VENLIG OG LIGEFREM KONTAKT MED BORGERNE
Marianne Nielsson
Tak fordi du kom!
Erfaringer med forebyggende hjemmebesøg i Slagelse
Frederikshavn: Dafolo 1997
54 sider, 98 kroner
Det tjener til ære for Slagelse Kommune, at man der så tidligt som i 1989 begyndte at foretage forebyggende besøg hos ældre borgere. Set i et fagligt perspektiv er det altid opmuntrende, når sygeplejersker indgår i tiltag af denne type. En praktiserende læge i Slagelse Kommune tog initiativet, og sammen med hjemmeplejelederen indledtes projektsamarbejdet om forebyggende hjemmebesøg efter politisk godkendelse, økonomisk tilsagn om støtte fra amtet og aftaler om honorering med den faglige organisation.
Forlægget og inspirationen var det meget berømmede Rødovre-projekt, hvor det bevistes, at forebyggelse virkelig betaler sig for patienter og brugere og for sundhedsvæsenet som helhed. Med de tidlige – ikke så indgrebskrævende – billigere ydelser forebygges de senere dyrere ydelser, som også implicerer større indgreb i patientens og brugerens liv.
Projektet beskrives meget udførligt, også overvejelser og tanker om, hvorledes det skal gribes an, så flest muligt får gavn af projektet. Senere, da projektet er gjort permanent, kommer ønsket om at screene de over 75-årige borgere for at finde frem til de skrøbelige ældre. Det gennemtænktes meget nøje, hvorledes borgerne skulle kontaktes, en ikke uvæsentlig detalje, da det er hele indgangen til borgeren. Meget sympatisk præsenterer de besøgende sygeplejersker sig med en pjece, hvor deres foto optræder på forsiden. Det virker venligt og imødekommende at introducere sig personligt.
Pjecen eller introduktionsskrivelsen til borgerne er lige så venlig og ligefrem. Den er resultatet af megen vejen for og imod, siger forfatteren, som også råder til at lade ældrerådet læse med og give gode råd. Også lokalpressen bruges til introduktion. Screeningen er et spørgeskema, som også er resultatet af mange overvejelser. Kommunikation er svært.
Selve besøget, som er af cirka en times varighed, virker uden tvivl tvangfrit og improviseret for borgeren, men det er nøje planlagt. Tilbagemeldingerne fra borgerne er positive, personlige og tilfredse, ser det ud til af eksemplerne.
Brugen af cases fremmer forståelsen, virker engagerende og kan vel egentlig også bruges til at dokumentere ydelserne i en politisk sammenhæng. Sygeplejersker har generelt svært ved over for politikere og embedsmænd at anskueliggøre, hvad det er, de gør, når de yder sygepleje.
Den lille overskuelige bog afsluttes med et afsnit, hvori nogle af erfaringerne opridses, blandt andet bemærkninger om, at sygeplejersker kritiseres for at komme til at fokusere på det syge. Dette er forfatteren naturligvis ikke enig i, heller ikke jeg. Forfatteren kommer dog med den lille indrømmelse, at borgerne nok fokuserer på det syge. Netop derfor skal sygeplejersken finde og fremhæve borgerens ressourcer og være velorienteret om kommunale tilbud og andre lokale muligheder.
Jeg synes, at det er en meget positiv bog, uprætentiøs, håndfast, men alligevel reflekterende. Absolut værd at have i sygeplejebiblioteket som inspiration til andre udviklingsprojekter.
Af Bodil Ludvigsen, konsulent i Dansk Sygeplejeråd.
GOD FORDANSKNING AF NORSK LÆREBOG
Nina Jahren Kristoffersen (red.)
Almen sygepleje 1
Fag og funktion
København: Gads Forlag 1998
544 sider, 500 kroner
Nina Jahren Kristoffersen (red.)
Oversat fra Norsk
Almen sygepleje 2
Patient og sygeplejerske samspil, oplevelse og identitet
København: GAD 1996
351 sider, 475 kroner
Nina Jahren Kristoffersen (red.)
