Klorkalk og systematik

I 1833, da Florence Nightingale var 13 år, udgav den spanske hospitalsorden San Juan de Dios en lærebog med titlen 'Sygeplejens kunst'. I forordet skriver forfatteren, José Bueno y Gonzalez:

''I betragtning af den betydelige indflydelse på sygdomsbehandlingen, som det har, at omhyggelige, uddannede, pålidelige personer bistår både lægen og den stakkels syge (...), kan jeg kun være enig i, at udøvelsen af sygeplejen bør udgøre en særskilt videnskab (...).

De agtværdige professorer i kunsten at helbrede, udsteder deres ordinationer under stuegangen, fastlægger behandlingsplanen og går derfra, sikre på, at den vil blive ført ud i livet.

Hvilke kundskaber er ikke nødvendige for at opfylde denne forpligtelse på en fornuftig måde? (...) Hvad viser der sig ikke af nye symptomer, som forpligter den dygtige sygeplejerske til at gå frem med dømmekraft og omtanke?''

Sygepleje kræver både den rette indstilling og en god uddannelse, fastslår José Bueno y Gonzalez. Derfor har han skrevet dette lille bind med teoretisk-praktiske retningslinjer.

Det skal bibringe ordenens novicer en række

Side 20

Denne gamle operationsstue er forlængst ude af brug, ligesom hospitalet, hvor den står, ikke længere lever op til nutidens krav. Den spanske sygeplejes prioritering af hygiejnen har til gengæld overlevet og er stadig et fremtrædende træk. 

Side 24

grundlæggende begreber, som, selv om de umiddelbart forekommer uden sammenhæng med emnet, vil bibringe de unge sygeplejersker større viden:

...'' så de kan lokalisere de syge organer, forstå de fagudtryk, som lægerne bruger i behandlingen, skelne mellem de variationer og symptomer, som indtræder i løbet af sygdommen, og forholde sig til dem, hvis lægen ikke er til stede, regulere luftens temperatur, desinficere den, samt en forklaring af, hvordan barometeret og termometeret virker, og endelig den metode og det regime, der bør iagttages i sygesalene, disses indretning, den enkeltes praksis, metoder til anbringelse af igler, kopper, salver, sennepsplastre med videre, for at de til rette tid kan suspendere eller administrere medicin, kost og alt, hvad patienten i øvrigt kræver...''

På vej mod videnskaben

I 1997 blev lærebogen genoptrykt i en kopiudgave af sygeplejerådet i den spanske region Aragon (hvad der svarer til en dansk amtskreds).

Med udgivelsen ønskede den daværende formand for rådet Andrés Manrique at understrege det videnskabelige perspektiv, som sygepleje i Spanien efter hans opfattelse har haft længere end i noget andet land: ''Og ved videnskabelig sygepleje forstår jeg sygepleje med disse tre karakteristika:

Den skal være planlagt. Når en patient har et bestemt problem, gør man sig en hypotese om, hvordan det skal løses, og denne hypotese er udgangspunkt for plejen.

For det andet skal sygeplejen kunne gentages. Det vil sige, at den plejeplan, man lægger for en patient med et bestemt problem, også skal kunne anvendes hos en anden patient med det samme problem. For det tredje skal den kunne evalueres,'' siger Andrés Manrique.

''Disse betingelser kan man se opfyldt i 'Sygeplejens kunst' og for den sags skyld også i tidligere tiders sygehusreglementer. Her fremgår det, at sygeplejersken skal modtage patienterne og planlægge deres pleje. Det fremgår også meget tydeligt af et værk som 'Sygeplejens kunst', at man har skelnet mellem forskellige typer patienter og patientproblemer.

Det, vi ser her, er en selvstændig profession, som bygger på en fond af egen viden og har et selvstændigt ansvar. Mange af de opgaver, der er sygeplejerskens, kan delegeres til andre. Men ansvaret kan ikke delegeres, og er det, der gør sygeplejen til en profession.''

Femten år før Semmelweiss

Afsnittene i 'Sygeplejens kunst' om anatomi, fysiologi, teknikker og så videre må selvfølgelig virke forældede i vore dage.

Det, der især tiltrækker sig opmærksomheden, er beskrivelsen af den hygiejne, sygeplejerskerne har ansvaret for at opretholde. Man husker stadig, at året er 1833, tyve år før Krim-krigen, og femten år før Semmelweiss fandt ud af, hvordan man skulle undgå at smitte barselspatienter med barselsfeber.

En af sygeplejerskens vigtige pligter er at desinficere sygestuerne og regulere rumtemperaturen. Sygestuerne bør være lyse, luften iltrig og temperaturen 10-15 grader Reamur (12,5 ­ 18,7 grader Celsius). Højere eller lavere temperaturer er ikke gavnlige for sygdomsbehandlingen.

Luftens elektricitet og tørhed virker stimulerende på livskræfterne ligesom lyset, hedder det. Uddunstninger af forskellig slags kan til gengæld være skadelige for livskræfterne, derfor bør man bruge desinfektionsmidler som pil, poppel, merian, rosmarin, mastikstræ, gyvel med mere. Disse urter kastes i en gryde med stærk eddike, som står og koger på sygestuen.

Kraftigere desinfektionsmidler bør bruges, når der er epidemier, for eksempel en blanding af vand, salt og manganoxyd, som afgiver gas ved opvamning.

I den senere tid har et nyt middel, afvaskning af vægge og gulve med klorkalk, imidlertid begyndt at vinde indpas på forskellige sygehuse, skriver José Bueno y Gonzalez, ''ikke kun fordi det er enkelt og billigt, men også på grund af bedre resultater.''

