Illegal handel med organer

Ikke engang børn er fredet i jagten på organer. Disse børn er fra Indien. Foto: Stephen Wilkes, Image Bank.

Min interesse omkring emnet illegal handel med donororganer startede i 1989. Som medlem af Sygeplejerskegruppen og den Medicinske gruppe imod dødsstraf i Amnesty International, blev jeg præsenteret for nogle foruroligende rapporter, der omhandlede disse chokerende handlinger.

Jeg har spekuleret over den rolle og det etiske dilemma, mine kolleger befinder sig i, når de muligvis deltager eller er vidner til disse handlinger.

Jeg er blevet meget inspireret af bogen 'Organhandel' af den svenske journalist Jonny Såganger. Han rejste til mange lande for at skaffe sig et pålideligt billede og samle oplysninger og dokumentation om den internationale illegale handel med nyrer og andre organer.

Det lykkedes for ham at få en tilbudspris på 20.000 dollars for en nyretransplantation ved pr. brev at opgive de medicinske data for en svensk nyrepatient i ansøgningen.

Konklusionen af hans omfattende undersøgelser viste, at et internationalt marked for handel med organer eksisterer og fungerer i stigende grad. Imens er fattige mennesker tvunget til at sælge deres organer for at overleve.

Rige mennesker kan rejse til mange steder i verden og, mod betaling, springe over ventelisterne i deres hjemland. Der er beviser for, at i nogle asiatiske lande er organer fjernet fra henrettede fanger og videresolgt, men der er ikke fundet beviser for, at organer er blevet fjernet fra børn. Det kan dog heller ikke udelukkes, at disse handlinger finder sted. Siden den første nyretransplantation i 1950 har der været en stigende mangel på organer til alle slags transplantationer, og ventelisternes længde stiger med galoperende hastighed over hele verden.

Af Jonny Sågangers bog fremgår det, at der i 1993 var 24.000 amerikanere på venteliste til en nyretransplantation, mod 11.822 i 1987. I England er ventetiden steget med 200 procent fra 1979 til 1992. Ventelister på nyretransplantationer i Danmark er også stigende, og i 1995 var ventelisten på 350 personer.

Når man har to nyrer, kan man sælge den ene, men det løser ikke problemet omkring mangel på lever og hjerter, de kan kun fjernes fra de døende eller de døde.

Dødsdømte donerer organer

I de sidste syv år er der fremkommet beviser fra forskellige menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Amnesty International og Human Rights Watch Asia om, at henrettede fanger i nogle asiatiske lande er en vigtig kilde til forsyning af organer til transplantation (1, 4). Internationale sygepleje- og lægeorganisationer har kritiseret og taget stærkt afstand fra disse handlinger.

I 1991 blev der i løbet af kun ti måneder foretaget 51 henrettelser i Kina, og i 22 tilfælde havde dødsstraffanger doneret deres organer til transplantation.

Det sker meget sjældent, at fangerne og deres familier får en forklaring på, hvorfor der er foretaget

Side 29

vævstypeprøver og helbredsundersøgelser inden henrettelsen.

Henrettelsesmetoderne er ændret, for at sikre at organer kan bruges til transplantation. Læger i disse lande foreslår, at når fanger har givet tilladelse til, at deres organer kan bruges, skal de skydes i hovedet i stedet for i hjertet, således at der opstår hjernedød. Derfor er der mulighed for, de abdominale organer kan bruges, men den metode ender ikke altid med hjernedød (1).

Skudt to gange

En avisartikel skrevet i 1991 chokerede den medicinske profession. En dødsstraffange, som havde givet tilladelse, blev henrettet ved skydning og straks overflyttet til det aftalte hospital. Ved indlæggelsen blev det konstateret, at han havde tydelig hjerteaktion og spontan respiration. Han blev derfor indlagt på intensiv afdeling. Efter 34 timer blev han overflyttet til henrettelsesstedet og skudt for anden gang. På grund af forsinkelsen i transporten tilbage til hospitalet var det desværre ikke muligt at anvende hans organer til transplantation (2).

Dette må være et slående eksempel på den grusomme, umenneskelige og nedværdigende form for straf, og den mangel på respekt for livet og den ret alle mennesker har: Retten til en værdig død.

Sundhedspersonalet rapporterer, at organer fra henrettede fanger er brugt til nyre-, hjerte-, hornhinde- og hudtransplantationer. I mange tilfælde er det uden viden og legalt samtykke fra fangerne og deres familier, men i få tilfælde får familien udbetalt en mindre pengesum.

Sygeplejerskers rolle

Med den nuværende økonomiske vækst og mangel på vestlig valuta er antallet af dødsstrafdomme steget. I de seneste år er der en stigende tendens til at idømme dødsstraf for bedrageri, tyveri og narkohandel, men antallet af kriminelle handlinger er bestemt ikke faldet.

