Så blev vi sygeplejersker ...!

Randi Dam Petersen er netop blevet færdiguddannet fra sygeplejeskolen i Sønderborg og leverer her sine betragtninger om sit uddannelsesforløb. Foto: Per Folkver.

Sygeplejeskolens trygge rammer havde i tidernes morgen ikke givet meget indblik i, hvilken verden der ventede udenfor. Vi terpede almenmenneskelige behov og troede ikke, at sygepleje handlede om andet, da vi stod i vores første studiepraktik. Vores verden var så uendelig lille, og klodsetheden lå allerede begravet i den velkendte sætning:

''Goddag – jeg hedder Randi og jeg skal være i studiepraktik her hos jer i de næste par dage...!''

Fornemmelsen af, at sygeplejerskerne kiggede på hinanden og én endelig langt om længe udbrød: ''Nå, var det i dag, du skulle komme?''

De skyndte sig at tilføje, at jeg selvfølgelig var velkommen, men nåede også lige at fortælle, at de altså havde ret travlt for tiden, og at de da håbede, at jeg alligevel ville få noget ud af det. De kunne selvfølgelig ikke huske mit navn, og næste dag blev jeg koblet på en ny sygeplejerske, som tilfældigvis også var gruppeleder. Konsekvenserne behøver jeg ikke at nævne. Jeg hadede det. Hadede fornemmelsen af at have brugt timer på at have skrevet mine forventninger ned på papir og sendt dem i forvejen for blot at opdage, at ikke en sjæl havde læst dem. Hadede fornemmelsen af at stå i den uvante hvide kittel og føle mig tilovers.

Lige så stor var lettelsen, når man kom på en afdeling, hvor de ligefrem ventede os – og oven i købet kunne huske vores navne, og sygeplejersken, som jeg skulle følges med, havde læst mine forventninger! Jeg voksede 10 centimeter.

Jeg ved heller ikke, om personalet altid er klar over, hvor grønne vi egentlig er, når det gælder praksis. Ganske vist har vi prøvet diverse instrumentelle opgaver i skolens demonstrationsstuer, men vi har ikke prøvet, at det pludselig er en rigtig patient, der ligger i sengen, og ikke en fnisende klassekammerat.

Jeg husker tydeligt min første dag på en sygehusafdeling. Sygehjælperen fortalte mig på vej ned til stue 11, som ville blive mit første møde med en patient i sygehusregi, at det var Hansen, og at han var en døende ældre mand, som var blevet så dårlig, at familien var blevet tilkaldt samme nat. Døende! Ordet gav genlyd i mit hoved. Da jeg kom ind på stuen sad en grådbetynget hustru og knugede sin bevidstløse mands hånd, mens et par voksne børn slugte sygehjælperen og mig med blanke øjne. Jeg anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Da familien gik udenfor, hjalp vi hinanden med at vaske ham. Det var en hel lettelse at kunne være til nytte, men den stakkels mand var virkelig moribund, og vi ændrede planer og gjorde kun det allermest påtvungne. Han havde lange apnø-perioder, og selvom jeg havde læst om det, så tror jeg nok, at jeg var den, der holdt vejret længst på den stue. Jeg troede virkelig, at han sov ind, mens vi stod dér. Jeg tror også, at sygehjælperen fornemmede, at det var oppe over, for hun hentede

Side 29

familien ind ret hurtigt, og jeg så i ånden, hvilket chok det ville være for mig, hvis den allerførste patient, jeg mødte, ville sove ind i døden lige for næsen af mig! Men hver gang trak han vejret igen. Dette sad i mig resten af dagen, men jeg fornemmede hurtigt, at personalet var vant til dødsfald, så der var selvfølgelig ingen, der tænkte på, hvordan jeg som helt grøn studerende havde det med at være tilskuer til en døende for første gang i mit liv!

''Jeg ved ikke, om personalet altid er klar over, hvor grønne vi egentlig er, når det gælder praksis. Ganske vist har vi prøvet diverse instrumentelle opgaver i skolens demonstrationsstuer, men vi har ikke prøvet, at det er en rigtig patient og ikke en fnisende klassekammerat.''

Næste morgen kiggede jeg langt efter hans stue. Der sad en ung mand og spiste morgenmad! ''Hansen afgik ved døden i går aftes,'' fik vi at vide ved morgenrapporten, og ''vi har fået en ny lungepatient akut i nat.'' Derpå nyt punkt på dagsordenen. En ny patient. Nye informationer. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Betød et menneskeliv virkelig ikke mere? Var det kun mig, der ikke kunne få det ud af hovedet? Til sidst prøvede jeg at overbevise mig selv om, at når jeg ville være sygeplejerske, så måtte jeg også kunne tackle sådanne situationer uden at hengive mig i sentimentalitet.

Jeg er sikker på, at personalet havde været der for mig, hvis jeg selv havde gjort opmærksom på mit behov for at få snakket, men jeg sagde ikke noget. Måske så hverdagen på et sygehus virkelig sådan ud? Det måtte jeg jo vænne mig til – jeg havde jo selv valgt sygeplejen...! Jeg anede jo heller ikke, hvad jeg kunne forvente af at være i studiepraktik!

Selvom man kan have nok så mange visioner, når man får sin nål, så håber jeg, at jeg – når jeg skal være rollemodel for studerende – vil være meget opmærksom på, hvilke forudsætninger de har, og være bevidst om, at ikke alle er lige gode til at gøre opmærksom på deres egne behov. Akutte situationer og barske forløb vil altid gøre indtryk – det vælger jeg i hvert fald at tro – og selvom jeg med tiden bliver bedre og mere professionel til disse situationer, så håber jeg inderligt, at jeg stadig er i stand til at være menneske og se de personer, der er omkring mig – hvad enten det er patienter, kollegaer, studerende eller pårørende – som mennesker med sjæl. Det fornemmeste i sygeplejen går tabt, hvis vi arbejder bag en skal af professionalisme og glemmer at være mennesker...!

