Boganmeldelser

Kroppen som display

Finn Skårderud, Per Johan Isdahl (red.)

Kroppstanker
- Kropp ­ kjønn ­ idéhistorie

Oslo: Universitetsforlaget 1998
288 sider, 410 kroner 

Vi ikke alene har en krop, vi er også en krop. Vi erfarer omverdenen gennem kroppen, og kroppen er gennemtrængt af tavs viden om opdragelse og samfundsinstitutioner, magt og penge og ikke mindst om køn. Kroppens tilstedeværelse gør, at den er klar til at blive brugt som formidler af symbolske budskaber. Kroppen kan anskues som et display, det vil sige det enkelte menneskes redskab til at kommunikere med sig selv og med andre om identitet.

'Kroppstanker' er redigeret af en læge og specialist i psykiatri og en specialpsykolog. De arbejder i klinikken og har begge spiseforstyrrelser som speciale. Bogen udspringer af deres oplevelser af, at medicinske forståelser af kroppen alene kan være svært begrænsede. De har derfor inviteret en række forfattere fra samfunds- og humanvidenskaberne til at reflektere over kroppen sammen med redaktørerne.

Det er der kommet en meget interessant og fængslende bog ud af. På nær et kapitel på svensk er alle på norsk.

Temaerne er kropstanker, teorier, kroppens liv, kvinden, kroppen og maden, at arbejde med kroppen og kroppen og æstetikken, og det fungerer rigtig godt. Hvert tema indledes med en fortælling på en side, holdt i en grå farvetone. Det virker som en appetitvækker, så man hele tiden får lyst til at læse lidt videre. Kapitlerne er velskrevne, grundige og velargumenterende, men af varierende sværhedsgrad. Særlig de to teoretiske bidrag, der forholder sig idéhistorisk til kroppen, er tekstmættede i en sådan grad, at budskaberne for mig lige var ved at ophøre med at være budskaber. En forklaring kan være, at disse to kapitler mangler et objekt, nemlig de levende mennesker med deres syge og sunde kroppe.

Et kapitel handler om unge kvinder, der går omveje til voksenlivet gennem livsfarlige kriser.

Bulimiske levemåder er en af måderne, disse unge kvinder søger at udskyde mødet med kroppens forandringer på.

Forfatteren, psykolog Per Johan Isdahl, tager læseren med ind i sit terapeutiske arbejde på nærværende, følsom og reflekterende vis. En af hans pointer er, at når og hvis behandlere omformer menneskers livsforløb til sygehistorier og øjner en sygdom med klare konturer, så er det for at beholde kontrollen over deres egen tænkning i terapien. Det er selvfølgelig vigtigt, at behandleren har indsigt i gennemsnitspatienten med bulimi. Men kvinden i behandling er ikke en gennemsnitspatient. Gennemsnitspatienten, siger Isdahl, er en tankefigur, og den kan være afgørende for terapeutens arbejde, fordi den kan hjælpe til at bryde med stereotype tankefigurer.

Forsker Gunn Engelsrud sætter fokus på kroppen som kundskab og mulighed. Et af de emner, hun diskuterer, er behandlerkulturens egen krop. Hun forholder sig til bogen 'Bak skjermbrettene. Sykepleie, somatologi og kroppslige problemer' af Jocalyn Lawler og undrer sig over, at Lawler udelukkende interesserer sig for patienternes kroppe og kun for de negative aspekter af udskillelsesprocesserne. At disse processer også kan være ren nydelse og befrielse, taler Lawler derimod ikke om. Men ikke nok med det, siger Engelsrud, hvordan kan det være, at Lawler ikke interesserer sig for sygeplejerskernes forhold til deres egen krop? Hvordan er deres kropssocialisering, og står vi over for en problemfyldt og resigneret behandlerkrop? Hun går ikke i dybden med disse spørgsmål, men refererer kort fra et seminar om kvindesundhed, at flere af debattanterne var inde på, at selv om de var syge og havde smerter i kroppen, 'nægtede' de ofte at lade sig sygemelde. Det kunne tyde på, siger Engelsrud, at de sundhedsprofessionelle kunne opfattes, som om de var præget af aflukkethed i egen krop og irritation over for andres kroppe. Et oplagt emne til fordybelse og udforskning.