I 1990 blev 2.029 fanger henrettet i 34 lande. I 1996 blev 4.272 henrettet i 39 lande (3).

Sundhedspersonale og menneskerettighedsorganisationer er dybt bekymrede over disse tal og især over tallenes relation til fremskaffelse af det fornødne antal organer fra de dødsdømte. Illegal organhandel kræver medvirken fra sundhedspersonalet. Lægerne planlægger og koordinerer transplantationsoperationer til at passe med henrettelsestidspunktet og medvirker til de nødvendige vævstypeprøver og senere organudtagninger. I hvilket omfang sygeplejersker deltager i disse organudtagninger, er uvist.

Fangerne og deres familier får et meget kort varsel om henrettelsestidspunktet, når der opstår akut behov for organer (4).

WHO godkender retningslinier

Sundhedspersonale og menneskerettighedsorganisationer i mange lande har afsløret og fordømt disse krænkelser af menneskerettighederne.

I 1991 godkendte verdenssundhedsorganisationen WHO retningslinierne for sundhedspersonalets medvirken ved organtransplantation. De følgende deklarationer er af særlig interesse i forhold til illegal organhandel: Nr. 5, Nr. 6, Nr. 7, Nr. 8 og Nr. 9.

I 1994 vedtog The World Medical Association, W.M.A, en resolution 'Physicians Conduct Concerning Human Organ Transplantation'. Skønt denne resolution klart angiver, at det er forbudt for læger at deltage i transplantationer, der anvender illegalt fremskaffede organer, nævner den ikke dilemmaet ved handel med organer fra henrettede fanger, hvilket faktisk er deltagelse i dødsstraf og brud på det etiske kodeks. De medicinske grupper i Amnesty International arbejder for at få disse problemer inkluderet i resolutionen.

Sygeplejersker har en lang historisk baggrund for altid at spille en ledende rolle i menneskerettighedsspørgsmål. Siden 1983 har det internationale sygeplejeråd ICN indtaget en klar holdning og vedtaget en række resolutioner, der angår menneskerettighederne:

• 1983. Sygeplejerskens rolle i forbindelse med menneskerettigheder
• Sygeplejerskens rolle i plejen af internerede og fanger
• 1989. Sygeplejerske og tortur
• 1989. Dødsstraf og henrettelser
• 1991. Organdonation og transplantation.

I 1993 antydede FNs kommissionsrapport om menneskerettigheder, at problemet med misbrug og handel med transplantationsorganer kan kædes sammen med bortførelse af børn og børns forsvinden. Det er yderst vigtigt, at børn er beskyttet. Efter denne rapport udsendte Dansk Sygeplejeråd på kongressen i 1994 en udtalelse, der fordømmer disse handlinger. Alle internationale sygeplejeorganisationer og hele verdens sygeplejersker bør støtte den udtalelse.

Etisk dilemma

Samfundet består af en mangfoldighed af grupper med individuelle moralske opfattelser, hvilket kan sætte sundhedspersonalet i et etisk dilemma.

Hensigten med dette indlæg er ikke at bedømme de moralske spørgsmål og handlinger i andre lande, men at kaste lys over det etiske dilemma, vi som sygeplejersker står over for.

I nogle lande, hvor disse transaktioner finder sted, er holdningen, at illegal handel ikke er forkert, når det hjælper de rige til at opnå bedre helbred, og de fattige til en forbedret levestandard ved at sælge deres organer. Løser denne fremgangsmåde fattigdomsproblemet i udviklingslandene?

De fattige donorer har ikke råd til den nødvendige pleje efter operationen, og hvis der opstår komplikationer, kan det blive fatalt på grund af mangel på hospitalsbehandling.

Lande, som praktiserer dødsstraf, vil argumentere for, at når fangen alligevel skal dø, og hans

Side 30

organer vil gå til spilde, hvorfor skulle de ikke kunne bruges til at redde en andens liv? Kunne disse logiske argumenter bruges af sundhedspersonale, når de søger samtykke for organdonation og være grund til, at datoen for henrettelsen bliver fremskyndet? Fangerne er særligt sårbare og under pres under disse omstændigheder.

Moralsk skyld

Embedsmænd og andre forventer, at de angrer deres forbrydelse. Det er derfor meget tvivlsomt, om det kan kaldes et frivilligt samtykke. Ethvert menneske har ret til frit og frivilligt at donere sine organer i overensstemmelse med egne ønsker, og staten har ingen ret til at påvirke denne beslutning.

