Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Grusomhedens museum

Det tidligere fængsel i den lille usbekiske by Khiva er i dag et museum, der bevidner en grusomhedskultur, som eksisterede frem til begyndelsen af vort århundrede. Bestialske henrettelser og andre overgreb fandt sted som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Sygeplejersken 1999 nr. 30, s. 30-33

Af:

Dina Yafasova, journalist

Utro kvinder blev lukket ned i en sæk med sultne katte, som bødlerne derefter slog løs på. Mænd blev sat på en tilspidset stav, fik halspulsåren skåret over eller blev kastet ud fra toppen af en minaret. At blive begravet levende var en almindelig henrettelsesmetode.

I den lille, centralasiatiske by Khiva findes et usædvanligt museum i et gammelt fængsel. Museet rummer talrige beretninger om de grusomheder, som fandt sted på 'Dødens Plads' uden for fængslet.

''I dag vil to, som har krænket islams lov, blive straffet på byens torv. Kom og se!.'' Khanens udråbere fik alle folk af huse. Meddelelsen fra khanen var mere et krav end en opfordring. Folk i Khiva var vant til at vise blind lydighed ­ ellers kunne det få fatale følger.

Snart blev de to dømte ført ud på pladsen ­ en dreng på 18 år og en pige på 16. Historien melder intet om deres virkelige navne, men tragediens enkeltheder er kendte. Bakhordir og Dano (lad os kalde dem sådan) havde elsket hinanden, fra de var små, og drømte om den dag, da de kunne gifte sig. Bakhodir var af fattig slægt, og skønt han havde arbejdet meget, lige fra han var barn, kunne han ikke tilbyde Danos forældre tilstrækkeligt med løsepenge for sin elskede. I øvrigt var pigen parat til at blive Bakhodirs hustru uden løsepenge. Men Danos far ville ikke give sit samtykke til ægteskabet. En dag fik Dano at vide af sin mor, at hendes ægteskab var blevet aftalt. Faren havde besluttet at bortgifte sin datter til naboen, en gammel mand, der havde lovet at betale en stor sum penge for sin tilkommende.

Grædende løb Dano over til Bakhodir og fortalte ham den triste nyhed. Med hinanden i hånden svor de at forblive sammen på trods af alle hindringer. Den følgende nat forlod de unge elskende deres familier og flygtede i hemmelighed ud af byen. Men de nåede end ikke frem til nabolandsbyen, i hvis moske de havde tænkt sig at fuldbyrde det traditionelle vielsesritual. Undervejs blev de indhentet af khanens krigere, der bandt dem på hænder og fødder og kastede dem i en sindan ­ et hul gravet i jorden ­ det sted, hvor fanger afventede deres dom og straf. Efter den tids forestillinger havde Bakhodir og Dano begået en alvorlig forseelse ­ uden at være gift var de stukket af og havde befundet sig sammen uden vidner. Bakhodir blev hængt for øjnene af folket, og hans lig blev først taget ned et døgn efter. Dano blev begravet til brystet ved siden af galgen. Folk skulle kaste jord på hende som tegn på deres foragt. Som den første skulle Danos far kaste en sten. Datterens handling havde bragt skam over hans hoved, og efter islamisk lov havde han mistet retten til at bære hovedbeklædning. Den traditionelle hue, han plejede at gå med, blev nu erstattet af et hvidt bånd ­ et symbol på skam. Det betød: ''Jeg er et menneske, som ikke er værdigt til at blive kaldt en mand, thi min datter har været mig ulydig.'' Han kunne undslippe ydmygelsen efter nogen tid, hvis han gentagne gange tilkendegav sin egen fordømmelse af datterens handling. Efter tredie byge var pigen dækket af jord, blødende og forfærdeligt tilredt.

Om pigen døde efter den pinefulde tortur er uvist. Men folk siger, at selv hvis hun havde overlevet, ville hendes liv i byen kun have bragt hende lidelse. Skam og foragt havde plettet hendes navn, og alene døden kunne befri hende for dette. Et tilfælde fra middelalderen?

Nej. I Khivas museumsarkiver er det dateret til 1910.

Side 31

SY-1999-30-31bUtro kvinde sønderrives af katte i en sammensnøret sæk.

