Sundhedspleje til de nye danskere

Selv om sundhedsplejersker lærer om de forskellige familiers kulturelle baggrund, passer det ikke nødvendigvis med de aktuelle familiers identitet.

Det daglige arbejde præges af både udfordringer og også mange besværligheder når det drejer sig om de nye danskere. Især er kommunikationen vanskelig, og for mange sundhedsplejersker er det en helt ny situation at arbejde med tolkebistand.

Sundhedsplejersken møder ofte en meget anderledes opfattelse af sundhed under sine hjemmebesøg hos flygtninge og indvandrere. Opfattelsen kan være baseret på religion, traditioner eller overtro.

Sundhedsplejersken kan eksempelvis møde en nyfødt somalisk dreng, som har fået alt sit hår på hovedet barberet af. Eller en palæstinensisk tre måneder gammel pige er svøbt, som vi kender det fra Rusland, og pigen ses placeret i hjørnesofaen stående stiv som en pind.

I det danske sundhedsvæsen er sundhedsplejersken den fagperson, som under sine hjemmebesøg kommer i tættest kontakt med familier fra de etniske minoriteter.

Sundhedsplejersken har brug for at forstå sammenhænge mellem kultur og forskellige sygdoms- og sundhedsopfattelser, da hun hører til gruppen af sundhedsmedarbejdere, som er med til at definere, hvad sundhed er for den enkelte familie.

Spildte ressourcer

Sundhedsplejersker udgør tillige en del af den danske 'integrationsindustri', i og med at de tager forskellige initiativer med henblik på at fremme integrationsprocessen. Typisk tilrettelægger sundhedsplejersker et undervisningsforløb i eksempelvis den rette ernæring for børn, forebyggelse af ulykker, samt indeklimaproblemer. Her bliver den danske opfattelse inden for disse områder præsenteret, da det virker uoverskueligt at analysere målgruppens baggrundsviden først. Vejledningen rettes mod kvinder og børn fra forskellige nationaliteter som for eksempel somaliere, irakere eller palæstinensere. De bliver inddelt i grupper efter nationalitet. Det er en så naturlig del af sundhedsplejerskearbejdet, at det ofte ikke undersøges, om der er interesse for dette undervisningsforløb. Der handles på denne måde, selvom det har vist sig, at mænd, kvinder og ikke mindst børn fra de forskellige etniske minoriteter mødes hyppigere indbyrdes, end de mødes med danskere. Mange ressourcer i sundhedsplejen bliver på denne måde brugt uhensigtsmæssigt.

Problemer med tolke

Sundhedsplejersker kan udvise mange forskellige holdninger til deres arbejde, hvilket kan medføre, at tværkulturelt arbejde kan opleves eksotisk, spændende og anderledes, og at problemer reduceres til kulturforskelle, med fare for misforståelser eller handlingslammelse. Sundhedsformidlingen kan også bare opleves besværlig og tidskrævende. Det er formentlig sådan, flertallet af landets sundhedsplejersker ser det. Især kan problemerne med at skaffe en kvalificeret tolk opleves næsten uoverskuelige.

En typisk fejltagelse kan være, at der bestilles en tyrkisk tolk til den kurdiske familie, der kommer fra Tyrkiet. Andre vanskeligheder kan være, at tolken er meget interesseret i at kulturformidle, og samtalen udvikler sig helt anderledes end planlagt, idet der ikke tolkes præcist, og sundhedsplejersken må afbryde samtalen. Måske hører tolken til fællesskabet omkring familien og engagerer sig følelsesmæssigt i samtalen på en uhensigtsmæssig måde. Eller tolken kender ikke de almindelige fagudtryk, og tolkningen og dermed vejledningen viser sig at være mangelfuld, hvilket først opdages under næste hjemmebesøg. Typiske eksempler på fejltolkning forekommer i kostvejledningen til børn under ét år, når tolken ikke vil erkende sit ukendskab til benævnelsen af visse fødeemner på dansk. Der findes også eksempler på, at der kun er mulighed for at rekvirere en mandlig tolk til besøg hos en nybagt tyrkisk mor, hvor der er ammeproblemer, hvilket vil blive opfattet som respektløst, og tolkebistanden må opgives.

Familien er i live

Kommunalbestyrelsen i mange kommuner har ofte ikke afsat de fornødne økonomiske midler til, at sundhedsplejerskerne i kommunen kan rekvirere en tolk efter behov. Vejledningen under besøget bliver derfor ofte mangelfuld. I værste fald resignerer sundhedsplejersken og benytter familiemedlemmer til at tolke, hvilket er yderst uhensigtsmæssigt, idet det kan ændre det enkelte medlems status. De fleste sundhedsplejersker har sikkert prøvet at besøge en familie, hvor den eneste måde at kommunikere på var anvendelse af mimik og kropssprog. I sundhedsplejerskernes interne sprogbrug hedder det ofte, at det kan konstateres, 'at familien er i live'.

