Boganmeldelser

KILOMETERVIS AF SENGEBEN OG VATTAMPONER

Sonia Milfeldt

Da 'Riget' havde gule paviloner

Sygeplejeelev på Rigshospitalet under den tyske besættelse
Vedbæk: Strandbergs Forlag 1998
80 sider, 96 kroner

Et galleri af brogede billeder fra en tid med rationeringer, mørkelægning og besættelse, arrige afdelingssygeplejersker og disciplinære urimeligheder. Sådan karakteriserer Sonia Milfeldt erindringerne fra sin elevtid på Rigshospitalet fra 1941-44. En intens og anderledes tid, der lærte hende meget om livets absurditeter, men som hun alligevel kalder ''min glade ungdom.''

Historie eller samtidshistorie. Min elevtid begyndte samme sted 25 år senere i økonomiske opgangstider uden materielle mangler eller udgangsforbud. Alligevel er det helt genkendeligt, og ånden fra Riget må have været sejlivet både i pavillonerne og på skolen. I pavillonerne i 40'erne var elevernes væsentligste opgave at galoppere foran professoren og åbne døre, og nogle steder opnåede eleverne en sådan kompetence, at de også måtte overrække ham et rent, sammenfoldet håndklæde, når de professorale hænder skulle vaskes. Det var afdelingssygeplejerskerne, der opretholdt ceremoniellet i deres grænseløse heltedyrkelse. Deres liv var så fattigt på oplevelser, at stuegangsceremonierne gav dem indhold ud over protokolføring af patienternes afføring og dosering af amerikansk olie.

Eleverne sorterede brugte forbindinger en gang om ugen med henblik på vask og genanvendelse. De vaskede kilometervis af sengeben og rendte med bækkener. Teknisk set var eleverne svagt kørende, de blev hverken betroet at måle blodtryk eller sætte drop op. Til gengæld lærte de at have et ansvar, at gøre tingene omhyggeligt og at opføre sig ordentligt over for patienter og personale. Noget man i dag går lettere hen over, kommenterer Sonia Milfeldt, som ellers ikke dyrker nostalgien. På barselsgangen skyllede hun nybagte mødre, lagde børn til bryst, puslede unger og dirigerede sengegymnastik. Kvinderne fødte anonymt med et nummer på sengetavlen. Var der kridtstreg under nummeret, var kvinden gift. Her oplevede hun unge ugifte mødres fortvivlelse, når de efter ti dage blev udskrevet og måtte efterlade deres barn til bortadoption.

Besættelsen mærkedes på Riget ved luftalarmer, skudofre og skræmte patienter under generalstrejken, frihedskæmpere under bevogtning af værnemagten, sparsommelighed og én ugentlig badedag, strømpestopning og cykelture hjem fra kæresten under undtagelsestilstanden, fordi overholdelse af mødetiden klokken syv morgen på afdelingen var et reglement, der var overordnet sygeplejeelevens sikkerhed.

Kvikt, muntert og gavmildt flyder de anekdotiske erindringer fra Sonia Milfeldt. Hun skriver konkret og vittigt og kommenterer lystigt begivenheder og vilkår. Herligt at få sygeplejen beskrevet jordnært og uden selvhøjtidelighed og opstyltede pynteord. Det kunne mange lære godt af i dag. I besøgstiden fra klokken 15-16 og en halv time om aftenen trillede eleverne vattamponer.

''Sammenlagt ville de kunne have nået Mount Everests top. Man spildte ikke tiden dengang med tant og fjas; så tril søster, tril!''

På sygeplejeskolen lærte eleverne pli og at gå klædt som damer. Måltiderne blev indtaget i tavshed og i fuld uniform i spisestuen sammen med forstanderinden frøken Eli Magnussen, og ingen rejste sig, før Nusen, som hun kærligt blev benævnt, havde spist den sidste grønært. Nusens dygtighed og venlige autoritet gjorde hende afholdt og respekteret, men der var ingen pardon, hvis en elev blev gravid under uddannelsen. Det var bortvisning af de elevkammerater, som havde lavet andet end at stoppe strømper og spise kanelmad. Man vidste det på forhånd, men i dag kan Sonia Milfeldt bebrejde sig den manglende solidaritet fra kammeraternes side, fordi ingen tog affære. Men sådan gjorde man bare ikke, og sådan var der så meget dengang, man bare fandt sig i.

