Faglig kommentar: Omklamring

Snakken i saunaen efter svømmeturen handlede mest om deres gebrækkeligheder og det legemlige forfald, der følger med alderen. Fremtrædende årer, hængebug, hedeture og andre fortrædeligheder. Samtalen forløb uhæmmet og under latter, som den nu gør, når man har smidt tøjet blandt ligestillede. De fleste var for øvrigt sygeplejersker, men det kommer ikke historien ret meget ved.

En af dem døjede med ryggen og fik øvelser og massage hos en praktiserende fysioterapeut. ''Hvordan er hun?,'' ville en af de andre vide. Jo, fysioterapeuten fik da ros og pæne ord, men lidt efter kom der alligevel et forbehold.

Inden massagen skulle den rygplagede dame have varmet musklerne op, så hun kunne slappe bedre af. Det foregik med nogle varme pakninger, hvorefter hun blev rullet ind i varme håndklæder og tæpper, og så skulle hun ligge der som en anden rullepølse et kvarters tid.

''Mens jeg ligger der og nyder det og prøver at slappe af, begynder fysioterapeuten at snakke. Om alting og ingenting, som om hun er forpligtet til at underholde mig. Jeg svarer af høflighed, men er overhovedet ikke interesseret i at snakke. Jeg drømmer bare om at få lov at slappe af i fuldstændig ro.''

Så gik stafetten ellers rundt i flokken. Tandlægen ikke blot snakkede, men spurgte også, så man var ved at blive kvalt i sit eget spyt, når man forsøgte at svare. Damefrisøren ødelagde hele fornøjelsen ved den dyre kur, fordi hun kværnede, mens hovedbunden blev masseret med mousse.

''Dagen før mit sølvbryllup tog jeg hen til en fodterapeut for at forkæle mig selv og stresse af, mens jeg fik nusset fødder. Jappe, jappe, jappe. Fornøjelsen forsvandt næsten helt, fordi jeg sad der og følte mig forpligtet til at svare på både det ene og det andet.''

Det værste var ikke altid den indholdsløse kværnen. Det værste var, at man tydeligt kunne fornemme, at de svar man afgav af høflighed om rent private forhold, i bund og grund ikke interesserede spørgeren.

''Jeg har været ude for, at en sekretær spurgte, om jeg var færdig med mine juleindkøb, mens jeg sad og ventede på at komme ind til lægen. Hvad i alverden interesserer en 25-årig ung pige sig for mine juleindkøb for? Jeg kunne have været hendes mor.''

Men allerværst var det, når en fremmed på klæbrigste vis begyndte at bruge fornavn midt i en samtale: ...'' Jeg kan forstå på dig, Karen Margrethe, at du godt vil have forbedret din pensionsopsparing.'' Flere kunne dertil berette, at mange handler for deres vedkommende aldrig var kommet i stand, når de havde været ude for denne omklamring af en fremmed sælger. Det er nok noget, folk i serviceerhverv lærer på kurser, blev badedamerne enige om.

Pårørende studser

Så var det, at de tilstedeværende sygeplejersker så på hinanden og spurgte, om det samme mon gjaldt for sygeplejersker. For så var det nok på tide at få fralagt sig den uvane.

Tomgangssnak om vind og vejr og alt og ingenting har på den ene side det udmærkede formål at give det udseende af, at man er hinanden venligt stemt. Men smalltalk signalerer også distance. Hertil og ikke længere. ''Hej, hvordan går det?'' ''Tak, fint. Og hos dig?'' Nogle mennesker er så ensomme, at de må lade sig nøje med den overfladiske konversation.

Man kan så vende det hele om og stakle de professionelle, som er tvangsindlagt til at lægge øre til kunders, klienters og patienters trang til at lade munden løbe, hvad enten det så er angsten for tavsheden eller for at dække over nervøsitet, der sætter maskinen i gang. Sygeplejersker kan i hvert fald slet ikke tillade sig at sige, at konversationen keder dem eller holde en bog eller et blad op foran sig for at markere, at de gerne vil have stilhed.

Nej, sygeplejersker er ikke slemme til smalltalk. De er normalt hurtige til at gå direkte til sagen, behøver hverken at tage tilløb eller bruge omveje, når de har en vis erfaring. Uddannelsen fornægter sig ikke, og sygeplejersker har normalt et legalt ærinde, når de henvender sig til patienterne.

Men uvanen med at bruge fornavn i tide og utide for at markere personlig interesse har også bredt sig blandt sygeplejersker og andet plejepersonale. Måske har det noget at gøre med, at du-tiltalen er så udbredt og ikke i samme grad signalerer nærhed mere, at fornavnet nu skal holde for. Plejepersonale har adgang til alverdens personlige oplysninger, herunder fornavnet. Men det er ikke det samme, som at folk har lyst til, at fremmede uopfordret skal bruge det. Fornavnet burde være omfattet af tavshedspligten som så meget andet, vi har næsen i.

Det er ikke usædvanligt, at pårørende studser, når de hører deres aldrende slægtning tiltalt med det fornavn, som kun ægtefælle og søskende hidtil har brugt. Børnene har sagt mor eller far, og nevøer, niecer og andre unge i familien har sagt tante Dit og onkel Dat. Patienterne selv gør sjældent indsigelse, for de er jo afhængige af at stå sig godt med personalet.

Andre synes, det lyder hyggeligt, når der bliver brugt fornavn. Sådan er vi jo så forskellige, og det er så det, vi må finde ud af og respektere.