Tortur en naturlig ret

I den ældgamle usbekiske by Khiva har man bevaret sindan'en ­ fængslet, hvor fangerne befandt sig, til de fik deres dom og straf. I det lille rum, hvor der for nogle årtier siden stadig sad fanger, er der i dag udstillet originale genstande og malerier, udfærdiget efter historikeres og øjenvidners anvisninger.

I det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede bestod sindan'en af et snævert, fugtigt rum uden lyskilder, hvor der i midten var gravet et stort hul. Heri befandt sig de mennesker, der afventede deres dom. Døgnet rundt var de lænket med håndjern. Mad fik de ikke, kun vand, som blev hældt over dem i ubegrænsede mængder. En gang om ugen, om fredagen, kunne fangernes slægtninge bringe mad til sindan'en. Under sådanne vilkår kan det ikke udelukkes, at nogle fanger døde af sult, før de kom for retten.

Ingen er flygtet fra en sindan.

De mest udbredte former for straf var piskeslag, hængning og overskæring af struben. For mindre forseelser (hvis nogen ikke bukkede tilstrækkeligt dybt for den øverste embedsmand eller så for uærbødigt på khanen) kunne man blive idømt mellem 20 og 200 slag med en flerhalet læderpisk. Hvis den formastelige overlevede, blev han løsladt.

Selv i skolen blev der anvendt tortur over for dovne elever. Elevens fødder blev klemt sammen mellem to stave og hejst op i et tov, så vedkommende kom til at hænge med hovedet nedad.

Derefter slog man eleven på de bare fodsåler med stokke. Den slags grusomhed var ikke noget ekstraordinært, men ansås for noget helt naturligt, en ret, som herskeren havde.

SY-1999-30-31aLevende begravelser var en almindelig henrettelsesmetode.

Eneherskeren

Allakuli Khan, der regerede i Khiva fra 1825 til 1843, tilkaldte engang sin arkitekt og befalede ham at gå i gang med at opføre et paladskompleks.

Khanen ønskede byggeriet afsluttet på to år. Men arkitekten dristede sig til at komme med indvendinger: ''Sådanne paladser kan ikke opføres på to år.''

På den tid var det at erklære sig uenig i khanens mening eller ordre det rene selvmord. Det vidste alle, og som regel blev der bukket ydmygt og svaret: ''Skal ske, herre,'' uanset hvor dumt eller urealistisk khanen udtalte sig. Arkitekten undlod dette og fortalte i stedet sandheden, hvilket han blev straffet grusomt for. For øjnene af Khivas indbyggere blev han anbragt på en 80 centimeter lang tilspidset stav. Det siges, der gik 5-20 minutter, inden han døde af indre læsioner. I vore dage kan Khivas mange turister se Allakuli Khans paladskompleks taj Khauli (Stengården) bestående af 165 værelser til khanens harem, et palads til modtagelse af gæster og et palads til adspredelser.  

Huden flået af kroppen

Følgende overgik en mand, der havde undladt at betale skat og havde stået bag en sammensværgelse mod khanen. På khanens ordre blev han kastet ud fra en 46 meter høj moske. Men fangen døde ikke efter faldet. Det skyldes, at der blæste en frisk vind på dagen for henrettelsen, og khanens fjende var klædt i vide silkebukser og flere lag kåber, der under faldet fungerede som faldskærm. Ifølge islamisk lov er det sådan, at dør et menneske ikke som følge af straffens fuldbyrdelse, skal vedkommende sættes på fri fod. Men i dette tilfælde var khanens vrede så voldsom og hans ønske om at skræmme befolkningen så stort, at han gav ordre til at sænke offeret ned i en gryde med kogende vand og derefter flå huden af kroppen, mens folk så på det.

Side 32

Det skete i 1855.

