En demonstrativ afsked

Allerede i Sovjettiden var selvantændelse en udbredt selvmordsmetode blandt landsbykvinder i Centralasien. Ifølge lægerne på brandsårsafdelingen på Samarkand Landsdelssygehus i Usbekistan er antallet af disse patienter i dag det samme som tidligere. Alene dette sygehus modtager hvert år 10-15 kvinder med svære forbrændinger efter selvantændelse. Dertil kommer et ukendt antal, der dør inden ankomst til sygehus eller på lokale hospitaler, før de overflyttes til brandsårscentret.

Den 37-årige Fatima fra den usbekiske landsby Urgut var en af patienterne, da Sygeplejerskens korrespondent besøgte sygehuset.

Fire måneder tidligere havde hun overhældt sig med petroleum og sat ild til sig selv. Det skete for øjnene af en 18-årig datter. Fatimas mand havde kastet et tæppe over hende og overhældt hende med vand.

Fatima talte ikke gerne om årsagerne til sit selvmordsforsøg og kun i generelle vendinger som: ''Livet er hårdt. Jeg var træt af livet...''

Hendes mand Mahmud sad ved sengen og lod sig modvilligt interviewe. Han truede fotografen, der ville tage et billede af ham, men lægerne fik ham beroliget.

Lægerne fortalte, at det var deres erfaring, at mange mænd blev forvandlet til rene engle, når de kom på sygehuset for at fjerne enhver mistanke om, at de var årsag til hustruens selvmordsforsøg og dermed slippe fra et retsligt efterspil.

Mahmud beskrev også sig selv som en kærlig ægtefælle:

''Vi blev gift, da hun var 17 år, og jeg var 21 år,'' fortalte han.

''Jeg var kommet tilbage fra hæren, da jeg så en smuk pige komme gående på gaden. Jeg undersøgte, hvilken familie hun tilhørte og sendte straks friere derhen. Vi har haft tyve år sammen i kærlighed. Vi har bygget eget hus. Vi har seks børn. Den ældste er 18 år og den yngste 12 år. Vi levede i fred og fordragelighed uden at mangle noget. Vi havde bil.''

''Men så begyndte helbredet at vakle. Jeg gennemgik en maveoperation og kunne ikke arbejde som tidligere. Vi fik økonomiske problemer i familien. For nogle år siden åbnede 'British American Tobacco Company' en tobaksfabrik i området. Første år betalte de virkelig godt. Mange forlod deres tidligere arbejde og gik i gang med at dyrke tobak. Men i år har de sat indkøbsprisen på tobaksblade ned til under det halve.''

''Selvom vi arbejder hårdt både dag og nat, er indtægten fra salget af tobaksblade ikke nok til bare at forsyne familien med mad. Der er end ikke nok til brød. Hver dag kredser tankerne om, hvad vi skal give børnene at spise, hvordan vi skal skaffe tøj til dem. Fatima ligger på sygehuset på fjerde måned, men vi har ikke råd til at købe medicin. Tak til vore slægtninge, som hjælper os,'' sagde den forbrændte kones mand...

Brandsårsafdelingens cheflæge Ærkin Gafarov, betegner selvantændelse som et socialt fænomen forårsaget af kvindens stilling som slave i familien. Læger og patienter på brandsårscentret giver følgende billede af årsagerne:

Flertallet af de kvinder, der forsøger selvmord med ild, er blevet gift i en ung alder (16-18 år) og har født et barn stort set hvert år. I Sovjettiden tildelte staten børnerige familier forskellige privilegier, muligvis fordi fødselshyppigheden var lav i den europæiske del af Sovjetunionen. Uanset årsagen lærte usbekiske kvinder ikke at beskytte sig mod graviditet, mens landet var en del af Sovjetunionen. Det er helt almindeligt med familier på fem-syv personer, og mere end 10 børn er heller ikke noget særsyn.

Årlige fødsler medfører hurtig nedslidning af mange kvinder, som aldrig har ro og tid til sig selv. Livsbetingelserne og tilbagestående sociale forhold gør kvindernes forhold ekstremt vanskelige i landboområderne.

