Synspunkt: Hvad skal vi med en domptør

Med stor undren læste jeg ovennævnte helsidesartikel. I artiklen omtaler Poul Winckler, at der skulle være nogen, der tror, at overenskomstforhandlinger er et tagselvbord! Jeg finder en sådan udtalelse ganske ureflekteret, ja uforskammet. Af ren venlighed vælger jeg at se det som udtryk for udtalerens afmagt over for egen formåen. Hvis der er noget, der er blevet stavet og eksemplificeret for netop KTOs medlemmer, så er det, at overenskomstforhandlinger aldrig har været et tagselvbord. Nogle gange har der end ikke været noget på bordet, eller det, der var, var allerede reserveret til anden side.

Det er måske netop derfor, at utålmodigheden har bredt sig så voldsomt blandt KTOs medlemmer.

Videre i artiklen oplyses, at ''det er omdrejningspunktet i KTO, at højtlønnede og lavtlønnede hører sammen i det forum. Der er ingen tvivl om, at nogle af de svage grupper må hjælpes, og det sker naturligvis nogle gange på bekostning af de stærke,'' udtaler Poul Winckler (PW). Hele terminologien med de stærke og de svage omtales, som det er naturgivne størrelser og klart for enhver, hvem der tales om. Mig bekendt er der ingen højtlønnede faggrupper, der er repræsenteret i KTO.

Desuden, det socialromantiske sludder om stærke og svage må henhøre til en snæver socialdemokratisk drøm om en lusket revolution, der skulle sniges ind, og i denne sammenhæng ved at misbruge en position som formand for et forhandlingsfællesskab. For PW vil jeg afsløre, at medlemmerne i KTO er allerede både ligeværdige og ligestillede.

Ligestillede ­ fordi vi hver især har taget de uddannelser, vi ønskede og forud opfyldt de kvalifikationskrav, der var til det, vi gerne ville. Derefter har vi i de respektive erhvervsområder, vi har valgt, fået de kompetencer og det ansvar, der hører til de enkelte virksomhedsområder. Kompetencer og ansvar, der vel at mærke ikke er opfundet af de enkelte faggrupper, men udtrykt i love, retningslinier, cirkulærer og bekendtgørelser.

Kompleks opgave

Det er på dette niveau, der skal sammenlignes, om der er ligestilling mellem det ansvar og de kompetencer, de enkelte faggrupper har fået pålagt fra samfundets side. Desuden kunne de uddannelsesvilkår, der hører til de enkelte uddannelser inddrages. Mig bekendt er der ikke mange social- og sundhedsassistenter, der under uddannelsen har været nødt til at leve af Statens Uddannelsesstøtte eller tage studieløn med videre. At se på ligestilling i KTO-sammenhæng er derfor en kompleks og alsidig opgave. At forenkle den til udelukkende at se på løn forekommer tåbeligt. Desuden at have som skjult dagsorden, at organisationen ville sætte sig ud over og direkte modarbejde markedskræfterne i øvrigt, forekommer mig i øvrigt at være halsløs gerning.

Længere fremme i artiklen udtaler PW videre: ''Men dybest set har jeg en meget stor tro på, at der i KTO alligevel er forståelse for, at vi skævdeler.''

Jeg ved godt, at min stemme ikke tæller meget i det store spil, men jeg har så tilsvarende dybest set en meget stor tro på, at formanden for KTO tager fejl. En sådan skævdeling er ganske enkelt for unuanceret og utilstrækkeligt for den position, han bestrider.

Når man erindrer PWs negative udmeldinger mod sygeplejersker, da vi som faggruppe fik den nye uddannelse, og ligeledes PWs udmeldinger om, at det skulle være sygeplejerskers skyld, at hans medlemmer havde så mange arbejdsskader ­ ja så mener jeg, der er grund til at overveje, om PW er i stand til at tjene alle KTO-medlemmers interesser. Såfremt KTO er et socialt ligelønsprogram, der har som højeste mål, at de repræsenterede faggrupper om X antal år skal have opnået ligeløn ­ ja så synes jeg egentlig også, Dansk Sygeplejeråd skulle fortælle sine medlemmer det. Mig bekendt har det ikke være udmeldt som del af KTOs formål og mål.

Men lad os høre! Og så derefter tage stilling til, om KTO med den nuværende formand overhovedet har interesse for Dansk Sygeplejeråds medlemmer.

Endelig: hvad med at tænke over spørgsmålet: er sygeplejen et cirkus, der har brug for en domptør med pisk og gulerod! For mig at se er der ikke meget cirkus over sygeplejersker eller over sygeplejens virksomhedsområde ­ faktisk finder jeg meget af det, der foregår, dybt tragisk.

Karin Munck er cand.cur. og underviser på Højvangsseminariet.