Vidner til menneskelig nedbrydning

Sygeplejerskerne er enige:

Det værste ved at arbejde på et asylcenter er at være vidne til, hvordan de sammenstuvede flygtninge nedbrydes af de årelange sagsbehandlinger. At opleve flygtningenes angst og uvished om fremtiden, kombineret med det ekstreme stress, de udsættes for ved at skulle bo op til fem mennesker på 12 kvadratmeter år ud og år ind.

Det slider også hårdt på personalet med den næsten desperate magtesløshed, de kan føle over for uforståelige afgørelser, som knuser tilværelsen for nogle af de flygtninge, de er kommet til at kende og holde af.

De forestiller sig, at afgørelserne træffes ved skriveborde på kontorer, hvor man aldrig har set de pågældende flygtninge, og typisk af yngre karriere-jurister, der gerne vil udføre arbejdet så tilfredsstillende, at de kan komme videre i systemet.

Paragrafrytteri, kalder sygeplejerskerne det.

''Jeg ville ønske, at det indgik i disse juristers uddannelse, at de skulle tilbringe mindst en måned på et flygtningecenter, så de opdagede, at 'en sag' ikke kun består af A4-ark. Og tortur hører man ofte først om, når der er opbygget et tillidsforhold,'' siger sygeplejerske Annegrethe Blohm fra Dansk Røde Kors Asylcenter Sigerslev på Stevns.

Selv skal hun og de andre sygeplejersker ikke gøre sig til af at kunne overskue den 'jungle af regler og paragraffer', som bliver vredet og vendt, når der skal tages stilling til flygtningenes forhold i Danmark. Men som erfarne sygeplejersker føler de, at noget er galt – og at noget er blevet værre på det område, hvor de arbejder.

Hjem til sin bøddel

Sygeplejerskerne kan se arrene efter tortur, de kan se, når mennesker lider, og det er en del af deres faglige forpligtelse at drage omsorg.

Det fik sygeplejerske Ruth Teglgaard fra asylcenter Sigerslev til at følge sundhedsminister Carsten Kochs opfordring til at deltage i den offentlige debat – ved at henvende sig til Sygeplejersken.

Hendes kvalmegrænse over officielt hykleri blev nået, da hun i sit fagblad læste, at støtte til torturofre er en særlig dansk mærkesag i FN.

For samtidig med, at det officielle Danmark på den internationale støttedag for torturofre bekræftede sig selv i egen godhed, oplevede man i asylcentret i Sigerslev, at et af de værst tilredte torturofre, man længe havde set, fik afslag på en anmodning om asyl i Danmark.

Han kunne værsgo rejse tilbage til sine bødler i Afghanistan.

De bødler, som gennem et år havde udsat ham for systematisk fysisk og psykisk tortur, hvor han blev slået, hængt op, udsat for elektrisk tortur og i dagevis lå sammenpresset i et bildæk med bagbundne hænder.

Alle sundheds-fagfolk kunne iagttage hans svære fysiske og psykiske mén. Men – såfremt han har fortalt om torturen – har det ikke gjort indtryk ved skrivebordene i Udlændingestyrelsen, som gav ham afslag på asyl.

Sagen er nu indbragt for Flygtningenævnet, og den afghanske tortur-overlever opholder sig stadig som flygtning i Danmark.

Føje spot til skade

Sagen er efter sygeplejerskernes mening et godt eksempel på de – for sundhedspersonalet – uforståelige afgørelser, der somme tider træffes.

''Selvfølgelig er der som alle andre steder enkelte plattenslagere blandt asylansøgerne. Dem kan vi godt kende,'' siger sygeplejerskerne.

''Men langt de fleste flygtninge er mennesker, som har været frygtelige ting igennem og bærer spor af det på krop og sjæl. I stedet for at føje spot til skade ved at møde dem med mistro og lange komplicerede sagsbehandlinger, kunne man tage et positivt udgangspunkt, så Danmark kunne få glæde af de ressourcer, flygtningene også bringer med.