Modtagere af organer kan selv føle moralsk skyld, som en modtager fra Mellemøsten fortalte. Han var så bekymret over planen om at modtage en nyre fra en fattig og underernæret donor fra Indien, at han besluttede at betale en måneds ophold på et hotel for at opbygge donors ernæringstilstand inden operationen.

Nogle organmodtagere fortalte, hvordan de fik lov til at vælge en donor ud af en række af personer, som sad på hospitalsgangen. De fattige donorer får kun en lille betaling for deres organer, ofte kun ti procent af den pris modtageren betaler, resten bliver udbetalt til hospitalet, lægen og mellemhandleren (5). I mange lande skyldes den kroniske mangel på organer delvis den tradition, at liget skal begraves ubeskadiget, men det ser ud til, at den tradition ikke gælder, når der er tale om henrettede fanger. Kvaliteten af den pleje, disse patienter får, er ofte af en meget dårlig standard. Inden organmodtageren overhovedet bliver accepteret til operation, skal de garantere, at de kan medbringe større mængder af meget dyr immunsuppressiv medicin, som de skal aflevere ved indlæggelsen. Som regel bliver disse patienter udskrevet hurtigt efter operationen og kan umuligt bruge disse store mængder medicin, som formodentlig bliver brugt eller videresolgt af hospitalet for at tjene flere penge.

Manglende ekspertise og pleje samt dårlige faciliteter resulterer ofte i alvorlige infektioner, sepsis og en høj frekvens af organafstødning. Risiko for smittefare med aids, virus og hepatitis er også til stede pga. manglende screening og kan bidrage til spredning af disse alvorlige sygdomme til andre lande (5).

Det professionelle ansvar

Sygeplejersker må under ingen omstændigheder deltage eller medvirke i fjernelse af organer fra henrettede fanger. Det er en indirekte deltagelse i dødsstraf og et farligt misbrug af vores profession og brud på vores etiske resolutioner.

Vi må sikre, at ethvert samtykke om organdonation er givet frivilligt og uden pres.

Sygeplejersker og al sundhedspersonale, som er ansat i transplantationscentre og beskæftiget med transplantationsprogrammer, bør fremme og deltage i det opsøgende arbejde med at finde metoder til at opspore organer, der er fjernet illegalt. Der kunne fx være en regel, som sikrede, at organer kun blev modtaget fra centre, hvor de præcise data fra alle donorer er kontrollerede.

Det er vigtigt, at sundhedspersonalet er undervist i alle aspekter af menneskerettigheder. Sygeplejersker har en yderst vigtig rolle i formidling af informationer og i undervisning af sundhedspersonale. Det er vigtigt, at vi er aktive ved møder og debatter i det internationale forum.

Vi må sikre, at alle vores internationale kolleger i andre lande er orienteret om alle resolutioner vedrørende forbud om professionel deltagelse i krænkelse af menneskerettighederne.

Sygeplejerskers ansvar

Alle sygeplejersker har en moralsk pligt til at indberette tilfælde af overtrædelse af menneskerettighederne, som er påført patienter, til deres nationale sygeplejeråd.

Udvikling i transplantationsteknologi har givet alvorlige etiske problemer på grund af den stigende mangel på donororganer. Udbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, og der findes en efterfølgende stor gruppe af patienter med et alvorligt behov for organer, hvis de skal have en mulighed for at overleve.

Det har resulteret i en situation, hvor de rige i samfundet køber organer fra de fattige, og i et voksende misbrug i forbindelse med organdonation. Hvis disse handlinger ikke bliver standset, vil korruption, kriminalitet og misbrug sejre ligesom i narkohandel. Patienterne vil muligvis miste deres tro på og tillid til verdens transplantationscentre, hvilket vil give alvorlige konsekvenser for samfundet. Sundhedspersonalet har en nøgleposition i den voksende transplantationsvirksomhed.

Sygeplejersker må være aktive i den internationale debat og arbejde for undervisning af verdens sundhedspersonale om alle aspekter af menneskerettighederne. Vi er forpligtede til at arbejde for at udrydde disse monstrøse overgreb på menneskerettighederne.

Litteratur

1. Amnesty International report. Taiwan, Illtreatment on Death Row. Juli 1993.
2. Amnesty International. Death by Execution takes 34 hours. April 1991.
3. Amnesty International. Abolition of the Death Penalty Worldwide developments in 1996. 1997.
4. Human Rights Watch Asia. Organ Procurement and Judicial Execution in China. 1994.
5. G.M Abouna et al. Commercialization in Human Organs. A Middle East Perspective. 1990.

Patricia Mortensen er ansat på børneambulatoriet på Amtssygehuset i Roskilde.

Nøgleord: Amnesty International, baggrund, organdonation, transplantation.