Uden for kontortid

Side 52

Foto: Nicolai Howalt

Side 53
 

Baggrunden for denne artikel er ikke dokumenteret litteratur eller undersøgelser. Indholdet udspringer udelukkende af mine egne tanker, ideer og oplevelser.

Jeg fik ideen, da jeg i efteråret 1998 deltog i et kursus om kvalitetssikring. Vores underviser, som var sygeplejerske på et større sygehus her i Danmark, fortalte, at man der havde undersøgt muligheden for at udnytte sygeplejerske-ressourcerne bedre ved at beskrive, hvor megen tid, sygeplejerskerne brugte på kontoret i forhold til at være direkte i kontakt med patienterne.

Konklusionen var, at der var en masse spildtid: Der var mange sygeplejersker på kontoret, idet der var mange gruppeledere på grund af mange mindre plejegrupper. Mange opgaver blev derfor lavet dobbelt. Der blev brugt megen tid på at kontrollere, hvad der skete i gruppen, ligesom det som oftest var andenhåndsoplysninger om patienterne, som dannede baggrund for planlægning af plejen for den enkelte patient.

Vores underviser oplyste desuden, at man fra ledelsens side, som følge af denne undersøgelse, havde haft tanker om, at grupperne i gruppeplejen skulle gøres større, ligesom i gamle dage, hvor grupperne i en sengeafdeling typisk kunne omfatte 14-18 patienter. Herved ville der være færre gruppeledere og dermed færre sygeplejersker på kontoret og flere sygeplejersker ude hos patienterne.

Min første reaktion på disse udtalelser var, at jeg syntes, det ville være forfærdeligt, hvis vi igen skulle være gruppeleder for så mange patienter. Men samtidig kan jeg godt forstå de tanker, som den pågældende ledelse har gjort sig.

Specielt hvis jeg også sammenholder det med mine egne oplevelser som sygeplejerske på en sengeafdeling, hvor der med indførelsen af mindre grupper i en afdeling, og dermed flere gruppeledere, sammenlagt synes at blive brugt mere tid på det administrative kontorarbejde.

Mere administrativt arbejde

Jeg oplever ofte frustrationer hos sygeplejerskerne i afdelingen over, at de ikke kan deltage så meget i den personlige patientpleje, som de gerne vil, idet de administrative opgaver fylder så meget.

Hvis vi samtidig skal tænke på, hvad vi som sygeplejersker kan i forhold til andre faggrupper inden for sundhedssektoren: Hvad er det så?

Er det evnen til at yde omsorg? Omsorgen har vi som faggruppe imidlertid ikke patent på at kunne udføre!

Eller er det, at vi er den fagruppe, som samordner alle forhold omkring patienten for blandt andet at sikre kontinuiteten, såsom at bestille diverse undersøgelser, sørge for kontakten til samarbejdspartnere, arrangere udskrivelser, sørge for, at lægen husker alt til stuegang og så videre? Altså en masse administrative funktioner.

Men hvor mange af disse funktioner kræves der så en sygeplejerskeuddannelse til? Hvor mange af disse funktioner kan en sekretær eventuelt overtage? Og hvor mange af disse administrative funktioner kan foretages ude hos patienten i samarbejde med patienten? Herved ville man også spare tid i forhold til at informere patienten, for patienten overværer, at opgaven udføres, han er selv med til det.

Hvor mange af disse funktioner i dagligdagen er barnepigeopgaver for nogle af vores samarbejdspartnere, og hermed mener jeg opgaver, som vi selv har påtaget os, og som jeg hører, at mine kollegaer finder frustrerende ­ og som jeg også selv har oplevet som frustrerende? Men vores samarbejdspartnere har også en uddannelse og en faglighed, de selv må stå inde for. Nogle sygeplejersker siger, at sygeplejerskernes styrke ligger i at kunne identificere behov for sygepleje hos den enkelte patient. Men hvordan kan vi identificere den enkelte patients behov, når vi ikke er ude ved patienten?

