Flødeskummen er væk

Jeg bemærkede mig da af sundhedsministerens udmelding på Dansk Sygeplejeråds kongres, at der bør tilføres sygehusvæsenet ekstra ressourcer. Men han sagde også, vi skal sikre, at de ressourcer, vi allerede har, bliver brugt så hensigtsmæssigt som muligt. Jeg er enig med ham i begge dele. Vores sygehusvæsen er efterhånden så klemt, at vi ikke kan påtage os at fortsætte med at løse alle de opgaver, vi i øjeblikket varetager, uden at få nogle flere ressourcer. Eller også skal vi beslutte os for, at der er noget, vi ikke vil gøre.''

Ordene kommer fra Wivie Schärfe, der er chefsygeplejerske for Sygehus Fyn. Det er den administrative fællesbetegnelse for de ni amtssygehuse rundt om Odense Universitetshospital (OUH).

Wivie Schärfe mener, at sygeplejen let bliver offeret for en stram økonomi:

''De nye 'fancy' behandlingsmuligheder vil altid være interessante – både for os som sundhedspersoner og for vore politikere. Hele systemet synes jo, at det er vældig interessant med de nye ting. Og så glemmer man ofte, at det i meget stor udstrækning er den almindelige borgers almindelige dårligdomme, der skal tages vare på. Det er dårligdomme, som i høj grad kræver en indsats fra plejesiden.

Sygeplejen står for nogle bløde værdier, som kan være vanskelige at beskrive for omverdenen. Vi udretter jo ikke mirakler på samme måde som den avancerede kirurgiske behandling. Derfor kommer vi måske nemmere til kort.

På den anden synes jeg nok, at der er et tiltagende fodslag mellem lægerne og plejepersonalet om, at de to elementer: behandling og pleje hører uløseligt sammen og ikke kan undvære hinanden. Lægerne kan ikke udrette deres mirakler, hvis ikke sygeplejen er der til at observere og følge op døgnet rundt og i øvrigt være samarbejdspartner. Det er rart for en 'gammel' sygeplejerske som mig, at der er accept og respekt for de forskellige roller, vi spiller i sundhedsvæsenet.

I en tid med knappe ressourcer kunne man måske frygte, at det blev alles kamp mod alle, men det synes jeg faktisk ikke, det er. Tværtimod. I dag betragter man i langt større udstrækning patientforløbet som en helhed. Alle er klar over, at går sparekrav i særlig grad ud over en enkelt personalegruppe, så får vi et dårligere patientforløb. Så vi går ikke på strandhugst hos hinanden.''

Penge, vi ikke har

Sundhedsministeren har udtalt, at der ganske vist er områder, hvor det ikke nytter at omstrukturere yderligere, men hvor der må tilføres ekstra ressourcer. Omvendt mener ministeren, at der fortsat er muligheder for at udnytte ressourcerne bedre en lang række steder i sundhedsvæsenet?

''Flødeskummen er væk fra alle fagområder. Derfor handler det om, at vi enten skal have flere ressourcer, for at vi kan være det arbejde, vi gør, bekendt. Eller også må vi blive enige med politikerne om, at der er noget, vi ikke længere skal gøre. Eller at folk skal vente længere på behandling. Jeg mener ikke, vi kan sænke kvaliteten.

Som situationen er nu, har vi et merforbrug i forhold til budgetterne, og det kan jeg ikke fordrage. Man kan heller ikke i sin privatøkonomi bruge penge, man ikke har på kontoen. Det er ganske vist et merforbrug, der ikke er særlig dramatisk, når man ser på det samlede budget. Men vi bruger nogle penge, vi ikke har. Skal det merforbrug væk, er vi nødt til at gennemgå tingene meget nøje. Rationalisere, omstrukturere og have muligheder for at omlægge aktiviteter.

Det er medarbejderne, der har nøglen til at kunne gøre tingene anderledes. Dem skal vi have med os. Hvis vi ikke har medarbejderne med os, så bliver omlægningerne store ord og ikke andet.

Side 19

Sundhedsministeren skal selvfølgelig sige, som han gør, og vores finansminister har også en rolle, som han skal spille. Han har for få penge, og han skal lukke munden på mange mennesker på én gang. Det er lidt den samme rolle, vi som ledelse står i: Vi har også for få penge.

Det er indbygget i enhver leder at stræbe efter at gøre tingene så rationelt og effektivt som muligt. Forandringer og omlægninger hører aldrig op. Det ved vore medarbejdere også. Indimellem kan de sige til deres ledere: Kan vi dog ikke få arbejdsro? Det tror jeg også, man skal have indimellem. Det må ikke blive forandring på forandring i én køre.

