Uddannelse tværs over Østersøen

Rimante Gudeleviciené har taget konsekvensen af den nye udvikling i Litauen. Hun har sat sig på skolebænken for at kvalificere sig til fremtidens undervisning i sygepleje. Men ligesom mange danske sygeplejersker har hun måttet gå en omvej. Hendes grunduddannelse i sygepleje giver ikke automatisk ret til at læse videre på universitetet, selv om hun under uddannelsen er blevet undervist af speciallæger ligesom de universitetsstuderende og har haft de samme lærebøger.

Rimante må derfor gå den tunge gang, der hedder opkvalificering til bachelorniveau. Reelt betyder det, at hun skal igennem stof, hun allerede kan. Men forude vinker diplomstudiet i sundhedspædagogik.

''Jeg klarer det som deltidsstudium, så jeg kan passe mit arbejde som lærer og instruktør,'' forklarer hun under vores besøg på Lithuanian Centre for Professional Training and Specialisation of Nurses i Vilnius.

Mange sygeplejersker i Litauen har to job for at klare dagen og vejen, så Rimante synes ikke selv, det er særlig bemærkelsesværdigt, at hun skal i gang med studierne, når hun kommer hjem fra sit arbejde på centret. At lønnen som underviser heller ikke er i top, får hende ikke til at springe fra. Som centrets øvrige lærere kæmper hun for en sag: Sygeplejen i Litauen skal ikke mere være en hjælpedisciplin til medicinen, men udvikles til en selvstændig profession med eget virksomhedsområde.

Inspirationen til alt det nye skal hentes tværs over Østersøen hos Bornholms Amt. Her har man via regeringens 'Baltisk Uddannelsesø' under Indenrigsministeriet startet projekter i de baltiske lande ­ både for at hjælpe balterne, naturligvis, og for at tilføre øens eget hårdt trængte arbejdsmarked nye beskæftigelsesmuligheder.

På samme skolebænk

''For sygeplejens vedkommende startede det på sygeplejeskolen i Rønne. Her ville man gerne støtte kollegerne i de baltiske lande i deres omstillingsproces og tilrettelagde derfor nogle kurser på Bornholm for udvalgte sygeplejersker. Men tilbage i hverdagen kom frustrationerne. Alt det nye, de havde lært, kunne de godt glemme alt om. De magtfulde læger var ikke interesserede,'' fortæller sygeplejelærer Jette Rønne, der i dag er ansat af Bornholms Amt som uddannelseskonsulent med fast bopæl i Vilnius.

Jette Rønne har indtil flere kasketter på. På en af dem står der projektkoordinator for uddannelsesprojekt Basic and Postbasic Education of Nurses in Lithuania, der er støttet af Dansk Sygeplejeråd.

Jette Rønne fik heldigvis en god ide. Hvorfor ikke alliere sig med de baltiske læger, som selv er i gang med en omstillingsproces efter Sovjettiden?

Sammen med kollegerne på sygeplejeskolen fik hun skaffet penge til tværfaglige kurser, hvor både læger og sygeplejersker fra Baltikum sad på samme skolebænk. Det gav bonus. Lægerne er i dag vigtige samarbejdspartnere og medspillere i omstillingsprocessen, for ligesom de øvrige østeuropæiske lande har også balterne måttet lægge an til enny sundhedsstrategi, hvor sundhedsfremme og forebyggelse er i fokus.

Blandt kursisterne på Bornholm var Rimante Gudeleviciené og

Side 9

Loreta Gudeliené-Gudelevviciené, der i dag er leder af uddannelsescentret i Vilnius. Her har Jette Rønne kontor, og herfra holder hun snor i sine forskellige projekter. I 1998 efterfulgte hun uddannelseskonsulent Lise Kaalund-Jørgensen som projektkoordinator for det dansk-litauiske uddannelsesprojekt.