I de afsides liggende egne opvarmer mange landsbyboere stadig deres huse om vinteren på gammeldags vis:

De graver et hul i husets lerklinede gulv, kaldet 'sandal', der fyldes med brændende kul eller træ. Ildstedet er ubeskyttet. Ofte lægger mødrene deres børn til at sove under vattæpper tæt ved ildstedet, og det sker, at børn falder i. Brandsårscentret i Samarkand havde flere børn, det var sket for. Nogle af disse børn dør af deres forbrændinger. Andre er fra barndommen invalideret for livstid med forskellige grader af vansiret udseende.

Ret til at håne

Visse landbofamilier træder ind i det 21. århundrede med en tung bagage af overleveringer fra en feudal tid. Ikke helt få mænd ser på en kvinde som en slavinde -­ et andenrangs menneske. Kimen bliver lagt allerede i de unge år i familier, som lever efter gamle traditioner.

Retten til at håne og fornedre kvinden opnår manden, når han til sin kommende kones forældre har betalt kalym, brudekøb. Traditionen for at købe bruden lever stadig i nogle egne af Centralasien. Godt nok ser det i dag mere moderne ud. Brudgommen forærer efter frieriet brudens forældre en gave ­ en vædder eller et par hundrede dollars. Brudgommen arrangerer et overdådigt bryllup og sender sin kommende kone en kiste med kjole og udstyr. Ordet 'brudekøb' bliver ikke sagt højt, men princippet forbliver det samme ­ unge piger bliver solgt og købt.

Efter brylluppet er den unge hustru forpligtet til at betale de penge af, som brudgommen har spenderet på frieriet og brylluppet. Hun 'betaler af' med underdanighed, overdreven arbejdsiver, økonomisk husførelse, ved at behage ikke kun manden, men også hans forældre og hele hans familie.

Cheflæge Ærkin Gafarov har i en artikel om selvbrændere skrevet: ''Vi havde en ung kvinde fra Pajarykskij-regionen indlagt til behandling for brandsår. Hendes historie ligner til forveksling mange andres. Forældrene giftede hende væk til en ukendt person. Manden, der var klejnsmed, slog sin unge kone fra første dag efter brylluppet. Senere føjede svigermoderens fordrukne udskejelser sig til mandens knytnæver. Således gik tiden, og i pauserne, når hun ikke var udsat for hån, fødte hun i rap tre børn. Da hun kom hjem fra fødeklinikken med det tredje barn, var der et eller andet ved hende, som manden ikke kunne lide, og han smed hende, afkræftet som hun var, på porten. Hun kunne ikke klare mere og greb en dåse med tændvæske.''

Selv efter et mislykket selvmordsforsøg fortsætter mange kvinder med at frygte deres mands vrede. To af brandsårscentrets læger, Uktam Radzjabov og Bibisora Oripova, fortæller, at halvdelen af selvbrænderne skjuler den sande årsag til deres brandsår, når de ankommer til sygehuset. De hævder, at det var en ulykke, at de faldt i 'sandalen', eller at det skyldtes antændelse af udsivende gas og lignende. Nogle dage senere betror kvinderne sig i fortrolighed til lægerne og fortæller, at de satte ild til sig selv.

Dr. Ærkin Gafarov skrev i en artikel: ''Mange sager om selvantændelse bliver af anklagemyndigheden afsluttet med henvisning til fraværet af 'forbrydelsens substans', fordi kvinderne ikke har indgivet anmeldelser. Størstedelen af dem bærer tavst og ydmygt deres lod til sidste minut, fordi de frygter mandens vrede.''

Kronisk depression

''Hvis vi i vores region ønsker at gøre op med det vanærende fænomen, som kvinders selvantændelse er, er det nødvendigt at ændre mænds mentalitet,'' siger forkvinde for kvindesamfundet i Samarkand, O. Zijajeva. De fleste mænd, som er skyld i deres hustruers død eller invaliditet, forbliver ustraffede. De fortsætter med at udfylde rollen som 'overhoved' og tyran i skrøbelige, dødtrætte og forpestede kvinders liv.

