Synspunkt: Fremtidens sygehusvæsen

Regeringen og Amtsrådsforeningen (ARF) har som optakt til de kommende økonomiforhandlinger i juni mellem regeringen og de (amts)kommunale parter udsendt hver deres bud på fremtidens sygehusvæsen.

Det er slående, hvor enige man er på en lang række punkter ­ heldigvis. Om parterne så også er enige, når forhandlingerne er afsluttet, er en anden sag, men man har da lov til at håbe. For det er faktisk gode og perspektivrige oplæg, parterne er kommet med. Ikke revolutionerende nyt, men en naturlig fortsættelse af Sygehuskommissionens tanker og anbefalinger, som der hidtil har været bred opbakning til.

Så der er med andre ord en række ideer at arbejde videre med ­ og jeg har noteret mig, at både regeringen og Amtsrådsforeningen i et vist omfang også ønsker at inddrage personaleorganisationerne i beslutningsprocessen.

Dansk Sygeplejeråd er fortsat parat til at påtage sig dette ansvar ­ men vil samtidig også benytte retten til både at sige til og sige fra, når det er nødvendigt.

Der, hvor Dansk Sygeplejeråd allerede nu må sige fra, er regeringens vurdering af, ''at der i sygehusvæsenet kan gennemføres effektivitets- og produktivitetsforbedringer på samme niveau som i den øvrige offentlige sektor. Det vil sige en produktivitetsforbedring på cirka to procent om året.''

Nu er effektivitets- og produktivitetsforbedringer inden for sygehusvæsenet i sagens natur ikke en entydig størrelse. Men hvis man ved effektivitets- og produktivitetsforbedringer forstår, at personalet og herunder sygeplejerskerne skal løbe hurtigere og presses endnu mere, end de bliver i dag, så er det helt urealistisk. Det er ikke muligt.

Reaktion på stress

Man skal huske på, at sygeplejerskernes nej til forligsresultatet ikke kun er et spørgsmål om mere i løn, men også en reaktion på sygeplejerskernes arbejdsvilkår, stress og manglende tid til patienterne ­ og altså også et spørgsmål om at få mulighed for at udføre sit job og sit fag bedst muligt. Sygeplejerskerne vil gerne gå ind i samarbejdsprojekter, udviklingsprojekter og lignende, der kan forbedre patienternes forhold, de daglige arbejdsgange og personalets arbejdsvilkår. Projekter der tager udgangspunkt i faglighed og ikke i økonomi. Sygeplejersker kan ikke løbe hurtigere, end de gør i dag, men de er selvfølgelig villige til at løbe anderledes, hvis der er en fornuftig faglig begrundelse herfor.

Målet og perspektivet må derfor være den høje sundhedsfaglige kvalitet, som både regeringen og amterne ­ til deres forsvar ­ også har som det første overordnede mål.

''Den sundhedsfaglige kvalitet af undersøgelser, behandling og pleje skal være på niveau med den faglige kvalitet blandt de bedste vestlige sygehusvæsener,'' som regeringen skriver. Dansk Sygeplejeråd og sygeplejerskerne kan kun være enige heri.

Lige flot nok

Det er min opfattelse, at lederne og mellemlederne er nøglepersoner ­ eller lokomotiver om man vil ­ i bestræbelserne på at udvikle og bevare en høj sundhedsfaglig kvalitet på sygehusene. Det er derfor også helt befriende, når regeringen finder det ''af afgørende betydning, at der i sygehusvæsenet uddannes gode ledere, som uanset forskellig baggrund gennem fælles leder-uddannelse i højere grad vil repræsentere en fælles lederkultur.''

Ledelse er ikke en enkelt faggruppes monopol, men et spørgsmål om, at dem, der står for ledelsen i sundhedsvæsenet, skal være dem, der har det bedste faglige og ledelsesmæssige udgangspunkt for at varetage denne ledelse. Sygeplejersker skal være ledere på de ledelsesniveauer, hvor sygeplejefaglig indsigt gør en positiv forskel for patientforløbet, eller hvor kerneydelsen til patienten fordrer sygeplejefaglig indsigt. Det samme må gælde for lægerne ­ uanset om de vil det eller ej.

Dansk Sygeplejeråd skal på denne baggrund bakke op om regeringens og amternes bestræbelser på, at der etableres en fælles efter- og videreuddannelse af ledere i sygehusvæsenet, samt at der sker en entydig placering af ledelsesansvaret på alle niveauer i sygehusvæsenet. Lederne kan ikke gøre det alene.

Det er også nødvendigt ­ igen med regeringens ord ­ at have et sundhedspersonale, der besidder de nødvendige kvalifikationer, ligesom det er nødvendigt at kunne rekruttere og fastholde tilstrækkeligt med personale.

Amtsrådsforeningen siger det samme med lidt andre ord, og jeg kunne faktisk også godt have skrevet det samme selv. Jeg håber, at den enighed, der er om målet, også er til stede, når der skal ydes og afsættes midler til efter- og videreuddannelse samt kompetenceudvikling af personalet.

Jeg skal afslutningsvis ikke undlade at gøre opmærksom på, at Amtsrådsforeningen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne her i foråret ikke har ønsket konkret at indgå en aftale om efter- og videreuddannelse samt kompetenceudvikling for sygeplejersker eller andre personalegrupper ­ bortset fra læger.

Så det er måske lige flot nok, når man nu til anden side giver udtryk for, at amterne vil sætte fokus på en kompetence- og karriereplanlægning for den enkelte medarbejder for tre-årige perioder.

Men jeg skal lade tvivlen komme den anklagede til gode og håbe på, at arbejdsgiverne og regeringen har potentialet til at føre de flotte ord ud i livet.