Det er en bog, der sætter spor, åbner for nye erkendelser og kalder egne kropserfaringer frem. I forbindelse med sygeplejerskeuddannelsen kan dele af bogen indgå som supplerende litteratur.

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Odense. 

FRA KARRIERELIV TIL HJEMMEGÅENDE LIV

Aase Gullestrup, Kirsten H. Kristensen, Mette Weber

Når Penelope rejser med

Udstationering for hele familien
København: Gyldendal 1998
195 sider, 198 kroner 

Når Penelope rejser med Odysseus rundt i verden for at lade sig udstationere, sker der noget andet, end når Odysseus rejser alene. Det er ikke heltehistorier og de store verdensbegivenheder, der bliver berettet om, men dagligdags fortællinger om nære ting og om kvindeliv under fremmede himmelstrøg.

Medfølgende ægtefællers (læs kvinders) omstilling fra karriereliv til livet som hjemmegående og deres vilkår og oplevelser på godt og ondt ved udstationering til fjerne lande er beskrevet af en tidligere sygeplejelærer og en tidligere personalechef, og en journalist supplerer med fem interview. Bogen er fyldt med stærke oplevelser, og det går igen, at man ikke kan forberede sig så godt, at man ikke bliver overrasket.

De positive overraskelser er, at vi har det godt i lille Danmark, at mennesker trods kulturforskelle giver udtryk for både glæde og sorg, at børn lærer meget om andre kulturer, og at der ofte er en større mangfoldighed på godt og ondt end hjemme. Enkelte betaler endog deres skat med glæde, når de atter er kommet hjem. De negative oplevelser er i sagens natur dem, der har inspireret forfatterne til at skrive om deres personlige odyssé.

Jeg står måske selv for en snarlig udstationering. I den anledning har jeg sammen med min mand været på et femugers internatkursus, arrangeret af Danida. Det kursus om blandt andet kulturmødet, økonomi og politik, netværksarbejde og intensiv engelsk undervisning kunne jeg godt have undt forfatterne og de interviewede kvindelige ægtefæller. Vi mødte kvinder, som delte ud af deres erfaringer, både de glade og de dyrekøbte. Vi fik intensiv undervisning om de aktuelle udstationeringslande og information om de medfølgende ægtefællers mulighed for arbejde og især mangel på muligheder. Nedslående, men ifølge forfatterne også realistisk. Kulturchokkets faser blev gennemgået på kurset, og jeg tænkte ligesom nu: Hvorfor pokker drager man ud i verden for at få det så skidt? Jeg ved ikke, hvad det rigtige svar er, for det er jo ikke kulturchokket, man længes efter. Måske er det den indre nødvendighed, trangen til deltage, der får en til at rejse med.

Her hører vi om forberedelser og afsked, om familiers og venners følelser og kommentarer, som mest handler om enten den enkeltes egen lyst til at gøre verden eller den mere angstfyldte kommentar: ''Tør du det,'' eller ''kan du virkelig rejse fra...'' Der er velskrevne afsnit om, hvordan man etablerer sig, hvordan man får fat i en bolig og om glæden over at have bragt personlige ting med hjemmefra lige fra fyrfadslys til sofaer og det muselmalede. Det modsatte gør sig også gældende. Savnet over ikke at have bragt noget som helst med, at føde sine børn i udlændighed og alle overvejelserne og erfaringerne omkring børnenes skolegang. Børnenes trivsel er central for forfatterne, og det gør ondt, når opholdet påvirker børnene negativt. Hushjælp, håndværkere og handlende har på mange måder indflydelse på, om livet opfattes let eller svært.

Parforholdene er tilsyneladende gode i denne bog. Det er nok forudsætningen for, at Penelope overhovedet tager med Odysseus, for det er hårdt arbejde og meget anderledes vilkår, der venter. Det er hende, der sætter karrieren på spil og må leve sig ind i en (i Danmark) snart hedengangen rolle som husmor og det i uvante omgivelser. Sproget, både det lokale og eksempelvis engelsk, er for nogle en alvorlig hæmsko. Der bruges megen tid og psykisk energi på at lære det, og det er udmattende og frustrerende ikke at kunne udtrykke sig følelsesmæssigt og intellektuelt. Hos Danida kaldes det 'personality reduction', og i mit stille sind forstod jeg måske en smule af, hvad det vil sige at have ekspressiv afasi. Det positive er, at sprog kan læres, hvis man har brug for det.

