På vej til en ny identitet

Før kaldte de sig medicinske søstre. I dag vedkender de sig med stolthed det, de er ­ nemlig sygeplejersker. De litauiske sygeplejersker er i fuld gang med den store forandringsproces. For første gang står der sygepleje uden på en af deres lærebøger. For første gang har de hørt om Virginia Henderson og hendes sygeplejeteori.

Hidtil er de litauiske sygeplejersker blevet uddannet af læger for netop at kunne fungere som lægernes assistenter. Men med den ny forsøgsuddannelse er der også sket noget med den kollektive bevidsthed. Man er begyndt at kalde sig sygeplejerske. Og man er stolt af at være med til at udvikle sygeplejen til en selvstændig profession.

''Tidligere var man ikke meget for at bruge ordet slaugos ­ sygepleje. Det var simpelthen ikke fint at identificere sig med slaugos, som på litauisk også giver associationer til rengøring og andet hårdt fysisk arbejde,'' siger projektleder Jens Bydam, der til daglig er pædagogisk koordinator ved Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.

''Når vi snakkede profession, måtte jeg også rokke lidt ved de litauiske sygeplejerskers selvopfattelse. Ved at kalde sig medicinske søstre karakteriserede de sig selv som værende afhængige af lægerne, ligesom ordet søster leder tanken hen på, at faget har noget med nonner at gøre og dermed er mere kald end profession.''

Nye tider

Det danske uddannelsesprojekt startede allerede i 1993, da Litauen skulle i gang med at reformere sundhedsvæsenet efter Sovjettiden. Et af målene er større vægt på forebyggelse og sundhedsfremme, som er meget underprioriteret i den traditionelle litauiske sygeplejerskeuddannelse.

For at leve op til EUs direktiver og verdenssundhedsorganisationen WHOs målsætninger ønskede den litauiske regering derfor hjælp til at udvikle et nyt curriculum til en forbedret og ensartet grunduddannelse i sygepleje. Det har man nu fået ved hjælp af eksperter fra både Danmark og Holland.

Begge lande har hver især udviklet en ny grunduddannelse, der kører som forsøg på skolerne i Litauen. De to uddannelser ligner meget hinanden i indhold, men varierer i opbygningen. Det er nu op til litauerne at indhøste erfaringer fra de to forsøgsuddannelser og anvende dem i en endelig udformning af en litauisk grunduddannelse for sygeplejersker over hele landet samt til at gennemføre lovgivning for uddannelse og praksis på hele sygeplejerskeområdet.

Det danske projekt har været gennem en længere proces og involveret en lang række samarbejdspartnere i Litauen ­ sundhedsministerium og undervisningsministerium, sygeplejerskeorganisationen (1), ledere og undervisere fra Vilnius Medicinske Højskole og de øvrige skoler, hvor den danske forsøgsuddannelse finder sted, samt ledende og menige sygeplejersker, som har de nye studerende i praktik.

Undervejs har projektet skiftet både regi og leder. De første tre år var det Dansk Sygeplejeråds uddannelsesafdeling, som forestod projektet med uddannelseskonsulent Lise Kaalund-Jørgensen som projektleder (2). I 1996 overtog skolen i Københavns Amt projektet, og i 1998 kom Jens Bydam til som leder sammen med sygeplejelærer Jette Rønne i Vilnius.

Også indholdsmæssigt er der sket en udvikling af projektet. Nok har hovedformålet været at udvikle en ny grunduddannelse, men hvordan udvikle en uddannelsesmodel, når der hverken findes lærebøger i sygepleje eller sygeplejelærere til at undervise? Det har været læger, der har undervist de litauiske sygeplejersker både på skolerne og ude i praksis. Og lærebøgerne, de få,

Side 5

der er blevet anvendt, har været medicinsk litteratur. Sygdomslære, diagnostik, medicinsk behandling og de tilhørende tekniske sygeplejeprocedurer har været hovedindholdet i uddannelsen. Det danske projekt er derfor også kommet til at omfatte opkvalificering og uddannelse af sygeplejelærere og praktikvejledere samt oversættelse af relevant sygeplejelitteratur, deriblandt en af Dansk Sygeplejeråds publikationer i grundlæggende sygepleje.

Engagerede læger

Paradoksalt nok er det nogle af Litauens læger, som er drivkræfterne i udviklingen af den nye sygepleje, men det hænger som nævnt sammen med, at det er læger, som hidtil har stået for uddannelsen af sygeplejersker. På et mere generelt niveau er der også en sammenhæng med systemskiftet i landet. De nye signaler fra politikerne om sundhedsfremme og forebyggelse har sat skub i forandringsprocessen, og hertil kommer den almindelige glæde over at kunne tænke og handle frit.

Lærebøger er ikke længere retorisk propaganda ligesom moderne pædagogiske principper er på vej til at afløse den autoritære katederundervisning.

Side 6

Irena Grakauskiené, uddannet læge og mangeårig leder af den medicinske højskole i Vilnius, er en af ildsjælene i forandringsprocessen. Hendes skole har været et oplagt sted til at afprøve den forsøgsuddannelse, Danmark har støttet. Skolen er en sundhedsskole, der uddanner ikke blot sygeplejersker, men også jordemødre, fysioterapeuter, laboranter og tandteknikere.