Når Jette Rønne sagde ja til at afslutte dette projekt, har det sine indlysende grunde. Man kan ikke etablere en ny grunduddannelse i sygepleje, hvis man ikke også har kvalificerede undervisere og opdateret undervisningsmateriale. Jette Rønnes hovedindsats i projektet har derfor været tilrettelægning af efteruddannelses- og opkvalificeringskurser for de litauiske sygeplejersker, som for første gang i deres egen sygeplejehistorie har skullet have studerende i praktik. Ikke nok med, at det er de litauiske læger, som indtil nu har forestået grunduddannelsen af Litauens sygeplejersker, det har også været dem, der har introduceret sygeplejerskerne til praksis ude på hospitalerne.

''Det begyndte med nogle korte kurser her på centret, men det har udviklet sig til kurser af en og to måneders varighed. Det er naturligvis ikke særlig lang tid, når det drejer sig om så stor en omstilling, som sygeplejen i Litauen er inde i, men dog en god begyndelse. I kurserne har jeg lagt stor vægt på at lære litauerne selv at søge viden,'' fortæller Jette Rønne.

Litteratur en mangelvare

Projektet har også satset på at købe litteratur ind, ligesom der er blevet oversat lærebøger i sygepleje, blandt andet en af Dansk Sygeplejeråds lærebøger i grundlæggende sygepleje.

''Projektet er blevet kaldt en dansk sygeplejemodel, men naturligvis skal vi ikke trække vores sygepleje ned over hovedet på litauerne. De skal selv udvikle deres sygepleje i overensstemmelse med deres egen kultur og egne behov. Derfor har vi også satset på andre lærebøger end lige danske,'' siger Jette Rønne.

Det er indlysende at oversætte vestens nye sygeplejelitteratur til litauisk, men ud over at det koster penge, er der en kulturel barriere, der skal overvindes. Litauerne er ganske enkelt ikke vant til at købe lærebøger. De har været vant til at skrive af fra den sorte tavle for at kunne reproducere det, deres lærere har doceret.

Hertil kommer, at lærerne har været vant til at få foræret litteratur, når der har været besøg af udenlandske gæsteforelæsere. Ifølge Jette Rønne drejer det sig især om litauere, der er emigreret til USA. De kommer hjem en gang imellem for at undervise og medbringer så litteratur fra den undervisningsinstitution, de er tilknyttet i Amerika. På den måde har udviklingen være tilfældig, før der kom systematik i tingene med de udenlandske projekter. Foruden dansk bistand er der også involveret bistand fra EU og andre donorer.

''Jeg kan virkelig se resultater og er derfor også lidt stolt. Det opvejer alle de besværligheder, der selvfølgelig også har været,'' siger Jette Rønne.

Ellers har hun især i starten af sit ophold i Vilnius ofte mødt den indstilling:

Hvorfor al den forandring, det er meget nemmere bare at lade være.

Det hænger sammen med, at sygeplejerskerne er en underbetalt gruppe. Sygeplejersker i Litauen tjener ikke mere end en ufaglært arbejder:

''Vi har naturligvis gjort meget for at ændre sygeplejerskernes indstilling til at lære nyt, og det er da også som nævnt lykkedes ganske godt, men samtidig må vi også spørge, hvad er ret og rimeligt. Mange sygeplejersker er trætte, fordi de har to job, og kan derfor ikke yde nogen optimal sygepleje. Her kan man passende pege på, at borgerne nok får, hvad de vil betale for,'' siger hun og peger på sundhedsvæsenets altoverskyggende problem: der mangler penge. 

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, Litauen, uddannelse, uddannelsesreform.

Billedtekster
For første gang er det sygeplejerskerne på universitetshospitalet i Vilnius og ikke lægerne, som har været praktikvejledere for de sygeplejestuderende.
Jette Rønne (yderst t.v.) og Jens Bydam (yderst t.h.) sammen med nogle af deres litauiske samarbejdspartnere ­ i midten ses viceundervisningsminister Romuldas Pusvaskis.