Almen sygepleje 3
Patient og sygeplejerske krop, omgivelser og handlinger
København: Gads Forlag 1997
561 sider, 525 kroner
'Generell Sykepleie 1, 2 og 3' er nu omsider oversat til dansk – og det med godt resultat. 500 kroner per bind er billigt, fordi sygeplejestuderende kan finde meget aktuelt stof i disse bøger og undgå at købe visse andre.
Målgruppen er alle sygeplejersker, men især sygeplejestuderende. Niveauet er bredt samtidig med, at dybden bevares, så alle sygeplejersker kan bruge dem, også på videreuddannelsesniveau.
Jeg har tidligere anmeldt den norske udgave i Sygeplejersken 10/96 og 11/97, så her fokuserer jeg på ændringer i den danske oversættelse.
Den danske redaktion består af Birgit Hørlyck, Michael Nielsen og Birthe Kamp Nielsen, og oversættelsen er gjort af de samme personer med tilføjelse af Karen Marie Dencker, Marianne Nielsen, Henriette Sellebjerg, Erik Viereck, Grethe Gylling, Grete Breievne og Bjarne Lenau Henriksen. Oversættelsen og bearbejdningen er gjort godt og relateret til danske forhold, hvilket især fremgår af kapitlet om sundhedsvæsenets opgaver og ansvar og kapitlet om udviklingen af sygeplejerskeuddannelsen i Danmark. Lovstof, historie og danske forhold gennemsyrer lærebogen. På billedsiden er der sket fornuftige justeringer samt tilføjelse af dansk statistik.
Kapitlet om sygeplejekundskab er meget anvendeligt i sygeplejerskeuddannelsen såvel som på videreuddannelsesniveau, og kapitlet om teoretiske modeller i sygepleje præsenterer den pluralisme af sygeplejetænkere, som 'Evalueringsrapporten' anbefaler.
Her kan man få sin inspiration og så ellers gå videre til de primære kilder, der anbefales i de omfattende litteraturhenvisninger, der er samlet afsnitsvis bagest i hvert bind. Signe Valsets sygeplejemodel bringes som et eksempel på en sygeplejetænker i kapitel seks, i stedet for som i den norske udgave at brede den ud over hele kapitel otte. Det finder jeg er forandring til det bedre.
Birthe Kamp Nielsen har nyskrevet kapitlet om omsorg og sygepleje, hvor hun trækker forskelle og ligheder på disse store begreber frem. Hun benytter sig blandt andet af Merry Scheels, Solveig Fagermoens, Katie Erikssons og Kari Martinsens sygeplejetænkning, hvilket jeg mener er relevant stof og på et passende niveau for danske sygeplejestuderende.
Nina Jahren Kristoffersen har redigeret og selv skrevet flere kapitler i bind et. Kompetente personer har skrevet om lige deres interesseområde af sygeplejen, hvilket bevirker, at de enkelte kapitler fremstår med den dybde, der i dag stilles krav om, samtidig med at for eksempel kapitlerne i bind tre er meget konkrete. I det hele taget er der mange praksiseksempler med.
Lærebogen afspejler den udvikling, der for tiden sker på danske sygeplejeskoler, hvor man i en erkendelse af stoftrængslen i sygeplejen er nødt til at fordybe sig i et særligt område af sygeplejen for at kunne følge med på et ordentligt fagligt niveau.
En anden fordel ved den danske udgivelse er det faste omslag i farver gul, blå, rød, en klar forbedring fra den norske udgave.
Min erfaring er, at sygeplejestuderende og deres lærere allerede er begyndt at elske bøgerne.
Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer ved Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.
LIGEFREM KRITIK OG SOCIAL INDIGNATION
Tage Voss
– sagde doktoren!
