Bilals historie

Foto: Joachim Ladefoged

Bilal Chehade Shabib svedte og havde feber, da han kom til Danmark. Han stank af urin og forrådnelse, og der løb en sort, ildelugtende væske fra to store siddesår. Hans penis var skudt i stykker, og der sivede urin fra det kateter, der var stukket op i resterne af urinrøret.

Hans bror glemmer det aldrig.

''Bilal var meget dårlig. Det blødte fra hans sår. Hans tøj var vådt af blod og en grim sort væske, der løb gennem kørestolen og ned på gulvet. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Han havde hul helt ind til benet. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det. Det var meget svært,'' fortæller den ene bror, som vi har valgt at holde anonym af hensyn til Bilal. Familien tog kontakt med Dansk Røde Kors dels for at få hjælp, dels for at søge om opholdstilladelse til deres syge bror. I første omgang kom han til Kongelunden, men blev senere overflyttet til et asylcenter ved Holbæk.

Analfabet

''Jeg fik siddesårene i Libanon, fordi jeg i længere tid ikke havde en kørestol. Jeg lå meget i sengen, og når jeg var oppe, måtte jeg slæbe mig hen over gulvet. På et tidspunkt fik jeg en kørestol, men den var ikke god nok, og jeg kunne ikke bruge den,'' fortæller Bilal.

Han er en smuk ung mand. Hans overkrop er muskuløs, men benene tynde og lamme. Han taler et pænt, flydende dansk, selvom ordforrådet er begrænset. Han har aldrig gået i skole og kan derfor hverken læse eller skrive.

''Jeg kan ikke engang skrive mit eget sprog arabisk,'' siger Bilal, der er flov over at være analfabet. Hans største ønske er at komme i skole og få en teknisk uddannelse.

Skolerne i flygtningelejrene i Libanon er drevet af FN. De er ikke så gode som de libanesiske skoler, men som palæstinenser kan man ikke komme på libanesisk skole. Og familien havde ikke råd til at betale. Et andet problem var at få fragtet den svært handicappede Bilal fra hjemmet til skolen.

Der har været krig i Libanon, så længe Bilal husker. Normalt plejede børnene at løbe ind i husene, når de hørte skud. Men en dag nåede Bilal ikke at komme i sikkerhed. Han blev ramt i ryggen, men mærkede ikke noget. Han var seks år gammel.

En engelsk læge så Bilal og fik ham til London, hvor han blev opereret i to omgange. Første gang, da han var seks-syv år gammel. Og anden gang, da han var omkring 10 år. En velhavende englænder, som Bilal kaldte 'John', betalte for rejserne og behandlingerne.

I Libanon skaffede hizbollahmuslimerne ham en kørestol. Senere hjalp de familien med at skaffe penge, så Bilal kunne blive opereret af medicinstuderende på et hospital i Libanon. Det var billigere end at blive opereret af 'rigtige' læger.

Hizbollahmuslimerne kunne ikke hjælpe mere. Der var andre, der havde brug for penge.

Familien boede i en flygtningelejr i et hus på anden sal. To af hans brødre boede hjemme. Den ene arbejdede, den anden led af astma. Bilal kunne ikke lide at spørge sin syge bror, om han kunne bære ham op og ned, så han ventede, til den anden kom hjem fra arbejde.

''Jeg er bange for at komme tilbage til Libanon. Min familie kan ikke hjælpe mig. De er fattige mennesker. Mine forældre er gamle, og mine brødre har deres egne familier at tage sig af. I Danmark har jeg fået stor hjælp, og jeg har det meget bedre. Jeg er bange for at dø, hvis jeg vender tilbage til Libanon.''

Bilal er blevet passet af sine brødre i Danmark, og de vil fortsat gerne tage sig af ham.

''Vi vil meget gerne have ham her. Han behøver hjælp, og vi kan hjælpe ham. Mine børn elsker ham,'' siger broderen.

Bilal føler også, at han er blevet mere åben og udadvendt, efter at han kom til Danmark.

''Jeg var ikke klar over, at man kunne få det så godt af at blive opereret. Mine sår er helet, og jeg har fået det meget bedre indeni,'' siger han.

Der er en verden til forskel på den svage og alvorligt syge dreng, der en efterårsdag for to år siden kom til Danmark på en enkeltbillet, og på den friske, glade og livlige unge mand, der i dag selv tager rundt med tog og bus.

Nøgleord: Asyl, flygtninge, Libanon.