I 1907 var Khivas indbyggere vidner til en offentlig afstraffelse af en kvinde på byens torv. Kvinden, der var grebet i utroskab, blev anbragt i en sæk med katte. Fangevogterne gav sig derefter til at slå på sækken med stokke, idet de med vilje prøvede at ramme kattene. Vanvittige af smerte og blodlugten begyndte dyrene at sønderrive offerets krop med tænder og klør. Historikeren Kamil Khudojberganov fortæller, at samme skæbne overgik en på den tid kendt kvindelig artist. Engang ved en festlig lejlighed besluttede hun at danse, ikke for khanens indbudte tilskuere, men for det jævne folk på gaden. Bagefter blev hun anklaget for at have overtrådt adfærdsreglerne for en orientalsk kvinde.

Khivas museumsarkiv rummer endnu en historie. Isfandijar Khan, der regerede i Khiva fra 1910 til 1918, havde nok en gang besluttet at supplere sit harem med en ny skønhed. På daværende tidspunkt omfattede haremet allerede 41 koner. Khanens blik standsede på den kvinde, som paladsarkitekten var forelsket i. Skønt khanen vidste, at arkitekten Bekhzod var i gang med bryllupsforberedelser, befalede han sine tjenere at føre den skønne Zajnab til haremet. Det lykkedes den fortvivlede pige i hemmelighed at videregive et brev til Bekhzod: ''Elsker du mig, skal du finde en måde at trænge ind i khanens harem på. Som tegn på vores kærlighed giver jeg dig retten til den første nat. Om en uge har khanen glemt mig, og det bliver min skæbne at ældes her med de andre kvinder. Så lad mig i det mindste bevare minderne...''

Optændt af kærlighed klædte Bekhzod sig uden betænkning i kvindeklæder, og med ansigt og hænder skjult under et slør trængte han forklædt som tjenestekvinde ind i haremmet. Hvorvidt det lykkedes ham at nå frem til sin elskede, melder historien intet om. Men sikkert er det, at den forelskede arkitekt blev afsløret af khanens 13-årige søn, der straks gik til sin far.

Bekhzod blev grebet samme dag og begravet levende sammen med andre fanger. Øjenvidner har fortalt, at jorden bevægede sig, og stønnen fra de begravede mennesker kunne høres flere timer efter, at henrettelsen havde fundet sted.

Det var i 1914.

SY-1999-30-32aFæstningsmuren omkring Khiva.

Juldosj-bobo Nijazmatov, en 97-årig indbygger i Khiva, beretter om et tilfælde, som ikke omtales i museets arkiver, men som enhver, der i sin tid var øjenvidne til begivenheden, kan huske. Engang besluttede khanen at straffe en ung mand ved navn Takhir, fordi han havde dristet sig til at anmode om khanens datter Zukhras hånd.

Khanen gav ordre til at anbringe den unge mand i en trækiste, sømme kisten til og sende den ned ad den rivende flod. Men Takhir døde ikke. Efter at være drevet ned ad floden nogle timer stødte kisten mod bredden, og folk, der havde set det, satte fyren på fri fod.

Da han var kommet sig efter de sår og knubs, han havde modtaget, mens han drev rundt, vendte Takhir tilbage til byen, men det var ikke en god ide. På khanens befaling blev den unge mand igen dømt til døden, og bødlen huggede ham midt over, og de sørgelige rester blev hængt op på byens port. Som en påmindelse til alle om at selve ideen om at hæve sig op til samme rangtrin som khanen var udelukket for en almindelig dødelig.

Øjenvidnet

Arminij Vamberi, orientforsker, formåede i 1863 som den eneste europæer på den tid at komme rundt i hele Centralasien. De bøger, han skrev på baggrund af sin rejse, blev en vigtig kilde for alle, der forsker i livet i Orienten. I nærværende sammenhæng er hans iagttagelser nyttige, fordi de rummer svar på de spørgsmål, som nulevende historikere ikke kunne besvare.

Hvem udstedte dødsstraf, khanen eller et råd af dommere?

''Khanen i Khiva,'' skriver Vamberi, ''rådede vilkårligt og despotisk over sine undersåtters liv og ejendom.''

''Khanen i Khiva ønskede at optræde som religionens beskytter og besluttede at straffe alle afvigelser fra dens bud med største strenghed. Et eneste blik på en kvinde under det tykke slør var nok til, at man kunne blive straffet. Mænd blev hængt, kvinder blev begravet til brystet ved siden af galgen og stenet.