Gammel læges pejling af ny tid
København: Lindhardt og Ringhof Fakta 1997
196 sider, 248 kroner
Det er i almindelighed spændende at læse erindringer, i særdeleshed erindringer skrevet af personer inden for ens egen verden. Her er det sundhedsvæsenets paradoksale og på mange måder snurrige verden, set med en gammel læges øjne gennem de sidste 50 år. En læge omkring 80 år, og som har oplevet lidt af hvert og mange højdepunkter i lægekunsten i sin tid som udøvende læge. Tage Voss er også et kritisk og ligefremt menneske, som aldrig er bange for at markere sin egen mening. Derfor er det også en underholdende bog.
Tage Voss er ud over at være kendt som praktiserende læge på Christiansø også skribent og journalist, og det mærkes på sproget og stilen, som er let og flydende. Dejlig at læse, nem at følge, klar i sin tankegang. Hvem der dog kunne skrive så friktionsfrit. Tage Voss har mange oplevelser at øse af og så mange bemærkninger til og om læger og sygeplejersker, om livet og døden og meget andet. Man klukker lidt indimellem. Godt at nogen tør sige sandheden om os og lægestanden. Blot er det måske lidt sent. Erkendelsen kommer langsomt til læseren, det ville være rart, hvis flere end Tage Voss var så ligefrem i kritikken af sundhedsvæsenet – også på karrierens top.
Tage Voss er dejligt uimponeret og ikke mindst socialt indigneret. Der er kras realisme i skildringerne af menneskene og røntgenøjne, når han vurderer menneskelige skrøbeligheder og stærke sider – uden at dømme.
Tage Voss' tid som lægestuderende under krigen er ikke barnemad. Jeg er specielt glad for at læse om Onkel Søren, som er overlæge på et midtjysk sygehus, hvortil Tage Voss rejser for at komme ud af tyskernes søgelys, i stedet for at tage til Sverige.
Onkel Søren er overlæge af den gode slags med respekt for de mennesker, han har med at gøre. Han behandler alle, danskere, tyskere og godtfolk, ambulancer kører ud, uden at være blevet tilkaldt, og patienter ligger i sengene uden at være syge og med falske diagnoser. Modsætningen til Onkel Søren var en anden overlæge, som havde utrolig gode resultater med sine fjernelser af mavesække. Der var vist ikke noget i vejen med mavesækkene, men han var en utrolig hurtig kirurg. Hurtigheden gik der ry om, ikke at mavesækkene ikke fejlede noget.
Jeg holder også meget af det lille afsnit om placebo, fordi det altid har undret mig, at læger dog ikke udnyttede placebo-effekten i højere grad, på trods af at jeg udmærket kender de fine forklaringer. Men alligevel! Hvis det hjælper. Tage Voss siger ligeud, at han i sin praksis har udnyttet denne effekt, hvor det har været muligt.
Jordemødre burde læse afsnittet om fødslerne. Her er gods at hente for dem, synsvinklen er anderledes end normalt fra lægeside. Der optræder også sygeplejersker, men i biroller.
Jeg er langtfra enig i alle Tage Voss' synspunkter, og han sætter ikke sit lys under en skæppe, og hvorfor skulle han også det? Jeg ved ikke, hvordan han har været at samarbejde med som kollega, men det er langt hen ad vejen en livsbekræftende bog, som man bliver i godt humør af.
Slutningen er ikke opløftende. Tage Voss beskriver patienters sociale forhold og kritiserer måden, man prøver at hjælpe på, ved ikke at tage udgangspunkt i de menneskelige ressourcer, prioriteringerne, som er forkerte, og hvor beviset blandt andet er faldet i middellevealderen i Danmark. Ikke mindst lægens rolle kritiseres voldsomt. Oven på det gode ridt gennem bogen, virker det næsten desillusionerende at læse om den manglende sammenhæng mellem de lægelige behandlinger og patienternes levevilkår. Men det er jo så sandt, som det er sagt.
Tage Voss siger farvel og tak af høflighed, ikke fordi han synes, der er noget at takke for.
Af Bodil Ludvigsen, konsulent i Dansk Sygeplejeråd.