Hvis man ikke kan se det på anden måde, så kunne man måske se det ud fra en økonomisk betragtning:

Det er ufatteligt, hvad der bliver brugt af ekspert-tid og økonomiske ressourcer på en måske fem år lang sagsbehandling, der alligevel ender med, at en flygtning får ophold i Danmark.

Og den dag, han endelig kommer ud i det danske samfund, kan han

Side 14

meget vel være syg, nedbrudt og nytteløs for samfundet på grund af den lange usikkerhed og det lange ophold på et asylcenter.''

Ruth Teglgaard og Annegrethe Blohm taler begge ud fra mange års erfaring inden for arbejdet med flygtninge, men de understreger, at de må tale generelt og ikke sætte navne eller andre identificerbare træk på, hvad de fortæller om flygtningenes problemer.

Et tilbagevendende tema i samtalen er de to sygeplejerskers frustrationer over det lovgivningsmæssige og retslige, som ofte fører til de uforståelige afgørelser.

For dem at se er der ingen ende på mulighederne for, hvordan paragrafferne kan vendes og vrides. Og det er slet ikke sikkert, at det er manden med tortur-arrene, der får opholdstilladelse, og plattenslageren, der udvises.

Det kan lige så vel være omvendt.

Men den uret kan de som sygeplejersker i et flygtningecenter ikke stille noget op over for. De kan heller ikke stille noget op over for de lange sagsbehandlinger eller de trange boligvilkår på flygtningecentret, hvor familier på fem personer må deles om et værelse på 12 kvadratmeter.

Moden flok kolleger

Der er omkring 320 flygtninge i centret, som ligger ude ved klinten på Stevns, hvor Dansk Røde Kors for fem år siden fik rådighed over en militærforlægning til formålet. De cirka 200 flygtninge er enlige, og resten er familier.

Ruth Teglgaard arbejder i familieafdelingen og Annegrethe Blohm med de enlige. Der er knyttet seks sygeplejersker til centret, hvoraf de tre er på deltid, og én er sygeplejefaglig leder for dette center plus to andre.

For at få arbejde i et Røde Kors-flygtningecenter skal man have mindst fem års anciennitet som sygeplejerske, og i Sigerslev har sygeplejerskerne mellem 12 og 30 års anciennitet. De er i alderen 36-64 år.

De mener, at det af flere grunde er godt, de er en moden flok kollegaer.

''Vi er gode til at passe på os selv og hinanden, når der opstår kriser, eller når frustrationerne truer med at tage overhånd. Vi har i øvrigt også et utrolig godt samarbejde med de andre faggrupper,'' siger Ruth Teglgaard.

Det er også af andre grunde godt at have erfaring.

Arbejdet på et flygtningecenter kræver konduite, situationsfornemmelse, åbenhed, overblik, autoritet og beslutningsdygtighed i daglige forløb, hvor der hele tiden kan opstå nye og uprøvede situationer.

Man arbejder med mennesker i krise – og med mennesker fra mange forskellige kulturer i dramatiske faser af deres liv.

Næsten dagligt er man vidne til sammenbrud, som kan manifestere sig som gråd, vrede, konflikter eller en total lukken af over for omverdenen.

Annegrethe Blohm:

''Man oplever for eksempel en enlig mand, der er her på flugt fra krigen. Han er svært tortureret. Han kender ikke sin fremtid eller sin families skæbne. Befinder familien sig i krigens centrum, eller er det lykkedes den at flygte?

Om natten plages han af mareridt om torturen. Om dagen af savn og skyldfølelse over for familien, som han føler, han har ladt i stikken. Så kommer telefonbeskeden om, at nogle af hans nærmeste er dræbt i krigen. Hvis ikke det kan få et menneske til at krakelere, hvad kan så?''

Kvælertag

Når krisen manifesterer sig som aggressiv desperation, kan det også gå ud over det personale, der opleves som systemets nære repræsentanter.

Annegrethe Blohm har haft en grim oplevelse, hvor en asylansøger tog kvælertag på hende. Han blev dømt, og hun måtte have psykologhjælp til at komme sig over det.

