Faglig kommentar: 27 paptallerkener

En klar og tydelig tekst skrevet med bogstaver i en ordentlig størrelse, det er den første forudsætning for, at sygeplejersker ikke defilerer forbi den poster, man har brugt mange timer og penge på at fremstille. Man har maksimalt et halvt minut til at fange forbipasserendes opmærksomhed.

Overskriften bør være faglig og budskabet klart, selv om et mærkeligt budskab også undtagelsesvis kan gøre indtryk.

'Cuppa tea? Yes please. White, no sugar' var overskriften på en poster, der fik mig til at stå fastnaglet til gulvet. Patrizia Fiorillo fra South Eastern Sydney Mental Health Program i Australien beskrev her sit syn på den stadig stigende strøm af formularer, skemaer og retningslinier i psykiatrisk sygepleje, og hun talte for, at en sygeplejerske altid tager imod den kop te, som patienter og klienter ofte byder på i distriktspsykiatrien.

Teorier foreskriver, hvordan optimal kontakt kan etableres, og skemaer gør sygeplejen strømlinet, men en kop te er et pragfuldt redskab, hvis man vil lære noget om psykiatrisk sygepleje. Derfor er konsekvensen af at afvise en kop te kolossal, fordi kontakten og samtalen med patienten altid er anderledes og bedre, når teen er på bordet.

Bliv stående

En sygeplejerske, der har en poster med på udstilling, skal helst være til stede, når posteren er hængt op. Det er en trist fornemmelse at blive interesseret i en undersøgelse og så finde ud af, at forfatteren er blevet væk, og end ikke hendes visitkort er til at få øje på. Det bedste er selv at præsentere sin poster og at kopiere rigeligt med resuméer af undersøgelsen eller projektet, som nysgerrige kan tage med hjem. En eventuel e-mail-adresse skal tilføjes, for så er kontakten nem at reetablere. Resuméet skal udformes, så det er læsbart og konklusionerne klare og tydelige, og sproget er naturligvis engelsk.

De danske postere, jeg så, var grafisk meget fint tilrettelagte, det samme kan man desværre ikke sige om alle bidrag, men i Danmark har vi også nogle muligheder, som ikke er enhver på den sydlige halvkugle forundt.

27 paptallerkener sat op i blomsterformation dannede underlag for en tekst, som ikke var til at finde rundt i. Andre forgriber sig ikke på engangsservicet, men er tilsyneladende så bange for ikke at få nok tekst med, at den opslagstavle, de har til rådighed, bliver helt tildækket af en tekst skrevet med små bitte bogstaver, statistisk materiale i mange farver og talrige, men uidentificerbare kurver, det hele på i alt 16 stykker A4-papir. Overblikket forsvinder totalt, og dermed udebliver også den inspiration, som egentlig er tanken bag formidlingen.