Den Danske Kirke eller Sømandskirken, hvor den findes, har en interessant plads i de udstationeredes hverdag. Det er gennem den, de plejer den danske kultur. Højtiderne betyder meget, og det gør samværet med andre danske eller nordiske også.

Det at vende hjem til Danmark efter år i det udenlandske sætter mange tanker i gang. Danskere er ikke interesserede i det, der fylder de ny-hjemvendte. Mine egne oplevelser ved at tale med mennesker, som er vendt tilbage til Danmark, er, at de ofte har udviklet en særegen kritisk sans over for deres fædreland, som så afprøves på borddamen eller i vennekredsen. Det vil jeg skrive mig bag øret, når og hvis jeg kommer i samme situation, og prøve at respektere den stedlige kultur ­ også den danske, for der er jo sket en del, som man måske nok har læst om, men ikke været en del af, mens man var i udlandet. Der skal ikke meget til, før danskere ligesom andre folkeslag føler sig kritiserede.

For sygeplejersker, der står for eller ønsker at rejse til fjernere himmelstrøg i en længere periode og især for dem, der rejser med, er det en god idé at læse denne velskrevne og både morsomme og alvorlige bog. Den giver ingen løsninger, men lægger op til mange overvejelser.

Af Hanne Nissen Hugod, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet, afdelingen i København.

LYKKEN ER EN STØRRELSE 36

Arabella Weir

Ser jeg tyk ud i det her?
En usikker kvindes dagbog

Oversat fra engelsk af Bente og Lene Wissing
København: Borgen 1998
208 sider, 225 kroner 

Appelsinhud helt ned til fodsålerne, bryster, der ligner et par gamle sokker med en mandarin i hver tå, skægvækst på moustachestadiet, blævrende flæsk på overarmene og en hylde af massivt fedt i området mellem baller og talje, er blandt de ord Jacqueline Pane benytter til at beskrive sig selv i dagbogen: 'Ser jeg tyk ud i det her?'.

Hun er først i 30'erne, (34 er da først i 30'erne, siger hun et sted), dygtig og meget vellidt i sit arbejde som konferenceplanlægger, men alligevel gennemgribende usikker. Hun er altid optaget af sit udseende, måden hun taler i telefon på, farverne på sit badeværelse, måden hun går tur på med Nye Andy, som hun godt kan lide, og måden hvorpå hun kan afværge sex i mindre heldige stillinger, for eksempel ved at klage over højdeskræk for at undgå sex bagfra, liggende på alle fire.

Jacqueline har svigtende selvtillid. Selv dem på selvværdskurset er bedre til at have dårlig selvtillid end hende, og hun ved, som alle normale kvinder, at hendes liv ville være perfekt, hvis bare hun kunne skrue sig ned i en størrelse 36. Hun er størrelse 40-42 på en dårlig dag og størrelse 44 hos Marks & Spencer, for de får åbenbart syet deres tøj et nyt sted.

Det er en meget morsom bog, der gentagne gange fik min latter til at bryde frem over forfatterens kærlige, men nådesløse udlevering af kvinders tendens til selvoptaget bekymring over dem selv. Bogen blev et spejl, hvori jeg så mig selv og mit selvbillede. Lidt foruroligende, men tankevækkende. En roman som lærebog.

Det er en bog, der sammen med ugeblade, pjecer og anden lekture bør befinde sig i venteværelser hos praktiserende læger og i de ambulatorier på sygehusene, hvor kvinder med spise- og vægtproblemer kommer til samtaler og kontrol.

På fornøjeligste vis lægger bogen op til at reflektere over, hvorvidt slankekure, selvværdskurser, fitnesscentre, plastikkirurger og 'et liv uden appelsinhud-mantraet' fører til et størrelse 36-liv, og hvis det gør, om det liv så er særligt eftertragtelsesværdigt. 

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Odense. 