Vejlederens vigtige rolle

Vi havde mange af dens slags studiepraktikker i det første år. Da Sønderjyllands Amt ikke er et af landets mindste, pakkede vi trofast vores kufferter og rejste til amtets øvrige sygehuse for et par dage på et tomt kollegieværelse. Der var permanent mangel på værelser, så vi boede altid to og to. Og selvfølgelig ville den ene altid sove, når hun kom fra arbejde, mens den anden ville tidligt i seng. Tre dage på den måde kan være lang tid – selv med den bedste veninde!

Selv med vores på det tidspunkt begrænsede viden lærte vi meget af at kigge en sygeplejerske over skulderen, og vi fik mange gode diskussioner bagefter i skolen, og så småt blev vi rustet til vores første lange praktik. Klassen blev fordelt over hele amtet – og der er vist ingen tvivl om, at vi savnede hinanden. En rund fødselsdag undervejs samlede i hvert fald hele klassen, og vi talte i munden på hinanden om vores hverdag. Nogle var helt oppe i skyerne. De havde fået den sødeste vejleder og stortrivedes på den pågældende afdeling. Andre kunne berette om det modsatte. Verden er konsekvent sort og hvid, og nu bagefter kan jeg blot fastslå, at ens vejledere betyder ubeskrivelig meget i praktikforløbet. Kære sygeplejersker – vil I ikke godt tænke på det! Som studerende i sin første praktik er man fuldstændig i hænderne på det menneske, som er blevet udvalgt til at tage sig af den studerende! Indtil vi får opbygget fagligt håndelag og selvsikkerhed vakler jorden under vores ben. Afdelingen står ikke stille. Stuegang, medicingivning, injektioner, drop, konferencer, undersøgelser og personlig pleje er vigtigt, men det er også vigtigt, at den studerende på afdelingen får opmærksomhed. Jeg husker fornemmelsen af som førsteårsstuderende at få en fast nattevagt til hovedvejleder! Dengang var jeg ikke modig nok til at åbne munden, men jeg var – og er stadig – dybt chokeret over den planlægning. At praktikken alligevel blev vellykket, var nok en kombination af min egen interesse for specialet og kollegaernes opbakning. Netop på det tidspunkt i uddannelsen har man brug for én, der i det daglige har det samlede overblik over, hvor man står fagligt.

Det blev en turbulent tid, hvor vi voksede med opgaverne. Jeg havde ikke forventet, at vi ikke ville blive regnet for ret meget af patienterne, men det var en helt anden verden, der viste sig bag glasdørene. Vi havde ofte den ekstra tid, som det faste

Side 30

personale ikke kunne afse, og stolte som paver lyste vi op med et smil, når fru Berg eller Larsen greb fat i vores hånd og forventningsfuldt spurgte, om vi kom på arbejde igen dagen efter – og om vi ikke godt ville sørge for at stå for deres stue igen i morgen! Vi havde ikke den store viden eller erfaring, men de var glade for os som mennesker, og det var en dejlig fornemmelse.

Jeg tror faktisk, at mange af os først for alvor fik smag for sygeplejen, da vi kom ud og så, hvad det handlede om. Men det var tit frustrerende at komme fra skolen med store intentioner om at yde god sygepleje for så at opdage, at realiteternes verden sjældent rummede mulighederne.

Afdelingens normering fik stor betydning for vores praktik. Hvem kender ikke fornemmelsen af, at man har planlagt at følge fru Henriksen til en rygmarvsbiopsi, men alt går i vasken, da vi samme morgen opdager, at vi er alt for få på arbejde lige netop den dag til, at det kan lade sig gøre? Det værste var ikke min egen skuffelse, men nærmere fru Henriksens øjne, da jeg måtte fortælle det. Balancegangen mellem at være studerende uden at indgå i normeringen og være regulær arbejdskraft er særdeles hårfin...!

''Vi studerende var en ubeskrivelig støtte for hinanden. Alle var forstående, når noget på afdelingen ikke gik som det skulle. Vi grinte og græd sammen – fagligt og personligt.''

Kollegielivet

Vi, der tillige boede på kollegium med andre medstuderende, havde svært ved at koble sygeplejen fra derhjemme. Når vi lavede tomatsauce til den obligatoriske pasta, gik snakken konstant på hverdagens oplevelser fra praktikkerne. Nogle gange havde jeg lyst til at smide det hele fra mig og løbe langt væk. Jeg orkede ikke denne lukkede kreds af sygeplejetænkende væsener overalt. Det bedste pusterum var familien eller de gamle venner fra før studietiden – de, der ikke tænkte sygeplejetanker. Åh, hvor var det befriende.

Omvendt var vi studerende en ubeskrivelig støtte for hinanden. Vi læste sammen, vi lavede små kort med spørgsmål, som vi terpede før de afgørende prøver, og hørte hinanden i teorierne. Vi inspirerede og diskuterede givtigt med hinanden, når vi skrev opgaver – i den sparsomme fritid, der var ud over de 37 timers arbejdsuge! Vi lavede mad sammen, støttede hinanden, og alle var forstående, når noget på afdelingen ikke gik, som det skulle. Vi grinte og græd sammen – fagligt og personligt.