Der er flere sjove billeder fra skole og pavilloner, men ikke alle er samtidige. Forsidebilledet af professor Flemming Lund med følge, gætter jeg på, er taget i slutningen af 60'erne. Det kunne nemlig have været mig, der stod til professoral overhøring ved stuegangen, men er det ikke. Jeg tror dog, at det er en af mine holdkammerater. Men pyt. Ånden på Riget var den samme. Kun hårlængden på den unge stud.med. og sekretærens kjolelængde peger mod nye tider.

Af Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder.  

VIRTUELLE BØRN

Lee M. Silver
Oversat fra engelsk af Lars Thomas

Fagre nye børn

København: Vintens Forlag 1998
398 sider, 248 kroner 

Først blank afvisning. Så afvisning med enkelte undtagelser. Så nysgerrighed og derefter stiltiende accept. Det er i al sin enkelthed det kontinuum der gennemløbes, når en befolkning forholder sig til en ny medicinsk teknologi.

Opskriften passer som fod i hose til udviklingen inden for reproduktionsbiologien. En milepæl er, at de menneskelige gener forventes kortlagt omkring år 2020. Forfatteren argumenterer for, at alle de tilbud om gen-forbedring, som vil komme inden for de næste årtier, vil blive brugt. Der vil derfor opstå et marked, hvor de rige vil kunne betale, hvad det koster for genetisk at designe deres barn ud fra et ønske om at give det kommende barn de optimale livsbetingelser. Det er der ikke noget underligt i, idet det har samme motiv som at vælge at sende barnet på privatskole. I løbet af nogle generationer vil der opstå et uoverstigeligt skel mellem de genrige og de naturlige, ikke-gen-forbedrede mennesker. Det er beklageligt, men det er der ikke noget at gøre ved, idet det er urealistisk at gå imod de frie markedskræfter.

Et nyt begreb 'det virtuelle barn' introduceres. Her sidder de kommende forældre med en stak af deres egne embryoer og ser på en computer, hvordan hvert embryo vil udvikle sig med billede, egenskaber og så videre. De kan så vælge det sundeste produkt, der samtidig har de egenskaber, forældrene foretrækker. Er der noget, forældrene synes mangler eller trænger til en forbedring, kan der suppleres med 'positive' gener.

Nogle kan måske fristes til at mene, at udviklingen inden for reproduktions- og genteknologi ikke betyder noget i den danske hverdag, men sammen med udviklingen inden for informationsteknologien er det de tre betydende teknologier i vort århundrede. Det vil sige, at vores kultur og hermed menneskeopfattelse vil være afgørende præget af, hvordan og på hvilke præmisser teknologierne integreres i samfundet.

Her giver den amerikanske forfatter og reproduktionsbiolog sit bud på udviklingen i det næste årtusinde, og det gør han utroligt velargumenteret ud fra den amerikanske kulturopfattelse. Alle mulige (og umulige) variationer beskrives. Kloning, rugemødre, tre mødre og to fædre, en kvinde bliver mor til sin egen tvillingsøster, børn af forældre, der aldrig selv er blevet født – you name it! Bare det genetiske råmateriale er i top, bliver det kommende menneske lykkeligt. Forfatteren understreger dog, at essensen af det menneskelige liv ligger i det menneskelige sind, men at dette er sammensat af billioner af celler i hjernen, der alle skal fungere sammen. Når det menneskelige sind har evnen til at overveje og forårsage ændringer i de kopier af deres egne genomer, de giver til fremtidige generationer, er det menneskelige sind meget mere end de gener, som fik det til at eksistere.

Bogen er værd at læse, fordi den er så velargumenteret, og fordi udviklingen i USA på nuværende tidspunkt når Danmark cirka små 10 år efter. Man kan være enig eller uenig i budskabet, men hvis vi som borgere og sundhedspersonale vil være med til at sætte de kulturelle rammer, hvori en teknologi skal fungere, så må vi vide, hvad det er, vi vil sætte rammer for. Her fungerer bogen som et partsindlæg.