''De langvarige traumer gør, at folk pludselig kan koge over, og det kan være småting, der udløser eksplosionen. De kan vende aggressionerne udad mod hinanden eller personalet – eller de kan vende dem indad med selvmordsforsøg og sultestrejke,'' fortæller Annegrethe Blohm, der i dag er lidt mere vagtsom, men på ingen måde har ændret sin humanistiske grundholdning og tillid til de mennesker, hun arbejder med.

''Som ansat i et flygtningecenter kommer man utrolig tæt på skæbnetunge temaer og livsdramaer. Man må finde en balance mellem ikke at involvere sig for følelsesmæssigt og alligevel være til stede som menneske,'' siger hun.

Uvisheden gør syg

I 1994 dokumenterede en Røde Kors-læge i en videnskabelig undersøgelse, at 15 procent af alle raske asylansøgere får alvorlige psykiske sygdomme, hvis de venter på et asylcenter i mere end to år.

De asylansøgere, der har været udsat for tortur i hjemlandet, bukker hurtigere under for ventetidens psykiske pres. Men også asylansøgere, som var raske ved ankomsten til Danmark, bliver syge.

Ifølge Dansk Røde Kors opholder cirka ti procent af flygtningene sig mere end to år på et asylcenter, hvor de venter på besked om deres fremtid. De fleste siger, at uvisheden er det værste.

Der er flere forklaringer på, at ventetiden gør asylansøgerne syge: De har meget lidt indflydelse på deres egen tilværelse, mens de venter. De føler sig isolerede og har ikke noget at lave. De savner venner og familie. Mændene må ikke arbejde og tjene egne penge, men får kostpenge, tøjpenge og lommepenge af den danske stat. Mange finder dette ydmygende, og mændenes identitet udhules.

Det er også stressende, hvis asylansøgere

Side 15

Billede 

Side 16

flytter fra asylcenter til asylcenter eller bor sammen med mange andre på små værelser med megen larm.

På asylcentret i Sigerslev har man flygtninge, der har opholdt sig i fem og syv år i asylcentre.

Mangler papirer

Det er for det meste manglen på papirer, der får flygningesagerne til at trække ud.

Hvis man er på flugt, fordi man er forfulgt af myndighederne i sit hjemland, er det indlysende, at man ikke kan henvende sig til myndighederne og bede dem udstede gyldige identitets- og rejsepapirer.

I andre tilfælde er de offentlige systemer brudt sammen – det gælder blandt andet under borgerkrige. Så er det også umuligt at få de nødvendige papirer. Endelig er der en række lande, typisk i Afrika, hvor mange borgere slet ikke er registrerede, og hvor de fleste ægteskaber og fødsler heller ikke bliver officielt registrerede.

Det kan være svært for danske embedsmænd, som er vant til anderledes velordnede forhold, at forstå, at der ikke kan lægges stemplede papirer på bordet.

Nogle gange kan der lægges papirer på bordet, men så er de ikke altid ægte, eller ægtheden bliver i hvert fald stærkt betvivlet af de danske udlændingemyndigheder, som prøver at efterforske sagerne på forskellig vis.

Det kan tage lang tid.

Familier splittes

Og papir-formaliteter kan medføre store menneskelige tragedier.

Hele asylcentret i Sigerslev blev således bragt i oprør, da Udlændingestyrelsen besluttede, at en mand og hans lille nyfødte barn, som var født i Danmark, kunne få opholdstilladelse i Danmark, mens hustruen skulle udvises.

Sagen blev indbragt for Flygtningenævnet og endte med, at familien kunne blive sammen, men den slags trækker sagerne ud og nedbryder de involverede flygtninge.

For tiden venter også en afrikansk kvinde på centret. Hendes mand har flygtningestatus i Danmark, men myndighederne vil ikke umiddelbart anerkende deres ægteskab, fordi de ikke har papirer på det.

Modtagerlandet kan også gøre knuder, så opholdet i asylcentret bliver langvarigt.

En kvinde har været i asylcentret i fem år, fordi Libanon, som hun skal udvises til, kun vil tage imod hende og hendes ene barn. Hendes tre andre børn vil man ikke lade komme ind i landet.

