''

Fremover skal et professorat i sygeplejeforskning ved universitetet i Odense kunne klare de opgaver, som skal løses i en større sammenhæng, det gælder forskning, det gælder uddannelse.

For forskningens vedkommende betyder det, at den kommende sygeplejeforskning skal være i overensstemmelse med både den lokale og den nationale strategi for sundhedsforskning. Det vil først og fremmest sige forskning i forebyggelse, behandlingsmetoder og sundhedstjeneste.

Når det drejer sig om uddannelse, får den nye enhed for sygeplejeforskning en vigtig funktion. Generelt mangler sygeplejen folk med forskerkompetence, så enheden skal i høj grad være med til forskerrekruttering og forskeruddannelse.

Herudover forventes det, at enhedens medarbejdere skal indgåi flere af fakultetets uddannel-ser. Der tænkes her især på den kommende suppleringsuddannelse og kandidatuddannelse for de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, men også på kandidatuddannelserne i medicin og klinisk biomekanik.

En enkelt professor, en enkelt ph.d.-studerende og nogle få projektdeltagere er ikke nok.

Selv bruger Mogens Hørder udtrykket:

''Der skal volumen på den nye forskningsenhed.''

I den model, der foreslås, lægges der op til fem-seks faste medarbejdere på seniorniveau i såkaldte kombinationsstillinger.

De sygeplejersker, der ansættes i kombinationsstillingerne, skal, som det hedder, være fuldt forskningskompetente, det vil sige på adjunkt-, lektor- og professorniveau.

Herudover skal der knyttes folk i forskerrekrutteringsstillinger, først og fremmest i ph.d.- og post.doc.-stillinger. Alle skal være ansat ved den nye forskningsenhed, men udføre deres projekter og forskningsopgaver rundt om i de involverede amter.

Modellen har nogle indlysende fordele, understreger Mogens Hørder:

''Der er ikke meget ved, at forskerne sidder herinde bag universitetets mure. De skal ud i virkeligheden – ud at gøre sig synlige i praksis. Det er her, man har brug for deres forskning. Derfor tror jeg meget på vores flade, regionale model. Den har vist sig brugbar allerede og skal også nok blive det for sygeplejeforskningen. Det har selvfølgelig taget noget tid at udvikle modellen, ligesom det også er klart, at vores samarbejdspartnere lige nu skal sunde sig over vores nye forslag om en forskningsenhed for klinisk sygepleje. Men de kan lide modellen, det ved jeg. De kan se betydningen af, at forskningen også foregår på deres egne sygehuse og ikke kun inde på et universitetshospital.''

Nøgleord: Forskning, forskningsenhed, forskningsprofessorat. 

Lukning af forskningsprofessoratet i Odense