Psykisk tortur i Danmark

Den 55-årige irakiske historiker Jassim har tilbragt seks år i danske flygtningelejre og som sag hos de danske asylmyndigheder. I dag er han erklæret 100 procent invalid. Han er både fysisk og psykisk nedbrudt af de mange års angst, usikkerhed og chikane, der kulminerede, da det danske politi i januar 1997 tvangsdeporterede hans kone og deres to børn til Rusland.

Om det er den fysiske tortur i de irakiske fængsler i 1980'erne eller den psykiske tortur i det danske asyl-maskineri, der bærer hovedansvaret for Jassims ødelagte helbred, kan ingen speciallæger afgøre med sikkerhed.

Selv tøver han, når man spørger, hvad der har været værst.

Men det er en uomtvistelig kendsgerning, at det er de danske myndigheder, der har nedbrudt og splittet hans familie. En splittelse af familien, som grundlæggende er en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I Jassims enorme bunke af sagsakter ligger der dokumentation for, hvilke midler politiet brugte for at nå målet:

Da alle andre forsøg på at få Jassim og hans familie ud af Danmark mislykkedes, lod Rigspolitiet en falsk oplysning cirkulere i det system, som afgør flygtninges skæbne i Danmark.

Ved hjælp af denne falske oplysning kunne man udvise hans kone og to børn til Rusland.

Der er ikke to flygtningesager, der er ens, men Jassims sag illustrerer nogle af de generelle forhold, som sygeplejerskerne i asylcentrene finder det tungt at være vidner til:

Årelange sagsbehandlinger og systematisk psykisk og fysisk nedbrydning af asylansøgerne. Samt afgørelser, der bygger på juristeri og nidkærhed samt uklare regler og skøn, som bøjer sig efter de politiske vinde.

De færreste asylansøgere tør stå offentligt frem, mens deres sager er under behandling. De er bange for at provokere asylmyndighederne i Danmark, og de er bange for at blive genkendt i deres hjemland – hvis sagen ender med, at de bliver returneret.

Jassim vil gerne holde sit efternavn tilbage, og han vil ikke fotograferes, men ellers føler han ikke, at han har meget mere at miste, og han lægger beredvilligt sin sagsbunke frem for Sygeplejersken.

Tidligere har han også lagt den frem for Danmarks Radio, som med et radioprogram i P1 i januar fik rusket så meget op i tingene, at Ombudsmanden af egen drift valgte at undersøge, hvad der er foregået. Ombudsmanden undersøger stadig sagen. I mellemtiden er Jassim blevet genforenet med sine to børn i flygtningelejren i Sigerslev på Stevns. De er kommet tilbage fra Rusland, hvor moderen ligger syg og afkræftet og ikke kan tage sig af dem.

Også hendes helbred er ødelagt efter de mange år i de danske asylmyndigheders kværn.

FN-flygtning

Da Jassim, hans kone Natalja og deres to børn, Maxim og Nadja (dengang 6 og 12 år), kom til Danmark i september 1992, stod det hurtigt klart, at der ikke herskede nogen tvivl om Jassims flygtningestatus.

Han opfyldte betingelserne for asyl i henhold til FNs flygtningestatus. Han var flygtning fra Saddam Husseins Irak, hvor han havde deltaget i en opstand mod diktatoren og været fængslet og torteret flere gange.

Kun mente Dansk Flygtningenævn, at det var Rusland, som skulle give Jassim og hans familie ophold, fordi Rusland var hans første asylland.

Den hovedkulds flugt fra Irak var gået over Rusland til Danmark.

Jassims kone, Natalja, er russisk statsborger. Familien havde imidlertid ikke set nogen mulighed for at slå sig ned i Rusland, hvor systemet på daværende tidspunkt var brudt sammen, og hvor det hverken var muligt at finde bolig eller beskæftigelse.

Derfor var flugten gået videre til Danmark.

Dansk Flygtningenævn gav i november 1993 Jassim besked på, at han var anerkendt som FN-flygtning, men at han skulle tilbage til Rusland. Sagen blev derefter rutinemæssigt overdraget til Rigspolitiet, som skulle sørge for at få familien sendt til Rusland.

Jassims kone og børn ville ikke have problemer med at komme ind i Rusland, fordi konen var russisk statsborger, men hvad angik Jassim, stillede de russiske myndigheder sig på bagbenene, fordi han mangler de nødvendige papirer.

