Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kan forebygges

Nogle af de alvorlige brandulykker, hvor ældre mennesker enten dør eller får meget alvorlige forbrændinger, kan undgås, hvis kommunerne opprioriterer det forebyggende arbejde i de ældres hjem.

Sygeplejersken 1999 nr. 3, s. 12-13

Af:

Claus Leick, journalist

Forbrændinger hos ældre mennesker er ofte langt mere livsfarlige end hos yngre mennesker. Mange af de ældre dør derfor af deres forbrændinger. Og hvis de overlever, vil de som regel få meget alvorlige mén og tilsvarende få nedsat deres livskvalitet.

Mange brande er umulige at forebygge, med mindre ældre mennesker får totalt forbud mod at ryge og tænde stearinlys. Men derfra til at slutte, at man ikke kan gøre noget for at forebygge de alvorlige brandulykker, vil være en for hastig konklusion.

Det er nemlig muligt at minimere risikoen for brande i ældre borgeres hjem.

Det mener afdelingssygeplejerske Hanne Storm fra Rigshospitalets Klinik for plastikkirurgi og brandsårsbehandling, der behandler alvorlige brandulykker fra hele landet. Hun har været på afdelingen i over 25 år og har derfor er god fornemmelse for, hvilke typer brande som især ældre mennesker kommer til skade ved.

Kommunal opgave

En stor gruppe af de brandsårspatienter, som behandles på klinikken for plastikkirurgi og brandsårsbehandling, er ældre i eget hjem.

''Ofte sker brandulykkerne for denne gruppe ved, at flammerne fra et gasblus, et stearinlys eller adventskrans får fat i et stykke tøj – typisk en løstsiddende badekåbe eller lignende,'' forklarer Hanne Storm.

Da de ældre ofte reagerer meget langsomt, når de ikke at slukke flammerne i deres tøj, før det er for sent. Følgerne kan være dødsbrande eller meget alvorlige forbrændinger på arme og armhuler.

''Det er klart, at man ikke skal forbyde ældre mennesker at tænde levende lys, men når det gælder gasblus, som er årsagen til mange af de brandulykker, vi oplever, burde det være muligt at forebygge en del af ulykkerne,'' mener Hanne Storm.

Især kommunerne burde være bedre til at lave opsøgende og forebyggende arbejde i de ældres hjem:

''Ved at opprioritere det forebyggende arbejde kunne kommunerne ikke alene fremme, at ældre mennesker eksempelvis fik udskiftet deres gaskomfur med et elkomfur, men kunne også på en række andre områder være med til at gøre de ældres hjem mere sikre at færdes i. Foruden færre brandulykker ville vi på den måde sandsynligvis også få færre ulykker, hvor ældre mennesker falder i eget hjem og brækker deres arme og ben,'' siger Hanne Storm.

Når så mange ældre har gaskomfur i deres hjem, hænger det sammen med, at de ældre ofte lever et beskedent liv, hvor de ikke prioriterer at bruge penge til at få udskiftet et velfungerende gaskomfur. Samtidig føler de ikke, at den levende ild kan udgøre en risiko. Derfor er det vigtigt, at det er andre mennesker, som henleder opmærksomheden på faren for en brandulykke, mener Hanne Storm.

Rygeforklæde gør ondt værre

En anden stor gruppe af de meget alvorlige brandulykker skyldes rygning.

Mange ulykker sker, fordi ældre mennesker eller misbrugere falder i søvn, mens de har en cigaret eller cigar tændt. Andre rygeulykker opstår, når især ældre mennesker taber en glød ned i deres tøj.

''Det nemmeste ville selvfølgelig være at indføre et rygeforbud på eksempelvis plejehjemmene og ældrecentrene. Men det er klart, at det vil være et meget drastisk overgreb, især fordi det at ryge for mange ældre mennesker er en af de måske få glæder, som de har tilbage i livet. Derfor er det en urealistisk og meget uværdig måde at lave forebyggende arbejde på,''

Side 13

mener Hanne Storm.

I stedet peger hun på, at personalet på plejehjem og ældrecentre i højere grad burde tage sig tid til at holde øje med de ældre, når de ryger.

''Som det er i dag, vælger man mange steder at give de ældre et rygeforklæde på, fordi personalet så med god samvittighed kan lade den ældre ryge uden opsyn. Problemet er bare, at rygeforklæderne – når uheldet er ude – ofte er med til at forbrændingerne bliver langt alvorligere, end hvis den ældre ikke have haft et rygeforklæde på,'' fortæller Hanne Storm.

Problemet opstår, når den ældre taber en glød ned bag rygeforklædet.

I første omgang opdager hverken han eller eventuelle tilstedeværende gløden, men bag forklædet ligger gløden stadig tændt. Isoleringen fra forklædet gør, at gløden alt andet lige har bedre chancer for at udvikle sig og sætte ild i bukser eller skjorte.

Når det sker, er faren for en alvorlig forbrænding virkelig til stede, fordi branden kan nå at udvikle sig meget, inden den ældre får tilkaldt hjælp og herefter får rygeforklædet taget af.

''Mit råd er derfor, at man måske bør overveje ikke at bruge rygeforklæderne, men i stedet prioritere at holde rygerne under bedre opsyn,'' siger Hanne Storm.

Nøgleord: Brandulykker, dødsbrande. 

Tema: Brandulykker

Brandulykker er et socialt problem          

Rammer også plejepersonalet                

Kan forebygges