I sene nattetimer sad vi med te og forsøgte at holde os vågne, mens vi prøvede at rede trådene ud i hinandens liv. Vi spekulerede, skældte ud over eller græd over dem, der havde svigtet, og trøstede hinanden. Vi var som én stor familie i medgang og modgang. Vi var hele spektret igennem, og hele tiden lå der noget nyt og ventede på os; en midtvejsevaluering, opgaveskrivning eller undervisningsseance. Det var som om, vi var i ilden hele tiden!

Vi oplevede hver især en hverdag, men også hinandens, der flittigt blev beskrevet over aftensmaden. Alle havde noget at fortælle. En fortalte helt hvid i ansigtet om, hvordan hun havde fundet en af sine patienter død i sengen på morgenrunden med termometeret. Vi mærkede alle rislen ned ad ryggen – jo, nu var vi blevet sluppet løs i den pulserende verden!

Vi fik et nyt, fagligt internt sprog, men var meget bevidste om ikke at bruge det over for patienter eller vores egen omgangskreds. Vores verden ændrede sig i det hele taget meget på de første få måneder, og det kom til at gå endnu stærkere siden hen...!

Psykiatrien

Første eksterne prøve fik sorteret yderligere fra klassen. Nogle fravalgte selv sygeplejen; andre forsøgte at læse op, mens undervisningstimerne fortsatte med helt nye emner, fag og lærere. Til nogle af skoledagene skulle vi læse og forstå flere halve bøger – det meste af det på norsk, og selv de mest pligtopfyldende

Side 31

måtte prioritere mellem enten at fravælge noget eller læse det hele overfladisk.

Vi fik ny viden og nyt mod. Snart ventede psykiatriens forunderlige verden. Nogle frygtede den – andre ventede med længsel. Cullberg og Liv Strand. Psykoser og jeg-styrkende sygepleje. Det var så anderledes fra alt andet, at det ét eller andet sted pirrede utrolig meget til vores nysgerrighed. Og det var da også en spændende verden, der ventede på de psykiatriske hospitaler, selvom mange vendte tilbage med barske oplevelser printet ind i sjælen. Mennesker kan vende fuldstændig fra det ene sekund til det andet.

Man fascineres lidt af, at psykiske sygdomme ikke altid kan årsagsforklares, men man skræmmes også af, hvor utilregnelige mennesker kan være, og man må ofte tage sig selv i nakken for ikke at miste tålmodigheden. Tøjet stank langt væk af røg, når vi kom fra arbejde, men det var nu ikke altid kun patienternes røg...! Jeg tænkte tit på, hvor dårlig indvirkning de indlagte egentlig havde på hinanden. De kunne pace en stemning frem, som ingen er i stand til at forstå, medmindre man har oplevet det.

Jeg oplevede selv nogle meget barske forløb på lukket afdeling, og mine venner og familie blev en slags ventil for mine værste frustrationer, men jeg var selv så chokeret over oplevelserne, at jeg tit tænkte, at de alligevel slet ikke kunne sætte sig ind i, hvad det handlede om! De ville aldrig nogensinde kunne forstå, hvor rablende sindssygt et menneske kan blive i en psykose – for jeg fatter det stadig ikke selv.

På psykiatrisk afdeling blev der holdt stuegang i et separat rum, og det tiltalte mig meget. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med det offentlige skue, en stuegang kan være på en fire-sengsstue, så jeg havde det godt med denne respekt for den enkeltes integritet. Man konsulterer jo heller ikke sin egen læge ude i venteværelset!

Raslende nøgler, optælling af bestik efter hvert måltid, slagfaste ruder og personalarm blev en dyb kontrast til skolens løsslupne atmosfære. Her havde vi virkelig med syge mennesker at gøre – og selv vores personaletoiletter var aflåste – ligesom køkkenet, spisestuen, depotet. Alt var låst. Og det var især en overvindelse at måtte sande, at jeg var jævnaldrende med mange af de indlagte.

Sommetider var det svært at lægge det helt fra sig. I en middagspause fik jeg øje på en flue og spurgte mig selv, hvordan i alverden den var kommet ind – det var jo en lukket afdeling?! For slet ikke at nævne dengang, hvor min bedste veninde ville overraske mig med en omfavnelse bagfra med en hilsen fra en fælles bekendt, og jeg fløj op som trold af en æske med frigørelsesgreb.

Sundhedsplejen

Jeg tog derefter hul på ti ugers praktik i sundhedsplejen. Det var næsten som at komme fra en krigszone og gå ind i en moské.

Jeg husker endnu, hvordan jeg konstant greb ned i lommen efter den nøgle, som jeg var vant til var adgangskortet til alt, hvad jeg skulle foretage mig. Sanserne havde arbejdet på højtryk den sidste tid, så det var en kolossal kolbøtte pludselig at lave syns- og høretest med forventningsfulde seks-årige børnehaveklassebørn.

Det var herligt at undervise disse livlige unger, der havde deres egne forklaringer på livets mysterier; herligt at høre deres mening om at gå i skole og opleve deres umiddelbare begejstring og undren, da jeg underviste om sundhed!

Enlige teenage-mødre. Reagensglastvillinger. Indvandrerfamilier, hvor vi kun kunne bruge tegnsprog. Ønskebørn. Smuttere, der alligevel blev ønskebørn. Børn i alle afskygninger. Praktikken blev en balancegang mellem at være sundhedsplejerskens påhæng og et selvstændigt individ, der kørte egne selvstændige forløb. Jeg slog mine folder i et lille lokalsamfund og følte, at jeg udviklede mig som person på en ny måde, fordi det var andre spilleregler der gjaldt, når man som fagperson trådte ind i andres hjem.