Af Lise Therkelsen, konsulent, cand.mag.

SYGEHUSPRÆSTENS EKSPERTISE

Bente Chemnitz

Det sker kun for naboen

Sjælesorg for syge, døende og pårørende
København: Aschehoug 1998
247 sider, 249 kroner 

Når livsnerven smadres, og fremtiden smuldrer, bliver de velkendte ord om 'at det nok skal gå' ubrugelige og ofte krænkende. Her i den yderste nød kan sjælesorgen, når den forvaltes med omtanke, yde lindrende hjælp.

Det har sygehuspræst Bente Chemnitz skrevet om i sin seneste bog, som er en udvidelse og omarbejdning af hendes to tidligere bøger med samme emne.

Hovedemnerne er sjælesorg, tro, dødsfaser og sorg. Hvert emne indledes med teologiske og menneskelige refleksioner, og følges af sjælesorgssamtaler i form af prosadigte. Prosadigtene er små autentiske verdener, vi inviteres ind i. Vi sidder med ved sygesengen, er med i kirkerummet, og vi deltager i nadveren og velsignelsen. Vi er vidner til vrede, sorg og afmagt, glimt af håb og øjeblikke med smil og latter. Her er ingen staffage eller hule talemåder. De enkle ord fremtræder klart og stærkt. Samtalerne afspejler et ægte møde mellem præst og medmenneske i gensidig tillid.

Sjælesorg er den samtale, præsten har med et menneske. At sørge for sjælen er et selvstændigt fag, nært beslægtet med psykologi. Sjælesorgens opgave er med teologisk og psykologisk indsigt at give Guds kærlighed videre til den, der søger hjælp. Det er den sjælesorg fra hendes daglige praksis, Bente Chemnitz beskriver:

''Tror du virkelig, der findes en kærlig Gud,'' spørges i et digt. Bente Chemnitz' erfaring er, at mange tror mere, end man tror. Men vi taler nødigt om det, for vi er blufærdige over for ord om tro. Sygehuspræsten møder megen tro, der har overvintret siden barnedåben. Når livet gør ondt, er det ofte bogholderguden, der holder regnskab for den lidende. Det er da en lise at høre, at Gud ikke ligner vor egen indre dommer, at Gud dømmer nu og i det hinsidige med kærlighed og tilgivelse.

Christian har ikke gået meget i kirke, hvortil præsten svarer, at hun heller ikke går særlig ofte i biografen. Det er indledningen til en samtale om en Gud, der har svigtet, og som man måske alligevel kan bede til. Som i de gamle klagesalmer. Som Jesus, der følte sig forladt på korset. Gradvis tør Christian tro, at Gud også er hos ham. Præsten lyser velsignelsen og lister stille af, så Christian kan få fred til sine samtaler med Gud.

Bente Chemnitz bruger Kübler-Ross' faser som model og redskab, men gør opmærksom på, at de ikke må tages for håndfast. Vi skal tage drømme og syner alvorligt, det uforklarlige, patienten oplever som virkelighed.

Præsten får mange spørgsmål. ''Hvordan er det at dø?'' ''Hvad sker der ved opstandelsen?'' ''Er der plads i himlen?'' Alle præstens svar er oprigtige og nænsomme og i overensstemmelse med den enkelte patients situation.

Morten var døende og meget angst. Hans kone var i tvivl, om hun skulle tilkalde præsten, men valgte at gøre det. De sang en salme og bad fadervor. Under velsignelsen blev Mortens øjne milde og vejrtrækningen fredelig. En søn spurgte senere: ''Har han fået en sprøjte?'' ''Nej, han har fået velsignelsen.''

Sorg er ikke en sygdom, men den kan udvikle sig til sygdom, hvis sorgens forløb forhindres. De fleste har brug for medsørgere undervejs. Bente Chemnitz skriver, at opstandelsesløftet er den eneste sande trøst, og den fjerner ikke sorgen. Der er ingen genveje. Både for præsten og os andre kræver det tålmodighed at være medsørgere.