Men hvis man kan se, at man ved at lægge en arbejdsgang eller nogle mødetider om kan få tingene til at falde bedre i hak. Eller at man ved en lille investering i nogle flaskehalse kan øge produktiviteten og dermed også få flere patienter igennem og få mere tilfreds personale, så skal man selvfølgelig gøre det. Jeg tror, at der stadig er sådanne områder, hvor det er muligt at opnå gevinster.

Men det er sjældent snuptagsløsninger. Det er som oftest noget, vi skal arbejde med, og det skal vi gøre altid, allesammen: afdelingssygeplejersker, oversygeplejersker, afdelingsledelser.

Afdelingsledelserne er et uhyre vigtigt led i denne sammenhæng. De sidder med et budgetansvar og et fagligt ansvar for deres område, og de skal være opmærksomme på at få udnyttet ressourcerne optimalt. De skal også være

Side 20

opmærksomme på at tilbyde en ordentlig kvalitet og skal sige fra, hvis det ikke er muligt,'' siger Sygehus Fyn's chefsygeplejerske.

Dobbeltrolle

Kan man være 'systemets mand' og få tingene til at køre og samtidig forsvare sygeplejen?

Wivie Schärfe:

''Jeg har tidligere været chefsygeplejerske på det lille sygehus i Rudkøbing, kombineret med sygeplejefaglig rådgivning for sygehusudvalget og for sygehusforvaltningen. Jeg har aldrig følt, at der var et dilemma ved dels at skulle være leder i en virksomhed – dengang godt nok en lille virksomhed – og ved at skulle rådgive politikerne med at træffe de rigtige beslutninger inden for de rammer, de nu har.

Det giver heller ikke anledning til konflikt i dag. Det er klart, at jeg er kommet længere væk fra det enkelte sygehus. Vi har ni 'matrikler' på Fyn foruden det store i Odense, så jeg er kommet længere væk fra virkelighedens verden. Men vi har centerchefer, som vi holder møde med hver 14. dag. Det gør vi for at være i dialog med dem om, hvad der sker ude på nettet, og hvordan de trufne beslutninger opleves. Vi har også samarbejdsorganisationen, hvor der sidder medarbejderrepræsentanter og lederrepræsentanter fra forskellige matrikler. De er også gode til at informere om, hvordan trufne beslutninger fungerer.

Tidligere havde vi her på Fyn ti sygehusledelser, der hver især gjorde, hvad de kunne, for at befæste deres sygehus' position. Det var også det, de var ansat til: at tilgodese udviklingen inden for deres sygehus. Men der var ikke lagt vægt på koordinering og udvikling på tværs af sygehusene. Det er den opgave, vi har fået i Sygehus Fyn ved, at der er blevet tale om ét sygehus med ni matrikler.''

Bedre ressourcefordeling

Wivie Schärfe oplyser, at de fynske politikere i en nær fremtid skal tage stilling til resultatet af et analysearbejde, der er foregået i en række arbejdsgrupper og en central styregruppe. Opgaven har været at analysere, hvordan aktiviteterne kan fordeles mest hensigtsmæssigt på de fynske sygehuse. Målet er at opnå ressourcegevinster og bedre patientforløb for de samme penge.

Wivie Schärfe:

''Arbejdet skal føre til en hensigtsmæssig fordeling af aktiviteterne og ressourcerne. Det drejer sig også om, at vi kan tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere til disse sygehusenheder. Vi kan ikke køre efter den gamle melodi om, at alle skal kunne alt.

Vi tror også, at når befolkningen ved, at de får en topkvalificeret behandling og pleje, så vil de også gerne flytte sig lidt efter den. I hvert fald når det gælder de kirurgiske specialer. Det medicinske område skal være tæt på borgeren. Det er overvejende den ældre del af befolkningen, der har brug for det, og de skal ikke ud på landevejene. Det er i hvert fald vores opfattelse, og det er heldigvis også politikernes opfattelse.

Man vil gerne bevare alle sygehusenhederne på Fyn, og det har jeg faktisk også altid selv ment var vigtigt. Men de skal også kunne bruges på en hensigtsmæssig måde, og vi kan ikke have et højt specialiseret sygehus liggende på hvert gadehjørne. Man kan heller ikke tiltrække sygeplejersker til en funktion, der ikke er velestimeret.''

Forbundne kar

Er det ikke et udtryk for meget stramme ressourcer, at mange medicinske afdelinger har haft flere ældre patienter end normalt, og at man derfor har måttet tage ressourcer fra de kirurgiske afdelinger?

