DEN LILLE SCHULTZ ER VIST BLEVET VIGTIG
Esther Petersen
Sygeplejesagens pioner
Henny Tscherning 1853-1932
København: Dansk Sygeplejeråd 1999
104 sider, 155,50 kroner, medlemmer af Dansk Sygeplejeråd 113,50 kroner og studerende 98,50 kroner
Henny Tscherning, døbt Henriette Schultz, blev født det år, koleraepidemien hærgede København, og folk døde som fluer. Det var samme år, Florence Nightingale omskabte de uhygiejniske krigslazaretter på Krim. De sårede soldater døde i hobetal, før hun kom til Krim, men nu overlevede de på grund af god sygepleje. De to begivenheder kom til at præge Hennys liv.
I Hennys barndom og ungdom var sygepleje en ringeagtet beskæftigelse for fattige kvinder. Henny var født og opdraget i en velstillet borgerfamilie, hvor kun sønnerne fik uddannelse. Borgerdøtrenes dannelse bestod i dydighed og gode husholdningsevner. Det var derfor en upassende og rebelsk handling, da hun som femogtyveårig meldte sig til oplæring i sygepleje på det nybyggede Kommunehospital i København november 1878. Her blev hun oplært af en stuekone, Madam Rasmussen, og af en læge, overlæge Holmer, i sygepleje og aseptik med karbolsyre.
Tredive år gammel foretog hun en studierejse til Nightingaleskolen og St Thomas Hospital i London. Det var hensigten, at den nye viden skulle omsættes til forbedring af uddannelsen, men overlægerne var godt tilfredse med stuekoneordningen, som den var. En overlæge Studsgaard sagde: ''Den lille Schultz er vist blevet vigtig.''
Henny besluttede sig for at rejse tilbage til England, men før hun kom af sted, mødte hun reservekirurg Eilert Adam Tscherning, som hun giftede sig med, og ved giftermålet forlod hun udøvende sygepleje. Hun fik fire børn, men blev senere skilt, selv om skilsmisse dengang var usædvanlig.
Dansk Sygeplejeråd blev stiftet 21. juli 1899 af sygeplejersker fra Københavns Kommunehospital og Frederiks Hospital. Charlotte Norrie, som var engageret i sygeplejesagen ud fra en stor teoretisk viden, men som blot besad få måneders praktisk erfaring i sygepleje, blev valgt som rådets første formand. Hun blev valgt, fordi hun som delegeret for Dansk Kvinderåd skulle deltage i Det Internationale Kvinderåds Kongres i England. Dansk Kvinderåd var en paraplyorganisation for kvindesagskvinderne. På den internationale kongres blev ICN, Internationel Council of Nurses, stiftet. Men der blev hurtigt rettet kritik mod Charlotte Norries manglende praktiske erfaring i sygepleje, og Henny Tscherning blev opfordret til at træde frem på scenen, fordi hun nød anseelse i brede sygeplejekredse. Konflikten førte til, at Henny Tscherning tre måneder efter, at rådet var stiftet, blev valgt til Dansk Sygeplejeråds formand, en post hun holdt fra 1899 til 1927. Hun blev den person, som samlede sygeplejen til en stand med én uddannelse, og som førte faget ind i den ny tid, hvor sygeplejen blev et højt respekteret erhverv.
Henny Tscherning efterlod sig ikke ret meget skriftligt materiale, der kan berette om hendes liv som en af den danske sygeplejes første pionerer. Alligevel er det lykkedes historikeren Esther Pedersen at samle trådene til en biografi, så man får indtryk af en karismatisk og modig personlighed. Henny Tscherning blev som formand for Dansk Sygeplejeråd samlingsmærke for de danske sygeplejersker i sygeplejens første, vanskelige år. Selv opfattede hun ikke foreningen som en egentlig fagforening, men som en forening, der samlede en uhomogen gruppe til en stærk og socialt accepteret stand.
Dansk Sygeplejeråd fylder 100 år den 21. juli 1999, og denne biografi er med til at markere begivenheden.
Af Nanna Topsøe-Jensen, sygeplejerske, stud.cur., ansat som sundhedsfaglærer ved Gedved Statsseminarium.
FÆLLESFAGLIGT SAMARBEJDE
Jytte Mielcke
Børn på tværs
Om tidlig involvering og fællesfaglig metodeudvikling en praksisbog
Frederikshavn: Dafolo 1998
140 sider, 156 kroner eksklusive moms
Samarbejde flere faggrupper imellem behøver ikke at føre til øget kvalitet i det arbejde, der udføres i forhold til borgerne, fremfører Jytte Mielcke. Borgeren får ofte indbyrdes modstridende råd og hjælp af de forskellige faggrupper, der skulle samarbejde om at hjælpe ham, og samarbejdet har en tendens til at forflygtige ansvaret. For at et samarbejde kan blive hensigtsmæssigt, må den enkelte fagperson blive kompetent inden for sit eget fagspeciale samtidig med, at man gennem kendskab til og respekt for andre faggruppers specielle kompetencer finder frem til, hvordan man bedst supplerer hinanden i løsningen af konkrete problemer. Jytte Mielckes tese er, at man har forsømt at værne om fagspecialerne samtidig med, at man har forsøgt at nedbryde fagmonopoler.
