Boganmeldelser

UPASSENDE SKRIVERIER

Martin Vestergaard, Claus Leick

Ytringsfrihed – Aktindsigt – Tavshedspligt

Håndbog for offentligt ansatte
København: Kommuneinformation 1997
78 sider, kroner 168,75.  

''Fremover viser du mig alt, hvad du skriver – jeg ønsker ikke at fremstå som en komplet idiot en gang til...''

Afdelingssygeplejerskens øjne skummede af raseri. Jeg havde mest lyst til at svare igen, men var for chokeret. Jeg kunne ganske simpelt ikke tro mine egne ører.

Det er nu næsten ni år siden, jeg modtog min afdelingssygeplejerskes uforbeholdne mening om et interview, jeg havde deltaget i. Et interview, der havde afstedkommet, at vi begge var blevet kaldt ned i direktionen.

Direktionen havde taget mine udtalelser pænt og anerkendt min ret til at ytre mig, og dermed skulle den sag være ude af verden, men på vejen tilbage benyttede min afdelingssygeplejerske parkeringspladsens frihed til at give mig mundkurv på, og truslen var tydelig. 'Upassende skriverier' kunne meget hurtigt koste mig mit job.

De efterfølgende to år på den afdeling var ikke nogen dans på roser. Jeg kunne naturligvis have undladt at offentliggøre mine meninger i artiklen og lignende, men sådan er jeg ikke. Det kunne lyde, som om min afdelingssygeplejerske altid var på nakken af mig, men det var hun ikke. Hun begrænsede aldrig siden min ytringsfrihed. Det var ikke nødvendigt. Hun havde nemlig ved sine udtalelser hin mindeværdige dag på parkeringspladsen sået en begrænsning af min ytringsfrihed, større end nogen politisk censur. Selvcensur baseret på skrækken for at miste sit job.

Min skrivebordsskuffe indeholder stadig udkast til veldokumenterede artikler, som aldrig er blevet offentliggjort alene af den grund, at jeg var sikker på, at de ville udløse min fyring og en efterfølgende opslidende, karriereødelæggende sag mellem mig og min arbejdsgiver. Fakta er, at mine artikler og interview fra denne periode givet havde set anderledes ud, hvis ikke afdelingssygeplejersken havde sået denne ekstreme selvcensur.

Glæden ved at modtage et eksemplar af håndbogen for offentligt ansatte om ytringsfrihed, aktindsigt og tavshedspligt var enorm. Endelig kom der noget, som kunne hjælpe alle dem, der ligesom jeg havde behov for at ytre deres mening uden at de blev urimeligt begrænset i deres ytringsfrihed og kom i konflikt med deres tavshedspligt og borgernes ret til indsigt.

De 78 sider er skrevet i et let og forståeligt sprog. De tre hovedkapitler handler om ytringsfrihed, aktindsigt og tavshedspligt. Hertil kommer to mindre kapitler, et om åbenhed i den offentlige sektor og et om klagemuligheder for såvel borgere som ansatte. Bogen har desuden en meget overskuelig indholdsfortegnelse, der gør det let at finde det, man søger, og for dem, som ønsker at dykke ned i den relevante lovgivning, har forfatterne afsat 25 sider til dette formål.

Ved første gennemlæsning slog det mig, at det hele virkede så legende let, så jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Men efter et par måneder blev jeg kontaktet af en medarbejder, som søgte råd og vejledning omkring et projekt, hvor såvel ytringsfriheden som tavshedspligten blev tangeret. Jeg tog bogen ned fra hylden og frem for at anvende mine egne halvgrumsede erfaringer, slog vi op og fandt en fuldt tilstrækkelig støtte. Bogen indeholder nemlig en række anvendelige eksempler fra virkeligheden. Eksempler, der kan sætte læserens egen situation i perspektiv.

78 sider er ikke meget, når de 25 er kopi af den relevante lovgivning. Bogen kunne have indeholdt langt flere eksempler fra virkeligheden. Indholdet vejer heldigvis mere end antallet af sider.

Af Steen Houmark, områdeleder i Frederiksberg Kommune. 

SAGLIG OG REEL HJÆLP TIL SYGE OG RASKE

Lone Scocozza

Patenthåndbogen

København: Gads Forlag 1998
160 sider, kroner 248 

''Meget tyder på, at sundhedsvæsenet er den sidste bastion, der vil falde, før vi for alvor kan sige, at vi lever i et demokratisk samfund, hvor borgerne har medindflydelse både på almene og på personlige forhold.''