Så ventede skolen atter på os. Gensynsglæden var stor, men atmosfæren alligevel trykket. Dette var indledningen til vores sidste teoriafsnit – virkeligheden trængte sig langsomt på. Ny viden lå og ventede på os. Men der ventede også et projekt, som nok ingen af os havde forestillet os ville tappe så meget af vores energi. Vi skulle være kritiske, kreative, indsamle data, lave interview, analysere og konkludere. Samtidig skulle vi samarbejde – og finde ud af at mødes alle seks mennesker på én gang...!

Langsomt nærmede vi os de to ultimative praktikker; først hjemmeplejen og så den afsluttende praktik i enten kirurgi eller medicin. Klassens sidste praktikfordeling blev for nogle ret skæbnesvanger, og jeg priser mig til stadighed lykkelig over, at det var den sidste. Endnu en praktikfordeling ville have ødelagt endnu flere venskaber! At blive fordelt i amtets 23 kommuner er dømt til at give problemer. Nogen kunne gå lettede derfra – de kunne blive boende og cykle på arbejde. Andre måtte opgive alle rødderne – og for mange var det ikke første gang – og så måtte vi pakke flyttekasserne igen! Jeg kan på alles vegne konkludere, at vore familier og søskende var trætte af at agere flyttemænd for gud ved hvilken gang igen! Farvel til vennerne i byen, aftenskoleholdet, sportsvennerne, skolen. Værsgo – skab dig en ny tilværelse i en ny by!

Én havnede lagt ude vestpå i en lille landkommune, hvor eneste løsning var en campingvogn i fire måneder. Det gik fint i de første to måneder på trods af utætheder i vognen; så tilbød campingpladsens lejrchef en hytte, og hun lærte i hvert fald at være kreativ. Tomme colaflasker fyldt med varmt vand kan agere en udmærket varmedunk, skulle jeg hilse og sige! Og hun var ikke den eneste, der havnede i et fjernt, lille samfund. Det blev en tid, hvor mange måtte indse mobiltelefonernes berettigelse!

Hjemmeplejen

Hjemmeplejen havde jeg glædet mig specielt til gennem hele uddannelsen, og jeg opdagede, hvor meget det betød at blive mødt med ordene:

''Jeg skal være din vejleder – og jeg har glædet mig utrolig meget til at være hovedvejleder!''

Den praktik var udråbt til at blive en succes fra første dag, og det blev den!

Klienterne var langt mere åbne for at tage imod et nyt ansigt, end jeg havde forestillet mig, og jeg stortrivedes med mine klienter og kollegaer. Jeg arbejdede meget selvstændigt og havde nogle lærerige forløb i en for mig fremmed kommune, men netop derfor

Side 32

var det utrolig rart at opleve, at man pludselig til en vis grad blev en del af lokalsamfundet. Vinke til Mortensen, der kommer ud fra apoteket og nikke til Olsens kone, der er ude at lufte foxterrieren. Fornemmelsen af, at de alle kaldte mig ved fornavn allerede inden jeg selv kunne huske, hvad de hed. Fornemmelsen af, at en af mine klienter rullede bilruden ned på parkeringspladsen foran lægekonsultationen og gav sig til kende på klingende sønderjysk og nysgerrigt spurgte, om det også var mig, der ville komme næste dag for at skifte hans forbinding. Tale med om det lokale bankrøveri. Og ikke mindst den voksende interesse for lokalsamfundet i en af landets nok mest nostalgiske provinsbyer med de karakteristiske honningkager og kakkelovne.

Jeg indrømmer gerne, at det var begrænset, hvad jeg fik læst af faglitteratur, men til gengæld slugte jeg til mig af lokalhistorie – den omvendte verden måske, men det var en dejlig oplevelse at være i et lille samfund og opleve, hvordan en hjemmepleje fungerer på den anden side af sygehusets vægge. Spændende at møde mennesker som de er i deres eget hjem. Rart at have følelsen af, at jeg for en tid blev en del af deres liv!

Det var også i hjemmeplejen, at jeg første gang stod alene med noget akut og skulle handle. Tidligere havde jeg tit spekuleret over, hvordan jeg ville reagere i en sådan situation. Denne gang stod jeg alene. De mennesker, der var omkring mig, havde klare forventninger til mig, og jeg tvivlede – til mig egen undren bagefter – ikke et eneste sekund på min egen formåen. Der var ikke tid til at tilkalde en sygeplejerske, hvilket jeg i øvrigt heller ikke skænkede en tanke på det tidspunkt. Situationen var kompleks af flere grunde, så der var nok af opgaver at give sig i kast med, hvoriblandt en trist meddelelse om akut, alvorlig sygdom skulle gives til de pårørende, men jeg vidste med mig selv, hvad der skulle siges, selvom jeg aldrig havde stået i sådan en situation før.

Jeg mødte de pårørende senere på dagen, og jeg følte, at det forløb meget flot – de triste omstændigheder til trods. Alt i alt tog det meget af min tid den dag, som i forvejen var travl, og det blev en hektisk dag, som jeg først reagerede på for alvor, da jeg kom hjem. Den første akutte situation i ens sygeplejevirke lægger man ikke bare på hylden, og det var absolut en episode, der fik mig til at vokse. Den dag indså jeg alvoren i sygeplejen – om at stå med liv og død i hænderne – men samtidig også en bastant følelse af, at man godt kan, når det gælder.

Jeg lærte også at tage den hårfine balance mellem at være sig selv og professionel op til revision. Den dag en af mine klienter fuldstændig overrumplende gav mig et lidt for kærligt knus, blev jeg i hvert fald klar over, at der var en grænse, og jeg lærte at tackle den slags situationer på en fornuftig måde.

