Praktik som mareridt

Gennem næsten fire år fulgte jeg en sygeplejestuderende, som gik på Herlev Sygeplejeskole. Hun blev sygeplejerske den 31. maj 1999, men sådan som hendes studietid forløb, var det langtfra noget, der var sikkert.

Den studerende dumpede til første års eksamen, men kløede på og gik op igen, bestod og kunne følge sit hold. Hun klarede sig fint gennem andet års praktik. Jeg, der er uddannet fra samme sygeplejeskole for fire år siden, hjalp og vejledte hende med andet års eksamensopgaven, som hun fik 10 for. Alt tegnede fint, og alle skoleforløb med opgaveskrivning forløb uden problemer.

Da hun påbegyndte tredie års praktikperiode, oplevede hun en god forventningssamtale, og der blev udarbejdet gode samarbejdsaftaler mellem den studerende, afdelingen og de to kontaktsygeplejersker. Den ene kontaktsygeplejerske var gammel i gårde, den anden helt nyuddannet. Efter min mening er det for stor en opgave for en helt nyuddannet og nytilkommen sygeplejerske i et nyt speciale at have en tredieårs praktikstuderende. På den pågældende afdeling var mellem 80 og 90 procent af medarbejderne i øvrigt først blevet uddannet inden for det sidste år.

Afdelingen havde lovet den studerende fast undervisning hver tirsdag i diagnoser, medicin og observationer med relevans for afdelingens patienter. Den undervisning modtager den studerende dog på intet tidspunkt i løbet af de måneder, hun var i afdelingen. Undskyldningen var, at der var for få studerende til at bruge tid på undervisning.

Praktiktiden op til den aftalte midtvejsevaluering, der skulle finde sted fredagen før jul, forløb godt, og den studerende fik ros fra alle samarbejdspartnere. Hun havde dog kun tilbragt få dage sammen med kontaktsygeplejerskerne, som det meste af tiden enten var på vagt eller på kursus.

De få dage, den studerende gik sammen med kontaktsygeplejerskerne, gav de hende dog indtryk af, at alt gik godt, og at hun uden problemer ville bestå praktikken, hvis hun fortsatte med at yde den samme arbejdsindsats.

Livsdrøm eller mareridt

Fredag før jul 1998 blev en dag, der resten af livet vil stå som et mareridt for den studerende. Hun fik både mundtligt og skriftligt at vide, at hun i hvert fald skulle have en ekstra vurdering og evaluering sidst i januar. Men at hun lige så godt kunne forberede sig på at dumpe og i bedste fald kunne få lov til at forlænge sin praktik. Det mest sandsynlige var dog, at hun skulle gå praktikken om.

Den studerende fik således at vide, at hun ikke kunne den komplekse sygepleje, havde mange store huller i sin faglige viden, og faktisk havde hun kun viden og færdigheder svarende til trin 1. Ligesom den studerende heller ikke kunne observere patienterne.

Her stod jeg med en dejlig pige. Ung, frisk og med masser af gåpåmod. Renlig, sød, kærlig, venlig og smilende ­ men efter denne midtvejsevaluering grædende, opgivende, frustreret og ulykkelig. Hendes livsdrøm om at blive sygeplejerske var nær bristet, og drømmen lå pludselig meget langt væk.

Efter en lang samtale med den studerende fandt jeg ud af, at al viden var på plads, sundhedsvidenskabeligt, naturvidenskabeligt, human- og samfundsvidenskabeligt. Men overblikket, modet til at bruse frem med rank ryg og sige: ''Det kan og ved jeg,'' ligesom evnen til at kombinere al sin viden og nå frem til den komplekse sygepleje manglede. Vi enedes dog hurtigt om at tage kampen op mod praktikstedet.

I fællesskab lagde vi en læseplan for de

Side 27

næste 4-6 uger. Jeg gennemgik de 8-12 patienter, den studerende skulle gå stuegang på. Og gennemgik hver gang også noget teoretisk stof. Efter de første to gange gennemgik den studerende selv sine patienter for mig, og havde det været mig, der var kontaktsygeplejerske, ville jeg have været tilfreds med hendes overvejelser i forhold til patienterne. I løbet af de næste fire uger knoklede den studerende på med at læse og så videre.

Meget kan gøres hjemme i sofaen, men noget må den studerende selv have gjort på praktikstedet, hvor jeg ikke var til stede. Sidst i januar gik den studerende meget nervøs og uden tro på sig selv til ekstra evaluering. Her sad to måbende kontaktsygeplejersker så og undrede sig over, hvordan den studerende havde kunne ændre sig på så kort tid.

Hun var blomstret op, havde skrevet en sygeplejefortælling ud over det normale, havde undervist, havde fundet frem til løsninger i forhold til en causa socialispatient, som ikke en af sygeplejerskerne på afdelingen havde tænkt på, og hun var blevet mere åben. Der var ikke meget, de to kontaktsygeplejersker havde at sige. Dog sagde de ligeud, at de ikke fattede, hvordan hun havde kunnet rejse sig efter den omgang, de selv havde givet hende: ''Efter den fredag før jul havde vi faktisk regnet med, at du havde opgivet og aldrig var kommet igen,'' som de udtrykte det.

Hvad var meningen? Hvad betød den sætning? Jeg blev meget flov og forarget over, at der i dag findes sygeplejersker, som mener, at de studerende må klare sig selv, fordi de er studerende, eller at man som studerende skal gå grædende hjem ­ og helst hver dag.

Grunden til, at den studerende kom igennem, var, at hendes bagland var i orden. Bag sig havde hun en sygeplejerske, der alt i alt ofrede 12 timer på at tage hende under sine vinger. Skulle sygeplejelæreren eller kontaktsygeplejerskerne ikke have kunnet klare det?

Dårlig faglig kultur

I dag sidder jeg og tænker: ''Hvordan kan en sygeplejelærer, der burde tage hånd om den studerende, sidde alt det overhørigt?'' Hvad er det for en dårlig kultur, vi har skabt, hvor de studerende skal klare alt selv, græde og ikke tro, de er noget. Skal vi blive ved med at acceptere skellet mellem skole og praksis? Er kontaktsygeplejerskerne i virkeligheden bange for og utrygge ved de studerende ­ og for al den nye teori, som de studerende lærer?

Hvordan kan man nå til slutningen af praktik tre og så blive dumpet? Der manglede kun to måneders skolegang og en teoretisk opgave, og så skulle hun have været færdig? Burde den studerende så ikke være dumpet lang tid i forvejen?

Der er noget helt galt. Jeg er flov over at være sygeplejerske, hvis det er de forhold, vi byder vores kommende kolleger. Og hvad er det egentlig, vi vil, når vi annoncerer i tv og på busser og tog for at få nye ivrige, unge mennesker til at læse til sygeplejerske?

Min studerende er langtfra noget enestående eksempel. Jeg har mødt flere, der på andet eller tredje år valgte at stå af sygeplejeuddannelsen og vælge en anden uddannelse i stedet ­ de havde ikke haft nogen til at hjælpe sig igennem. Hver gang, jeg møder sådan et menneske, går der et skår i mit sygeplejehjerte.

Nøgleord: Kontaktsygeplejerske, praktikvejleder, sygeplejestuderende, uddannelsespraktik.

Billedtekst
Hun fik at vide, at hun ville dumpe til eksamen, men hun bestod til kontaktsygeplejerskernes store overraskelse.