''Vi er blevet anderledes. Hvis jeg kunne skrue tiden en halv snes år tilbage, ville jeg ikke kunne genkende mig selv. Før adlød vi bare ordrer. Nu føler vi os frie til selv at argumentere og udvikle tingene. Gid jeg dog havde 20 arbejdsår mere foran mig.''

Irena Grakauskiené har været ansat på skolen i hele sit arbejdsliv, men skal nu snart på pension. Inden hun går, er der en hjertesag, hun meget gerne vil have klaret, og som heller ikke er fremmed for de danske sygeplejeskoler. Ud over den nye forsøgsuddannelse, der nu er implementeret på landets sundhedshøjskoler, har Litauen også en sygeplejerskeuddannelse i universitetsregi. Der er tale om en fire-årig bacheloruddannelse, som giver mulighed for at gå videre med en universitetsuddannelse. Det er hun stærkt utilfreds med, for sygeplejerskerne på hendes højskole undervises af akademikere som på universitetet, ligesom lærebøgene har været de samme (for der har ikke været andre før nu). Irena Grakauskiené ønsker derfor, at skolen skal overgå til collegestatus, så hendes dimittender kan gå i gang med relevante universitetsstudier uden først at skulle igennem gammelkendt stof.

Ved projektafslutningen, der fandt sted ved en lille højtidelighed i det litauiske undervisningsministerium, benyttede hun lejligheden til at appellere til den danske ambassadør i Litauen

Side 7

Per Carlsen om fortsat dansk projektstøtte.

Den vigtige praktik

De første studerende efter den nye studieordning på højskolen blev færdige i marts, de næste i juni, og da vi besøgte skolen først i juli, sad der en flok håbefulde unge mennesker og ventede på at komme til optagelsessamtale. Der er rift om den nye uddannelse.

De første evalueringer er ifølge rektor da også meget tilfredsstillende:

''Vi har lavet meget detaljerede analyser af hvert eneste semester og har talt både med lærere og studerende, hvilket også er noget nyt for os,'' siger hun.

Men Irena Grakauskiené erkender, at der er lang vej endnu. Højskolens undervisningtilbud skal ændres, den nye uddannelse mangler certificering, fordi man stadigvæk ikke har vedtaget en sygeplejerskelov, biblioteket skal opdateres, lærebøger indkøbes og forskning igangsættes.

Den nye uddannelse er langt mere praksisorienteret end den gamle højskoleuddannelse. Blandt andet kommer de studerende nu også ud i primær sektor. Selv om det kun drejer sig om få ugers praktiktid, kan et geriatrisk plejehjem i Vilnius skrive sygeplejehistorie som det første praksissted nogensinde for sygeplejestuderende.

Den tidligere chefsygeplejerske og nuværende uddannelsesleder på universitetshospitalet i Vilnius Jadvyga Griskeviciené kan fortælle om de studerendes praktikophold på hospitalet, der har omkring 1.000 senge og omkring 900 sygeplejersker og 450 læger ansat. Som på plejehjemmet i Vilnius var det også her for første gang sygeplejerskerne selv, der skulle stå for praktikoplæringen.

Al efteruddannelse og opkvalificering af hospitalets sygeplejersker lokalt og regionalt sorterer under hende, ligesom hun er ansvarlig for superviseringen af de studerende. En magtfuld, men utålmodig kvinde, der synes, udviklingen ikke kan gå for stærkt.

På universitetshospitalet er udviklingen gået hurtigst. Her er sygeplejerskerne langt mere selvstændige, ligesom lægerne også er indstillet på de nye tider. Men også her er der et stykke vej, blandt andet fordi sygeplejerskerne har for meget at lave. På grund af økonomien må de ofte udføre arbejde, der ikke er sygeplejerskearbejde, ligesom mange sygeplejersker har to job, fordi de ikke kan leve af en sygeplejerskeløn.

Sygeplejerskerne i Litauen tjener mindre end en buschauffør, så for mange betyder det ekstra vagter eller ekstra job, især hvis de er eneforsørgere. Det går naturligvis ud over engagementet og den ekstra indsats, det kræver at skulle omstille sig. Men noget tyder alligevel på, at Jadvyga Griskeviciené har formået at sælge sine budskaber. Ikke mindre end 400 af hospitalets sygeplejersker har søgt om at få opdateret deres uddannelse. 

Litteratur

1. Holm Grete-Lise: Solidaritet med succes. Sygeplejersken nummer 38/98.
2. Nerving Dorte: Tema: Litauen. Sygeplejersken nummer 12/96.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, Litauen, uddannelse, uddannelsesreform.

Billedtekster
Universitetssygehuset i Vilnius er indstillet på de nye tider. Det er her, den nye danskstøttede forsøgsordning er blevet afprøvet i praksis.­ Udviklingen kan ikke gå stærkt nok, mener Jadvyga Griskeviciené, tidligere chefsygeplejerske og nuværende uddannelsesleder på universitetshospitalet i Vilnius.­ Vi behøver stadigvæk hjælp for at komme videre, mener Irena Grakauskiené, højskolerektor og læge, som er med til at udvikle sygeplejen i Litauen.