Når der ikke kan afsættes den fornødne ekstra tid til arbejdet og penge til tolkebistand, bliver kvaliteten betydeligt dårligere end det, der kan tilbydes danske familier. Endeligt skal det fremhæves, at sundhedsplejersken naturligvis må uddannes i korrekt anvendelse af en tolk, ikke mindst af hensyn til tolken, da det er en vanskelig og anstrengende arbejdsopgave.

Tolkene i Danmark har meget vanskelige arbejdsforhold, og der er først for nylig igen etableret muligheder for en egentlig tolkeuddannelse i København. Det vil formentlig vare mange år endnu, inden tolkebistanden er organiseret i kommunerne. Specielt i små kommuner med få flygtninge og indvandrere. Det kunne måske være hensigtsmæssigt at oprette en tolkecentral på amtsligt plan.

Dilemmaer i arbejdet

Der findes en stor gruppe familier fra de etniske minoriteter, som er yderst velorienterede. Her foregår sundhedsformidlingen på et højt niveau, og sundhedsplejersker kan opleve andre måder at anskue livsværdi på. Familien kan have syv sunde og yderst harmoniske børn, og mens sundhedsplejersken mener, der er behov for at undervise i prævention, fremkommer der et ønske fra familiens side om at få flere børn. Der kræves, at begge parter kan knække den kulturelle kode, og at budskaberne kan modtages og forstås. Et slags kognitivt fællesskab; altså en glidende kommunikation.

Men der findes også religiøst betonede handlinger i familierne, hvor for eksempel den lille nyfødte muslimske dreng får alt sit hår barberet af som et tegn på renhed, og for at sikre at barnet får en kraftigere hårvækst. Denne handling er i sig selv ikke sundhedsskadelig, men ofte ukendt og uforståelig for en sundhedsplejerske.

Eller forældrene fortæller, at barnet efter fødslen får honning i munden for, at det skal møde verden med sanserne rettet mod noget godt. Sundhedsstyrelsen angiver, at honning kan være forurenet og først må tilrådes til børn efter etårsalderen, og Sundhedsstyrelsen er sundhedsplejerskers faglige rådgiver, så det må derfor frarådes.

Eller den kurdiske eller palæstinensiske moder der svøber sit lille barn, for at det skal forholde sig roligt, og for at benene skal blive pænt lige. Her får sundhedsplejersken afprøvet egne grænser, for det er svært at holde et lille barn i armene som føles stiv som en pind uden at tænke på, om barnets sundhed er truet.

Eller den tyrkiske familie, som får en søn med et medfødt handicap, hvilket kan opfattes skammeligt i slægtens øjne, især hvis drengen ikke kan føre slægten videre. Hvor danskere normalt vægter helt andre problemer i forbindelse med et barns handicap.

Eller den somaliske kvinde, der har gener efter fødslen, og sundhedsplejersken undersøger hende og ser omskæringen. Det kan være vanskeligt at forholde sig til, at omskæring er en del af kvindens identitet, hvor sundhedsplejersken opfatter det som lemlæstelse.

Større spredning

Selvom sundhedsplejersker lærer om de forskellige familiers kulturelle baggrund, passer det ikke nødvendigvis med den aktuelle flygtnings eller indvandrers identitet. Der er ingen essentiel kulturel kerne, idet familien konstant påvirkes og forandres under indflydelse af egne sprogfæller og især af danskere på arbejdspladsen, i uddannelsessystemet, fra medierne og andre steder.

Der kommer hele tiden nye flygtninge og indvandrere (familiesammenføring) til fællesskabet i Danmark, og de søger sammen. Tamilere har i stor udstrækning bosat sig i Grindsted, iranere i København, somaliere i Århus og så videre. Denne proces vil fortsætte, omend vanskeligt, fordi den nye integrationslov sandsynligvis vil medføre, at nytilkomne flygtninge vil blive placeret i boliger spredt i alle kommuner i Danmark. Dette vil medføre, at alle sundhedsplejersker vil komme i kontakt med de etniske minoriteter og vil få behov for at udvikle en nuanceret tværkulturel kompetence i arbejdet med de nye danskere.

Det er og bliver vanskeligt i fremtiden at finde en arbejdsmetode i sundhedsplejen, som sikrer kvaliteten, og hvor der sikres sammenhæng mellem ressourcer og indsats og udbytte heraf, men det er ikke umuligt.

Ilse Barrit Klemp er sundhedsplejerske og lærer ved Seminariet i Esbjerg.

Nøgleord: Flygtninge, indvandrere, sundhedspleje, tolkebistand.

Sundhedsplejersken møder ofte en meget anderledes opfattelse af sundhed under sine hjemmebesøg hos de nye danskere.Arkivfoto