Faglig kommentar: Det søde spiser vi

Jeg kan godt forstå, man siger, sygeplejersker er søde. For det er de. Men det, de kan, er for diffust. Der er for få eksperter imellem. Når man så møder en ekspertsygeplejerske, kan man kende hende på holdningen. Hun går på en anden måde.

Beskrivelsen blev fremsat af en meget veluddannet sygeplejerske og patient i samme person, og der var vægt bag ordene.

Er det rigtigt, at sygeplejersker er søde, men ikke dygtige nok?

Det er ihvertfald det med det søde, patienterne hæfter sig ved. Når de bliver udskrevet, siger de: ''tak, fordi I har været så søde ved mig.'' Det er yderst sjældent, de siger: ''det er dejligt, I er så dygtige.'' Det kan der være forskellige årsager til. Måske er sød det samme som dygtig for nogen. Måske kan en ukyndig ikke vurdere, om en sygeplejerske er dygtig, men mærke, om hun er sød. Ikke at det skal være forbudt at være sød, men associationerne er unægtelig forskellige, om man som karakteristiska er sød eller dygtig.

Når sygeplejersker beskriver deres arbejde i medierne, hæfter jeg mig ved, at de ofte fortæller om omsorg, tillid, tryghed og taknemmelighed fra patienterne. Aldrig om at man skal være god til ernæring til småtspisende patienter eller til mundpleje til psykisk syge, der ikke vil have børstet tænder. Den basale kliniske sygepleje virker måske for banal på tryk eller på tv, men for patienterne er det banale det basale. Ernæring af småtspisende patienter kan være livreddende sygepleje, og mundpleje til psykisk syge kan betyde, at der ikke bliver brug for en protese.

Hvis antagelsen er rigtig ­- sygeplejersker er søde, men ikke dygtige nok -­ kan man begynde at diskutere, hvis skyld det er. Man kan også gøre noget ved det, afgrænse problemerne og finde løsningsmodeller, der rækker både på kort og på langt sigt.

Sådan var reglerne

Gennem nogle års undervisning på efteruddannelse for sygeplejersker har jeg registreret stigende motivation og større diskussionslyst, end da jeg startede med at undervise. Åbenheden er en anden, og det er blevet mere legalt at fremlægge tvivl og fejlgreb, end det har været.

Sidst jeg var underviser på sådan et kursus, diskuterede vi forskellen på erfaringbaseret og vidensbaseret sygepleje. Sygeplejerskerne var ikke blege for at komme med eksempler på erfaringsbaseret viden fra deres hverdag. Med et skævt smil fortalte en deltager om afdelingens brug af lokalbedøvende creme og plaster til børn, der skulle stikkes. Princippet havde indtil for nylig været, jo længere jo bedre. Jo længere tid creme og plaster kunne sidde, inden lægen kom og stak, jo bedre. En eller anden havde givet sig til at undersøge, hvorden det egentlig forholdt sig med lokalbedøvende creme.

Plasteret skulle sidde en time, herefter var området bedøvet i en halv til to timer. Praksis var herefter blevet ændret, sagde hun.

Nu sørgede man for, at barnet blev stukket, mens cremen virkede.

Andre eksempler kom til. Patienter der ikke måtte få noget at spise før fem timer efter en operation, uanset hvor sultne de var, og uanset at de subjektivt og objektivt havde det godt. Sådan var reglerne bare.

Sygeplejerskerne havde i nogle tilfælde fået øje på de mangler i praksis, som de i lang tid havde været blinde for, og de var i gang med at afdække problemerne, udføre undersøgelser og ændre på meningsløse rutiner. I andre tilfælde gav diskussionen på kurset lyst til at vurdere sygeplejen med nye briller. Det nytter at uddanne og at præsentere sygeplejersker for nye metoder og redskaber til at vurdere praksis med.

Diffus betyder udflydende og upræcis. Der er ikke brug for sygeplejersker, der er udflydende og upræcise. Derimod er der i den grad brug for dygtige sygeplejersker og ledere, der giver plads til at blive endnu dygtigere. Det søde -­ det spiser vi.