Døden er en del af hverdagen

Foto: Heine Pedersen

På det største palæstinensiske hospital Hamshari i Saida i Libanon arbejder der en dansk sygeplejerske. Mette Wilkens er udsendt af Læger Uden Grænser, og hun er ikke i tvivl, da hun får præsenteret Bilal Chehade Shabibs sygehistorie.

Han vil aldrig kunne få en behandling, der svarer til den danske i Libanon.

''Vi kan kun klare meget basale medicinske og kirurgiske behandlinger, som for eksempel at fjerne en blindtarm eller polypper. Større medicinske specialer som for eksempel plastikkirurgi eller komplicerede urinvejslidelser har vi hverken viden eller ressourcer til at klare,'' siger Mette Wilkens.

Hvis Bilal skal igennem en kompliceret operation i Libanon, kan det kun ske på et privat libanesisk hospital, og det koster en formue.

Et døgn på en libanesisk klinik koster en million libanesiske pund, hvilket svarer til omkring 4.500 kroner. Heraf skal patienten selv betale to tredjedele, hvis han bliver henvist af en læge, ellers skal han betale hele beløbet.

Til sammenligning tjener en sygeplejerske omkring 300.000 libanesiske pund, hvilket svarer til godt 1.400 kroner, om måneden.

''Så chancerne for, at Bilal kan få den behandling, han behøver, er minimale for ikke at sige umulige,'' siger Mette Wilkens.

Dårlig økonomi

Ifølge de danske læger er det vigtigt, at Bilal bliver fulgt tæt af en specialist, selv efter at han er færdigopereret. Men det tvivler den danske sygeplejerske på vil ske i Libanon.

''Mulighederne for opfølgning i Libanon er meget ringe. Viljen er der, men der er bare ikke tradition for, at man følge patienterne bagefter.''

Økonomien på de palæstinensiske hospitaler og i sundhedsklinikkerne er elendig. Da Mette Wilkens kom til Hamshari hospitalet for godt seks måneder siden, havde sygeplejerskerne ikke fået løn i tre måneder.

Derudover er det en daglig kamp at skaffe selv de mest basale ting som kanyler og antibiotika. Ofte må hospitalerne afvise patienter, fordi man ikke kan tilbyde den behandling, de har brug for.

''Det er især i akutte situationer, det går galt. Enten fordi man ikke har udstyret klar, eller fordi det simpelt hen ikke findes på hospitalet.''

''En dag kom et barn til skadestuen efter at have drukket petroleum. Hun var meget påvirket og havde svært ved at trække vejret. Det var nødvendigt at handle hurtigt, men vi havde ikke udstyret og var nødt til at sende hende videre. Hun døde undervejs til næste hospital. I Danmark ville man formentlig have lagt hende i respirator, men sådan en havde vi ikke.''

Den del af den palæstinensiske sundhedstjeneste, der fungerer bedst, er ifølge Mette Wilkens den primære sundhedstjeneste på de FN-drevne klinikker i flygtningelejrene.

''Børnene bliver fulgt fint nok, selvom standarden på grund af blandt andet medicinmangel ikke er i top. Problemet er, hvis børnene kommer med mere komplicerede problemer og skal sendes videre i systemet, eller hvis de skal igennem større operationer.''

FN-organisationen UNRWA (United Nations Relief And Works Agency For Palestine Refugees In The Near East) betaler også for en del driften af de fem palæstinensiske hospitaler, der hører ind under palæstinensisk Røde Halvmåne, som svarer til Røde Kors. Men FN mangler penge, så i øjeblikket er det palæstinensiske sundhedsvæsen på grænsen til fallit.

''Inden jeg kom herned, vidste jeg ikke, hvordan det var. Jeg har været utrolig glad for at være her, men jeg har fået et andet syn på døden. Det kan synes brutalt at skulle afvise en alvorligt syg patient, men hernede er det en del af hverdagen.''

Mette Wilkens kommer tilbage til Danmark i slutningen af august.

Nøgleord: Libanon, Læger Uden Grænser, palæstinenser.