I en avis skrev samme O. Zijajeva: ''Ved De, at mange usbekiske kvinder, der har fem, seks, otte børn, læser meget lidt, ikke kommer i biografen eller teatret i årevis? Hos os er det stadig ikke god tone, at manden tager sin kone med, når han går på besøg eller til koncert. For hustruen er det at gå i biografen eller på restaurant alene uden manden helt umuligt. At lade håret klippe i en kort moderne frisure kan være grund nok til skilsmisse. Og de stakkels kvinder finder sig tålmodigt i det. De smiler gennem tårer og lader, som om alt er i orden, at de har det godt. For de ved, at hvis de klager, bliver det værre. Manden tilgiver det aldrig. Svigermoderen driver dem til vanvid med bebrejdelser. Landsbyen vil pege fingre ad dem: Se dér går hun, hende som forældrene ikke har lært tålmodighed og underdanighed.''

Læge Bibisora Oripova fra brandsårsafdelingen fortæller, at selvmordsønsket kommer af kronisk depression, det evige fysiske og moralske stress, som bliver stadigt værre.

''Alle mine patienter føler, at ingen har brug for dem, at ingen elsker dem, og at de er blevet gamle alt for tidligt. Størstedelen af disse kvinder er fra 20 til 30 år. Når en kvinde ikke kan finde nogen vej ud af den situation, hun befinder sig i, og mister troen på sin egen betydning, mister hun grundlaget for livet og begynder langsomt at hade det. Og så kan yderligere stress få hende til at forsøge selvmord ved at sætte ild til sig selv. På det tidspunkt tror hun oprigtigt, at døden er lettere end livet,'' forklarer hun.

Ildstilbedelsens gener

Nogle mener, at det er gamle traditioner, der får kvinder til at antænde sig selv. ''Vort folk har ildstilbedelsens gener i sig,'' siger de og henviser dermed til centralasiatisk historie.

Skønt usbekerne i århundreder har været muslimer, går ilden igen i mange traditioner og ritualer som en overlevering fra en gammel religion zaroastrismen. I visse egne antænder man under bryllupsceremonien tre bål foran det unge pars kommende hjem. Brudgommen skal bære sin brud rundt om alle tre bål for, ifølge overleveringerne, at rense det kommende familieliv for sygdom og ulykker.

Dagen efter brylluppet inviteres en respekteret gammel kvinde, hjem til de nygifte. Kvinden tænder ild i et bæger og bærer den hen til de nygiftes hoveder for at fordrive onde ånder. Siden zaroastrismens dage er ilden blevet opfattet som en rensende kraft.

Lægerne på brandsårsafdelingen mener dog ikke, at selvmordene har det mindste med religiøse ritualer at gøre. Det er snarere uvidenhed.

''I mange fjerntliggende egne er kvinderne efter skolen afskåret fra at læse og dermed erhverve viden. Ofte aner de ikke, at der eksisterer andre selvmordsmetoder. At hænge sig i et reb anses for at være mandens selvmordsmetode. Kvinden har brug for en demonstrativ afsked. For at skræmme manden. Og for i det mindste at anspore til en anelse medfølelse blandt sine slægtninge. Brændstof og tændstikker findes i ethvert hjem i landsbyen. Ved en så brutal og pinefuld selvmordsmetode hævner hun sin lidelse og gør den synlig for alle. Det er en protest mod de barske levevilkår. Mod sin slavestatus i familien,'' siger læge Bibisora Oripova.

40 år med brandsår

Brandsårsafdelingen i Samarkand var den første sygehusafdeling til behandling af brandsår i Centralasien og kan i 1999 fejre sit 40-års jubilæum. Centret har plads til 40 patienter og modtager omkring 600 patienter om året fra et stort geografisk område, da det betjener fire usbekiske amter (oblast).

For en læge er lønnen 45 dollars om måneden, for en sygeplejerske 30 dollars. Den lave løn og hårdt arbejde er årsag til, at der er stor udskiftning i personalet. Der er dog enkelte, som har arbejdet på centret i både 20 og 30 år. En af dem er kirurgen Ærkin Gafarov, som er centrets lægelige chef. Han har mere end et halvt hundrede videnskabelige arbejder bag sig og var den første i landet, som begyndte at anvende den åbne behandling af brandsår. Blandt hans opfindelser er en indretning, som sikrer konstant temperatur og steril luft.

