Nogen måtte jo gøre det

Professor Anne-Lise Salling: "Forskningsprofessoratet har både idémæssigt og arbejsamæssigt været på linje med udlandet. Så følg bare sporene. De er lagt." Foto: Per Folkver.

Nogen måtte jo gøre det,'' som Nuser siger om sin udforskning af hundelivets mysterier.

Indehaveren af Danmarks første forskningsprofessorat i klinisk sygepleje, professor, dr.med. Anne-Lise Salling har gjort Nusers ord til sine mere end én gang: ''Nogen måtte jo gøre det.''

Nogen måtte tage på sig at løfte sygeplejeforskningen ind i universitetsregi, så dansk sygepleje med Kirsten Stallknechts ord kan måle sig med sygeplejen i de lande, vi gerne vil sammenligne os med.

USA, Canada, England og Holland fik professorater og lektorater ved institutter i sygeplejevidenskab allerede i 1950'erne og 60'erne. I Norden var Finland først på banen med sit professorat i vårdvetenskap i Åbo, og hurtigt herefter fulgte Norge og Sverige. I dag har Finland og Norge hver tre professorater i sygeplejevidenskab og Sverige fem. Til professoraterne er knyttet et antal lektorater og amanuensisstillinger.

Danmark kom ind på en sidsteplads i 1993 med det femårige forskningsprofessorat i Odense.

Forskningsprofessoratets fokus har været den kliniske sygepleje, hvor man især har interesseret sig for den kronisk syge patient samt udviklingen af metoder til at indfange de humanistiske aspekter af sygeplejen.

Hvordan mestrer de kronisk syge patienter deres sygdom? Hvordan opfatter de den? Det har været nogle af de spørgsmål, der er arbejdet intenst med. Ikke mindst i et stort anlagt projekt, der omfatter ikke mindre end 700 personer. Halvdelen må leve med kronisk inflammatoriske tarmsygdomme. Hvad betyder det for dem? De kronisk syge matches med en tilsvarende rask gruppe.

Side 13

Et spændende projekt, men resultaterne lader vente på sig, blandt andet fordi der ikke har været ressourcer til at afslutte projektet inden for forskningsprofessoratet:

''Havde jeg haft en akademisk medarbejder, kunne jeg have nået meget længere med min forskning,'' siger Anne-Lise Salling og peger på det problematiske i at have levet med en bevilling, der ikke har været stor nok til også at kunne ansætte en kvalificeret forsker:

''Når jeg ser tilbage på de fem år, springer det mig i øjnene, at jeg nok mest af alt har savnet en sparringspartner. Jeg har manglet en sygeplejerske med akademiske kvalifikationer, en kollega, som både havde forskningserfaring, og som også var selvstændig nok til at kunne diskutere tingene med mig.''

I løbet af de fem år har der været knyttet forskellige forskningssygeplejersker til professoratet. Ingen af dem har haft en egentlig forskeruddannelse, idet der har været tale om forskningsinteresserede sygeplejersker, som har været i gang med at bygge deres videreuddanelser op.

En brakmark

Anne-Lise Salling lægger ikke skjul på, at hun har følt sig ret alene i sit professorat:

''Den første april 1993 stod jeg med et kontor og en pc – og med udsigten til en 'brakmark', som ingen kunne forudse, om den var til at opdyrke eller ej,'' siger hun og tilføjer:

''Jeg har haft driftsmidler til enten at kunne ansætte en sekretær på hel tid og en forskningssygeplejerske på halv tid eller en sekretær på halv tid og en forskningssygeplejerske på hel tid. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, det har haft nogle omkostninger at opdyrke brakmarken.

Det mest tidskrævende har været vejlednings- og uddannelsesopgaverne. Herudover har der så været projekter, formidling, samarbejdet med de forskellige faggrupper på universitetet og på hospitalerne, repræsentation (''jeg har måttet stille op mange steder'') og ikke mindst her på det sidste arbejdet med at udtænke en strategi for den fremtidige sygeplejeforskning i Odense. Det har der været mere end én mening om.

Strategiarbejdet har medført nogle studieture til universitetsinstitutter i Oslo, Edinburgh og Edmonton i Canada. Besøgene her har med Anne-Lise Sallings ord givet nogle Aha-oplevelser, som er brugt til at perspektivere sygeplejeforskningens situation i Danmark og til at pege på initiativer, som efter hendes mening bør sættes på et lyntog med direkte forbindelse til ministerium og universiteter:

''I meget vid udstrækning oplevede jeg under studiebesøgene, at man i udlandet har været igennem samme udviklingsfase som i Danmark og tilsvarende har igangsat de samme initiativer, som vi har taget fat på i Odense. Men hvorfor sygeplejevidenskaben er blevet accepteret så meget hurtigere andre steder end her, kan jeg ikke fortælle. Kun at adgangen til universiteteterne er sket på grund af nogle ihærdige, entusiastiske sygeplejersker og læger,'' siger Anne-Lise Salling og tilføjer:

''Universiteterne og bevillingsgiverne herhjemme skal overbevises via kvaliteten i vores arbejde, før de åbner døren for sygeplejen. Vi må banke pænt på – og ikke bruge en rambuk, selv om man kunne have lyst til det.''

Følg sporet

Anne-Lise Salling er ked af, at det sundhedsvidenskabelige fakultet i Odense ikke har opslået et professorat i sygeplejeforskning, inden hendes eget femårige forskningsprofessorat løb ud:

''Jeg er ikke særlig glad for, at der nu er lukket ned i Odense. Det er svært at starte noget fra grunden. Vi havde knap nok rømmet vores kontorer, før der var sat nye navneskilte op. Nu må vi så bare håbe, at fakultetet gør alvor af en permanent forskningsenhed i klinisk sygepleje.''

I sin statusrapport (1) har Anne-Lise Salling peget på flere muligheder for at føre sygeplejeforskningen videre ved Odense Universitet. Helst ser hun, at sygeplejen etablerer sig med et eget, permanent universitetsinstitut, så sygeplejen tilgodeses både som fagområde og som forskningsområde.

''Men måske er det for tidligt med sådan en model,'' siger hun og peger på, at det nok er mere realistisk med en forskningsenhed i klinisk sygepleje, som også fakultetets dekan, professor, dr.med. Mogens Hørder har anbefalet det.

Men under alle omstændigheder bør personalestaben fra starten bestå af flere kvalificerede sygeplejersker. Én person kan ikke styre indsatsen alene – der skal være en pionérgruppe på i hvert fald to-tre personer, påpeger hun.

''Interessen for forskning i klinisk sygepleje er voksende. Det har vi fået understreget gennem vores studiebesøg i Europa og Canada. Idémæssigt og arbejdsmæssigt har vi været helt på linie i forskningsprofessoratet. Så følg bare sporene. De er lagt.''Litteratur

l. Sygeplejevidenskab. Status pr. 1. april 1997 over ''Initiativet til at stimulere forskning i sygepleje ved Odense Universitet gennem Forskningsrådsprofessoratet i Klinisk Sygepleje ved Odense Universitet, Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, samt perspektiver for videreførelse og udvikling af dette. Anne-Lise Salling Larsen. Odense 1997.

Nøgleord: Forskning, forskningsrådsprofessoratet