''Jeg kom til at sætte mig i hendes døde mands stol. Han var blevet begravet for en måned siden. Marie sagde det ikke, men jeg kunne se det på hendes ansigt, at han sad der endnu.'' De talte sammen om manden, om deres liv sammen. Nu sidder enken alene og forpint. Præsten lytter og siger, at hun tror, der er mere liv til Marie. Over tid vender Marie gradvis tilbage til livet, og en dag må enhver gerne sætte sig i den døde mands stol.

Troen, håbet og kærligheden er til stede i den rette sammenhæng og uden omklamring og moraliseren. Det er kristendom relateret til virkeligheden. Bente Chemnitz gør os opmærksom på, at det sværeste af alt er at være til stede uden at kunne eller skulle forklare alt.

For sygeplejersker kan Bente Chemnitz' bog være en værdifuld guide, især for dem, der er beskæftiget med palliativ pleje og behandling. Bogen viser også, hvor vigtigt samarbejdet med sygehuspræsten er. Præstens ekspertise må ikke mangle på sygestuen, når sjælen er nødstedt.

Af Amy Vaabensted, sygeplejerskevikar på Skt. Lukas Stiftelsens Hospice.

Humanitært arbejde er politisk

Læger uden Grænser

World in Crisis – the politics of survival at the end of the 20th century

Læger uden Grænser/Médecins Sans Frontières, 1997
213 sider 

'World in Crisis' er den fjerde rapport i en serie, hvis formål er at sætte fokus på de humanitære aktiviteter, Læger Uden Grænser står for, men måske vigtigere endnu at anskueliggøre aktiviteternes succeser eller udeblevne succeser til brug for planlægning og udførelse af kommende aktiviteter.

Elleve selvstændige afsnit er forfattet af et tilsvarende antal journalister, der med udgangspunkt i egne erfaringer fra ophold i udviklingslande har søgt at belyse de kulturelle og politiske barrierer, der knytter sig til humanitært arbejde.

De mange fotos henvender sig ikke til sarte sjæle. Det er bevægende, stærke og usminkede billeder fra en verden ikke så langt fra den, vi kender. Forfatterne har nemlig ikke alene haft deres virke i landene syd for Sahara. Et stigende antal aktiviteter foregår i de tidligere østlande og i storbyer i for eksempel Mexico, USA, Belgien og Spanien.

Temaerne, som belyses, er: Hvilken rolle den medicinske indsats spiller i forbindelse med nødhjælp. Forskellen mellem de internationale regler og love og virkelighedens verden. Problematikken om hvorvidt organisationerne kan og skal forhandle med de krigsførende parter. En belysning af de dilemmaer og perspektiver, der er forbundet med det humanitære hjælpearbejde i det kommende århundrede. Civiles rolle som gidsler og fanger i politiske spil.

Man kunne ønske, at der var en bedre belysning af problemet vedrørende udsendtes sikkerhed i forbindelse med udførelsen af humanitært arbejde, en problematik, der bliver mere og mere aktuel i takt med stigningen i antallet af opgaver og organisationer til at varetage det humanitære arbejde.

'World in Crisis' er aktuel og levende, ikke mindst på grund af de mange forfatteres forskellige overvejelser og betragtninger, baseret på egne erfaringer, suppleret med udtalelser og indtryk fra personer, der har været direkte involveret i hjælpearbejdet. Nemme løsninger findes ikke.

En god bog som forberedelse for den, der vil gøre tjeneste i udlandet. Nok er den kontroversiel og politisk, men man kommer ikke uden om, at hjælpearbejde er politisk, og den, der udfører arbejdet, vil, uanset hvor upartisk han eller hun er, være udsat for opmærksomhed og spørgsmål af politisk karakter. Også i forbindelse med undervisning af folk, der beskæftiger sig med humanitært arbejde, vil bogen være velegnet som debatoplæg.

Bogen er på engelsk og findes ikke i løssalg.

Af Birgitte Gantriis, sygeplejerske på Rigshospitalet.