For en halv snes år siden bragte han emnet op til debat i Usbekistan. Han brugte udtrykket 'levende fakler' om de kvinder, der antænder sig selv. På baggrund af blandt andet Ærkin Gafarovs udtalelser til pressen vedtog den Øverste Sovjet i Usbekistan i 1986 en forordning med forholdsregler til afskaffelse af fænomenet, men det havde ingen effekt. Kirurgen rejser stadig rundt i landet, holder foredrag og viser fotografier af kvinder, som er vansiret af forbrændinger, i håb om at vinde lydhørhed for problemet.

Behandlingen på brandsårsafdelingen i Samarkand er præget af den samme mangel på både medicinsk udstyr og lægemidler, som karakteriserer det forarmede sundhedsvæsen i landet. Læger og sygeplejersker siger med en stemme: Vi mangler medicin. Vi mangler forbindsstoffer. Der er en katastrofal mangel på infusionsvæske, bloderstatning og antibiotika. Sygehusapotekets lille lager rækker kun til den første akutte behandling. Derefter er patienten eller pårørende nødt til at købe medicin og forbindsstoffer på byens apoteker for egne penge. Kommer der pludselig et større antal patienter efter en brand eller en trafikulykke, er der ikke nok på lager.

Der mangler endog sengetøj. I mange tilfælde ligger patienter direkte på madrasser med indtørrede blodpletter. På operationsstuen lyser lampen over det kirurgiske leje ikke med fuld styrke. Der er kun lys i halvdelen af de ni projektører. Mest moderne er to specialsenge, som centret fik foræret, efter at det tyske ugeblad 'Stern' havde skrevet om de usbekiske selvbrændere. Personalet er skamfulde over den fattigdom, der præger sundhedsvæsenet, men kan kun håbe på hjælp fra NGO'ere og velgørende fonde.

Sygeplejerske Viktoria Dremova begyndte at arbejde på brandsårscentret for tre måneder siden: ''Under min uddannelse var jeg i praktik på centret og kunne godt lide arbejdet. Sædvanligvis begynder min arbejdsdag med stuegang. Det er i virkeligheden en lægeopgave, men det er ofte sygeplejerskerne, der går stuegang. I patienternes øjne er vi ikke kun medicinske søstre (sygeplejersker på russisk), vi er også barmhjertighedssøstre. Jeg gør, hvad jeg kan for at berolige mine patienter. Vi har pligt til at give patienten håb om helbredelse. Behandlingens resultat afhænger i høj grad af patientens psykologiske tilstand.''

Viktoria Dremova ved dog ikke, om hun vil arbejde her fremover.

''Egentlig vil jeg gerne blive. Men jeg kan ikke gøre mig fri af skyldfølelsen, når en patient dør. Hun eller han bliver behandlet, er i bedring, er ved at blive rask, begynder måske at gå. En morgen kommer du på arbejde, og så er patienten død. Måske ville patienten have været i live, hvis centret ikke led under så konstant mangel på medicin og udstyr.''

Sygeplejerske Mavljuda Salomova har arbejdet på afdelingen i syv år. Hun er en grinebider, som patienterne elsker. Ingen har set hende i dårligt humør. Kun få ved, at i sit privatliv har sygeplejersken det næsten lige så svært som de kvinder, der har forsøgt at tage deres liv. Hun er mor til seks børn, selvom hun kun er 33 år. Det ældste barn er femten år, og det yngste knap to år.

Ifølge loven skulle hun have barselsorlov. Men hun var tvunget til at gå på arbejde, da hendes mand for et år siden mistede sit arbejde.

''Det betyder, at vi må spare på alt,'' fortæller hun.

''Tøj køber vi ikke, vi slider på det gamle. Maden består af flade usbekiske brød og te med sukker. For en måned siden havde et af børnene hepatitis og skal nu have diætmad. Vore slægtninge hjalp os. De samlede penge sammen og købte en ko, så der er kommet mælk, smør og ost i huset.''

''Men når jeg kommer på arbejde, ser jeg så megen og så dyb menneskelig sorg og ulykke, at jeg ser mine egne økonomiske forhold som hverdagsproblemer. Jeg glæder mig over at have en mand, jeg elsker, og som elsker mig. Jeg er lykkelig for vore børn og over, at de stort set er raske, og at vore forældre er i live.''

Nyt rehabiliteringscenter

De fleste kvinder, som overlever selvantændelse, har en hård tid foran sig.

