Livsfarlig udvisning

Da Bilal Chehade Shabib var seks år, blev han ramt af skud i ryggen, mens han legede på gaden i en flygtningelejr i Libanon. I dag er han 18, lam fra lænden og permanent kørestolsbruger.

Siden han kom til Danmark i 1997, er han blevet opereret flere gange for siddesår og urinvejsproblemer. Hans penis er ødelagt, og han er kronisk kateterbærer. Lægerne skønner, at han skal igennem mindst en yderligere urinvejsoperation, inden han er færdigbehandlet. Sidst han blev opereret, var i januar i år.

Operationen er ifølge lægerne på Rigshospitalet livsvigtig. Der siver urin fra kateteret, og lægerne frygter, at blandingen af konstant fugt og urin vil skabe nye siddesår, hvis ikke der bliver gjort noget ved det.

''Endelig er der risiko for nyreskader på langt sigt, såfremt patientens urinvejsproblemer ikke løses,'' skriver konstitueret overlæge Mary Knudsen i et brev til lægerne i asylafdelingen i Dansk Røde Kors, som har henvist Bilal til behandling.

Hun skriver også, at den unge palæstinensers sygdom og tilstand kræver, at han i årene fremover bliver holdt under opsyn på et ''højt specialiseret tværfagligt niveau,'' og det tvivler hun på, der er mulighed for i en flygtningelejr i Libanon.

''Man kan frygte, at der under disse forhold er stor risiko for recidiv af hans sår, således at der på længere sigt er fare for hans helbred og liv,'' skriver Mary Knudsen.

Det bekræftes af FN, som driver sundhedscentrene i flygtningelejrene i Libanon.

Lægerne på Rigshospitalet og i Dansk Røde Kors har skrevet flere breve til Indenrigsministeriet, hvor de gør opmærksom på Bilals alvorlige situation og fortæller, at de frygter for hans liv og helbred, hvis de ikke får lov til at gøre behandlingen færdig.

Indenrigsminister Thorkild Simonsen har personligt været inde i sagen, men trods klare advarsler fra lægerne, har han besluttet at udvise Bilal.

Afslag på asyl

Mary Knudsen er konstitueret overlæge på klinik for plastikkirurgi og brandsårsbehandling på Rigshospitalet. Hun møder første gang Bilal i april 1998 ­ omkring et halvt år efter, at han er kommet til Danmark. Han har på det tidspunkt et 8 gange 8 gange 5 centimeter stort siddesår med nekrose ned til knoglen bagpå og et lidt mindre, men lige så dybt sår på hoften.

''Såfremt man ikke intervenerer kirurgisk, vil decubitus vokse, der vil komme tiltagende nekroser og ostitis, hvilket på langt sigt kan udvikle sig til sepsis og død, '' skriver Mary Knudsen til Dansk Røde Kors. Det er lægerne fra Røde Kors, der har henvist Bilal til Rigshospitalet.

På det tidspunkt har Bilal allerede fået flere afslag på asyl.

Sygeplejerske Kirsten Köneke, der passer Bilal, skriver til indenrigsministeren og beder ham om at tage sagen op igen og give Bilal opholdstilladelse af humanitære grunde, i det mindste indtil han er færdigbehandlet.

Ifølge udlændingelovens paragraf 9 stykke 2 nummer 2 kan flygtninge få humanitær opholdstilladelse af helbredsmæssige årsager, hvis den pågældende lider af en meget alvorlig sygdom, eller hvis han eller hun ikke har mulighed for at få tilstrækkelig kvalificeret lægehjælp i hjemlandet.

Ministeren ubøjelig

Og det har Bilal ikke, mener Kirsten Könike.

I brevet til ministerens udlændingeafdeling skriver hun blandt andet:

''Bilal er således kronisk kateterbærer resten af sit liv,

Side 7

Foto: Joachim Ladefoged 

Side 8

meget udsat for urinvejsinfektioner og vil i Libanon sandsynligvis dø ret hurtigt af nyresvigt uden den nødvendige pleje.''

Afslaget kommer fire dage senere. Ministeren mener ikke, at Bilal lider af sygdomme, der berettiger ham til at få humanitær opholdstilladelse. Han mener heller ikke, at Kirsten Könikes frygt for, at Bilal ikke kan få den nødvendige behandling i Libanon, er begrundet.

Brevet er underskrevet af Henrik Wagner, der er jurist og ansat som specialkonsulent i Indenrigsministeriets udlændingeafdeling. Han har ingen lægefaglige kvalifikationer.

Han beder Bilal om at forlade Danmark hurtigst muligt. Det sker den 28. juli 1998.

Operationen Rigshospitalet med efterfølgende genoptræning på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk er planlagt til 19. september 1998. Bilal skal med andre ord rejse tilbage til Libanon med åbne, nekrotiske sår, en alvorlig blæreinfektion og et sivende kateter.

