Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker på alarm 112

I Sverige har man de sidste 10 år haft en rivende udvikling på det præhospitale område, hvor man blandt andet har satset på specialuddannede ambulancesygeplejersker. Nu skal alarmcentralerne have et tilsvarende løft, og også her kan sygeplejerskerne blive nøglepersoner. Planen er, at alle led i den præhospitale kæde – det vil sige alarmcentral, ambulance og sygehus – skal tilbyde patienten det samme kvalitetsniveau, uanset hvor i kæden han befinder sig.

Sygeplejersken 1998 nr. 22, s. 16-19

Af:

Jesper Berg, journalist

De seneste 10 år har Sverige udviklet ambulancetjenesten fra at være en ren transportorganisation til nu at være sygehusenes forlængede arm. Det har blandt andet kunnet lade sig gøre, fordi man har satset kraftigt på at uddanne ambulancesygeplejersker. I takt med at ambulancerne således har fået en mere offensiv opgave, har man forsøgt sig med en tilsvarende udvikling på alarmcentralerne.

De svenske SOS-alarmcentraler er bemandet med operatører, som har gennemgået specielle sundhedsfaglige kurser for at kunne rådgive og vejlede i akutmedicinske nødsituationer. Men nu viser en ny rapport (1) fra den svenske socialstyrelse, at der er behov for at øge det medicinske kompetenceniveau på alarmcentralerne. Det betyder i praksis, at man fremover vil satste på sygeplejersker og læger på alarmcentralerne. Den svenske Socialstyrelse har nøje studeret og analyseret forholdene på alarmcentralerne, og konklusionen er ikke til at tage fejl af:

I og med at kravene til ambulancetjenesten er steget, så må kravene til alarmcentralerne stige tilsvarende. Det vil sige, at når ambulancerne har fået kvalificeret personale, så skal alarmcentralerne også have det.

Kvalitetskæde

I rapportens forord er det formuleret således: ''Det er af største vigtighed, at alarmcentralen arbejder efter medicinske retningslinjer, og at alarmoperatøren har tilstrækkelig kompetence og erfaring til at bedømme behovet for hjælp samt at foretage en korrekt prioritering.''

Og videre hedder det: ''Alarmeringsfunktionen bør således, når det gælder sundheds- og sygeplejefaglige anliggender, samordnes med ambulancetjenesten, så de i samspil med denne har et højt kvalitetsniveau som det første led i kæden.''

Det betyder, at et opkald til alarm 112 i Sverige om sygdom eller ulykke – i modsætning til Danmark – betragtes som en henvendelse til sundhedsvæsenet. Den første person, som borgeren kommer i kontakt med, skal være lige så sundhedsfagligt velfunderet som de øvrige led i kæden, anbefaler rapporten.

Louise Stensnäs, der er kontorchef i den svenske Socialstyrelse, kalder det naturligt, at man nu vil øge det sundhedsfaglige niveau på alarmcentralerne:

''Det handler om at sætte borgeren i centrum i kæden af hjælp. Det vil sige, at han har krav på at blive mødt med det samme vidensniveau, uanset hvor han befinder sig i forløbet. Når han står i en akut situation og har behov for sundhedsvæsenets hjælp, så skal han have kvalificeret hjælp i selv samme øjeblik, som han ringer.''

Svensk forspring

Direkte sammenlignet med danske forhold har svenske alarmcentraler dog et afgørende forspring på såvel det teknologiske område som i personalets sundhedsfaglige niveau. Siden den svenske stat i 1974 skar antallet af alarmcentraler ned fra 180 til de nuværende 20 og samtidig gav kommunikationsministeriet det overordnede ansvar, er udviklingen gået stærkt.

De fleste alarmcentraler råder i dag over avanceret Global Positioning System-udstyr (GPS), som sætter dem i stand til at følge hver eneste meter, en ambulance tilbagelægger. Det giver store fordele i disponeringen af ambulancerne,

Side 17

når alarmcentralen på få sekunder kan finde frem til den nærmeste ledige ambulance. Systemet er så veludviklet, at man flere steder har mulighed for at følge ambulancer fra andre kommuner, når de passerer gennem den lokale alarmcentrals ansvarsområde.

Det betyder, at man fra alarmcentralen kan råde over samtlige ressourcer uden hensyn til geografi og kommunegrænser.

