Med andre øjne

Det er egentlig lidt frækt, det vi gør, siger sygeplejelærer Jens Bydam om den danske uddannelsesindsats i Litauen.

''Her kommer vi og fortæller litauerne, at de nuværende undervisere ikke dur til at undervise, at de bliver nødt til at uddanne nogle sygeplejersker, som skal overtage deres arbejde.''

Jens Bydam, der til daglig er pædagogisk koordinator på Københavns Amts Sygepleje- og Radiografskole, har som sin del af det danske uddannelsesprojekt i Litauen været med til at udvikle og implementere projektets anden del, nemlig uddannelsen af Litauens kommende sygeplejelærere. Det er sket gennem et samarbejde med universitetet i Litauens næststørste by Kaunas, hvor Jens Bydam har været tilknyttet sygeplejeinstituttet under det medicinske fakultet. Her er dekanen, Arvydas Seskevicius, læge som stort set hele den øvrige lærerstab.

''Sygeplejen var kun minimalt repræsenteret i deres diplomuddannelser. Derfor var det oplagt, at vi gik ind og tilbød hjælp med et nyt curriculum,'' siger Jens Bydam, der selv er cand.phil. i pædagogik. I dag kan instituttet nu tilbyde en ny diplomuddannelse i sygeplejepædagogik takket være dansk indsats.

Jens Bydam blev koblet på projektet, da det overgik fra Dansk Sygeplejeråd til Københavns Amt, som med midler fra Sundhedsministeriet nu har afsluttet det seksårige projekt. Når Dansk Sygeplejeråd ønskede projektet overført til Sygepleje- og Radiografskolen, hænger det sammen med, at projektet i dag er et rent uddannelsesprojekt og derfor hører mere hjemme på en uddannelsesinstitution end i en organisation.

Tænker anderledes

Det har naturligvis ikke været problemfrit at fortælle universitetslærerne,

Side 11

at de ikke har været særlig meget bevendt, når det drejer sig om undervisning i sygepleje, samt at deres pædagogik eller mangel på samme unægtelig trængte til at blive støvet af:

''Undervisningen var katederundervisning oftest uden lærebøger. De studerende skrev ned, hvad lærerne fortalte. Projektundervisning, som vi kender det, eksisterede ikke. Der var heller ingen forståelse for fagenes indbyrdes sammenhæng. At spekulere over, hvorfor folk bliver syge og eventuelt handler, som de gør, blev der ikke ofret megen tankevirksomhed på.

En af lærerne kiggede barskt på mig sagde:

Nu har jeg undervist i det her fag (filosofi) i ti år. Jeg ved godt, hvad det drejer sig om. Nu kommer du som fremmed og fortæller, hvordan jeg skal undervise.

Jeg kunne kun sige til hende og kollegerne, at mine forslag var ment som en forbedring af deres undervisning, og at det var op til dem selv, om de ville bruge dem. Det virkede åbenbart. For vedkommende lærer slog helt om.''

I dag har de nye tider holdt deres indtog på instituttet. Litauerne er virkelig begyndt at tænke anderledes og er glade for forandringerne, om end det er en ambivalent glæde. Som dekanen Arvydas Seskevicius sagde til Jens Bydam ved afslutningen af projektet:

''Det er underligt at tænke på, at vi er i gang med at gøre os selv arbejdsløse, at vi selv er med til, at sygeplejerskerne overtager vores arbejde.''

Selv har han store planer for fremtiden for sit institut. Her er det lykkedes at få implementeret et masterprogram, der går i gang til efteråret. Det er første gang i Litauens historie, at det nu bliver muligt for sygeplejerskerne at tage en mastergrad i sygepleje.

Næste skridt er etableringen af en ph.d.-overbygning. Instituttet har fået penge fra den litauiske regering til at uddanne den første sygeplejerske med en ph.d.-grad. Men én ph.d.-grad gør ingen sommer. Derfor håber han inderligt, at uddannelsesprojektet vil fortsætte. Der skal være nogle udefra til at undervise og vejlede hans studerende, før der er uddannet et tilstrækkeligt antal litauere med master- og ph.d.-grader.

Ligner en krig

Litauen har to grunduddannelser i sygepleje, en, der er på bachelorniveau, og en, der kører i højskoleregi som for eksempel på Vilnius Medicinske Højskole. Jens Bydam så gerne, at der kun blev én grunduddannelse i fremtiden, og med tanke på de danske sygeplejerskers kamp for at få deres egen grunduddannelse anerkendt som værende på bachelorniveau er han ikke i tvivl. Det er oplagt, at litauerne skal satse på bacheloruddannelsen.

''Men det er ikke noget, der ligger lige for,'' siger han og fortæller, at universitetet gerne vil, men at højskolerne har betænkeligheder:

''Skolerne vil gerne have en ny status som colleges, der forudsætter et mere snævert og glidende samarbejde mellem skole og universitet. Det, de frygter, er, at de i stedet for en integration, hvor de bevarer deres selvstændighed, bliver opslugt af universiteterne og dermed nedlagt.

Selv kan jeg ikke rigtig gennemskue, hvad der foregår, men en gang imellem ligner det lidt en krig mellem højskolerne og universiteterne. Set med vore øjne vil det være godt, hvis litauerne får et sammenhængende uddannelsessystem, og begyndelsen er gjort med den nye diplomuddannelse i sygeplejepædagogik ved universitetet i Kaunas. De litauiske universitetsuddannelser er normalt fireårige, men her har vi fået udvirket, at den nye diplomuddannelse i pædagogik kun er på tre og et halvt år, fordi sygeplejerskerne i forvejen har været igennem en del af stoffet på de medicinske højskoler.''

Jens Bydam og projektets anden leder Jette Rønne har da også påpeget over for det litauiske undervisningsministerium, at der bør foreligge både en autorisation af sygeplejerskernes grunduddannelse og en kortlægning dels af behovet for uddannelse, dels af de forskellige niveauer, der kræves inden for sygeplejen.

Det dansk-litauiske uddannelsesprojekt afsluttes med en rapport til det danske sundhedsministerium. Det er herefter op til ministeriet og Købehavns Amt, om projektet skal have en fortsættelse.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, Litauen, uddannelse, uddannelsesreform.

Billedtekster
Tidligere var det ikke fint at beskæftige sig med sygepleje i Litauen, men disse nyuddannede sygeplejersker har en helt anderledes bevidsthed omkring faget takket være inspiration og støtte fra Danmark.Dr. Arvydas Seskevicius er kardiolog, men arbejder inden for sygeplejen.