Jeg trivedes som aldrig før i de fire måneder, og for første gang i min uddannelse kunne jeg ikke indstille mig på, at praktikken lakkede mod enden – det var som om jeg slet ikke ville indse det. Jeg mærkede slet ikke den velkendte følelse af, at man skruer blusset lidt ned til sidst, når man halvvejs ude ad døren.

Sidste arbejdsdag var en brutal konfrontation med virkeligheden. Farvel til de kollegaer, som jeg havde holdt så meget af. Jeg lærte aldrig rigtig at affinde mig med, at hver gang man blev dus med kollegaer og arbejdsrytme og kunne være lidt til gavn, ja, så var det slut. Så skulle man videre i systemet.

Selvom det var tyndet gevaldigt ud blandt klassekammeraterne gennem tre år, faldt der også nogle fra i den næstsidste praktik. Vi var lamslåede. Vi troede bestemt, at den lille klynge piger, der var tilbage af det oprindelige hold, efterhånden var dem, som skulle ende med at blive sygeplejersker. Inden for ganske få uger faldt en håndfuld fra holdet. Det rislede ned ad vore rygge, hver gang der blev sat navn på en ny holdkammerat, der af den ene eller anden grund havde afbrudt uddannelsen. Snakken svirrede, rygterne løb, og de fleste af os stod uforstående over for dette frafald. Vi fattede ikke, at det først nu gik op for nogen, at de alligevel ikke ville være eller kunne blive sygeplejersker – vi havde trods alt været i praktik flere gange efterhånden. Men jeg skulle blive så uendelig meget klogere siden hen, viste det sig!

Sidste praktik

Nye ansigter, nye kollegaer, nye patienter og nye rutiner. Jeg tror, det var tanken om at skulle starte forfra igen, der gjorde, at min motivation for den sidste praktik ikke var nem at få øje på, og jeg tror, de fleste af os havde det sådan. Vi orkede ikke at være nye igen og starte forfra – oven i købet med et

Side 33

speciale, som man ikke kendte det mindste til. Og jeg skal love for, at man kan føle sig malplaceret, når det pludselig går op for én, hvor meget af den instrumentelle sygepleje, man endnu ikke har lært!

Den første dag var jeg overbevist om, at jeg garanteret ikke ville bestå, for alt på den kirurgiske afdeling var simpelthen nyt for mig. Det var stort set kun at køre rundt med drikkevognen, som jeg vidste, jeg ville kunne klare – og så glemte jeg endda tranebærsaften i køleskabet! Og efter bare halvanden time på afdelingen råbte en sygehjælper af mig, fordi jeg på et tidspunkt glemte at spritte fingre, da jeg forlod en stue! På det tidspunkt var jeg parat til at forlade det hele. Overgangen fra hjemmeplejens rene principper til kirurgiens aseptiske var uhåndterlig. Jeg følte mig dum og ønskede mig lykkeligt tilbage til de velkendte rammer fra hjemmeplejen, hvis mandagsprogram jeg kunne udenad, men hvad hjalp det, når jeg stod på en kirurgisk afdeling i en kittel med et navneskilt på for at de andre kunne huske, hvad hende den nye hed?

Jeg havde også fået den idé, at jeg hadede de uniformer over alle grænser. Jeg følte, at den gjorde mig upersonlig – til bare at være én i flokken. Det var på det tidspunkt to år siden, at jeg sidst havde haft uniform på, for jeg havde haft tre praktikker i træk, hvor jeg havde været civilt klædt; psykiatrisk afdeling, sundhedsplejen og hjemmeplejen. At jeg tilmed ikke længere kunne være i samme størrelse som sidst, gjorde absolut ikke sagen bedre.

Alle var søde og imødekommende, det kan jeg overhovedet ikke sætte en finger på. Alt tegnede positivt – lige på nær min egen indstilling, men jeg viste det ikke for nogen. Tværtimod smilte jeg og slugte til mig af alt, hvad jeg så, for ét eller andet sted var det jo alligevel også spændende. Men jeg sendte hjemmeplejen nok så mange tanker den dag, for det var hårdt at blive konfronteret med, at man fagligt faktisk blev kastet tilbage til endnu et nulpunkt, når man lige havde været så selvstændig i hjemmeplejen! Alt var nyt her og skulle først læres. At det så heldigvis gik hurtigt – og meget hurtigere end jeg havde forestillet mig, er en helt anden sag!

Der var nok at rive i. Dræn skulle observeres, tømmes og fjernes. Injektioner skulle gives flere gange dagligt. Fragmin og Vilan. Drop skulle skiftes og venfloner fjernes. Forbindinger skulle skiftes og suturer fjernes. Patienterne skulle mobiliseres efter regimer. Kinetec-skinnerne skulle indstilles. Hansen skulle motiveres til at gå selv, Gregersen snød med træningen, hvis han kunne komme til det, og Signe på stue to græd over, at hun ikke kunne komme hjem til jul. Den ene dag kunne man være alt for sine patienter og gå hjem med en rar fornemmelse indeni. Den næste dag stod man og trippede, når patienterne snakkede, og var i tankerne forlængst på vej ud ad døren, fordi plejetyngden havde forandret sig væsentligt på bare en enkelt nat med flere akutte, og på kontoret ventede en hel del administrative opgaver. Der var så meget nyt, at de første dage blot føltes som et rent kaos, hvor jeg ikke selv troede på, at jeg nogensinde ville blive dus med kirurgien.

Det var på den afdeling, at jeg fandt ud af, hvor meget et godt arbejdsmiljø betyder, og at der hver eneste morgen, når man møder, er en sygeplejerske, der er imødekommende og indstillet på, at du skal lære mest muligt. Der var optimale studievilkår. Personalets velvillighed og involvering i min uddannelse var ubeskrivelig.