Som flygtning havde han ikke kunnet få irakisk pas, og han havde heller ingen russiske eller danske papirer.

Når Rusland ikke ville tage imod Jassim, kunne Danmark ikke udvise hans familie, for man må ifølge den Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke

Side 10

skille flygtningefamilier med tvang.

Kriminalbetjente fra Rigspolitiets Afdeling E, Den Centrale Politiafdeling, brugte nu megen tid og energi på at bearbejde den russiske ambassade i København, men forgæves.

Den russiske konsul lovede, at han vil spørge om mulighederne for at tage imod Jassim i ministeriet derhjemme i Moskva, men der kom ikke noget svar.

Mens det danske politi ventede på besked fra Rusland, kunne Jassim og hans familie ikke gøre andet end passivt at afvente deres skæbne.

De så i øjnene, at de skulle til Rusland og var vidskræmte ved tanken, for netop på det tidspunkt var Rusland begyndt at deportere irakere tilbage til deres hjemland, og i det hele taget var selv FN-flygtninge praktisk taget uden retsstatus i det opløste og kaotiske land.

Det danske politi stressede Jassim yderligere ved for eksempel i julen 1993 at fremsende et brev om, at familien kan ''påregne at blive udsendt af landet af politiet, fordi de ikke har overholdt den udrejsefrist, som myndighederne har fastsat...''

Brevet var meningsløst, for Jassim havde hverken pas eller andet gyldigt rejsedokument.

I marts 1994 konstaterede en speciallæge, at tortur-overleveren Jassim nu befandt sig i en ''særdeles anspændt tilstand, som er forsøgt medicinsk behandlet uden fornøden effekt...''

Hele familien syg

I april 1994 afviste det danske indenrigsministerium at give familien en såkaldt humanitær opholdstilladelse, men man lovede dog at tage sagen op til ny vurdering, hvis det endeligt skulle vise sig, at Jassim ikke kunne komme ind i Rusland.

Mens politiet stadig ventede på svar fra de russiske myndigheder, fik Jassims advokat, Helge Nørrung, i juni en skrivelse fra konsulen på den russike ambassade, som fastslog, at Rusland ikke ville modtage Jassim som flygtning.

Med en invitation fra konens russiske familie kunne han højst få et begrænset besøgsvisum – forudsat naturligvis, at han havde et pas. Hvilket han ikke havde.

Advokaten gav brevet videre til myndighederne og mente, at det nu var indlysende, at Jassim, som var godkendt FN-flygtning, skulle have ophold i Danmark sammen med sin familie.

Men så let opgav politiet ikke, og det syntes at have tid nok. Mens tiden gik, blev hele flygtningefamilien ramt af sygdom.

Jassim behandledes intensivt for smerter, som, lægerne mente, skyldtes en blanding af tortur og psykisk anspændthed efter års uvis venten i danske flygtningelejre – og angst for fremtiden.

Jassims kone, Natalja, fik voldsomt hududslæt og isolerede sig på sit værelse i indadvendt grublen, der senere skiftede til apati. Mens mandens psykiske problemer manifesterede sig som uligevægtighed og aggression, blev konen depressiv og apatisk.

Også børnene fik det dårligt.

Drengen blev indlagt med opblusende astma og bronkitis, og pigen med dårlig ryg og forskellige smerter. Hele familien var ramt af et sammensurium af psykiske og somatiske lidelser.

Nægtede aldrig

Det forholdt sig ikke sådan, at Jassim nægtede at lade sig udvise til Rusland.

Han havde set sin skæbne i øjnene, og politiet kunne i en rapport notere:

''Den mandlige asylansøger giver i øvrigt udtryk for, at han er træt af den lange ventetid, så han er indstillet på at ville rejse, såfremt politiet kan skaffe udvej herfor...''

Kort før jul afslog Dansk Flygtningenævn en genoptagelse af sagen.

Jassims advokat fik den begrundelse, at ''de danske udsendelsesmyndigheder (politiet, red.) fortsat anser det for muligt, at Deres klienter vil kunne indrejse samlet til Rusland.''

Rigspolitiet rettede en ny forgæves henvendelse til russerne, mens familien i flygtningecentret fik det dårligere og dårligere.

