Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Grønlands AIDS-monster

Åbenhed førte til chikane, udstødelse og tørre tæsk.

Sygeplejersken 1998 nr. 22, s. 12-13

Af:

Birgitte Wulff, journalist,

Karin Dahl Hansen, journalist

Side 12 

Billede

Side 13

Man kan ikke leve som hiv-smittet i Grønland. Tom Simeonsen sidder i Grønlændernes Hus i København og længes hjem til naturen og familien – men han kan ikke vende hjem. I knap to år har han levet i frivilligt eksil i Danmark. På flugt fra de grønlandske fordomme og den grønlandske angst for hiv.

''Jeg er en åben person, og jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg var smittet. Men det gik ikke i Grønland. Alkoholikerne råbte efter mig på gaden, og jeg blev overfaldet, fordi folk mente, jeg smittede andre,'' siger 34-årige Tom Simeonsen der i 1996 fik nok og flygtede til den danske anonymitet.

Trøstede familien

Og anonymitet fik han. Tom Simeonsen er en almindelig ung fyr, som ikke skiller sig ud fra mængden i det københavnske gadebillede. En grå jakke holder på varmen for den høje, slanke mand, og på hovedet sidder en moderigtig grå hue, der sammen med sygekassebrillerne får ham til at ligne en studerende fra Københavns Universitet. Tom Simeonsen er imidlertid uddannet kontormand, men jobbet som skrivebordsmand var ikke lige ham, og i 1990 tog han på Kalø Folkehøjskole på Djursland. Tom Simeonsen havde indtil da været sekretær i det grønlandske forebyggelsesråd, Paarisa, og han vidste derfor alt om hiv og aids.

''Der har kun været tre gange, hvor jeg ikke brugte prævention, og det var altså nok,'' siger Tom Simeonsen.

Han fik i slutningen af 1990 konstateret hiv, mens han gik på højskolen.

''Jeg tog hjem til Nuuk for at fejre jul og samtidig fortælle min søster, pap-mor og omgangskreds, at jeg var smittet. Min søster og pap-mor græd meget, og det endte med, at jeg blev nødt til at trøste dem. Det var helt omvendt, og efter to uger måtte jeg tage tilbage til Danmark, fordi jeg slet ikke kunne klare det.''

Tom Simeonsen har aldrig haft kontakt til sin far, og hans mor døde for en del år siden. Hende, han kalder papmor, er i virkeligheden en venindes mor.

Foredrag om hiv

Efter besøget i Nuuk flyttede den unge biseksuelle mand til Århus, og da Det Grønlandske Hus i foråret 1991 holdt et weekendarrangement om hiv, sagde Tom Simeonsen uden betænkeligheder ja til at fortælle om det at være hiv-smittet.

Arrangementet i Århus blev begyndelsen på enden af hans tilværelse som anonym hiv-smittet.

''Efter foredraget sagde de, at det var én som mig, man havde behov for i oplysningsarbejdet i Grønland,'' siger Tom Simeonsen.

I løbet af foråret rejste han derfor sammen med forebyggelsesrådet, Paarisa, op langs den grønlandske kyst og holdt utallige foredrag om hiv. Han var i radio og tv, og til sidst var han kendt i hele Grønland.

''Når jeg var ude at fortælle om hiv, blev folk chokerede. Mange vidste jo, at jeg havde arbejdet for Paarisa, og de troede, det var derfor, jeg var der. Når jeg så fortalte, at jeg havde hiv, blev de forskrækkede. Men de fleste tog det pænt, og jeg fik endda anonyme kærlighedsbreve,'' griner han.

Tom Simeonsen er indtil i dag den eneste af de 77 hiv-smittede grønlændere, der har stået offentligt frem. Åbenheden kræver da også mod, for den har en grim bagside.

Efter at Tom Simeonsen var stået frem i Grønland, fik han megen opmærksomhed. Når han gik i byen i Nuuk, ville folk altid diskutere hiv med ham, og nogle venner faldt fra, fordi de havde svært ved at forholde sig til sygdommen.

''Måske troede de, at jeg døde i morgen, og så ville de ikke mere involvere sig i mig. Jeg følte mig udstødt og isoleret, og jeg begyndte også at få forfølgelsesvanvid – jeg troede, alle var efter mig,'' siger han.

Vågnede i blodpøl

Mange i det grønlandske samfund havde da også temmelig svært ved at forholde sig til Tom Simeonsen og ikke mindst hiv. Når han gik forbi alkoholikerne, der står foran Brugsen i Nuuk, råbte de aids-monster efter ham, og i barndomsbyen Sisimiut (Holsteinsborg) kulminerede chikanen.

''Jeg var til et privat drikkegilde, og vi var alle fulde. Nogle sagde, at jeg smittede andre, og så blev jeg overfaldet. Jeg husker ikke mere, før jeg vågnede op på politistationen i en blodpøl. Den ene halvdel af mit ansigt var smurt ind i størknet blod,'' fortæller han.

På politistationen fik Tom Simeonsen ingen hjælp. Selvom hans briller var knuste, og han havde fået en hjernerystelse, kunne han ikke få et håndklæde til at vaske sig i eller blive fulgt hjem. Overfaldet blev heller aldrig efterforsket.

''Jeg tror, det var fordi, de vidste, jeg var hiv-smittet,'' siger han.

Han gik hjem til den barndomsveninde, han boede hos, men her kunne han ikke blive. Hendes kæreste, der er trawler-fisker, havde fået nys om, at Tom Simeonsen boede i deres hus, og fiskeren havde ringet hjem og beordret den hiv-smittede ud. Så kom den forslåede mand på sygehuset, hvor han blev indlagt og kom til sig selv.

''Efter fem år i Grønland besluttede jeg med dags varsel at flytte til København. Jeg købte en enkeltbillet og sagde kun farvel til tre personer,'' siger Tom Simeonsen.

Han har nu levet knap to år i Danmark. Fysisk har han det godt, men det kniber med det psykiske.

''Jeg er meget splittet. Jeg savner naturen, årstidernes skiften og mine få venner. Men jeg savner ikke livet deroppe, og jeg tror stadig, folk er meget bange for mennesker, der har hiv,'' siger han.

Nøgleord: Aids, chikane, Grønland.