Sådan indleder sociolog Lone Scocozza sin håndbog for mennesker, som kommer i kontakt med det til tider uoverskuelige sundhedsvæsen. Det er en saglig, reel, vedkommende og kontant håndbog, befriet for moralske opstød og samtidig en bog, der peger på, at vi alle sammen kan medvirke til at skubbe til den demokratiske udvikling i sundhedsvæsenet.

Overlæge Michael von Magnus fra Sundhedsstyrelsen har været konsulent på bogprojektet, og det vil uden tvivl være med til at garantere bogens redelighed over for behandlersystemet.

Bogen er først og fremmest tænkt som en hjælp til de mennesker, som gerne vil være med til at bestemme, hvad der skal ske, hvis eller når de kommer i kontakt med sundhedsvæsenet.

Lone Scocozza lægger op til, at et konservativt og på mange måder trængt sundhedssystem ikke magter at udskifte menneskesyn, rutiner og meget andet fra den ene dag til den anden. Det har brug for en håndsrækning, og den må komme fra patienterne.

Selv om patienter ofte er den svage part, usikre og bange, viser historien, at væsentlige ændringer i et samfund er blevet gennemført med hjælp fra de svage parter. Lone Scocozza mener, at patienterne må indstille sig på at tage et medansvar for beslutning om behandling og pleje og medansvar for teknologiske og etiske valg. Dertil kræves viden, og denne viden må patienterne insistere på at få del i, og de må også være indstillet på at tage et ansvar.

Bogen gennemgår i alfabetisk orden de fleste aspekter af sundhedsvæsenet fra aktindsigt til ventelister, fra forsøgsprotokol til tvangsbehandling. Under hvert punkt præsenteres læseren for nogle faktuelle data, lidt om, hvad lægen har pligt til, hvad man har ret til, og hvor man kan klage.

Bogen er skrevet i et enkelt og klart sprog, der efterlader et troværdigt indtryk hos læseren. Under nogle af punkterne har Lone Scocozza tilføjet sine egne meninger om, hvad man som patient skal være særlig opmærksom på, efterfulgt af en række gode råd.

Et af disse råd handler om, at det kan være en god ide at tage en pårørende eller en nær ven med som bisidder til undersøgelser, behandling og samtaler med læger og sygeplejersker. Man kan være nervøs for ikke at få spurgt om det væsentlige, man kan være nervøs for bagefter ikke at kunne huske, hvad der er blevet talt om eller, hvad man selv ville have spurgt om.

Et andet vigtigt råd er Scocozzas understregning af, at man som patient bør sikre sig, at det, der er blevet talt om med lægen/sygeplejersken, skrives ned i journalen. Hvis man senere ønsker at klage over lægen, bivirkninger, behandlingen eller lignende er det vigtigt, at der i journalen findes dokumentation for det, der klages over.

Brug af båndoptager i forbindelse med samtaler med lægen er et tredje vigtigt råd, Scocozza foreslår. Herigennem får man mulighed for at vende tilbage til det, der er blevet sagt. Det er lovligt at optage samtaler mellem læger og patienter på bånd, og Scocozza giver det råd, at hvis lægen skulle føle sig provokeret af båndoptageren, så må patienten eller den pårørende forklare, at det kan være svært at lytte og huske, når man er syg, usikker og bange.

'Patienthåndbogen' er en rigtig god bog, som lægger op til en gensidig dialog mellem læge og patient, og det er i høj grad nødvendigt for at undgå, at læge-patientforholdet udvikler sig til gensidig mistro og grøftegraveri.

Jeg synes, at Lone Scocozza i denne bog viser, at det kan lade sig gøre at formidle viden og erfaringer om et så følsomt emne som patienters kontakt med sundhedssystemet uden at virke bedrevidende og fordømmende.

Jeg vil varmt anbefale bogen både til de mennesker, der er syge, til de raske, til de sundhedstruede og til alle professionelle i sundhedsvæsenet. Den er et meget konstruktivt og velkomment forsøg på at få os alle sammen til at tage ansvar.

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske. Lektor på Kandidat- og ph.d.-uddannelsen i sygepleje, Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.