Jytte Mielcke giver et bidrag til fremme af metodeudviklingen inden for fællesfagligt samarbejde og opstiller en teoretisk og praktisk model for hensigtsmæssigt samarbejde, et team-samarbejde båret af fællesfaglighed. Med dette menes, at de enkelte fagpersoner i fællesskab involverer sig i det problem og de behov, de skal hjælpe borgeren med, og at et af teamets medlemmer har kontakten med borgeren på teamets vegne. Nøglepersonen, der udvælges i forhold til borgerens problem og aktuelle behov, kan udskiftes afhængigt af udviklingen i borgerens situation. Samarbejdsformen er dynamisk og karakteriseret af kontinuitet, idet der på en gang er tæt koordinering af de involverede fagpersoners handlinger og en fælles skuen frem mod tilrettelagte mål. Et sådant samarbejde fordrer en række faglige og personlige kvalifikationer hos hver enkelt, og disse trækkes frem i konklusionen.
Jytte Mielcke er klinisk psykolog og arbejder som underviser på Den sociale Diplomuddannelse i Holstebro. I 20 år har hun imidlertid arbejdet med børn og unge med særlige problemer og behov, så hun har mange erfaringer med at samarbejde med flere faggrupper. Jytte Mielcke tager udgangspunkt i egne konkrete erfaringer med et velfungerende og hensigtsmæssigt samarbejde med en fysioterapeut omkring en speciel gruppe risikobørn.
Denne empiri danner afsæt for bogens mere teoretiske betragtninger, men den kommer også til at virke som normativ illustration af teorierne, som en opskrift på den ideelle være- og handlemåde når man indgår i samarbejde med andre faggrupper.
Desværre tipper bogen, hvis teoretiske del jeg finder god og velargumenteret, over i at blive for meget dyrkelse af den konkrete fysioterapeut, hvis især personlige egenskaber synes at have været alfa og omega for det vellykkede samarbejde. Budskabet om det vigtige i at udvikle sig som kompetent inden for sit eget fagspeciale, samtidig med at man respekterer andres særlige kompetence, drukner dermed i fremhævelsen af den omtalte fysioterapeuts herligheder.
Hanne Sixhøj, afdelingslærer ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus.
EN SJÆLDEN FORNØJELSE
Henrik Day Poulsen, Povl Munk-Jørgensen, Tom G. Bolwig (red.)
Psykiatri
- en grundbog
København: Munksgaard 1998
336 sider, 298 kroner
Sygeplejerskeuddannelsen har ændret sig radikalt inden for de seneste 25 år, og heldigvis er der tilsvarende kommet en del gode lærebøger til forskellige specialer. En af de mest anvendte lærebøger inden for psykiatri har været svensk, og sygeplejelitteraturen har hentet inspiration fra norsk og svensk litteratur om psykiatrisk sygepleje.
I denne nye danske lærebog angives målgruppen primært at være sygeplejestuderende. Opbygningen og kvaliteten af den teoretiske vinkel gør, at den også med fordel kan læses af en meget bredere målgruppe og erfarent personale inden for psykiatrien.
Den generelle del indeholder en bred introduktion til specialet og information om psykiatriens organisering, herunder distrikspsykiatri, behandling på hospitaler og hos privatpraktiserende psykiatere samt afsnit om alternative psykoterapeuter.
Introduktionen og behandlingen af forekomsten af psykiatriske sygdomme er særdeles fyldestgørende med bred og grundig information og forklaring af det psykiatriske sprog, forklaringer på diagnostik og den generelle psykopatalogi. Det er kærkomment, at fænomener som hallucinationer, kernesymptomer og ledsagesymptomer forklares ud fra en indfølende og forståelsesorienteret synsvinkel.
I Den specielle del er der gennemgang af de mest almindeligt forekommende sindslidelser. Her beskrives blandt andet skizofreni, affektive sindslidelser, misbrug, personlighedsforstyrrelser og retspsykiatri. Afsnittet og præsentationen af organiske lidelser kommer bredt rundt om så godt som alle demenstilstande og illustrerer dem med case-stories.
Gennemgangen og introduktionen til sindslidelserne illustreres også med case-stories, fulgt af kommentarer og refleksion over alternative diagnoser eller tilstande inden for specialet. Selv med megen erfaring er det meget oplysende med et eksempel. Derudover er det sprogligt lykkedes for forfatterne at formidle menneskesynet i psykiatri, så specialet præsenterer sig fra sin bedste side og forståelse.
En virkelig god nyskabelse er en omfattende ordliste, hvor mange psykiatriske fænomener forklares, hvad enten det drejer sig om symptomer som dystoni og katatoni eller forklaringer på undersøgelser.
Sproget og formidlingen kan ikke roses nok. Trods det, at der er flere forfattere, er det lykkedes at finde et sprog, der er relativt ensartet bogen igennem. Det faglige stof formidles, så det samtidig angiver udviklingen og processen i fremadskridende sindslidelser.
Jeg kan kun anbefale denne bog og gerne til et bredere forum end sygeplejestuderende. Den kan sagtens finde plads på afdelingen i selskab med de lærebøger, der ellers anvendes. Det er en sjælden fornøjelse at læse en fagbog, der både er tilstrækkeligt informerende og samtidig en lyrisk oplevelse.
Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden i Roskilde.