Det var som om, at alle tog del i min oplæring. Mine vagter fulgte min vejleders, og jeg har aldrig i min uddannelse haft så gode muligheder for oplæring og vejledning. Det smittede af på mit engagement. Jeg kunne ikke længere genkende mig selv som den lidt beklemte studerende, der ét eller andet sted syntes, det var nemmest at springe over, hvor gærdet var lavest. Tværtimod. Jeg ville lære alt det, jeg overhovedet kunne få mulighed for. Om det hang sammen med, at jeg som tredjeårsstuderende så småt kunne begynde at mærke åndedrættet i nakken over snart at skulle stå med hele ansvaret selv, er ikke utvivlsomt.

Tvivlen

Men pludselig – som et lyn fra en klar himmel – var det nu mig, der til min egen skræk fik fornemmelsen af, at jeg nok ikke skulle være sygeplejerske alligevel. Det vældede op i mig med en kraft, som jeg slet ikke selv var herre over. Jeg var meget glad for afdelingen, mine kolleger og min hverdag. Jeg var alt i alt velfungerende, syntes jeg selv, men pludselig en weekend kunne jeg slet ikke overskue konsekvenserne af at have valgt sygeplejen som levevej! Det var nok en kombination af, at det først nu for alvor gik op for mig, hvor meget det betød for mig som menneske ikke at kunne påregne at være sammen med familien i julen længere. Jeg følte, jeg havde holdt mit livs sidste rigtige jul det år. Ikke længere kunne disponere frit over mine weekender. I stedet have fri på enkeltstående hverdage, hvilket jeg ikke følte, jeg kunne bruge til det helt store, da min familie boede i en anden landsdel. Fornemmelsen af, at der igen og igen blev lavet om på ens vagtplan; flytte aftaler frem og tilbage. Tanken om real life. Tanken om ansvaret. Tanken om alt det, jeg ikke kunne. Tanken om det overblik, det kræver at være sygeplejerske. Jeg var på det tidspunkt overbevist om, at det ville jeg aldrig blive i besiddelse af. Og det gjorde det ikke bedre at jeg kunne remse utallige opgaver i sygeplejen op, som jeg aldrig havde haft i hænderne. Jeg glemte bare, at jeg sammenlignede mig med sygeplejersker, der havde været uddannet i mange år!

I den perioden kunne jeg levende sætte mig ind i mine kammeraters kvaler – dem der havde valgt at stoppe. Lige netop den weekend så jeg ikke én eneste grund til at blive sygeplejerske! Det var frygteligt at vende tilbage på afdelingen efter sådan en weekend, hvor jeg havde været helt ude af balance med mig selv, men langsomt mandede jeg mig op igen og vandt selvtilliden tilbage.

Bagefter var jeg irriteret på mig selv over at have tænkt sådan, for jeg tror, det er typisk kvindeligt at have den utilstrækkelighedsfølelse, men til min egen overraskelse opdagede jeg, at mange af os på skift oplevede denne fornemmelse af, at ''nu er det snart alvor – jeg klarer det aldrig...!'' Vi holdt det bare for os selv, for ét eller andet sted føltes det jo som et nederlag. Jeg tror ikke, man kan beskrive med ord, hvad det vil sige, at man, fire måneder før man er færdiguddannet, bliver besat af den tanke, at man har brugt knap fire år på en helt forkert uddannelse! Men det var gudskelov et forbipasserende fænomen. Ja, jeg tror såmænd, at det er en nødvendig proces på vejen til at blive sygeplejerske, at man tager ansvarsfølelsen alvorligt op til revision og gør op med sig selv, hvad sygeplejen handler om, og ruster sig ved at krænge vrangen ud på sig selv for atter at finde troen på, at det er lige netop dette her, du vil, kan og føler for!

Når der kom nye, yngre studerende på afdelingen,

Side 34

og jeg så, hvordan de så fuldstændig fortabte ud i ansigtet, hvis de fik overdraget en opgave som at give et bækken, huskede jeg, hvordan jeg selv havde stået som ny flere år i forvejen. Netop på dette punkt – når yngre studerende kom på afdelingen – indså jeg for alvor, hvor meget disse år havde udviklet os. Den førsteårsstuderende udbrød før end jeg var færdig med sætningen, at hun aldrig nogensinde havde givet et bækken før – og hun gjorde ikke meget for at skjule, at hun heller ikke havde lyst eller mod til at prøve. Blot to måneder i forvejen, hvor jeg selv havde startet på afdelingen som afsluttende tredjeårsstuderende havde jeg heller ikke selv prøvet at give bækken (hvor utroligt det end lyder!), men jeg gjorde det bare! Med største overbevisning hentede jeg et bækken; tænkte ikke nærmere over det – blev det ikke placeret godt nok første gang, så måtte jeg jo prøve igen! Og jeg vil vædde et stort beløb på, at den patient, der fik det første bækken af mig, ikke ét eneste sekund skænkede en tanke, at det var min absolut første bækkengivning! Når man er tredjeårsstuderende kaster man sig ud – man har troen på, at man kan! Det har man ikke som førsteårsstuderende, hvor hver ny opgave kan opleves som et ubestigeligt bjerg. Og så tænker man på, hvor meget de år har givet én – og hvor meget man har udviklet sig!

