Faglig kommentar: Dårlig kemi

Det er kemien, der ikke passer.'' Den sætning har jeg tit hørt, når der er noget galt i samarbejdet mellem to sygeplejersker. Jeg har gjort mig overvejelser om, hvad det er for en kemi, der ikke passer. Derfor har jeg spurgt alle, som har udtalt denne sætning, hvad de egentlig mente med, at kemien ikke passede. De fleste er blevet forvirrede over mit spørgsmål, og jeg har følt, at jeg overskred nogle sociale normer og var på privat område. At udtale de magiske ord ''Det er vores kemi, der ikke passer sammen,'' giver den, der udtaler ordene, frihed til ikke at uddybe sig mere.

Det gjorde mig endnu mere nysgerrig, og jeg besluttede mig til at fortsætte spørgsmålene for at blive klogere. Da det var næsten umuligt for folk at svare på mit første spørgsmål, ændrede jeg det til: ''Hvad er det hun gør, som du ikke kan lide?'' Derefter kunne alle komme med præcise svar.

Handlingerne, som bragte kemien i uorden, var oplevelser af overgreb, krænkelser af patienter og kollegial svigt eller direkte asocial adfærd. Det, jeg hørte, var alle oplevelser, som skaber mistillid til en kollega. Efter min mening krævede situationerne nærvær og reaktion. Men mange vælger ubevidst at reagere med sætningen: ''Det er kemien, der ikke passer,'' hvorefter de i god ro og orden kan trække sig fra ubehagelighederne.

Nærvær og handlen

Jeg hører selv til de konfliktsky og ved, at det ikke altid er let at fortælle en kollega, at jeg ikke synes om hendes handlinger. Konsekvensen kan blive, at i stedet for at være nærværende og handle, så trækker vi os og taler om kemi, der ikke passer. Det bliver katastrofalt for faget, fordi vi ingen debat får og dermed mister en mulighed for større faglig indsigt. Patienter, som misrøgtes, er prisgivet, fordi vi undlader at blande os i hinandens arbejde. Det er ikke fagligt forsvarligt.

Dansk Sygeplejeråd har vedtaget nogle sygeplejeetiske retningslinier, som er smukke og gode, men så længe vi reagerer med sætningen ''Det er kemien, der ikke passer,'' og undgår kontakt med det, vi ikke bryder os om, har retningslinierne ingen værdi. Hvis sygeplejen skal være etisk i orden, kræver det, at hver enkelt af os bliver mere opmærksom, når vi hører os selv eller andre sige: ''Det er kemien, der ikke passer.'' Det er vigtigt, at vi vover at få talt med den person, hvis handlinger vi ikke synes om. Det er vores eneste aktive mulighed for selv at være med til at udvikle os og faget.

Berit Fekkes er sygeplejelærer ved Københavns Amt, Sygeplejeskolen i Herlev.