''Når de medicinske afdelinger 'svulmer op' så at sige, så bliver vi nødt til at gøre indhug i aktiviteterne på de kirurgiske afdelinger, og så bliver ventelisterne dér længere. Afdelingerne er forbundne kar.

Det medicinske og det ortopædkirurgiske område er i dag områder, som jeg vil betegne som nødlidende. Kravet om flere ressourcer er reelt. Der er ingen 'luft' til ekstra aktiviteter.

Plejepersonalet – og det gælder både sygeplejersker, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter – arbejder generelt hårdt alle steder. Men i de medicinske og ortopædkirurgiske afdelinger, dér slider de. Sådan er situationen nu, men det er selvfølgelig ikke personalepolitisk klogt på langt sigt.

Jeg er i øvrigt meget tilfreds med, at vi har en direkte adgang til dialog med vore lokale politikere. Det har vi været forvænt med på Fyn altid.

Vi får ikke altid vores vilje, men vi har en god kontakt og respektfuld

Side 21

kontakt. Det bærer mange ting igennem, at man har tro på og tillid til hinanden. Også at man kender hinandens måde at udtrykke sig på. Politikerne ved, at hvis jeg siger noget på en bestemt facon med en bestemt tone, så er det fordi, at nu er det ved at være nok. Eller, at hvis jeg er mere 'rund' i mine betragtninger, så er snoren lidt længere. Det samme gælder jo for politikerne. Vi ved, hvornår klokken har slået.

Man skal have antennerne ude, når man arbejder med politikere, ligesom man skal have antennerne ude, når man arbejder med sine medarbejdere. Og man skal finde sin balance, så man fremstiller sin sag seriøst og sagligt uden at dramatisere den. Det skal man, fordi man skal kunne komme igen.

Man opnår ikke tro og tillid, hvis man ikke er seriøs og saglig. Men er man det og måske ikke synes, der bliver lyttet tilstrækkeligt, så kan man også tillade sig at blive fast i stemmen. Man skal aldrig råbe: ''Ulven kommer!'' før den kommer. Men så skal man også sige det højt og tydeligt.

Jeg har sat stor pris på samarbejdet med politikerne, som har stået på siden 1980, og har lært meget af det.''

For sky

Sygeplejersker kan stå frem og gøre opmærksom på, hvis der er noget galt med fordelingen af ressourcer. Bruger de den mulighed godt nok efter din mening?

Wivie Schärfe:

''Jeg tror, vi har været lidt sky. Men også dér må der være tale om at holde en balance. Lægerne er oftere ude, men indimellem får de måske bare det ud af det, at politikere og andre konstaterer, at ''nu brokker de sig så igen.'' Men sygeplejerskerne har været for sky. Både til at sige, at nu er det for galt. Men også til at komme med de gode historier: Her er noget, der har været en succes. Her er sket en udvikling, der har været positiv. Der er jo begge sider af en virksomhed.

Det er da svært at stå frem. Men jeg synes, det er vigtigt, at det ikke kun er ledere, der står frem, men at det er frontmedarbejderne, der tør stå frem.

Man kan altid hævde, at lederne har noget i klemme. De vil have flere ressourcer og færre patienter, eller de vil have opmærksomhed på deres område eller deres person. Hvorimod frontmedarbejderne taler patienternes sag. De er ikke hæmmet af alle de ledelsesmæssige hensyn som vi andre. Og jeg synes, at når de gør det, så er de eminente til det.

Hvordan fremstiller man en sag sagligt og seriøst, så man får formidlet budskabet på en ordentlig måde? Og hvordan får vi også fortalt de gode historier? Det tror jeg er noget, vi skal lægge vægt på, både i vores grunduddannelse, i efteruddannelsen og i den ajourførende uddannelse. Vi kunne måske selv være med til at vende journalisternes interesse i retning af, at det ikke behøver at være de mest negative eller bloddryppende historier, der er interessante.''•Nøgleord: Sundhedsøkonomi, sundhedsvæsen, sygehusvæsen, Wivie Schärfe.

Wivie Schärfe: ''Det er medarbejderne, der har nøglen til at gøre tingene anderledes. Dem skal vi have med os.''

Det er jer, der oplever konsekvenser af nye politiske initiativer først og på nært hold. Så sygeplejerskerne er nødt til at tage del i debatten. Hvad er jeres holdninger? Er vi på rette vej og med de rigtige strategier? Det vil jeg meget gerne høre jeres mening om, for politikerne er faktisk villige til at lytte. (Sundhedsminister Carsten Koch ved Dansk Sygeplejeråds kongres 1998).