I begyndelsen af august skriver venstrepolitikeren Tove Fergo et personligt brev til indenrigsminister Thorkild Simonsen, hvor hun sætter ham ind i situationen.

Hun slutter brevet:

''Jeg vil bede dig om at udvirke, at de lægelige udtalelser bliver indhentet, og jeg går ud fra, at drengens behandlingsforløb bliver afsluttet inden en eventuel udvisning, nu man har påbegyndt forløbet.''

Men Thorkild Simonsen er urokkelig.

''Jeg ser mange sager, som indeholder ulykkelige skæbner, og jeg har stor medfølelse for de pågældende. Det gælder også i denne sag. Bilal Chehade Shabib hverken har eller vil få en nem tilværelse, men det er ikke tilstrækkeligt grundlag for at få opholdstilladelse,'' skriver ministeren.

Det gør tilsyneladende heller ikke indtryk på ham, at Bilal er midt i et behandlingsforløb, og at læger og sygeplejersker frygter for hans liv, hvis han bliver udvist i den tilstand, han befinder sig i.

''Opholdstilladelse i medfør udlændingelovens paragraf 9, stykke 2, nummer 2 (humanitær opholdstilladelse) af helbredsmæssige årsager kan kun gives, hvis der foreligger en meget alvorlig sygdom hos den pågældende, og den pågældende ikke har mulighed for at få tilstrækkelig kvalificeret lægehjælp i hjemlandet.''

''Indenrigsministeriet har således kun i ganske særlige tilfælde mulighed for at give humanitær opholdstilladelse.''

''Jeg har medfølelse med Bilal Chehade Shabib, der befinder sig i en vanskelig situation, men jeg mener ikke, at der inden for bestemmelsens snævre anvendelsesområde er mulighed for at meddele Bilal Chehade Shabib humanitær opholdstilladelse.''

''Jeg håber dette er et fyldestgørende svar på din henvendelse.''

Korrespondancen mellem Tove Fergo og indenrigsminister Thorkild Simonsen fortsætter til begyndelsen af dette år. Ministeren forbliver urokkelig, og til sidst giver Tove Fergo op.

''Jeg er rystet over den behandling, Bilal, har fået. Den er overfladisk og dybt uansvarlig. Jeg er chokeret over, at man på den måde lægger en ung mands helbred i hænderne på nogle embedsmænd. Det er dårlig forvaltningsskik at træffe en afgørelse på et så spinkelt grundlag. Drengens liv er i fare ­ det er der ingen tvivl om. Alligevel vælger man at sende ham ud af landet. Jeg har selv stemt for stramningerne af udlændingeloven, men her er man gået alt for vidt,'' siger Tove Fergo, der vil tage sagen op igen efter Sygeplejerskens omtale.

I livsfare

Bilal bliver opereret som planlagt, men udvisningen truer, og et par uger efter operationen i september 1998 bliver overlæge Mary Knudsen kontaktet af Den Centrale Politiafdeling, som skal følge Bilal til flyet.

Mary Knudsen oplyser, at Bilal tidligst vil være færdig med denne del af behandlingen om to måneder.

To måneder senere ringer politiet igen.

Der er nu planlagt en ny operation for Bilal, og Mary Knudsen vurderer, at operation og efterfølgende kontrol vil tage yderligere to måneder.

Politiet må igen opgive at hente Bilal.

Den 10. februar i år skriver Mary Knudsen en ny og opdateret rapport til Dansk Røde Kors om Bilals helbredstilstand. Brevet er stilet til overlæge Mogens Nelsson, asylafdelingen.

Hun fortæller, at der er defekter i Bilals rekonstruerede urinrør/penis efter operationen i januar, og at der vil være behov for mindst en fornyet operation, som dog tidligst kan ske om fem måneder på grund af urinrørets tilstand. Hun vurderer, at Bilals liv og helbred vil være i fare, hvis han bliver udvist midt i behandlingsforløbet.

Overlæge Mogens Nelsson skriver til udlændingestyrelsen og beder dem om at tage sagen op igen på baggrund af Rigshospitalets oplysninger.

''Som situationen er, vil den nu foretagne urinrørsoperation være forgæves, hvis den ikke bliver fulgt op af fornyet operation, og som anført vil manglende urintørhed medføre stor risiko for tilbagevenden af liggesårene. Endelig er der risiko for infektion, som kan føre til livstruende blodforgiftning.''

Han slutter brevet med at skrive, at Bilal er i livsfare, hvis han ikke behandles og kontrolleres på et specialiseret tværfagligt niveau på højde med det danske.