Gammeldags omstillingsborde

Et tilsvarende overblik eksisterer ikke på de 41 danske alarmcentraler. Fælles for de 40 af centralerne er, at de drives af Rigspolitiet og betjenes af politifolk uden sundhedsfaglig uddannelse. Samtidig er de udstyret med så gammeldags udstyr, at det for eksempel end ikke er muligt at se nummeret på den, der ringer. Det kan betyde, at livsvigtige sekunder skal bruges på at spore samtalen.

Man har heller ikke samme mulighed for at disponere over ambulancer. Hverken ambulancer, som hører til alarmcentralens ansvarsområde, eller øvrige ambulancer fra tilgrænsende alarmcentralers ansvarsområde. Politifolkene modtager opkaldet og kontakter derefter en vagtcentral, der har ansvaret for disponeringen af ambulancerne. Det betyder, ud over et forsinkende mellemled, at man har fraskrevet sig mulighed for at yde telefonisk rådgivning, indtil ambulancen når frem.

Kvalitetskrav

Da man i Sverige mener, at en henvendelse til alarmcentralen i medicinske nødsituationer kan sammenlignes med en kontakt til sundhedsvæsenet, har den svenske

Side 18

SY-1998-22-16-1socialstyrelse fundet det nødvendigt at anbefale, at alarmcentralerne bliver underlagt de samme kvalitetskrav, som gælder for sundhedsvæsenet.

I sin analyse af alarmcentralerne slår styrelsen fast, at de ikke kan matche kravene. I analysen hedder det: ''... der forekommer lokale varianter, og visse steder har man tradition for, at ulykker på offentlige pladser automatisk – uden hensyn til ulykkens karakter – håndteres som en prioritet 1 (kørsel 1, red.). For at prioriteringssystemet skal have en logisk funktion og rumme mulighed for opfølgning, er det vigtigt, at udelukkende medicinske kriterier har indflydelse på prioritering af ambulancerne.''

Det får socialstyrelsen til at anbefale, at den medicinske kompetence højnes for at kunne imødekomme kravene. Ved at øge kompetencen og dermed få mere sundhedsfagligt personale har man samtidig skabt mulighed for at kvalitetsudvikle alarmeringsfunktionen.

Aktive alarmcentraler

Rapporten peger direkte på, at de informationer, som alarmcentralen indsamler ved akutte opkald, skal bruges mere aktivt. Konkret forestiller socialstyrelsen sig, at oplysningerne skal kunne overføres direkte til ambulance og sygehus og dermed indgå på lige fod med andre data i patientjournalen.

Side 19

Hvis dette kvalitetskrav skal opfyldes, må alarmoperatørernes sundhedsfaglige niveau opgraderes. I rapporten hedder det blandt andet, at:

''Sygeplejersker med tilstrækkelig uddannelse og erfaring bør derfor integreres i virksomheden (alarmcentralen, red.) i lighed med den udvikling, man har set i ambulancetjenesten.''

Dermed har den svenske Socialstyrelse udstukket retningslinjerne for alarmcentralernes fremtidige virke som et vigtigt aktiv i den akutmedicinske kæde. De vigtigste funktioner for centralerne skal fortsat være at yde livreddende rådgivning og at sende ambulancer. Men derudover vil man fremover se en tættere tilknytning til sygehusene.

Alarmcentralen skal derfor kunne dokumentere hver eneste beslutning i alle opkald, hvor der er ydet medicinsk rådgivning. Planen er, at den øgede dokumentation skal danne basis for den fortsatte kvalitetsudvikling for samarbejdet mellem alarmcentralerne, ambulancetjenesten og sygehusene. Ved at udligne uddannelsesniveauet mellem de forskellige led og samtidigt øge kompetencen bliver patientens vej fra det første opkald til en eventuel indlæggelse en glidende bevægelse, hvor der på intet tidspunkt er tale om, at kvaliteten og det sundhedsfaglige vidensniveau bliver sænket.

Patientens sikkerhed

''Det er en mere moderne og tidssvarende udnyttelse af de samlede ressourcer. Vi har kapaciteten, og det forpligter os til at bruge den så aktivt som overhovedet muligt. Der er ingen grund til at acceptere, at kvalitet og kompetence stiger og falder, alt efter, i hvilket led af kæden patienten befinder sig. Vi kan tilbyde det samme niveau hele vejen, og det gør vi, fordi det er patientens sikkerhed, det handler om,'' understreger Louise Stensnäs.