''Omkring 40 procent af vore patienter ender som invalider, på grund af sår, der ikke heler op, deformationer og kontrakturer, amputation af ekstremiteter, forstyrrelser af håndledsfunktionen, beskadigelser af sener og nerver. Undersøgelser viser, at disse patienter ofte har forstyrrelser i hukommelse og opfattelsesevne og er psykisk labile,'' siger overlæge Bibisora Oripova:

''Patienterne oplever, at deres udseende latterliggøres og forhånes. De føler bitterhed, lukker sig inde, taber kontakten med omgivelserne og kan foretage nye selvmordsforsøg. Patienter med vansiret ansigt, mund og øjne, der ikke kan lukkes, manglende næse og lignende, er dømt til ensomhed resten af livet.''

Brandsårspatienterne måtte indtil sidste år klare sig selv. I Usbekistan fandtes der ingen institutioner for rehabilitering af brandsårspatienter efter udskrivelse fra sygehus.

Med navnet 'Umid' (Håbet) åbnedes et center for medicinsk og social rehabilitering af brandsårspatienter for et år siden i Samarkand på initiativ af Bibisora Oripova. Centret er registreret hos myndighederne, og medarbejderstaben bestod af en psykolog, en psykoterapeut og en læge, der er ekspert i forbrændinger.

Kvinder der har antændt sig selv, kan ofte ikke tage hjem fra sygehuset. Nogle frygter at vise sig for familien. Andre vil ikke tilbage til manden. Disse kvinder har brug for et sted at være, hvor de i ro kan tænke over deres fremtid, vænne sig til deres ændrede udseende, få tid til at finde en bolig.

Problemet er, at de fleste patienter har brug for mange konsultationer, men mange har ikke økonomiske midler til at rejse fra de fjerntliggende landsbyer til og fra Samarkand.

Derfor har Dr. Oripova udarbejdet et projekt til en døgninstitution for brandsårspatienter. Centret skal være gratis og kunne modtage over 300 patienter fra forskellige områder af Usbekistan. Hertil skal 500 patienter gratis kunne få konsultationer hos forskellige specialister.

Indtil videre har økonomisk støtte fra udlandet gjort det muligt i november 1998 at åbne en døgnklinik for brandsårspatienter. Pengene rækker imidlertid kun til psykologisk hjælp, og man mangler alt fra lægemidler, medicinsk udstyr og apparatur til fysiurgisk genoptræning, til kørestole, krykker og proteser. Både lægerne og de andre frivillige føler desuden, at de har behov for at videreuddanne sig og hæve det professionelle niveau.

Bibisora Oripova siger: ''Læger kan helbrede ar på kroppen. Men ar på sjælen skal helbredes af samfundet. Kun med en almen og generel støtte og medfølelse kan man give disse ulykkelige mennesker håbet om en fremtid tilbage.''

Nøgleord: Brandsår, selvantændelse, Usbekistan.

Billedtekster
37-årige Fatima satte ild til sig selv. Hun overlevede med svære forbrændinger. På disse billeder fra brandsårscentret i Samarkand skiftes hendes forbindinger. Fatima ligger på sygehuset på fjerde måned.Cheflæge Ærkin Gafarov undersøger en 10-årig pige, der blev forbrændt, da hun faldt ned i ildsted, gravet ned i husets lerklinede gulv. 'Sandalen' hedder disse ildsteder på usbekisk.Dette nærbillede viser omfanget af den 10-årige piges brandskader.Sygeplejerske Mavljuda Salomova er 33, mor til seks børn. Det yngste barn er knap to år og det ældste femten år.Denne 17-årige kvinde faldt for 3-4 år siden i 'sandalen', ildstedet i det lerklinede gulv. Forældrene var så uvidende, at de ikke tilkaldte læge. Dr. Bibisora Oripova fandt hende under en af sine rejser rundt i landet, hvor hun holder foredrag og giver konsultationer, og fik hende til behandling i Samarkand.Brandsårscentret har mangel på alt, endog sengetøj. Barnet på billedet må ligge direkte på en blodplettet madras.Dr. Bibisora Oripova med en anden kvindelig patient, der har en gammel brandskade.Dr. Bibisora Oripova, som har taget initiativ til center til rehabilitering af brandskadede patienter i Samarkand på græsrodsbasis.