På kursus i at være mor

Ser man på udviklingen inden for den sidste tiårsperiode, er problemerne hos de familier, der har hjælp behov, blevet større. I Egmontgården ser vi netop de børn, som lovgivningen påpeger, at vi skal vægte i vores sundhedsplejetilbud, nemlig der, hvor:

• barnets udvikling ikke er alderssvarende
• kontakten og tilknytningen mellem forælder og barn ikke er god
• forældrene ikke har tilstrækkelig viden om barnets behov og udvikling, sygdom, sygdomsrisiko og forebyggelse af sygdom
• der er forhold i familiens situation, der kræver en særlig indsats.

Denne udvikling har forårsaget, at tanken om en egentlig 'forældreuddannelse' tog form.

Kurserne blev etableret for projektpenge, som Socialministeriet udbød i 1996. Pengene var afsat som økonomisk støtte specielt til aktiviteter for børn på krisecentre, den såkaldte KRIB-pulje. Vi, to socialrådgivere og to sundhedsplejersker fra Egmontgården, søgte og fik midler til at etablere en forældreuddannelse for. Bevillingen blev givet for et år i første omgang, men er siden forlænget med endnu et år.

Hensigten var

• at udvikle omsorgskompetencen hos den voksne i en tilværelse som enlig forsørger
• at støtte til at blive en tilfredsstillende mor og give en tro på egen formåen
• at skabe et netværk, hvor man får andre voksne som sparringspartnere i forbindelse med børns opvækst.

Vi etablerede kurser, hvor deltagerne fik viden, færdigheder og holdninger om specifikke emner relateret til forældrerollen. Barnet skulle selvfølgelig være i fokus, men ud fra en filosofi om, at først når moren fik tilgodeset egne behov for omsorg, opmærksomhed og viden, ville hun være i stand til at rumme barnets behov.

Side 36

Indholdet

Kurset blev tilbudt mødre, som:

• var usikre på forældrerollen
• havde ringe selvværd/selvtillid
• havde negative billeder af forældrerollen, fordi de selv havde været anbragt uden for hjemmet som børn
• ikke kunne kommunikere med deres børn
• ikke forstod at være sammen med deres børn
• stod usikre over for at skulle være eneforælder/eneopdrager og i det hele taget være en familie.

Vi fik inspiration blandt andet fra Kolding Kommunes forældreuddannelse, Børneklinikkens kursus for forældre og børn samt Victoriagården i Malmø, som vi besøgte i 1997.

Vi lagde vægt på, at mødrene var kursister og ikke klienter. Vi inddrog i størst muligt omfang mødrenes erfaringer for at formidle, at den enkeltes oplevelser var vigtige og lærerige for de øvrige i gruppen.

Vi var opmærksomme på ikke at kritisere tidligere forkerte handlinger, men skabe forbedringer og/eller styrke en i forvejen god praksis.

De pædagogiske principper i undervisningen byggede på, at mere teoretiske emner blev ledsaget af illustrationer, at den enkelte kursist blev engageret ved brug af egne eksempler samt at strukturere de enkelte kursusdage. Undervisningens program blev tilrettelagt, så der var tid til at besvare relevante spørgsmål og at justere på programmet, så det svarede til gruppens aktuelle behov.

Overskrifterne på kursusdagene var for eksempel:

• Hvordan oplever barnet verden?
• Hvad er en god forælder?
• Børnesygdomme og forebyggelse af ulykker
• Sund kost til mor og barn
• Hvilken hjælp kan jeg få som enlig foraørger?
• Barnets sprog
• Hvordan klarer vi konflikter med vores børn?

Vi indlagde skovtur, julefrokost, spædbarnsmassage, afspænding for mor og tur i svømmehallen i kursusprogrammet, og vi lavede åbent værksted, hvor mødrene fremstillede uroer og legetøj til børnene og blomsterdekorationer til pynt i lejlighederne.

I kursusprogrammet blev planlagt nogle valgfri dage, hvor mødrene bestemte emnet. Nogle gange ønskede mødrene, at denne dag skulle være helt uden fast emne, hvor vi bare drøftede det, der nu kom frem.

Kursuslederne var værter, som ud over at være ansvarlige for det faglige også serverede kaffe og brød, passede børnene i det omfang, det var muligt, og i det hele taget viste mødrene interesse, accept og omsorg.

Mødrenes modtagelighed

Der er gennemført i alt seks forældreuddannelser, eller familiekurser, som de kom til at hedde i daglig tale. Vi har forsøgt at justere kursustilbuddet efter de erfaringer, vi fik undervejs, så det blev seks ret så forskellige kursusforløb.