Den kontorløse afdeling

Der må være andre muligheder end at gøre grupperne større, tænkte jeg. Og så fik jeg min vision om den kontorløse afdeling. For målet er at få sygeplejerskerne væk fra kontoret og ud til patienterne.

Tanken er en afdeling med patientgrupper og intet sygeplejerskekontor. Mit forslag behøver ikke at stille så store krav til ændring af den fysiske indretning i gruppen, måske bortset fra at have hylder til nogle af de administrative redskaber, som for eksempel kurver, kardex, rapportsider. Blodprøvebestillingssedler og forskellige henvisninger kan placeres sammen med journalerne, og så kan lægen udfylde dem til stuegang og samtidig informere patienten.

Det vil være hensigtsmæssigt med en lille ergonomisk skriveplads hos patienten. Hvor sygeplejersken og patienten i fællesskab kan ordne den skriftlige dokumentation omkring

Side 54

pleje- og behandling af patienten. Dette kan bruges uanset, om man i afdelingen bruger åbne kardex eller ej. Et modargument for at dokumentere sammen med patienten er ofte, at det er svært at formulere sig og få det hele med. Men det er en øvelsesproces. Som fordele kunne i stedet nævnes: At patienten samtidig er informeret, og der er stor sandsynlighed for, at der kommer fokus på netop patientens behov for information. Den dokumentation, der forefindes, bygger på førstehåndsoplevelser og ikke andenhåndsoplevelser. Det kunne også være, at dokumentationen blev mere kort og klart formuleret.

Hvad så ved forespørgsler og telefoniske henvendelser til og fra for eksempel hjemmeplejen, vil nogen sikkert indvende. Jamen er det noget problem i dag i disse mobiltelefon-tider? Gruppelederen skal blot have en mobiltelefon, som sekretæren kan stille om til.

''Jamen så vil gruppelederen kunne blive afbrudt i sit arbejde hele tiden,'' vil et modargument måske lyde.

Men bliver gruppelederen ikke også afbrudt i dag, selv uden mobiltelefon? Hvilke modforanstaltninger kunne man arrangere der? For eksempel tilstræbe faste telefontider til forespørgsler, eller for eksempel at gruppelederen på en eller anden måde orienterer sekretæren om, at hun ikke vil forstyrres i et nærmere beskrevet tidsrum. Eller hvad man ellers kan finde på alt efter den enkelte afdelings muligheder.

Skal man så tale i mobiltelefon ude ved patienterne eller ude på gangen? Her kunne man også have flere løsningsmodeller. Nogle forespørgsler kan patienten selv klare, andre telefoniske kontakter kan han eventuelt høre med på, og de telefonkontakter, som ikke er for patientens eller andres ører, kan klares i et dertil indrettet telefonrum, hvor sygeplejersken kan gå hen og tale uforstyrret.

Altså mener jeg, at mange af de administrative opgaver kan klares ude hos patienten. Derved vil sygeplejersken/gruppelederen tilbringe det meste af sin tid ude ved patienten og sine gruppemedlemmer, herunder studerende og elever.

Sygeplejersken vil have større mulighed for at identificere behov for sygepleje i samarbejde med den enkelte patient og i samarbejde med sine gruppemedlemmer. Kommunikationsvejene bliver kortere. Og samarbejdet med gruppemedlemmerne vil blive tættere, idet sygeplejersken/gruppelederen er tæt på, hvis der er spørgsmål, der skal løses i fællesskab.

Stuegang

Stuegangen har stadig en central plads i sygeplejerskens/gruppelederens funktion på en sengeafdeling. Men hvad er der dybest set af sygepleje i dagens stuegang? Specielt set i forhold til den tid der bruges på stuegangen. Ofte oplever jeg, at det bliver til en dialog mellem læge og sygeplejerske i stedet for mellem læge og patient, hvilket også beskrives i en tidligere artikel om stuegang i Sygeplejersken (1).

Kunne lægen ikke gå den stuegang selv? Vi kan alligevel juridisk set først udføre ordinationer, når de er på skrift.