I oktober 1995 meddelte russerne, at Jassim kunne få visum til at komme ind i Rusland, hvis han havde et gyldigt pasdokument, hvilket han jo ikke havde.

Sagen var tre år efter sin start tilbage ved sit udgangspunkt.

Men Rigspolitiet gav stadig ikke op. Politiet forsøgte sig i stedet med noget nyt og kreativt.

Man fik fremstillet et EU-dokument i håbet om, at dokumentet kunne gøre det ud for et pas til Jassim, som russerne ville godtage som det nødvendige grundlag for et indrejsevisum.

Derefter begav en kriminalassistent og Jassim sig den 8. december 1995 sammen til den russiske ambassade, hvor Jassim på baggrund af EU-dokumentet skulle søge visum til Rusland.

Den forundrede konsul blev præsenteret for EU-dokumentet, men var forbeholden.

Resultatet af mødet blev, som kriminalassistenten noterede i sin rapport, at den russiske konsul bad om en kopi af

Side 11

EU-dokumentet, så han hjemme i Moskva kunne spørge, om dokumentet duede som grundlag for et visum til Jassim.

Den falske oplysning

Der kom aldrig noget svar fra Moskva, og man kunne nu forestille sig, at mulighederne for at sende Jassim til Rusland var udtømte, men nej.

En ny falsk oplysning dukkede op og cirkuleredes rundt til de instanser, der afgør flygtningenes skæbne.

I direkte strid med indholdet af kriminalassistentens rapport om det seneste besøg på den russiske ambassade skrev chefen for Rigspolitiets afdeling E, politimester Hans Viggo Jensen, et brev til Indenrigsministeriet, hvor han meddelte, at alt nu var i orden, så Jassim kunne sendes til Rusland.

Citat fra brevet:

''Til brug for rejsen til Rusland har Rigspolitiet den 8. december 1995 udfærdiget et rejsedokument til Jassim, som de russiske myndigheder har erklæret er tilstrækkeligt grundlag for en visumudstedelse.''

Oplysningen var lodret forkert.

Den russiske ambassade i København havde bare sendt en kopi af EU-dokumentet til Moskva for at spørge om dokumentets anvendelighed.

Men den falske oplysning blev fra Rigspolitiet sendt til alle de instanser, der skulle tage stilling til Jassims sag: Indenrigsministeriet, Flygtningenævnet, Ombudsmanden.

Med den falske oplysning skiftede hele sagen karakter.

Udadtil så det ud, som om russerne nu godt ville tage imod Jassim, og at problemet kun var hans egen genstridighed.

I virkeligheden havde russerne ikke accepteret EU-dokumentet som grundlag for visum, og det vidste politiet, hvilket forklarer den mærkelige manøvre, Rigspolitiet nu indledte.

Man tog skridt til at tvangsdeportere Jassims kone og børn, og familien

Side 12

blev indkaldt til en afhøring, hvor de fik besked på, at der var truffet bestemmelse om, at konen og børnene skulle sendes til Rusland. Familien ville altså blive skilt i strid med menneskerettighedskonventionen, men udadtil kunne politiet sige, at det var op til Jassim selv at rejse til Rusland på sit EU-dokument, hvis han bare havde lyst.

Jassims advokat, Helge Nørrung, var i første omgang bare forvirret.

Han havde ikke fået brevet med den falske oplysning. Da han endelig fik det, troede han ligesom alle andre, at russerne måtte have ændret holdning og nu ville acceptere EU-dokumentet som grundlag for visum.

Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at oplysningen i politimester Hans Viggo Jensens brev til indenrigsministeren var falsk, fabrikeret eller i hvert fald dukket op ud af den blå luft.

På baggrund af politiets falske oplysning afviste Dansk Flygtningenævn at genoptage sagen, og Ombudsmanden havde ikke belæg for at gå ind i den.

Den 21. januar 1997 tidligt om morgenen mødte politiet op i flygtningelejren.

En betjent overvågede hustruen og børnene, mens de pakkede. En anden betjent overvågede Jassim i et tilstødende lokale. Uden for flygtningecentret får mand og kone lov at omfavne hinanden for sidste gang. Børnene græder, men gennes ind i den ventende politibil.

Advokat Helge Nørrung fik en telefax fra Rigspolitichefen om tvangsudsendelsen af kvinden og børnene med den lakoniske tilføjelse: ''Ægtefællen Jassim udsendes p.t. ikke.''