De kursusforløb, som fik de bedste tilbagemeldinger, var de grupper, hvor nogle mødre var i slutningen af graviditeten og andre havde helt små børn. Nyere litteratur om graviditet, spædbørn og relationer mellem mor og barn viser tydeligt, at omsorg, der ydes mor og barn på så tidligt et tidspunkt som muligt, har den største effekt (1).

På Victoriagården i Malmø lærte vi, at morens samspil med barnet begynder allerede ved konstateringen af graviditeten, og at morens modtagelighed for vejledning og rådgivning er specielt stor fra syvende graviditetsmåned og indtil fire måneder efter fødslen.

Vi så, at når vi havde mødre med større børn, fungerede gruppen bedst, når børnene aldersmæssigt lå tæt, og mødrene var på samme stadium i at være mor. Bedst var en gruppestørrelse på seks til otte mødre, så var der tid til, at alle følte sig set og hørt. Kursets varighed har vi også eksperimenteret med og kan se, at tremånederskurser, hvor vi mødes en gang ugentlig, er bedst. Længere kurser giver større frafald blandt andet grundet fraflytninger fra Egmontgården.

Vi lagde vægt på at sige ordentligt goddag og ordentligt farvel hver gang for at vise mødrene, at det var dejligt og vigtigt, at de kom.

Dele erfaringer

Vi havde ved sammensætningen af grupperne valgt en del mødre, som vi på forhånd vidste ville være svære at fastholde i et forløb på grund af deres tunge personlige problemer, men vi håbede, de kunne profitere af tilbuddet og kontakten med de andre mødre. Vi oplevede, at også disse mødre, selv om deres fremmøde var mere ustabilt, udtrykte glæde over at kunne hjælpe andre med deres erfaringer. Det var positivt at iagttage moren, hvis egen amning var strandet på et meget tidligt tidspunkt, som nu sad og hjalp en anden mor med at lægge barnet til, mens hun ivrigt opfordrede til fortsat amning. Eller høre den mor, hvis store problem sidste gang var barnet, som ikke ville sove, og som nu sad og delte ud af sine erfaringer til den mor, der nu havde samme problem.

Vi har set, hvordan mødrene nød opmærksomheden, både til den voksne selv og til børnene, og vi har set dem være glade for at give tøj og udstyr, som deres eget barn ikke længere havde brug for, til en anden mor, som netop stod og manglede.

Vi erfarede den store betydning, tilhørsforholdet til en gruppe har. At nogen vil lytte, svare på spørgsmål, give ros og opmærksomhed, men også deltage i konflikter og støtte med hjælp og ideer, når moren står i vanskelige situationer, eller barnet viser nye behov, som skal tilgodeses. Det er umådelig

Side 37

vigtigt at have en sådan støttegruppe, især når man er eneforælder. Vi har opfordret meget til fortsat kontakt gruppemedlemmerne imellem, og vi ved, at nogle stadig har kontakt, selv om de nu bor i hver sin lejlighed langt fra Egmontgården.

Ambitionsniveauet sat ned

Som kursusledere lærte vi, at vi ikke skulle være så ambitiøse, hverken med hensyn til, hvor mange emner vi skulle nå, eller med, hvor grundigt det enkelte emne skulle behandles. Vi erfarede, hvor vigtigt det er at undervise, netop når motivation er til stede.

På de sidste hold har vi integreret to til tre udenlandske mødre i hver gruppe. Mødrene må tale ret godt dansk for at kunne få glæde af kurset, og vi ser, at kombinationen er til gavn og glæde for både danskere og udlændinge.

Vi søger aktuelt om fortsat bevilling fra Socialministeriet, så vi kan fortsætte forældreuddannelsen. Vi er stadig på det eksperimenterende plan med hensyn til metoder, til gruppesammensætninger og til temaer. Vi kan se kursusbehov hos mødre med større børn og gør os tanker om, hvordan dette behov kan tilgodeses. Projektet skal fortsat justeres, før en endelig forankring til institutionen kan finde sted.

Afslutningsvis vil vi gerne slå fast, at trygheden mellem mødrene og os som socialarbejdere er forudsætningen for, at en mor på et senere tidspunkt tør søge hjælp i det sociale system.

Litteratur

1. Berg Brodén, Margaretha. Mor og barn i ingenmandsland. København: Hans Reitzel 1991.

Forfatteren er ansat på Socialcentret Indre Østerbro Bydel.

Nøgleord: Egmontgården, familie, sundhedspleje.

Billedtekster:

Kurserne blev tilrettelagt ud fra en filosofi om, at først når moren fik tilgodeset egne behov, ville hun være i stand til at rumme barnets behov.De kursusforløb, der fik de bedste tilbagemeldinger, var dem, hvor nogle af gruppens medlemmer var i slutningen af graviditeten og andre havde helt små børn.Hensigten med kurset var blandt andet at udvikle omsorgskompetencen hos den voksne i en tilværelse som enlig forsørger.