Sidste praktik viste os for alvor, hvad den virkelige verden indeholder. Nødvendigheden af overblikket over afdelingen. Stuegangen, der ofte skal foregå netop på det tidspunkt, hvor man enten er startet på et sengebad eller lige har modtaget en ny patient. Samarbejdspartneren med en nogle gange lidt for naturvidenskabeligt orienteret læge, der slet ikke kigger op af journalen og ej heller har øje for patienten som et menneske med sjæl. Uventede sygemeldinger. Akutte patienter. Udskældende pårørende. Men også et varmt greb om din hånd, når du står ved en seng. Et ansigt med blanke øjne, der ikke kan udtrykke dét, som hånden i din fortæller. Lægen, der er i godt humør og får både os og patienter til at grine. Lægen, der får selv en studerende til at føle, at hun er godt på vej til at blive rigtig sygeplejerske. Poulsen, der bryder sammen og fortæller om sin kones død. Tiden står stille, man sætter sig på hug og lytter. Kan ikke ændre det skete, men du kan lytte. Nøglen til medicinskabet som du bliver betroet fra første morgen. Ansvaret for dine handlinger. Lægens rådfører, når han dikterer ved stuegang. Optimistiske patienter. Vredladne patienter og krævende patienter. De har betalt skat hele livet – nu vil de have noget for pengene. Patienter, der husker dit navn fra første møde og giver dig en frisk bemærkning, når du suser forbi på gangen. Den brogede verden, der giver din sygeplejehverdag mening og indhold. Jeg ved, at jeg har udviklet mig menneskeligt og fagligt gennem hele uddannelsen, men jeg vover den påstand, at jeg nok aldrig har udviklet mig så meget som i min sidste, afsluttende praktik. Jeg udviklede selvtillid, som jeg virkelig kunne bruge til noget – som sygeplejerske og som menneske, og det er nok i høj grad takket være patienterne! Intet kan sidestilles med en patient, der trækker dig til side og fortæller fra hjertet, hvordan de har oplevet indlæggelsen.

Når det pludselig går op for dig, at det smil, du ubevidst møder op med, åbenbart har uendelig stor betydning. Når humor på rette sted kan være befriende i en trang og sygdomscentreret verden for en kort stund. Når det går op for dig, at det ikke altid er din faglige kapacitet, men også din personlighed, patienterne lægger mærke til. Når du opdager, hvor meget situationsfornemmelse betyder i sygeplejen...! Når en patient formår at sætte ord på sine oplevelser, opnår man en dimension, som end ikke den bedste vejleder, kollega eller afdelingssygeplejerske kan beskrive.

Den sidste slutevaluering var underlig – netop fordi, at det var den sidste. Mens min vejleder evaluerede min tid på afdelingen kunne jeg slet ikke forstå, at det var mig, hun snakkede om. Jeg var imponeret over, hvor godt hun havde lært mig at kende på blot fire måneder. Det tog næsten mælet fra mig, hvilket i øvrigt ikke sker så tit! Den dag skinnede solen. Vinden tog fat i mit hår, da jeg gik hjem. Nu var det ved

Side 35

at blive forår – dét forår, hvor jeg ville blive sygeplejerske, hvis alt også gik vel til den sidste eksamen på skolen.

Afsluttende eksamen

Jeg vil ikke sige, at det var hårdt at forberede sig til den afsluttende eksamen. Vi havde god tid – og det var faktisk fascinerende at få mulighed for at fordybe sig, men presset på vore skuldre og den tilbagevendende frygt for, at den sorte klap lige netop skulle gå ned denne dag, var det værste!

Knap to måneder arbejdede vi på at blive i stand til at imponere os selv, lærer og censor i 35 minutter! Læs lige den sætning igen – to måneders arbejde skulle kulminere i blot 35 tilfældige minutter af dit liv. 35 minutter, der ville afgøre, om du ville kunne kalde dig sygeplejerske eller ej – på trods af, at man havde klaret sig godt hidtil! Det skal dog tilføjes, at man lærer utrolig meget af at kombinere det hele i relation til en konkret problemstilling, men på én eller anden måde syntes jeg også, at det var så banalt, at jeg til tider havde svært ved at tage det seriøst. Hvis du har klaret dig hidtil – i skolen og i praktikkerne – så er det vel netop fordi, at du kan blive sygeplejerske – eller hvad?

For mit eget vedkommende var det sundt at forholde sig så afslappet til det – det bliver man i det mindste ikke stresset af...! Og dog – det sidste døgns tid nåede jeg så alligevel at stifte bekendtskab med diverse fysiske symptomer, som jeg ikke behøver udpensle, men blot fastslå ligger inden for sygeplejens kendskabsområde og som nok har en vis relation til pressede situationer.

Da en medstuderende og jeg satte kursen mod Sønderborg for at få afgjort vore skæbner med blot en times mellemrum, var stemningen i bilen både trykket, men også løssluppen. Radioen kørte og vi sang med – og ærgrede os over, at vi ikke kunne opleve kronprins Frederik træde ud på balkonen og modtage folkets hyldest på sin 30-års fødselsdag – på det tidspunkt var vi blot 20 kilometer fra vores afgørende destination!

Jeg er til min egen irritation ikke i stand til at beskrive nøjagtigt, hvad der sker inde i én, når man får håndtrykket, karakteren og den nye titel. Jeg sammenligner det lidt med den røde studenterhue. Ugers intenst forarbejde, uden samvittighed til at give sig selv fri, bevirker, at man forestiller sig, at verden ændrer sig totalt, den dag det er overstået. Man har så store forventninger, at man nærmest får en tom fornemmelse i maven bagefter, når man opdager, at verden stadig er den samme, at du stadig er dig selv, og at ingenting har ændret sig. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad det er, man forestiller sig – men det er vel tanken om den kolossale frihed ved ikke længere at skulle være slave af pensumlisten...?

