Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dansk sygepleje - praktisk og engageret

Danske sygeplejerskers faglige udvikling siden 1899 har været helt afhængig af den internationale sygeplejes vilje til at dele viden. Men på det organisatoriske og humanitære område er dansk sygepleje stærkt placeret, sagde Kirsten Stallknecht, formand for den internationale sygeplejerskeorganisation ICN.

Sygeplejersken 1999 nr. 24, s. 13-15

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

Danske sygeplejersker har et godt ry i udlandet og har altid haft det, fastslog formanden for den internationale sygeplejerskeorganisation ICN, Kirsten Stallknecht, på Dansk Sygeplejeråds jubilæumsfagdag i Odense.

Men det er ikke med forskning og faglig udvikling, dansk sygepleje har gjort sig bemærket. På disse områder har en række andre vestlige lande stadig et forspring.

Danske sygeplejerskers styrke er deres personlige fremtræden, deres praksis, deres vilje til at sætte ind, hvor nøden er størst. Og deres sammenhold, som gør, at Dansk Sygeplejeråd organisatorisk har meget at lære andre sygeplejerskeorganisationer.

Humanitært ry

Dansk Sygeplejeråds historie har lige fra starten været stærkt knyttet til ICN, som også fylder 100 år i år, påpegede Kirsten Stallknecht. Det var oprettelsen af ICN i 1899, der inspirerede danske sygeplejersker til at gøre noget tilsvarende på nationalt plan.

''Der er heller ingen tvivl om, at Dansk Sygeplejeråds arbejdsprogrammer gennem årene har været præget af den internationale meningsudveksling,'' sagde Kirsten Stallknecht.

''Kravet om en treårig uddannelse, kravet om lovgivning, der kunne sikre patienterne mod uuddannede, der kaldte sig sygeplejersker, kravet om ledelsesret over for professionens egne udøvere er alle fælles ønsker.''

Allerede før 1899 rejste danske sygeplejersker til England, USA og Tyskland for at lære og lade sig inspirere. Og i en årrække var det danske sygeplejersker, der lærte, mens deres udenlandske kolleger lærte fra sig.

I 1908 begyndte strømmen at vende, da en belgisk læge søgte to danske sygeplejersker til sin klinik i Bruxelles.

De kastede glans over deres stand og gjorde deres land ære, som det hed i datidens sprog.

''I dag ville vi nok anvende en anden sprogbrug,'' sagde Kirsten Stallknecht. ''Men danske sygeplejersker fik tidligt et ry for dygtighed og personlig optræden, som jeg den dag i dag som ICNs formand støder på rundt om i verden.''

Under Balkankrigene i 1912-13 startede det engagement i humanitært arbejde, som også gennem årene er blevet et særkende for dansk sygepleje.

Til danske sygeplejerskers ry hører nemlig også, som Kirsten Stallknecht fremhævede, ''et image af en grundlæggende stærkt engageret, humanitær holdning.''

Tøvende over for forskning

Den internationale inspiration var stærk i Dansk Sygeplejeråds arbejde for at få skabt et lovgrundlag for sygeplejen og for sygeplejerskernes ledelse af sygeplejen.

Og der var igen god overensstemmelse mellem dansk og international sygepleje, da behovet for etiske retningslinjer ­ en professionel kodeks,

Side 14

om man vil -­ blev understreget af erfaringerne under anden verdenskrig og af efterkrigstidens voldsomme lægevidenskabelige udvikling.

Men et væsentligt skel blev sat allerede i mellemkrigsårene, påpegede Kirsten Stallknecht.

''I USA, Canada og England blev universitetsuddannelser på videregående niveau kraftigt introduceret i disse år. Da Danmarks Sygeplejerskehøjskole startede i 1938, var der en klar international inspiration.

Samtidig var vort system ikke klar til at tage den fulde konsekvens og gøre disse studier til egentlige universitetsstudier.''

Mens opbygningen af forskningskompetence og forskningsmiljøer tog fart i andre lande, gik det med Kirsten Stallknechts ord ''meget tungt'' i dansk sygepleje.

Danmark måtte støtte sig til verdenssundhedsorganisationen WHO og ICN, mens de danske sundhedsmyndigheders støtte, for eksempel til oprettelsen af Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning DISS, var meget passiv. Det måtte ikke koste noget.