Det kan i det hele taget være svært at finde modtagerlande til de afviste asylansøgere som for eksempel de statsløse palæstinensere eller de etnisk udrensede sigøjnere fra Eksjugoslavien.

Hvis en flygtning møder op med alle de nødvendige personlige papirer og i øvrigt kan godtages som flygtning, kan hans sag blive færdigbehandlet på tre måneder, men den typiske ventetid i asylcentrene er på mellem halvandet og to år.

Glade somaliere

Når frustrationerne har fået luft, vil sygeplejerskerne i Sigerslev gerne understrege, at det både er fagligt udfordrende og menneskeligt givende at være sygeplejerske i et asylcenter.

Kritikken af forholdene for flygtningene skal ikke misforstås. De holder meget af deres arbejde.

''Fagligt møder vi mange udfordringer og beskæftiger os med ting, vi ikke ville få mulighed for andre steder. Og man lærer meget om sig selv og sin egen kultur i mødet med de fremmede,'' fortæller Ruth Teglgaard.

Adskillige af flygtningene er stærke personligheder med mange menneskelige kvaliteter og ressourcer, som kommer både personalet og de andre flygtninge til gode.

''Hvis jeg skal have et godt grin og hygge mig lidt, så gør jeg mig et ærinde ned til somalierne. De er generelt så umiddelbare, glade og positive – og hyggelige familiemennesker,'' fortæller Ruth Teglgaard.

Arbejdet som sygeplejerske er forbundet med mange gode menneskelige oplevelser. Festerne, når en flygtning har fået opholdstilladelse. Tilbagemeldingerne til centret, når det går dem godt i det danske samfund – som nu en afghansk lægefamilie, der har fået et nyt liv i Jylland.

Der er mange højtuddannede blandt flygtningene, men der er også analfabeter.

Blandt sidstnævnte den unge mand fra Rwanda, som fra sit skjul i en trækrone så hele sin familie blive skåret i stykker. Bagefter samlede landsbyen ind til hans flugt ved at sælge alt, hvad de ejede af værdi.

Det sker ikke så sjældent, at flygtninge, der har fået opholdstilladelse, kommer på besøg i deres første hjem – asylcentret – for at hilse på personalet, takke og berette om, hvordan det siden er gået.

Lappeløsninger

Rent fagligt byder arbejdet på et asylcenter på et bredt spekter af opgaver.

Foruden de almindeligt kendte somatiske lidelser arbejder man også med patienter med parasitter og tropesygdomme, tuberkulose, aids, mange forskellige torturskader og psykosociale problemer af enhver art.

En betydelig del af sygeplejerskernes arbejde går ud på at tilrettelægge behandling hos speciallæger, psykologer og fysioterapeuter uden for asylcentret.

Akut behandling er gratis, men hvis en lidelse ikke betragtes som akut, må sygeplejerskerne søge kaution – det vil sige penge til behandlingen – hos Udlændingestyrelsen.

En kaution gælder for tre måneder. Drejer det sig eksempelvis

Side 17

om en kræftpatient, som skal i langvarig behandling, medfører systemet en del papirarbejde.

''I asyl-fasen vil man typisk være tilbageholdende med at begynde de langvarige psykoterapeutiske behandlingsprogrammer, så vi arbejder tit med forskellige lappeløsninger, når vi står med hårdt ramte torturofre.

Foruden mangeartede fysiske skader og smerter, som kræver fysioterapeutisk behandling, vil tortur-overleverne også for det meste have psykiske problemer med søvnløshed, mareridt og depressioner, paranoia eller voldsomme humørsvingninger.

Hvis manden i familien lider under tortur-syndromet, rammer det også konen og børnene. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget. Vi prøver at hjælpe med samtaler og har mulighed for at give dem tre timer med psykolog og psykiater, men derefter skal der søges kaution.''

Torturbørn

Børn i et asylcenter får samme sundhedstilbud som danske børn, og det er sundhedsplejerske Lene Bager, som på fuld tid tager sig af bønenes sundhedsproblemer.

