Synspunkt: Sygeplejerske savnes

1985 fremsattes i Folketinget et lovforslag om oprettelse af et etisk råd. Som baggrund for lovforslaget blev anført, at der i den politiske sfære manglede et organ, som systematisk kunne følge udviklingen inden for sundhedsvidenskaberne og vurdere denne under inddragelse af såvel sundhedsfaglige som bredere, ikke sundhedsfaglige, specielt etiske, synspunkter.

Loven om 'Det Etiske Råd' (DER) blev vedtaget i 1987, og rådets emneområde blev defineret ved afgrænsning fra

• de videnskabsetiske komiteer, som tager sig af etisk kontrol ved forskning,
• sundhedsmyndighederne, som har ansvaret for en forsvarlig prioritering af ressourceforbruget, ligesom det blev præciseret, at
• tilsyn og klagebehandling heller ikke hørte under Det Etiske Råds område.

Det var meningen, at rådets arbejde skulle koncentreres om problemer af principiel karakter knyttet til behandlingsmæssige og diagnostiske metoder. Rådets to hovedområder skulle være rådgivning af offentlige myndigheder, herunder i visse sammenhænge bidrage med egentlig lovforberedende arbejde, og debatskabende og oplysende virksomhed.

Efter lange diskussioner blev det bestemt, at rådet skulle bestå af 17 medlemmer. I dag udpeges otte af disse af sundhedsministeren og ni – herunder formanden – af Folketinget, som har et særligt udvalg for Det Etiske Råds funktion. Der stilles ikke deciderede krav om biomedicinsk eller anden sundhedsfaglig kompetence hos nogen af medlemmerne, men derimod om, at der skal være en bred læg repræsentation, dvs. medlemmer, der kvalificerer sig ved deres indsigt og engagement i samfundsmæssige, politiske, filosofiske eller andre humanistiske områder med relation til det sundhedsfaglige område.

Noget andet er, at arbejdets og redegørelsernes karakter gør det ønskeligt – ja, somme tider nødvendigt – at sundhedsfaglig ekspertise også er repræsenteret i rådet. Den biomedicinske, dvs. den lægelige og biologiske ekspertise, har været repræsenteret i rådet fra starten af og er det stadig. Derimod har den sygeplejefaglige ekspertise glimret ved sit fravær – de seneste tre-fire år har der slet ikke været sygeplejersker i rådet. Derfor dette synspunkt som en opfordring til Dansk Sygeplejeråd og andre organisationer til at presse på for at få sygeplejersker ind i rådet. Godt nok er det etik, der skal diskuteres og være grundsubstansen i rådets redegørelser, men man kommer ikke uden om, at det sundhedsfaglige input bør være i orden og opdateret. Om ikke andet for at undgå, at diskussioner med udgangspunkt i rådets redegørelser og udtalelser kommer til at dreje sig om mangler og fejl ved beskrivelse af de sundhedsfaglige problemstillinger. For at illustrere dette behøver man blot at nævne titler på udtalelser og redegørelser fra de senere år og fra det igangvæ-rende arbejde: kunstig befrugtning, biobanker, registerforskning, prioritering i sundhedsvæsenet, psykiatri-redegørelse, aktiv dødshjælp, fosterdiagnostik, dementes vilkår, transplantationsproblemer, sene aborter, kloning mv.

Medlemmerne af Det Etiske Råd er kloge, engagerede, af og til temperamentsfulde, men aldrig kedelige, personer med meget forskellig baggrund. Resultatet er livlige, gode, ofte langstrakte debatter som kendetegn for de månedlige møder og udvalgsarbejder. Lærerigt har det derfor været for en praktisk arbejdende kliniker at deltage i og specielt lytte til debatterne. Når redegørelser skal udarbejdes, havner man ofte i vanskelige konflikter, hvor der på den ene side skal skabes et kvalificeret grundlag for en bred debat i offentligheden, og på den anden side gerne skulle udløses praktiske og politiske konsekvenser af arbejdet. Sidstnævnte mener man vel nok bedst opnås ved en vis konsensus, førstnævnte opnås måske bedst ved en tydeliggørelse af kontroverser. Når dertil kommer at de redegørelser, som rådet udarbejder, gerne skulle være læsbare, bliver det tit en kompliceret sag at lave Det Etiske Råds redegørelser.

Det kan være svært at vurdere, om de fremkomne redegørelser har haft den ønskede indflydelse på debatten, men at nogle af redegørelserne har haft en vis effekt, er nok hævet over enhver tvivl. Karakteristisk har det i øvrigt været for en række af rådets redegørelser, som har beskæftiget sig med udsatte grupper af samfundsborgere som terminalt syge, psykisk syge og demente, at der har været en klar konsensus om at ønske – ja kræve – en forbedret indsats fra samfundets side og – fornemmer jeg – en vis forbløffelse hos rådets medlemmer over, hvor utidssvarende nogle af disse vilkår er i vores moderne velfærdssamfund.

Min periode som medlem af Det Etiske Råd slutter nu. Det betragtelige tidsforbrug udelukker medvirken i yderligere en periode for øjeblikket, men spændende har det været og som sagt: Se at få sygeplejersker ind i rådet.