Standarder fører til individuel sygepleje

En ældre kvindelig patient tissede i bleen hver morgen. Da en sygeplejerske gav sig til at tale med patienten om dette, sagde patienten: ''Det er så anstrengende at skulle op og ud på toilettet her om morgenen. Jeg bliver alt for træt, når jeg bagefter skal lære at vaske mig og derefter til fysioterapi.''

Eksemplet illustrerer, hvorledes en patient vælger en strategi for at få magt over sin egen situation. Hun orkede ikke at gøre indsigelser og formulerede derfor sit behov ved fysisk handling.

Vi vil ikke her diskutere det sundhedsskadelige i patientens adfærd, men i stedet beskrive, hvorledes sygeplejepersonalet igennem de seneste par års øgede tværfaglige samarbejde med fysio- og ergoterapeuter er blevet opmærksomme på sygeplejens centrale placering, for at optræningen kan give maksimalt udbytte til gavn for patienten.

Siden 1995 har en tværfaglig arbejdsgruppe på Århus Amtssygehus' tromboseafsnit arbejdet på at koordinere og udvikle behandling, genoptræning og sygepleje til apoplexia cerebri-patienter.

Gruppen betår af fysio- og ergoterapeut, afdelingssygeplejerske, social- og sundhedsassistent og afdelingsledelsen. Desuden har repræsentanter fra sygehusets uddannelsesafdeling deltaget. Gruppen har udviklet forskellige fælles organisatoriske arbejdsredskaber, blandt andet en standard for afholdelse af teamkonference til apoplexia cerebri-patienter.

I det tværfaglige samarbejde har vi erfaret, at fælles forståelse for det sprog og de begreber, vi anvender, er alfa og omega ­ ikke blot for at forstå, hvad hinanden siger, men også for at kunne lytte og inddrage egen faggruppes løsningstilbud til patienten.

Derfor arrangerede den tværfaglige arbejdsgruppe i efteråret og vinteren 1997 et undervisningsforløb, hvor de fire faggrupper hver især underviste i deres faggruppes specifikke opgaver og tilbud til apoplexia cerebri-patienter. Undervisningen blev inddelt i tre områder: Den akutte fase, genoptræningsforløbet og udskrivningsfasen. Hver faggruppe gennemgik detaljeret og med efterfølgende diskussion argumenterne for deres arbejdsområde.

Undervisningsprogram

Nu har vi indført et fast modulopdelt undervisningsprogram. Første og anden model er obligatorisk for alt nyt personale inklusive studerende og elever. Det afvikles fire gange om året og består af en gennemgang af de tre faggruppers indsats og handlinger over for apopleksipatienten. Første modul sætter fokus på den akutte periode og andet modul på selve genoptræningsperioden og de faglige overvejelser, som ligger til grund for, hvilke mål der realistisk kan sættes for den enkelte patients fremtid.

Tredje modul er for det mere trænede personale, hvor emnerne vælges individuelt fra gang til gang. På alle moduler er den tværfaglige diskussion en væsentlig del af undervisningen og har medført dynamik i det daglige arbejde omkring apopleksipatienter.

For at dokumentere observationer, handlinger og mål har sygeplejepersonalet i samarbejde med uddannelsesafdelingen

Side 45

udarbejdet standardplejeplaner til apoplexia cerebri-patienter inden for emnerne:

• mobilisering
• kost
• hygiejne
• udskillelse af affaldsstoffer
• kommunikation

Standardplejeplanerne (skema 1) er delt i fire rubrikker. Øverst i venstre side er der en rubrik med overskriften 'Problemidentifikation', hvor den, der udfylder rubrikken, kan understrege forskellige årsager til problemet, og hvorledes det ytrer sig. Derudover er der mulighed for at påføre andre tilføjelser. På lignende vis udfyldes rubrikkerne med overskriften 'Handlinger' og 'Forventede resultater'. Rubrikken 'Opnået resultat' udfyldes løbende og kan give anledning til, at der føjes nye handlinger til.

På baggrund af den indlæggelsessamtale, som sygeplejersken gennemfører med patient og ofte også pårørende, afdækkes patientens hidtidige vaner. De er vigtige, når standardplejeplanerne skal udfyldes.

Højhælede sko

Sygeplejersken er ved at arbejde med standardplejeplaner blevet langt mere opmærksom på det ansvar, hun har for at få tilrettelagt døgnets aktiviteter, så de passer til den enkelte patients tidligere døgnrytme og vaner. Det kan være toilettider, badetider, kostønsker, interesser, brug af sminke, et glas rødvin til maden og så videre.

Som eksempel på dette vil vi nævne 'fru Dupont', som var vant til at være chik og smart. Patientens datter havde, som anbefalet, taget et par fornuftige snøresko med, men sygeplejersken så også et par blå højhælede sko i fru Duponts skab. Det viste sig, at fru Dupont havde bedt datteren om også at tage disse med ind på sygehuset. Da sygeplejersken spurgte nærmere, viste det sig, at de højhælede betød utrolig meget for fru Dupont og hendes opfattelse af sig selv. Sygeplejersken og patienten aftalte derfor, på trods af at det er uhensigtsmæssigt i forflytningssituationer, at patienten kunne have dem på i weekenden.