Som de voksne flygtninge er børnene også ofte præget af den traumatiske fortid. Mange af flygtningebørnene har ikke fulgt noget sundhedssystem systematisk, så de kommer for eksempel med parasitter og mange ubehandlede lidelser, som man har prøvet at få overblik over ved den generelle sundhedsundersøgelse, de har været igennem ved ankomsten til Danmark.

De kan også være præget af nervøse lidelser, fremkaldt af livet på flugt eller et familieliv, der er præget af faderens torturtraume.

En del af sundhedsplejerskens arbejde består i at vejlede forældrene.

Mange af flygtningene kommer fra kulturer, hvor det stadig hører til dagens orden at straffe børnene fysisk, og konflikterne øges i takt med, at forældrene nedbrydes af de vanskelige forhold.

''Jeg prøver at forklare det uhensigtsmæssige i voldelig børneopdragelse, og hvis det ikke hjælper, så siger jeg ligeud, at det er forbudt og ikke må finde sted,'' fortæller Lene Bager.

Hun pirker også til de mænd, der har meget patriarkalske kønsroller med i bagagen fra det fremmede:

''Hvis han ligger i køjen og lader sin højgravide kone gøre alt arbejdet og varte sig op, ja så får han altså en bemærkning fra mig. Jeg prøver først at gøre det humoristisk, men hvis ikke nålestikkene virker, så siger jeg det direkte.''

På centret har man bemærket, at Lene Bagers charmerende kønsrolle-offensiv virker på mændene.

Trængsel i køkkenet

Alle personalegrupper på asylcentret arbejder sammen om at forsøge at få skabt en hverdag med en nogenlunde meningsfyldt struktur for de mennesker, der måske skal tilbringe en årrække i den særegne verden, som et flygtningecenter er.

Det gælder om – på trods af de vanskelige forhold – at få dagligdagen til at glide.

Det organisatoriske udgangspunkt for dette arbejde er det daglige morgenmøde for hele personalet, hvor man drøfter problemerne på tværs af faggrupper, før man går til hver sit speciale.

Sygeplejerskerne deler kontorer med de såkaldte netværksmedarbejdere, som arbejder bredt med at hjælpe asylansøgerne til rette på centret og i lokalsamfundet.

Voksenpædagogerne arrangerer og støtter asylansøgerne i uddannelses- og praktikprojekter og ved tilrettelæggelse af arrangementer og aktiviteter på centret.

Skolelærerne underviser børnene, og børne- og ungdomspædagoger

Side 43

har forskellige fritidstilbud. De praktiske og tekniske medarbejdere står sammen med asylansøgerne for rengøring og vedligeholdelse af centrene.

Asylcentret i Sigerslev er ikke bygget eller indrettet til at være flygtningeinstitution, og de vanskelige praktiske forhold illustreres for eksempel af, at ti familier i en bygning må deles om fire kogeplader.

Det giver trængsel i køkkenet, men det går gnidningsfrit, for kvinderne er gode til at indrette sig efter forholdene, noterer personalet.

Sygeplejerskerne holder kontor-åbent hver formiddag, og alle kan frit opsøge dem. Men når det drejer sig om tungere problemer, aftaler man en anden og mere uforstyrret tid til at tale med dem.

Naboer til åbent hus

Nu og da holdes der også fester, og asylcentret inviterer lokalbefolkningen til åbent hus. Der er mange fordomme om flygtninge, og de kolde politiske vinde er mærkbare. Derfor er åbenthusarrangementerne vigtige.

''Det er vores erfaring, at fordomme og modvilje mod flygtninge i høj grad skyldes uvidenhed og angst. Vi har set besøgende ankomme med sammenbidt mistænksomhed over for flygtningene. Og forlade centret igen med åbne smil til alle,'' fortæller sygeplejerskerne.

De har en fælles ønskedrøm om, at Danmark generelt ville tage et positivt udgangspunkt og se flygtningene som mennesker, der med lidt støtte og hjælp kan gå ind i det danske samfund og berige det. I stedet for at møde dem med generel mistro og nedbryde dem menneskeligt i årelange asyl-faser, som ventetiden i centrene kaldes. 

Nøgleord: Dansk Røde Kors, flygtninge, sygepleje, tortur.