Nej, for politiet vidste det, som ingen andre vidste: Russerne vil ikke modtage Jassim. De danske myndigheders oplysning om det modsatte var falsk.

Advokat finder løgnen

Fem måneder efter udvisningen af konen og børnene bragte politiet den 18. juni 1997 endnu en gang Jassim til den russiske ambassade, for at han kunne ansøge om at få indrejsevisum til Rusland.

Denne gang havde Jassim advokat Henrik Kelkelund ved sin side, og der skete noget – for advokaten – meget overraskende.

Da samtalen kom ind på EU-dokumentet som grundlag for visum, spurgte konsulen undrende, hvad det var for noget? Var det et pas? Konsulen havde tilsyneladende glemt alt om det særprægede dokument, som han engang sendte i kopi til Moskva for at høre nærmere.

Advokaten undrede sig over diplomatens uvidenhed, for politiet havde jo oplyst, at russerne rent faktisk havde godtaget EU-dokumentet.

Den 9. juli 1997 skrev advokaten til Rigspolitiet og bad om dokumentation for oplysningen om, at russerne havde godkendt dokumentet, og så kom sandheden for dagen, da Rigspolitichefen den 25. juli svarede advokaten:

''Rigspolitiet har efterfølgende forespurgt på den russiske ambassade i København, om et EU-rejsedokument udstedt af Rigspolitiet var at betragte som et gyldigt pasdokument. Dette har det ikke været muligt at få svar på.''

Ingen kommentarer

''Løgnen om, at russerne havde været positive over for EU-dokumentet, havde cirkuleret i mere end 19 måneder. I mellemtiden var kone og børn vist ud af landet, og en psykiatrisk overlæge havde erklæret Jassim for 100 procent invalid.''

Sådan konkluderede radioens dokumentargruppe med journalist Erik Valeur i spidsen deres radioudsendelse, 'Manden fra Irak', som blev sendt den 26. januar i år.

Radioudsendelsen, der adskillige gange gentager beskyldningen om, at politiet lyver, gav Ombudsmanden anledning til at tage sagen op til undersøgelse.

Sagen er stadig til behandling hos Ombudsmanden, som blandt andet har måttet rykke Rigspolitiet for yderligere oplysninger.

Ombudsmanden vil eksempelvis gerne have en redegørelse om Rigspolitichefens hidtidige erfaringer med at udsende pasløse tredjelandsborgere til Rusland på det omtalte EU-rejsedokument.

Sygeplejersken har spurgt politimester Hans Viggo Jensen, om han har nogen kommentarer til radioprogrammets beskyldninger om, at han lyver og spreder falske oplysninger til andre myndigheder.

''Nej, journalister i dag siger så meget,'' svarer han.

Politimester Hans Viggo Jensen vil heller ikke på nogen måde kommentere Jassims sag. ''Jeg kan ikke udtale mig om en konkret sag, som ligger hos Ombudsmanden,'' siger han.

Med datteren Nadja, i dag 18 år, som tolk har Sygeplejersken også talt med Jassim på asylcenteret i Sigerslev.

Han har svært ved at kommunikere, ser forpint ud og vil helst lade sagsakterne tale.

Han beder også indtrængende om, at man vil lytte til den båndede radioudsendelse, som betød et vendepunkt i sagen. Indtil da havde ingen myndigheder taget sig af hans klager over den uret, der var overgået ham og hans familie, som var sendt væk.

Nadja fortæller, at tiden i Moskva har været hård.

Moderen og de to børn kom til at bo hos en onkel, men moderen blev mere og mere syg og tynd og kunne til sidst ikke klare at tage sig af børnene.

I øvrigt kunne de heller ikke komme i skole i Moskva. Derfor er både hun og den seks år yngre bror Maxim glade for at være kommet tilbage til Danmark.

Nogle gange kan det bare være svært at sove om natten, fordi faderen skriger så højt, når han har mareridt.•

Nøgleord: Asylcentre, flygtninge, tortur.

Lægeerklæring fra psykiater vedrørende Jassim. Erklæringen er skrevet den 1. juli 1998 og anbefaler, at der fortsat søges kaution – penge til lægebehandling af flygtningen, der er blevet invalid efter seks år i danske flygtningelejre.