Selvfølgelig var vi lettede og selvfølgelig var vi glade. Dette havde været målet gennem hele studiet, men personligt havde jeg en underligt fornemmelse i kroppen. Jeg fattede slet ikke, at det var forbi – og glæden var også iblandet en hel del vemod.

Den nat sov jeg ikke mange timer. Jeg lå og vendte og drejede mig. Hele studietiden passerede revy for mit indre. Jeg så, hvordan jeg havde stået med min lille kuffert og efterfølgende flyttelæs en sensommerdag i 1994 helt uvidende om, hvad der lå og ventede forude. Der havde været lang vej fra den første dag i skolens demonstrationsstue, hvor vi med største klodsethed målte det første blodtryk på vores sidekammerat efter desperat at have ledt efter pulsåren i et kvarters tid, og til den dag, hvor man hilste af med det sidste praktiksted og drog lettelsens suk efter den sidste eksamen. Og nu var det hele forbi.

Jeg, der havde boet på kollegium under hele studiet, skulle nu også til at sige farvel til den form for social tilværelse. De tomme betonvægge signalerede, at jeg allerede var begyndt at forberede min flytning. Jeg skulle igen rejse til en anden landsdel. Opbygge en ny hverdag – langt væk fra de andre, som jeg var kommet så tæt ind på livet af på kollegiet. Egentlig var det mest det sidste, jeg lå og tænkte på – for at jeg var blevet sygeplejerske var endnu ikke gået rigtig op for mig, men da jeg vågnede næste morgen, var det i en skøn duft fra buketterne af roser, liljer og fresier, og jeg smilede lykkeligt frem for mig. Jo, der var mange, der havde fulgt min vej gennem studiet, og det blev en uge med mange følelser.

Dagen inden dimissionen gik med at pakke. Jeg følte nærmest, at det var knap fire år af mit liv, jeg pakkede sammen. Det var ikke kun ting, der blev svøbt i køkkenrulle og nænsomt lagt i kasser – det var minder! Billeder, potteplanter (dem, der havde overlevet!!!) med hver sin historie – én hang der stadig kanelstænger i og mindede mig om en dag i mit liv, som mine medstuderende havde gjort til noget særligt for lang tid siden; skolebøger, notater og kladdepapir fra opgaver, som jeg for længst havde glemt alt om. Men en hel stak breve, som jeg ikke kunne dy mig for at kaste et blik på endnu en gang, var en påmindelse om, at der trods alt havde været meget andet end sygepleje i mit liv i studietiden!

Dimission

Så sad vi dér til dimission i de storslåede, historiske rammer i riddersalen på Sønderborg Slot, hvilket i sig selv fortæller om den helt specielle atmosfære, der herskede denne dag.

En lærer havde i vores allerførste undervisningstimer forudsagt, at vi ville komme til at udvikle os og blive helt andre mennesker i løbet af uddannelsen. Det lød næsten mere skræmmende end tiltalende dengang; men nu sad vi der altså – som nye mennesker eller ej. Holdet var halveret; et par nye ansigter dukket op, nogle overflyttet til andre skoler og atter andre gået på barselsorlov. Men fælles for os, der var nået vejen igennem, var fornemmelsen af lettelse blandet med tomhed. Flere uger med eksamensangst havde suget kræfterne ud af os. Øjnene talte deres eget sprog. Vi var trætte, udmattede, men lykkelige. Vores familier var stolte og lettede – mødrene med et saligt smil – og fædrene med et zoom-kamera.

Vi sad lige foran talerstolen. Vi, der havde terpet anatomiens sælsomme sprog, lært knoglernes navne udenad, indprentet

Side 43

citronsyrecyklus engang i tidernes morgen og skændtes i projektgrupperne. Nu sad vi hver især med den store hvide kuvert i hånden. Nu var det det rigtige liv, der gjaldt. Nu var det pludselig os, der ville komme til at stå med ansvar og blive rollemodeller for nye studerende. Os, der skulle ud og være rigtige sygeplejersker.

Men vi sad også med en ambivalent følelse indeni, eftersom vores store stolthed over dét, som vi havde stræbt efter i årevis – sygeplejenålen – ikke sad på kjolen og ikke kom med på billedet. Den kommer først med posten i en standardkuvert på en tilfældig, ligegyldig onsdag eller torsdag flere uger senere...!

Det overrasker mig – og skræmmer mig, hvor mange af os nybagte sygeplejersker jeg har hørt udtale, at de i hvert fald ikke er sygeplejersker resten af livet! Det må absolut give stof til eftertanke for alle i sundhedssektoren og i systemverdenen. Men hvorom alting er, så føler jeg mig alligevel privilegeret, når jeg lader øjnene glide hen over jobannoncerne. Vel vidende, at sygeplejeuddannelsen kun er en generalistuddannelse, og at vi kun lige har taget det første skridt i vores fremtidige profession, så kan jeg ikke lade være med at sige til mig selv: Hvor har vi mange muligheder og chancer som sygeplejersker – hvis altså vi tør tage dem!

Dagen på slottet markerede overgangen til denne pulserende verden, men det blev også den dag, hvor vore veje skiltes. Det gjorde de lige nøjagtig ude foran slottet, da vi med hver vores familie kørte mod syd, øst, vest og nord. Og de nye veje, vi skulle følge, ville føre os ud i livet på nye udfordringer – som sygeplejersker...! 

Randi Dam Nielsen arbejder nu på organkirurgisk sengeafdeling, Sygehus Fyn, Middelfart. 

Nøgleord: Sygepleje, sygeplejerskeuddannelsen, uddannelse.