Udlændingestyrelsen lader sagen gå videre til Indenrigsministeriet, og her er svaret fortsat nej. Bilal kan ikke få humanitær opholdstilladelse.

Lægerne i Dansk Røde Kors og på Rigshospitalet er chokerede. De prøver endnu en gang at overbevise

Side 9

ministeriet om, at det vil være lægeligt helt uforsvarligt at sende Bilal tilbage i den tilstand, han befinder sig i. Og de beder om i det mindste at få lov til at behandle ham færdig. En ny operation er planlagt til her i august måned.

Men ministeriets embedsmand fastholder, at Bilal skal sendes tilbage til Libanon.

Lægerne ønsker ikke at blande sig i, hvorvidt Bilal er berettiget til asyl. De forholder sig kun til de rent lægefaglige vurderinger. Men over for Sygeplejersken lægger de ikke skjul på, at de er chokerede over, at ministeriets embedsmænd på den måde kan tilsidesætte klokkeklare lægefaglige vurderinger. De forstår simpelt hen ikke, hvorfor de ikke kan få lov til at gøre deres arbejde færdigt.

FN siger fra

Det er svært ­ for ikke at sige næsten umuligt at få opholdstilladelse af humanitære grunde i dag. Ikke desto mindre blev der i 1998 givet 21 humanitære opholdstilladelser fordelt på i alt 42 personer. En af dem blev givet under henvisning til, at behandlingsniveauet i den pågældendes hjemland ikke svarer til behandlingsniveauet i Danmark.

I de første to kvartaler af 1999 er der foreløbig givet ni humanitære opholdstilladelser fordelt på 13 personer.

Den 2. februar fik en armensk statsborger opholdstilladelse, fordi den pågældende lider af en uhelbredelig og fremskreden cancerlidelse ''samt under hensyn til, at behandlingsniveauet i hjemlandet ikke svarer til behandlingsniveauet i Danmark.''

Den 21. maj gav ministeriet humanitær opholdstilladelse til en vietnamesisk statsborger med en akut sygdom, der kan udvikle sig ''i livstruende retning, samt under hensyn til den pågældendes manglende mulighed for behandling af sin sygdom i hjemlandet.''

Sygeplejersken har undersøgt Bilals muligheder for at blive behandlet i Libanon. Vi har talt med læger og sygeplejersker, som arbejder i flygtningelejrene. Blandt andet talte vi med en højt placeret lægefaglig medarbejder i FN-organisationen UNWRA, der driver sundhedsklinikkerne i lejrene. Vi fremlagde Bilals sygehistorie, og her er hans reaktion.

''Den slags behandlinger har vi slet ikke kapacitet til at klare. Ikke engang på de private klinikker. Vi vil derfor anbefale, at patienten bliver i Danmark, indtil han har fået alle de operationer, han har brug for,'' siger han.

Han tilføjer, at klinikkerne i lejrene kun tager sig af primær sundhedstjeneste, og det vil sige ikke foretager større, behandlingskrævende operationer.

''Vi håber, at de danske lægers rapporter vil få de danske myndigheder til at tage sagen op igen og give den pågældende ophold, indtil han er færdigbehandlet. Vi tør ikke at tage ansvaret for en ung mand, der er midt i et så kompliceret behandlingsforløb.''

Behandlingen på sundhedsklinikkerne er gratis, og med en henvisning fra en læge kan palæstinensere desuden blive henvist til gratis behandling på et af fem lokale hospitaler. Uden henvisning må patienten selv betale for behandlingen.

På de lokale palæstinensiske hospitaler behandler man almene medicinske og kirurgiske problemer. Men det sker ofte, at et barn eller voksen, der henvender sig på skadestuen bliver afvist, fordi man ikke kan give den nødvendige behandling, fortæller en sygeplejerske, som arbejder på et af de fem palæstinensiske hospitaler, Hamshari Hospitalet i Saida.

Familien fortsætter så til et libanesisk privat hospital, som afviser dem, fordi de ikke kan betale. Familien forsøger endnu et hospital, men patienten dør undervejs.

Både de FN-drevne sundhedsklinikker og de lokale palæstinensiske hospitaler har økonomiske problemer. Det betyder, at det kan være uhyre vanskeligt at få bevilget den rigtige medicin eller få tilladelse til at sende prøver til analyse på libanesiske hospitaler.

Lægen på sundhedsklinikken kan henvise mere komplicerede tilfælde til et libanesisk privat hospital, men selv med et overførselspapir skal patienten betale en del af behandlingen. Uden papirer skal han betale det hele.

Sundhedsklinikkerne i lejrene lukker klokken 14. Herefter er det umuligt at få overførselspapirer, selv i akutte situationer.

Sygeplejersken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Indenrigsministeriet. 

Nøgleord: Asyl, flygtninge, indenrigsminister, Rigshospitalet.