''En række enkeltpersoner inden for faget har gjort en meget betydelig indsats for at kvalificere sig,'' sagde Kirsten Stallknecht.

''Men det offentlige Danmark har været overordentlig længe om at anerkende behovet, endsige skabe uddannelses- og stillingsmuligheder for forskere.''

Smidige generalister

Kirsten Stallknecht understregede, at det uddannelsesmæssige efterslæb i dansk sygepleje ikke betyder, at danske sygeplejersker ikke er dygtige.

''Danske sygeplejerskers evne til at tilpasse sig og klare selv meget vanskelige situationer er kendt og respekteret.''

Organisatorisk har dansk sygepleje også meget at lære fra sig, sagde hun:

''For eksempel er vi et af de meget få lande, der har drevet en døgnhjemmesygepleje til hele befolkningen frem, så den stort set matcher behovet i befolkningen. Men på det formelle uddannelsesplan er vi ikke de forreste.''

Og det skyldes ikke kun den manglende politiske vilje til at placere sygeplejerskeuddannelse på et videregående niveau, tilføjede Kirsten Stallknecht.

''Vi har også selv haft en række forbehold. Først og fremmest har kombinationen af teori og praktik været et afgørende spørgsmål for os. Men vi har også altid holdt fast i, at vi i Danmark kun skal have én slags sygeplejersker.

Jeg mener, at vi har holdt på den rigtige hest i begge disse spørgsmål.

I mange lande har man fået en sygeplejerskeuddannelse placeret på det videregående niveau, men kun for en del af dem, der uddannes. På den måde har der udviklet sig to grupper, som begge kalder sig sygeplejersker.''

En anden årsag til, at sygeplejersker i andre lande har lagt sig i spidsen for den faglige udvikling, er en stærkere specialisering.

I en række lande har sygeplejerskerne valgt en vis specialisering allerede den dag, de starter på deres uddannelse, eller er organiseret hver for sig i selvstændige specialeforeninger. Igen med en uheldig splittelse som resultat.

Derfor er det ikke noget tilfælde, at den japanske sygeplejerskeorganisation, en organisation i stærk udvikling, har vendt sig mod USA for at få faglig inspiration og mod Dansk Sygeplejeråd for at trække på de organisatoriske erfaringer her.

Den danske model

''I et historisk og internationalt perspektiv er vores placering stærk på det organisatoriske og humanitære område,'' opsummerede Kirsten Stallknecht.

Det danske særkende er sammenhold og samarbejde om både fag og levevilkår inden for én organisation.

''Internationalt har sygeplejen altid været lidt eksklusiv på den måde, at der er brugt oceaner af tid på at diskutere, hvad en sygeplejerske er. ICN er blevet beskyldt for at være elitær og holde grupper uden for samarbejdet. Den situation forsøger vi nu at løse op for i ICN.

Kongressen i Vancouver blev åbnet for canadiske sygeplejersker, der ikke var medlemmer af

Side 15

den organisation, der repræsenterer Canada i ICN, og ICNs bestyrelse har sagt ja til Dansk Sygeplejeråds ønske om at åbne kongressen i København i 2001 endnu mere.

Den linje lægger op til, at vi kan trække specialgrupper af sygeplejersker ind i billedet og sygeplejersker organiseret i fagforeninger i de lande, hvor ICN-organisationen ikke har forhandlingsret for sygeplejerskerne.''

I slutningen af juni fejrer ICN sin 100-års fødselsdag med en konference i London, og Kirsten Stallknecht er stolt over at være ICNs formand ved den lejlighed:

''Set i internationalt perspektiv er det utrolig flot, at dansk sygepleje har bidraget med tre formænd til ICN.

Det er også med stolthed, jeg er medlem af Dansk Sygeplejeråd, hvis enkeltmedlemmer træder så flot frem i det internationale hjælpearbejde.

Jeg kommer ikke mange steder, hvor ikke en eller flere har kendskab til danske sygeplejersker eller Dansk Sygeplejeråd og kun har gode ord om dem.''•

Nøgleord: Jubilæum, jubilæumsfagdag, uddannelse.

Billedtekst
Den danske sygeplejerske er kendt verden over for sin personlige fremtræden, fortalte Kirsten Stallknecht.

Dansk Sygeplejeråds 100-årsjubilæum: Jubilæumsfagdag