Faglig kommentar: Ulighed i sundhed

Sundhedstilstanden her i landet er generelt dårligere end i andre velfærdsstater. Og sundhedsindsatsen slår fejl, skriver en avis, fordi akademikere formidler sundhed i et sprog, som modtagerne ikke forstår. I hvert fald ikke de modtagere, der har mest brug for at forstå. Det er ikke nogen velbevaret hemmelighed, at der er ulighed i sundhed. Derfor er det mærkværdigt, at det i den grad kan chokere politikere, embedsmænd og direktører i patientforeningerne, at så mange gode hensigter aldrig forplanter sig til den øldrikkende, storrygende dansker, der sidder med en palle chips foran sig og ser tv.

Et konkret eksempel på denne ulighed blev leveret af embedslægerne i Københavns Amt. I 1996 udarbejdede de rapporten 'Ulighed i Sundhed'. I rapporten er amtets 18 kommuner opdelt i tre grupper, som bliver sammenlignet ud fra levekår og sundhedsproblemer. Ved levekår forstås blandt andet indkomst, uddannelse, arbejdsløshed og ejerskab til bolig og bil. Ved sundhedsproblemer forstås sygelighed, brug af sundhedsvæsenet og dødelighed med statistiske eksempler hentet inden for blandt andet hjertesygdomme, lungekræft, kronisk bronkitis, alkoholdødelighed og spædbarnsdødelighed.

Massive forskelle

Gruppe 1 består af kommuner, hvor befolkningen har de relativt bedste levekår. I gruppe 2 er levekårene middelgode, og i gruppe 3 er levekårene relativt dårligere.

Tallene er markante og taler for sig selv. Den gruppe kommuner, hvor befolkningen har de dårligste levekår, har også de største sundhedsproblemer.

''Undersøgelsen er foretaget i et velstillet amt i et velfærdssamfund,'' skriver embedslægerne, ''alligevel er forskellene i levekår kommunerne imellem betydelige, og det medfører en massiv forskel i dødelighed, sygelighed og brug af sundhedsvæsenet.''

En del af forklaringen er forskellig livsstil. Der bliver røget og drukket mere, spist dårligere og dyrket mindre motion i de dårligst placerede socialgrupper, som også har ringere levekår.

Derfor foreslår embedslægerne en forebyggende indsats rettet mod de mindre ressourcestærke. Indsatsen skal foregå lokalt i det miljø, hvor målgruppen færdes. Det kan være i boligområder, på arbejdspladser, og der hvor fritiden tilbringes.

Embedslægerne mener også, at der er et stort, men uudnyttet forebyggelsespotentiale i praksissektoren og i sygehusvæsenet. De foreslår, at den forebyggende samtale, som sygeplejersker har mulighed for at have med patienter og klienter, skal systematiseres og være en fast del af det daglige arbejde.

Start med børnene

Vagn Christensen skrev det for længe siden i 'Social medicinsk grundbog', og han er ikke den eneste, der mener det: Sundhed er nemmere at opnå for nogle end for andre. Derfor er forebyggelse mere end glittede pjecer om frugt i madkassen. Forebyggelse er også at have baggrunden i orden. At have viden om social arv, arbejdsmiljø, boligmiljø og levekår og bruge den viden til at afgrænse de områder, hvor der er brug for at gøre et konkret stykke arbejde.

Vi danskere har ikke tradition for at regulere sundhedstilstanden med forbud. Vi taler hånligt om Forbuds-Sverige, men vi glemmer, at sundhedstilstanden generelt er bedre på den anden side af Sundet.

Forebyggelse, ja ­ men den skal følges op af konkrete signaler. Ud over samtaler og lokale forebyggelsesinitiativer, er det oplagt at tage fat i børnene.

Det er med forebyggelse som med børneopdragelse: Det er ikke det, vi siger, der betyder noget, men det, vi gør. Så længe børn kan købe cola fra en automat fra det øjeblik, de betræder folkeskolen, og de større børn gerne må ryge, blot de har en seddel med hjemmefra, kan man ikke forvente, at sundhedsindsatsen skal slå igennem.

Hvis det er vigtigt, at børn spiser godt og sundt hver dag, hvorfor findes der så ikke en kantine på skolen, hvor det kan lade sig gøre?

Hvorfor er skolerne ikke røgfri?

Hvorfor er det tilladt fritidsordninger kun at byde børnene et glas saft, når konflikterne er under optrapning hen på eftermiddagen, fordi samtlige unger er sukkerkolde?

Det er ikke tilgængelig viden om forebyggelse, det skorter på. Det er talent og fantasi. Enhver kommune og ethvert amt kan sætte jordnære projekter til forbedring af folkesundheden i gang, hvis viljen er der.