Ville lægen ikke herved blive nødt til at kommunikere med patienten? Hvordan mon lægerne oplever stuegangene, som de foregår i dag? Mon de er lige så frustrerede, som jeg oplever, at mange sygeplejersker er? Hvordan mon patienterne oplever stuegangen? Får patienten opfyldt sine behov i forbindelse med stuegangen?

Hvis sygeplejersken vurderer, det er vigtigt, at hun i enkelte situationer deltager i stuegangen for at få belyst nogle ting sammen med patienten og lægen, eller hvis lægen har brug for nogle oplysninger, som kun sygeplejersken kan give, jamen så er sygeplejersken jo lige i nærheden ­ hun er ude i gruppen ved patienterne.

Stuegangene foregår selvfølgelig meget forskelligt rundt om på afdelingerne på de danske sygehuse, men mon ikke en del

Side 55

af ovenstående spørgsmål alligevel kan være relevante for de fleste afdelinger?

Vejledning af elever og studerende

Jeg oplever ofte frustrationer hos sygeplejersker i forhold til at have den nødvendige tid og kontakt til de studerende og elever, de er tilknyttet. De er ofte den eneste sygeplejerske i gruppen og skal dermed både være gruppeleder og give vejledning, hvilket sjældent er muligt, idet mange af sygeplejerskens ressourcer går til det administrative arbejde på kontoret. Desuden oplever jeg, at mange sygeplejersker har den forventning til vejledningen, at den skal planlægges grundigt for at have kvalitet.

Og jeg oplever ofte frustrationer hos elever og studerende, fordi de synes, det er svært at få vejledning af en sygeplejerske, da sygeplejersken har travlt med det administrative arbejde som gruppeleder. Ofte er sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter de eneste rollemodeller, de studerende og eleverne møder i forbindelse med den direkte patientkontakt.

Disse faggrupper giver helt sikkert de studerende en masse, men vi skal tænke på, at sygeplejestuderende skal ende med at blive sygeplejersker og derfor også har brug for sygeplejersker som rollemodeller.

I den kontorløse afdeling vil sygeplejersken/gruppelederen være ude i gruppen, hvorved hun kan vejlede i forhold til de læresituationer, der opstår som en naturlig del af plejen, og vejledningen er ikke nødvendigvis noget, som skal planlægges så grundigt, men gives, når der er behov. Sygeplejersken vil være til rådighed for spørgsmål, og hun vil være til rådighed som rollemodel.

Hvad kan kontoret så bruges til

Her er mange muligheder. Det kunne bruges til samtalerum, eller det kunne bruges som afdelingens bibliotek og studierum, så studerende, elever og det faste personale har et sted til at fordybe sig i litteratur, hvilket er noget, jeg ofte oplever som svært at finde lokaler til.

Alt dette er selvfølgelig afhængigt af den enkelte afdelings fysiske indretning og behov. Jeg ser kun visionen, men selvfølgelig kan de økonomiske ressourcer sætte grænser for mulighederne.

Jeg vil gerne afslutte med følgende spørgsmål.

• Hvad er det helt konkret, der holder dig inde på kontoret, som sygeplejerske?
• Er du som sygeplejerske oprigtig over for dig selv, når du siger, at du mangler den direkte patientkontakt?
• Eller synes du, at det er meget rart ikke at skulle deltage i den personlige pleje af patienterne?
• Hvad er det for en sygepleje, du finder som værende af høj kvalitet?
• Hvad kræves der i forhold til struktur og ressourcer, for at du kan udføre netop denne sygepleje?
• Hvad kan du selv gøre?

Litteratur

1. Kjerholt M. Kommunikation under stuegangen. Dialogen der blev væk. Sygeplejersken 1998; 43: 22-31.

Helle Andreassen er klinisk sygeplejelærer, ortopædkirurgisk afdeling, Centralsygehuset Esbjerg.

Nøgleord: Administration, plejeformer.