Synspunkt: Hvor var det psykiatriske udrykningsteam?

Tv viser, hvordan patienten roligt, liggende i sideleje på en båre, med det sårede ben blottet og armene låst fast på ryggen i håndjern anbringes i ambulancen. Atter en tragisk hændelse fra den danske hverdag.

Det er ikke første gang, politiet har følt sig så truet af en psykiatrisk patient, at man har skudt i selvforsvar. I den aktuelle historie meldes såvel patient som betjent uden for livsfare. Alligevel sidder jeg og får morgenkrydderen i den gale hals, fordi hændelser af denne karakter i uhyggelig grad afspejler forholdene inden for psykiatrien og fortæller, hvilke vilkår de psykiatriske patienter bydes.

Det, der virker mest voldsomt på tv-skærmen, er, at manden er lagt i håndjern. Det virker både uværdigt og uetisk. Skulle tv-mediet slet ikke have vist disse billeder? Jo absolut, for det viser virkeligheden for de psykiatriske patienter. Samtidig efterlader indslaget en række ubesvarede spørgsmål. Det blev oplyst, at manden boede på en institution. Måske et bofællesskab? Hvorfor mon manden blev så voldsom, at politiet måtte tilkaldes?

Dybest set er det en umulig situation for politiet, der vel ikke har speciel indsigt eller rutine i at omgås psykiatriske patienter. Var der intet personale til stede? Var der måske tale om uuddannet personale, som jeg ved, man benytter i vid udstrækning i de mindre psykiatriske institutioner? Eller måske var der for få personalemedlemmer til stede på det aktuelle tidspunkt? Hvor var det psykiatriske udrykningsteam, vi har hørt om?

Fagpersoner har alt andet lige en viden, der gør dem langt bedre egnede i situationer, hvor den psykiatriske patient bliver urolig og måske voldsom. Det er de--rfor bekymrende at tænke på, hvor svært det er at tiltrække kvalificerede fagpersoner til de psykiatriske institutioner/afdelinger. Efter års bestræbelser er det endelig lykkedes at få godkendt en efteruddannelse for sygeplejersker i det psykiatriske speciale.

Det er imidlertid beskæmmende, så få sygeplejersker der på årsbasis har mulighed for denne efteruddannelse. Dels sætter institutionernes budgetter grænser for, hvor mange der kan komme på efteruddannelse, dels er der reelt ikke uddannelsespladser nok. Også uddannelsesmæssigt bør psykiatriområdet prioriteres højere.

Birthe Larsen er efterlønsmodtager.