Med døden straffede khanen ikke kun utroskab, men også alle afvigelser fra religionen, og i hans første regeringsår måtte de øverste gejstlige embedsmænd

Side 33

tilmed lægge bånd på hans religiøse iver. Der gik ikke en dag, uden nogen forlod khanens audiens med de skæbnesvangre ord i ørerne: ''Alib barin'' (væk med ham)!''  

SY-1999-30-32cSådan sad fangerne i syv dage, indtil de blev henrettet.

Fandt der massehenrettelser sted i Khiva?

''Engang,'' fortæller Vamberi, ''befandt jeg mig blandt 300 arrede tjodorer (turkmenere), der var taget som krigsfanger. Angsten for den skæbne, der ventede dem, og sulten, de havde været udsat for i flere døgn, pinte dem sådan, at de lignede dødninge.

De var opdelt i to grupper: dels de, som ikke var fyldt 40, og som kunne sælges som slaver eller foræres bort, dels gråhårede gamlinge og hærførere, som henrettelsen ventede. De førstnævnte blev ti og ti eller femten og femten lænket sammen med halsjern og ført bort. Resten afventede lydigt deres henrettelse. Mange var allerede ført til skafottet eller galgen.

Jeg så, hvordan otte oldinge på bødlens tegn lagde sig på ryggen på den bare jord. Så blev de bundet på hænder og fødder, og bødlen stak øjnene ud på dem efter tur, idet han plantede knæene oven på den ulykkeliges brystkasse. Hver gang tørrede han den blodige kniv af i den blindede oldings hvide skæg. Efter den grusomme behandling blev ofrene sluppet fri, og de begyndte at famle for sig og føle efter jorden med fødderne. Mange snublede over hinanden og stødte sammen, hvorefter de igen faldt om på jorden med en stille stønnen.''

Vamberi forklarer, at denne grusomhed var en hævn over tjodorerne med en usbekisk karavane. ''Karavanen var rigt læsset, den bestod af 2000 kameler, og på vej fra byen Orenburg I Rusland til Khiva blev den overfaldet af tjodorerne og fuldstændig tilintetgjort. De gerrige turkmenere fjernede samtlige russiske varer og berøvede de rejsende alle deres klæder og alle deres madforråd, så de var overladt til at dø af kulde og sult på steppen.

Kun otte ud af 60 overlevede.

En sådan behandling af fanger, som jeg var vidne til, er rent faktisk forfærdelig, men den skal ikke betragtes som noget ekstraordinært. Hele afstraffelsen anses for en naturlig ting, og sæderne, loven og religionen billiger den.''

SY-1999-30-32bMænd blev blandt andet sat på en tilspidset stav på 'Dødens Plads'.

'Kartoflerne' i sækken

Ud over khanen havde også dennes krigere ret til at råde over menneskers liv. For hver fjende dræbt i kamp betalte khanen en guldmønt, ligesom han skænkede et kostbart klædestykke med guldindvævning. Men som bevis på deres dåd skulle krigerne samle de afhuggede hoveder i sække og gemme dem, til de vendte tilbage til byen og kunne fremvise dem til khanens embedsmænd. Vamberi beretter:

''Næste morgen så jeg hundrede ryttere, der vendte tilbage fra lejren dækket af støv. Hver af dem medførte en fange, ofte en kvinde eller et barn, som var bundet fast til hestens hale eller til sadlen. Fra sadlerne hang der også store sække med hoveder af fjender som bevis på krigernes heltemodige bedrifter. Fangerne bragte de som gaver til khanen eller nogle af embedsmændene.

Derefter bandt de sækkene op, tog fat i de to nederste hjørner, som drejede det sig om at ryste kartofler ud, og rullede hoveder med og uden skæg ud foran regnskabsføreren. Denne talte hovederne op og sparkede dem hen til siden, så der snart opstod en vældig bunke med flere hundrede hoveder. Hver kriger fik udleveret en kvittering, og nogle dage efter fulgte belønningen.''

Rædselsregiment i Khiva fortsatte helt til 1924, hvor Usbekistan med khandømmet Khiva blev optaget i Sovjetunionen.

Nøgleord: Khiva, museum, Usbekistan.