Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dødtrætte af elementær hygiejne

Hygiejnesygeplejerske Margrethe Meyer kan godt forstå, hvis plejepersonalet ikke orker at høre mere om håndhygiejne og urinvejsinfektioner. Men undskyldningen, at der er for lidt tid til forebyggelsen, er ikke altid reel. Hygiejne handler i høj grad om vaner. Det gælder om at indarbejde de rigtige fra starten.

Sygeplejersken 1998 nr. 51, s. 14-15

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

Det er et af de rigtig gode spørgsmål i det danske sundhedsvæsen: Når alle ved, hvor vigtigt det er at vaske hænder, hvorfor gør de det så ikke? Når alle sygeplejersker kender risikofaktorerne, hvorfor forebygger de så ikke urinvejsinfektioner konsekvent?

''Når man kommer ud i afdelingerne, kan man godt fornemme en vis træthed over igen at skulle snakke håndhygiejne eller urinvejsinfektioner,'' siger hygiejnesygeplejerske Margrethe Meyer, Hovedstadens Sygehusfællesskab.

''Det er mere spændende at tage fat på nye procedurer. Men hvis det grundlæggende går i glemmebogen, får vi problemerne igen med det samme.''

Plejepersonalet ved en del, siger hun, men problemet er ofte overblik.

''Man ved nok, at man helst ikke skal anlægge katetere. Men de mange elementer i inkontinensplejen er ikke tilstrækkelig kendte. Med mindre man har et decideret problem i en afdeling, er det ikke noget, man specielt tager fat i.

I den daglige rutine accepterer man, at et vist antal patienter har disse problemer, uden at man tænker nærmere over det.

Problemet er tilsvarende med håndhygiejnen. Personalet kender kravene, men når de får hudproblemer, trækker det den anden vej. Når dertil kommer travlhed, bliver resultatet ikke godt.''

Gamle vaner sidder fast

Gamle rutiner er svære at komme af med, oplever Margrethe Meyer. Hun nævner Sundhedsstyrelsens retningslinjer for blodbåren smitte fra 1992 som eksempel:

''De afskaffede isolation og særlige procedurer for patienter med blodbåren smitte. De er da også stort set væk.

Men fra personalet kan man stadig høre, at de plejer at gøre sådan, men patienten har hepatitis, så skal vi ikke for en sikkerheds skyld ...''

Det er egentlig ikke interessen for hygiejnen, der mangler, synes hun. Man hænger bare fast i de gamle begreber.

''Et andet eksempel er begrebet ren/uren operationsstue, som en afdeling, jeg besøgte for nylig, stadig brugte. Men i dag er princippet, at personalet selv skal foretage et skøn efter almindelige indgreb.''

Hver gang en operations- eller undersøgelsesstue er brugt, skal den rengøres, så den næste patient kan komme ind uden at risikere en infektion fra den patient, der var der før, forklarer Margrethe Meyer.

Et skøn

Så er det for eksempel et skøn, om der skal vaskes gulv over det hele, eller man kan nøjes med at klargøre omkring lejet og det udstyr, der har været brugt.

''I dag lægger vi på mange områder op til, at personalet skal have viden til selv at vurdere og være parat til at tage et ansvar. På den måde er de bedst rustet.

Men somme tider er det nemmere med de mere firkantede regler. Det andet kræver, at man foretager en personlig vurdering og tager et ansvar på sig. Det vil sige, at man også skal være parat til at argumentere for sin vurdering.''

Normeringer og for høje mål

Men hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om urinvejsinfektioner, som er ubehagelige og farlige for patienterne, og som koster sundhedsvæsenet mange penge – hvorfor accepterer man så, som du siger, et vist antal patienter med kateter i en afdeling?

''Man er nu også blevet bedre til ikke at lægge dem. Men vi ved også, at det somme tider kan være utrolig besværligt og arbejdskrævende at undgå. Hvis man for eksempel ikke lægger kateter hos en patient, der skal opereres, skal man sørge for, at patienten får tømt sin blære, før han får præmedicin og begynder at blive sløvet.

Og når patienten kommer på opvågningsstue, må sygeplejersken sikre, at patienten kan blive hjulpet med bækken, afdække sengen, så man ikke risikerer at skulle bundskifte, og så videre.

Alt det undgår man let ved at lægge et kateter, som man så kan fjerne igen bagefter. Så det er hele tiden en afvejning, om det er nødvendigt at lægge kateteret, eller om man kan klare det på anden måde.''

Side 15

Dårlig normering og dårlig tid bliver ofte bragt op i forbindelse med disse problemer – hvor reelt er det?

''Somme tider er det reelt nok. Men ikke altid. Ofte kan arbejdet gøres på den samme tid, hvis man får indarbejdet de rigtige procedurer fra starten og har de ting, man skal bruge.

Men det kræver en indsats at få den rigtige fremgangsmåde indarbejdet som rutine.Og der kan være noget rent menneskeligt i indvendingerne om normeringer og tid.

Hvis personalet i forvejen føler sig trængt, så vil man reagere med at kræve mere tid, når der bliver stillet nye krav. Men det er ikke altid reelt, hvis man får bearbejdet problemet ordentligt.

Derfor er det også vigtigt, at hygiejnesygeplejersken, som kender sygehuset, får diskuteret problemet til bunds.

Vi må da erkende, at vi somme tider sætter for høje mål. Derfor kan man heller ikke indføre alle de retningslinjer og procedurer, vi får fra Statens Seruminstitut, uden lokal tilpasning.

Principperne skal følges. Men det er næsten altid nødvendigt at omsætte vejledningerne til noget, der kan lade sig gøre her på vores sygehus, med den hverdag og de patienter vi kender.''

Nøgleord: Hygiejne, hygiejnesygeplejersker.

''Hvis det grundlæggende går i glemmebogen, har vi problemerne med det samme,'' siger hygiejnesygeplejerske Margrethe Meyer.''Der kan være noget rent menneskeligt i indvendingerne om normeringer og tid. Hvis man føler sig trængt i forvejen, vil man reagere på nye krav med at kræve mere tid.'' Hygiejnesygeplejerske Margrethe Meyer. 

Tema: Hygiejne

Ministeriet sylter hygiejnen             

 
Unødvendige sygehusinfektioner                  

 
Dødtrætte af elementær hygiejne                 

Krydsinfektion på plejehjem                  

 
Børn behøver ikke smitte hinanden