For at kunne tilgodese den enkelte patients vaner, er det af stor betydning, at sygeplejersken taler med patienten og observerer ham med henblik på, hvad der er vigtigst for den enkelte. Når sygeplejersken gør dette, møder hun samtidig mennesket bag patienten. Når patienten føler sig imødekommet, bliver interessen og engagementet i egen situation styrket. Dette er et centralt udgangspunkt for, at patienten kan tage medansvar og få det bedst mulige ud af optræningen.

Sygeplejersken udnytter aktivt, at der er sygeplejepersonale til stede døgnet rundt. Fra indlæggesestidspunktet bliver både patient og pårørende gjort opmærksomme på, at

Side 46

her på afdelingen er alle patientens aktiviteter en del af genoptræningen, som er med til at hjælpe patienten fremad mod et højere funktionsniveau.

Et eksempel på en udfyldt standardplejeplan for en apoplexia cerebri-patient, som handler om patientens behov for hjælp og støtte til at udføre personlig hygiejne og påklædning.

A- og B-mennesker

Nogle mennesker får mest ud af træningen først på dagen og andre senere på dagen. Det er vigtigt at tage hensyn til dette for at opnå de bedste resultater. Det nytter sjældent, at en patient, som er B-menneske, skal træne på badeværelset klokken otte.

Rammerne inden for sygehusvæsenet giver dog ikke mulighed for at planlægge dette helt frit. En patient, som først er træt og vil i seng klokken fire om morgenen, bliver nødt til at ændre sin døgnrytme, da der ikke er personale til at give optimal træning i aften- og nattimerne. Derfor der det svært at efterkomme B-menneskers behov, og vi er nødsaget til at ændre deres døgnrytme, hvis

Side 47

patienten skal have en mulighed for at få genoptræning.

Vi forsøger at ændre eller tillempe døgnrytmen over en periode, for eksempel ved at lægge optræningen sidst på formiddagen og tilbyde afspændingsmusik, en kop kamillete eller eventuelt en sovetablet til natten.

I andre situationer tilstræber sygeplejerskerne at efterkomme patientens behov og ønsker, for eksempel:

Hansen var meget motiveret for at træne, men han svedte kraftigt ved fysisk aktivitet. Han havde altid taget brusebad og rent tøj på som det første, når han kom hjem fra arbejde.

Den normale rytme på afdelingen er, at personlig pleje foregår fra morgenstunden. Hansens ønske var at komme i bad klokken 11, når den hårde træning i fysioterapien var overstået. I sådanne situationer må hele afsnittets personale tænke anderledes. Ergoterapeuten skal indrette tidspunktet for 'Almindelige daglige færdigheder', husassistenten skal adviseres, og fysioterapeuten må give Hansen optræning først på formiddagen.

Sygeplejersken bliver hermed en central person i genoptræningens planlægning og udførelse. Sygeplejersken er omkring patienten hele døgnet. Hun er den, der oftest har den tætteste kontakt til de pårørende, og hun er den, som koordinerer og samler informationer.

At arbejde i et tæt tværfagligt team, hvor sygeplejen har en central rolle, stiller store krav til monofaglighed. Sygeplejersken skal vide, hvad hun kan i forhold til de andre faggrupper og ikke holde sig tilbage, men byde ind på de forskellige områder, som hun varetager.

Individuelle planer

Ved at arbejde med standardplejeplaner er sygeplejersken paradoksalt nok blevet bedre til at fokusere mere på de individuelle behov.

Standardplejeplanerne udfyldes med de behov, som den pågældende patient har, for at genoptræningen kan tage udgangspunkt i patientens tidligere vaner og rutiner.

Sygeplejersken skal systematisk i kontakten med patienten og de pårørende indsamle disse oplysninger. Standardplejeplanerne bliver i denne proces et hjælpeark for sygeplejersken, og når de er udfyldt og bruges til planlægningen af genoptræningen, bliver det til en individuel plan for patienten. De viser, hvilket niveau sygeplejen er på, og de forenkler komplekse situationer.

Den viste standardplejeplan (skema 1), som er udarbejdet i 1995, indeholder nu mange selvfølgeligheder. Ved en revidering af plejeplanerne vil disse blive erstattet af flere detaljer, for eksempel i forhold til guiding, hvor blandt andet rækkefølgen skal fremgå.

Vi arbejder nu med at udvikle standardplejeplanen som et fælles tværfagligt arbejdsredskab, så terapeuternes arbejde også dokumenteres i aften- og nattimerne, hvor terapeuterne ikke er på afdelingen.

En fordel er, at for at få indblik i pleje og behandling af patienten skal der kun søges oplysninger i sygeplejejournalen. Når sygeplejepapirerne skal gøres tværfaglige, opstår der et behov for at udarbejde yderligere standardplejeplaner. Denne proces medfører et engagement og fælles ståsted, og det er positivt at opleve hinanden som kolleger i stedet for samarbejdspartnere.

Anne Sofie Jappe, Anne Vibeke Jørgensen og Lisbeth Kallestrup er ansat på Medicinsk Afdeling A på Århus Amtssygehus.

Nøgleord: Apopleksi, standarder, standardplejeplaner, sygepleje.

Billedtekster
Ved indlæggelsessamtalen sørger sygeplejersken for at afdække patientens hidtidige vaner, eksempelvis den daglige barbering. Vanerne er vigtige at få beskrevet i patientens standardplejeplan.Sygeplejersken observerer og taler med patienten om, hvad der er vigtigt for netop denne patient. For eksempel at få læbestift på.