Socialstyrelsen i Sverige skal føre tilsyn med alarmcentralerne, ligesom man fortsat vil følge udviklingen på området. Særligt vil man have øje for kvaliteten af den medicinske rådgivning, som bliver givet af alarmcentralerne. Der skal være en medicinsk ansvarlig på hver alarmcentral.

Kvalitet målt i minutter

Drager man endnu en gang en parallel til de danske forhold, står de svenske kvalitetskrav i skarp kontrast til den danske mangel på samme. I Danmark er der ikke udarbejdet en overordnet politik eller formuleret nogen kvalitetskrav til alarmcentralerne. Der eksisterer heller ikke tilsvarende krav til ambulancetjenesten. Mens svenskerne stiller høje krav om dokumentation og kvalitetsudvikling til både ambulancetjeneste og alarmcentral, så har man herhjemme kun formuleret et kvalitetskrav til ambulancetjenesten. Og det er, at ambulancen skal være fremme inden for et vist antal minutter.

Amtsrådsforeningen og Falcks Redningskorps A/S har en aftale om, at kvaliteten af ambulancetjenesten skal vurderes ud fra, hvor hurtigt korpsets ambulancer i gennemsnit når frem til patienten. Det vil sige, at kvaliteten af ambulancetjenesten i Danmark måles i minutter. 

Svensk kvalitetsudvikling

Allerede i sommeren 1996 udgav den svenske socialstyrelse en rapport (1) om, hvordan ambulancetjenesten kunne arbejde med at kvalitetssikre- og udvikle deres funktion. Rapporten, der er udarbejdet af overlæger, ambulancefolk og embedsmænd, retter sig mod de mange aktører på det præhospitale område. Ambitionen er at stimulere en fortsat kvalitetsstigning inden for ambulancetjenesten. Målgruppen er læger, ambulancefolk og politikere.

I rapporten gennemgår forfatterne trin for trin de mange aspekter i kvalitetsudvikling. De forskellige teorier og modeller bliver beskrevet, ligesom der bliver givet konkrete anvisninger på, hvordan de kan overføres til ambulancetjenesten. Blandt andet nævner rapporten en række delområder, der er velegnede til at belyse kvaliteten.

Man medgiver, at det kan være en svær proces at måle kvalitet og senere udvikle den. Men det kan lade sig gøre, hedder det med henvisning til det svenske hjerte-lunge-redningsprogram (HLR), der er et uddannelsesprogram i behandling af hjertestop. Det henvender sig til alle led i kæden – lige fra tilskueren til den behandlende læge. Princippet i programmet er, at alle led i kæden skal vide, hvad de skal gøre ved hjertestop. Alarmcentralen skal kunne instruere hjælpen, indtil ambulancen når frem. Erfaringerne fra programmet viser, at det kan lade sig gøre at udvikle kvaliteten af behandlingen og dermed øge chancen for, at patienten overlever.

Rapporten slutter med en diskussion om, hvorvidt det er muligt at måle effekten af arbejdet med at kvalitetsudvikle ambulancetjenesten. Den entydige konklusion er, at betingelsen er, at der finder kvalificeret forskning sted. Samtidig understreges det, at de relativt beskedne forskningsresultater inden for ambulancetjenesten gør det mere end nødvendigt at finde svar på mange af de ubesvarede spørgsmål, der fortsat hersker på området.

Arbejdsgruppen bag rapporten konstaterer, at man er på rette vej i Sverige, men at der forsat ligger en stor udfordring i fremtiden med at forbedre kvaliteten.

Litteratur

  1. 'Ambulanesjukvård i systematisk kvalitetsarbete' Den svenske socialstyrelse, 1996.

Arbejdsgruppen bag rapporten tæller blandt andet navne som overlæge Karl-Axel Wallman-Carlsson og overlæge Sune Handell.

Litteratur

  1. 'Larmoperatører med sjukvårdsuppgifter', socialstyrelsen i Sverige, marts 1997.

Nøgleord: Alarmcentraler, Sverige, præhospital behandling, akutmedicin.