Synspunkt: Jeg undres

Disse vil jeg nu kort ridse op i det følgende:

1. Jeg undres over, at der bliver talt om tværfagligt samarbejde og at gøre brug af hinandens stærke sider samt at acceptere og respektere hinanden. Jeg oplever i assistentgruppen, at vi ikke kender hinandens faggrupper samt viden og kompetence inden for fagområdet.

Jeg kan undres over, om undervisningen i tværfagligt samarbejde bliver troværdig og helhjertet.

2. Jeg undres over, at der tales om åbenhed i gruppen, når jeg oplever, at mange ting bliver afgjort bag lukkede døre eller i et lille forum på lærerværelset, hvor ikke alle er til stede.

Samtidig oplever jeg, at konflikter og problemer bliver pakket pænt ind og ikke erkendt i gruppen. Det kan så undre mig, at vi er i stand til at undervise i psykisk arbejdsmiljø ud fra den assertive kommunikationsform, hvori der også ligger noget om konfliktskyhed.

3. Jeg er dybt forundret over, at man til en eksamen udformer spørgsmål og svarnøgle, og når eleverne har været til eksamen, tilretter man svarnøglen, så den passer til elevernes besvarelser.

4. Jeg kan undres over, at jeg, der er opdraget qua min uddannelse og arbejde til tværfagligt samarbejde og respekt og accept af andre faggrupper samt forståelse for deres arbejdsform, kan have så svært ved det i denne gruppe.

5. Jeg oplever, at der er uskrevne normer og regler, som er svære at overholde. Det opleves som at komme til swahililand og kunne tale en vis del af sproget, men ikke forstå kulturen.

6. Jeg undres over den manglende tillid til andres mestring af arbejdsopgaver.

7. Jeg er tillige fuld af forundring over måden, Kierkegaards sentens om ydmyghed bliver fortolket.

Jeg oplever ikke, at eleverne bliver mødt, hvor de er, i sand ydmyghed. Det kan være svært at forstå, når man som jeg arbejder med Rosentahl-effektorienteret samt involverende undervisning, hvor jeg oplever mig selv mere som vejleder end som underviser.

Det er de samme principper, vi vejleder eleverne i at bruge over for borgeren.

For mig at se, er det vigtigt også at give den lille lyshungrende blomst mulighed for at nå lyset.

8. Jeg undres også over kommunikationsformen i gruppen. Her oplever jeg, at der bliver brugt en masse ord, men der bliver ikke lyttet til hinanden.

Det kan undre mig, at vi i så lille en arbejdsgruppe ikke har så megen tillid til hinanden, at vi kan bruge hinanden som indirekte supervisorer.

9. Jeg er dybt forundret over, at der ikke sker en refleksion i gruppen over, at endnu en socialpædagog vælger at gå.

10. Jeg forundres også over, at man i gruppen ikke viser hinandens arbejdsområder respekt og ikke følger de aftaler, der er indgået i gruppen.

11. Jeg kan undres over, at vi aftaler nye arbejdsformer, men ikke sætter evalueringsdato på.

12. Jeg er forbavset over, at der ikke er større ønske fra lærergruppen om at komme ud og se praksis. Vi er inden for psykiatri og pædagogik inde i en rivende udvikling, og jeg føler, at det må være svært at være en levende og engageret lærer, hvis man ikke har været i den praksis, som man underviser i.

13. Jeg oplever, at vi fjerner os mere og mere fra praksis.

Her tænker jeg på psykiatriafsnittet, hvor der fremover bliver lagt vægt på personlighedsforstyrrelser.

Dette har i en del år været et område, hvor blandt andet socialpædagoger i et stadigt stigende omfang sætter ind med en tidlig indsats.

Hverdagen i psykiatrien er, at psykoser som regel er forbundet med enten misbrug eller oligofreni eller begge dele samt reaktive psykoser eller selvmordsforsøg samt depressioner med atypisk karakter.

Jeg er glad for at undervise, og arbejdet med eleverne giver mig mange gode timer, hvor jeg selv er i en udvikling og sætter spørgsmålstegn ved min viden; er den god nok? Er den ajourført? Kan noget gøres bedre? Hvordan kan undervisningen fremstå som et hele, hvor fagene integreres?

Alt i alt en dejlig udviklende tid, men også en tid med megen undren og tvivl.