Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Teknologivurdering af neglerenser

Med lidt kreativitet må det være muligt at reducere bøvlet med de irriterende blisterpakninger betragteligt. Man skal passe på ikke at gøre alting til arbejdsmiljøproblemer.

Sygeplejersken 1999 nr. 33, s. 39

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

"Hvis sygeplejersker trykker tabletter ud af blisterpakningerne, sådan som det sker på fotografiet, er der ikke noget at sige til, at de får arbejdsskader.''

Det var en sygeplejerske, der ringede op og kommenterede artiklen 'Sygeplejersker får skader af blisterpakninger' i Sygeplejersken nummer 30/99.

''Jeg er pensioneret nu og tager selv medicin, og jeg kunne aldrig finde på at trykke en tablet ud på den måde. Mine fingre er svage, så jeg holder pakken med foliesiden opad og bryder lige gennem metalfolien med en negl, hvorefter jeg kan vippe tabletten ud så let som ingenting.''

Nu lykkedes det mig ikke at få den pensionerede sygeplejerske til selv at skrive en kommentar. ''Der er alligevel ingen, der gider lytte efter en gammel sygeplejerske,'' lød begrundelsen. Jeg måtte altså selv fortsætte med at videreudvikle denne simple og selvfølgelige metode.

Tyggegummi og p-piller

Nogle amerikanske forkølelsestabletter med alskens gode sager i, noget gammelt nikotintyggegummi, kattens p-piller og nogle hovedpinepiller var alt, hvad jeg kunne finde af blisterpakninger i det hjemlige medicinskab. Alle boblerne var forseglet med tynd metalfolie på bagsiden, så tynd, at man dårligt nok kan have liggende et par hovedpinetabletter i reserve i håndtasken, uden at de før eller siden ved egen kraft bryder ud af boblen og blander sig med fnulleret og de gamle lakridser i bunden af håndkommoden.

Den angivne metode med at bryde folien med en negl og vippe tabletten ud virkede perfekt. Kattens piller lå dog i så små bobler, at det ville være rart med et tyndt instrument til at liste pillen ud med. Instrumentet lå i en skuffe i badeværelset og opfyldte til fulde teknologivurderingen: En plastikneglerenser, spids i den ene ende og med en øreske i den anden ende. Den spidse ende kunne vippe små tabletter ud. Øreskeen passede til større tabletter og var skarp nok til også at kunne bryde plastfolie. Redskabet er hygiejnisk, fordi det har glatte flader og kan vaskes. Det vejer ingenting, kan ligge i en lomme og koster ikke mange ører at fremstille. Mere delikat end en negl, når man skal have med andres medicin at gøre. Lidt produktudvikling var måske ikke af vejen. Redskabet skulle måske være lidt længere og med et bedre greb på midten. Egentlig burde jeg søge patent.

Enkle løsninger

Så er det, jeg sidder og funderer over, hvorfor der somme tider er så langt mellem de helt enkle løsninger. Det kan ikke være rigtigt, at der ikke findes sygeplejersker i Danmark, der ikke selv har kunnet finde på at åbne blisterpakninger fra foliesiden. Hvorfor har de ikke reageret, efterhånden som antallet af artikler om blisterpakninger er accelereret?

Etiketter på emballagens folieside gør måske udprikningen besværlig, og folierester i doseringsæskerne kan være besværlige at fjerne. Men en etikette kan som regel trækkes af, og en engangspincet er vel også til at have i nærheden, hvis der falder en stump folie af, hvad der jo absolut ikke sker hver gang. Man skal passe på ikke at gøre alting til arbejdsmiljøproblemer. Med lidt kreativitet må det være muligt at reducere bøvlet med de irriterende pakninger betragteligt. Bedre ville det dog være, om sygeplejersker afviste at bruge tid på den slags idiotarbejde. Har patienten behov for et besøg, må man argumentere for det i stedet for at bruge pillearbejde som skalkeskjul.