Synspunkt: Praksis-teorien er vigtig

I en artikel i Sygeplejersken beskriver Marianne Nord Hansen de problemer, der er forbun-det med at videnskabeliggøre praksisdisciplinen sygepleje. Videnskabeliggørelsen medfører blandt andet et øget krav om indsigt i fagets litteratur. ''Klinisk praksis må bygge på dokumenteret viden,'' skriver hun (1). I den forbindelse fremhæves det: ''udfordringen er at gå fra ''jeg mener'' til ''vi mener.'' '' Dokumentationen af udsagnet ''vi ved'' kræver naturligvis reference til relevant litteratur, og en sådan reference kræver indsigt i den refererede litteratur. Erhvervelsen af en sådan indsigt kræver tid. Tid, som sygeplejersker kun har i ringe omfang.

Det er klart, at en af fremtidens store udfordringer bliver at skabe rammer og muligheder for sygeplejersker til at erhverve indsigt i fagets litteratur. Men en af fremtidens udfordringer består også i at give sygeplejersker mulighed for at forholde sig til denne litteratur. Man kan spørge sig, om sygeplejersker har de forudsætninger, der skal til. Da sygeplejen jo er en praksisdisciplin, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om denne praksisdisciplin egentlig er blevet gjort til genstand for teoretisk refleksion af de sygeplejersker, der nu skal erhverve sig teoretisk indsigt på et højere niveau end tidligere.

Forståelsesramme

Mange års praksiserfaring viser, at de fleste praksissygeplejersker har deres egen praksis-teori om sygeplejepraksis.

Praksis-teori er praksissygeplejerskens private indsamlede mønster af viden, erfaring og ikke mindst værdier. Alle sygeplejersker har erfaring fra praksis, i alt fald har alle sygeplejersker været elever eller studerende i praksis. Alle sygeplejersker har modtaget instruktion og vejledning i den praktiske udførelse af praksisdisciplinen sygepleje. Derefter har langt de fleste sygeplejersker indhøstet erfaringer gennen egen udøvelse af faget og derigennem tillæring af færdigheder. Alle har oplevet praksissituationer, som var rystende, sørgelige, traumatiske, triste, glade, kedelige, givende etcetera. Alle har gjort sig tanker om, hvorfor de oplevede en bestemt situation på netop denne måde.

En praksis-teori er således ikke en teori i egentlig videnskabelig forstand, men udgør den enkelte sygeplejerskes samlede forståelsesramme for den faglige virksomhed. Alle har en oplevelse af det praktiske arbejde, de udfører. Det er så graden af refleksion over praksis, der er afgørende for forståelsen af de teoretiske overvejelser, der kunne ligge bag. Desuden tilbyder refleksionen jo også et værdifuldt – ja faktisk uundværligt – supplement til praksis. Den forståelse, som opnås herved, vil medføre en værdifuld udvidelse af praksis-teorien, som man ikke opnår blot ved at opleve praksis. Refleksionen kan så gøres til genstand for diskussion og egentlig teoretisk bearbejdning i form af analyse.

Sygeplejersken, der underviser og vejleder en elev eller studerende i praksis, viser, hvordan hun udfører arbejdet, forklarer rutiner og videregiver sine erfaringer – sin praksis-teori – til den studerende. Sygeplejersken underviser og vejleder den studerende i en patientsituation med den sengeliggende patient under en stuegang ved medicinophældning og så videre. Senere oplever den studerende, at sygeplejersken i kaffepausen diskuterer sygeplejemæssige problemstillinger med kollegaerne, hvor alle trækker på personlige erfaringer og egen praksis-teori.

Ved alle sådanne situationer fremdrages der værdifulde synspunkter; synspunkter, som i en lang række tilfælde vil kunne tilbyde et værdifuldt tillæg til en sygeplejeteori. Praksis-teorien påvirker den enkelte sygeplejerskes praksis, praksis-teorien og har dermed som al anden teori en strukturerende effekt. Det er derfor af vital vigtighed for sygeplejen som fag, at praksis-teorien bliver medindtænkt som en del af den egentlige sygeplejeteori, når faget efterhånden får stablet sit eget videnskabelige paradigme på benene. Vigtigheden af at medindtænke praksiserfaringer i den videnskabelige sygeplejeteori er der tidligere slået til lyd for fra mange kanter, således også: ''Jeg mener ikke, at det fører særlig vidt at forske i teoretiske overvejelser over sygeplejen, hvis ikke disse teoretiske overvejelser er udsprunget af erfaring i eller dokumenterbare formodninger om praksis (2).''

Sygeplejerskens samlede viden og erfaring, som her er kaldt praksis-teorien, er bragt til veje gennem et kompliceret system bestående af erfaringer og viden, hvor delene er selekteret gennem en udvælgelses- og prioriteringsproces. Udvælgelses- og prioriteringsprocessen er en kompliceret mekanisme, hvor den enkeltes personlige vurdering er afhængig af personlige værdier og normer. Værdier og normer, som er sat af blandt andet personlige politiske, religiøse, etiske og følelsesmæssige forhold. Processen består i, at der personligt foretages tolkning, fravalg, tillægning og forvrængning af det i praksis erfarede, det læste eller det mundtligt meddelte.

Videnskabelig metode giver et redskab til at fortolke og forstå problemer, som man har sat sig for at undersøge. En væsentlig del af de problemer, som sygeplejersker kunne tænkes at have et ønske om at undersøge, må formodes at udspringe af praksis. Derfor må sygeplejevidenskabens metoder være tilpasset et problemkompleks, der ligger i

Side 21

dialektikken mellem teori og praksis. Det kan give anledning til undren, at det forholder sig således, at resultater og argumenter fra videnskabens verden meget ofte står stærkere end resultater og argumenter hentet fra praksis.

Praksiserfaringen, praksis-teorien, står meget svagt over for egentlige teoretiske eller videnskabelige argumenter. Derfor er det vigtigt, at der slås til lyd for inddragelsen af praksis-teorien i teorien! Nok så mange referenceprogrammer og nok så megen tid til læsning kan nemlig ikke erstatte de meget værdifulde erfaringer, den enkelte sygeplejerske indhøster i sit daglige arbejde.

Det er der sikkert heller ikke nogen, der vil argumentere for, men når Marianne Nord Hansen siger, at ''referenceprogramsekretariaterne skal formidle de metoder, der knytter sig til både udvikling og implementering af referenceprogrammer som for eksempel at opbygge en struktur, der sikrer, at effekten af de udarbejdede programmer bliver evalueret, effektevaluering gennemføres for udarbejdede referenceprogramer,'' så kan man blive bekymret for, om der er nogen, der sikrer, at der bliver opbygget en struktur, der sikrer opsamling og evaluering af praksissygeplejerskernes praksis-teori, så referenceprogramsekretariatet også har praksis-teorireferencer at referere til!

Litteratur

1. Hansen, N.M: Fra holdninger til sikker viden, Sygeplejersken, 1998; 27, p. 56-57.
2. Petersen, K: Sygeplejen i teori og praksis, Klinisk Sygepleje, Munksgaard 1998, 1; p. 56.

Forfatteren arbejder på et kommunalt plejehjem på Frederiksberg.