TRAUMATISKE OPLEVELSER I SYGEPLEJEN

Huub Buijssen

Når jobbet bliver et mareridt

Situationer fra sygeplejerskers hverdag
Oversat fra hollandsk af
Anders Johansen
København: Munksgaard 1998
152 sider, 185 kroner 

På en verdenskonference om psykiske traumer var der indlæg fra politi, butiksansatte, ambulancefolk og soldater, men ikke et ord om sygeplejersker. Forfatteren, en hollandsk psykolog, blev senere konfronteret med en sygeplejerskes skyldfølelse efter en patients død og samlede herefter sygeplejerskers fortællinger for at vise, ''at der er andre, der har stærke oplevelser, som giver sære følelser, normale, men udløst af unormale begivenheder.''

Lidelserne efter traumatiske chokoplevelser bliver kæmpestore for de implicerede, blandt andet fordi der ikke bliver talt om dem. Et gennemgående træk i fortællingerne er, at den, der har oplevet traumet, isolerer sig, får ikke talt ud om oplevelsen og sygemelder sig. Men omgivelserne lider også.

Fortællingerne rummer præcise udtryk for følelser, der er provokeret ved fund af patient efter selvmord, patienter, der udnytter sygeplejersken seksuelt, en forfærdelig abort og lignende. I hvert tilfælde fremkaldes lidelser i form af skyld- og skamfølelse, søvnløshed, ensomhedsfølelse eller afmagt hos den sygeplejerske, det sker for. Følelserne fortrænges, man tør ikke komme ud med dem, der mangler et rum i arbejdet til at bearbejde traumatiske hændelser, og der hænger en anklage over ledelsen. De, der fortæller, blev opfordret til at komme frem anonymt. En af de anonyme sygeplejersker lider stadig tyve år efter hændelsen.

Forfatteren gennemgår det posttraumatiske stresssyndrom og konstaterer, at plejepersonale må åbne sig, hvis de skal kunne hjælpe andre. Angsten for vold og den basale tryghed er svær at tale om i det daglige. En engelsk undersøgelse har vist, at mange har været ude for fysisk vold fra patienter eller pårørende i psykiatrien eller i hjemmeplejen. Sexchikane fra klienter kommenteres med: ''De er ikke helt herrer over deres egne handlinger.'' Undersøgelsens konklusion var, at sygeplejersker er mere udsat for sexchikane fra overordnede og kolleger. Sygeplejersker har mest at frygte fra de personer i deres umiddelbare arbejdssammenhæng, som af en eller anden grund føler sig hævet over dem. Tak for kaffe!

De, der rammes hårdest af traumatiske chokoplevelser, er for 15 procents vedkommende nyansatte og unge under tredive, der brænder idealistisk for deres arbejde. De brænder ud og holder op. Er man selv mor, rammer ulykker med børn hårdest. Har man tidligere været udsat for traumer, der ikke er bearbejdet, ligger disse øverst, når der sker noget igen.

Det var først efter krigen i Vietnam, at psykologer og psykiatere blev klar over fænomenet posttraumatisk stresssyndrom, som opstår, hvis ikke man kommer over traumet. Først i halvfemserne har man erkendt, at plejepersonale i sundhedsvæsenet også kan komme ud for traumer på deres arbejde, som skal behandles professionelt.

Psyken vil skiftevis konfrontere os med og fornægte det skete, så vi vænner os til det, kan skabe et nyt verdensbillede ud af kaos og etablere ny tillid til omverdenen. Tiden læger ikke alle sår, og at komme over sådanne traumer er som eliteidræt: vejen går gennem smerten, ikke udenom. Derfor duer sygemelding ikke. Det vigtigste er at have opbakning på arbejde og hjemme, og at behandling starter inden for 24 timer. Redskaber til behandling af følgerne af traumatiske chokbegivenheder er blandt andet mestringsstrategier til at få kontrol over tilværelsen igen, information til nyansatte om traumer i arbejdet og afdelingens beredskab og støttegrupper med organisatorisk kompetence. Plejepersonale mangler dog stadig viden om reaktioner på traumer, så støttegrupper alene må ikke blive en sovepude.

Der er fine skemaer over og definitioner på, hvad vi har med at gøre, og tjeklister til ledelsen om, hvordan et beredskab med støttegrupper etableres. De gode fortællinger, som udgør dataindsamlingen, bliver dog faktisk ikke brugt, tværtimod kommer der nye til under bearbejdningen, hvilket er irriterende.

Af Karen Krogh Fanøe, sygeplejerske.