Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Dobbeltansættelse er en dårlig ide

Dette synspunkt har til hensigt at advare mod ansættelse på tværs af primær- og sekundærsektor. Selv blev jeg i 1994 ansat i en sådan dobbeltstilling.

Sygeplejersken 1998 nr. 33, s. 23

Af:

Asger Olsen, sygeplejerske

Baggrunden var et ønske fra såvel en kommune som en sygehusafdeling om at skabe bedre sammenhæng i indsatsen til psykiatriske patienter, der veksler mellem indlæggelse og støtte i eget hjem.

I begyndelsen var alle parter begejstrede for ordningen. Det forekom så indlysende, at en tværsektorielt ansat medarbejder ville kunne sikre den nødvendige sammenhæng i indsatsen. Men det skulle vise sig, at der var flere vanskeligheder ved ansættelsen, end jeg havde forestillet mig.

For det første oplevede jeg, at opgaven defineres forskelligt i de to sektorer. Mens man i primærkommunen er mest optaget af at vurdere patienternes adfærd og praktiske evner, så er sygehuset mere optaget af at granske årsager og at beskrive symptomer i forhold til en psykologisk teori.

For det andet oplevede jeg, at jeg som ansat havnede i en loyalitetssplittelse mellem to organisationer, der var præget af hver deres holdninger, prioriteringer og faglige udgangspunkt.

Dobbeltansættelsen synliggjorde i særlig grad forskellighederne i de to organisationer, og jeg fik en følelse af at være i en slags tilskuerposition begge steder.

Jeg valgte derfor at arbejde strategisk og pædagogisk, fordi jeg opfattede min opgave som et brobyggerprojekt i samspillet mellem sektorerne.

Mine ledere var ikke helt enige med mig og undrede sig over, at jeg ikke arbejdede mere med den direkte patientpleje.

Selv undertrykte jeg følelsen af splittethed, der gjorde det nødvendigt for mig at arbejde, som jeg gjorde.

Jeg er nu fratrådt stillingen, og kan se tilbage på de sidste fire år med klarere øjne. Jeg indser nu, at dobbeltansættelsen ikke satte mig i stand til at fremme samarbejdet mellem sektorerne, fordi jeg ikke følte den tryghed, som en klar organisatorisk tilknytning har til formål at give den ansatte.

Min konklusion er derfor, at hvis de forskelle, der blokerer for et smidigt samarbejde mellem sektorerne, virkelig skal ryddes af vejen, så skal det ske på et mere overordnet plan.

Det kan ikke ske via en medarbejder, der arbejder fra en underordnet position.

En sådan medarbejder bliver blot symptombærer for vanskelighederne og forskellighederne, og har ikke kompetence eller gennemslagskraft til at fremprovokere virkelige ændringer i samspillet mellem de to sektorer.

Litteratur

  1. Olsen, Asger: 'Et job som brobygger', Sygeplejersken nummer 4/96.

Asger Olsen er nu ansat på Distriktspsykiatrisk Center i Ballerup.