Hensigtsmæssige bygninger og inventar er en

Side 25

forudsætning for en god hygiejne, og forfatteren skriver, at man nu er ved at gå bort fra de store sygesale, som tidligere var standard med ordenens sygehus i Granada som forbillede.

Nu bør man indrette sygehuset som det i Cadiz, hvor sygestuerne er mindre ''med det formål, at der ikke skal ligge så mange syge sammen.''

Sygestuerne bør være ni varas (syv en halv meter) i bredden, med store proportioner og højt til loftet. Væggene bør være flisebeklædte op i halvanden meters højde. Der skal være ventilation oppe og nede, helst mod alle fire verdenshjørner, og store vinduer med glas og skodder, så der kan komme tilstrækkeligt med lys og luft.

Sengene bør stå seks fod (cirka 1,80 meter) fra hinanden, på den ene side af sengen bør der stå et sengebord, på den anden en natpotte med tætsluttende låg og oven på den en spytbakke, som bør være af metal, ikke træ. Sengen bør være af jern og træ, så den er let at gøre ren.

I sygestuer med mange syge bør man undgå sengeforhæng, fordi de forhindrer den frie luftcirkulation og let bliver snavset til.

Sårinfektion og empiri

Sygeplejerskerne skal sørge for, at der bliver gjort grundigt rent på fastsatte tidspunkter (to gange om dagen), og de skal lufte ud og brænde røgelse i forbindelse med rengøringen.

Der skal være vaskefade og håndklæder, så de kan vaske hænder efter den kirurgiske stuegang, hvor forbindingerne bliver skiftet.

Til afsnittet om stuegangen, der foregår allerede klokken syv om vinteren og klokken seks om sommeren, er der en interessant fodnote.

Selv om det er skik på næsten alle sygehuse, at den udvortes behandling foregår ved stuegangen, kommer der måske en dag, hvor man vil indse nytten af at henlægge behandlingen til om eftermiddagen, skriver Bueno y Gonzalez:

''Luftens indflydelse på sår er velkendt, ligeledes, at luften i sygesalene klokken fem eller seks om morgenen er fuld af rådne uddunstninger, hvori indgår svovlbrinte, som kan få selv det letteste sår til at blive betændt.''

Udluftning før forbindingsskift er ikke så effektiv om morgenen som om eftermiddagene, hvor lyset kan medvirke til en bedre luftfornyelse, og hvor den ikke generer patienterne, som gerne vil sove på dette tidspunkt, ''også de, som ikke har sovet hele natten, plejer at falde i søvn på dette tidspunkt, hvor man nu kommer og forstyrrer dem med behandlingen.''

Arabisk renlighed

Betoningen af renlighed og hygiejne er gennemgående træk i spansk sygepleje fra de tidligste tider, siger Andrés Manrique:

''Sygeplejen i Spanien har udviklet sig under indflydelse af mange kulturer, der har mødt hinanden. I middelalderen var der store interne folkevandringer, og i Spanien er fremmede altid blevet modtaget med åbenhed.

Kulturmødet fandt sted under de store pilgrimstog i Nordspanien, hvor pilgrimmene kom fra hele Europa, og under generobringen af de områder, som var under maurisk herredømme. Det tog 800 år og var snarere en social end en militær erobring.

Her i Zaragoza, hovedstaden i Aragon, levede kristne, jøder og maurere fredeligt sammen i flere hundrede år. Og den renlighed, komfort og livskvalitet, som den spanske sygepleje stræber mod, er træk fra den arabiske kultur, ikke fra den kristne.''

Stor social prestige

I Spanien har sygepleje altid været et meget respekteret fag og er det stadig. Spanske sygeplejersker er relativt vellønnede, og sygeplejerskeuddannelsen har tre-fire gange så mange ansøgere, som der er plads til.

Fagets prestige er igen et forhold, som har en historisk forklaring, siger Andrés Manrique.

En særlig uddannelse i hospitalssygepleje blev oprettet i 1951. Men allerede i midten af det forrige århundrede fandtes der en statsanerkendt uddannelse til practicante. Det var en privatpraktiserende sygeplejerske med stor selvstændig kompetence, som udgjorde en vigtig del af den primære sundhedssektor.

Side 26

'Disse privatpraktiserende sygeplejersker var som regel mænd. Og endnu i dag udgør mænd en femtedel af de spanske sygeplejersker,'' siger Andrés Manrique.

''Men den store sociale prestige hænger også sammen med, at sygeplejen i mange år var nært knyttet til de religiøse ordener. Kirken har altid haft stor prestige, og det har smittet af på sygeplejen.

Samtidig har de religiøse sygeplejeordener spillet en vigtig rolle for den faglige udvikling. De religiøse sygeplejersker havde ikke andre mål, som penge, position og ægteskab. De helligede sig sygeplejen, og uden deres indflydelse havde den aldrig nået det professionelle niveau, den fik.''

Sygehusvæsenet i Spanien nød godt af tidligere tiders arabiske indflydelse, ikke mindst på apotekervæsenet. Men også betoningen af renlighed og patientens velbefindende er træk, hvor man kan spore arabisk indflydelse. 

'El Arte de Enfermería' blev udgivet i Madrid 1833. Den er genoptrykt i en faksimileudgave af sygeplejerådet i Aragon, Consejo Autonomico de Colegios de Diplomados en Enfermería de Aragón, Zaragoza 1997.

Citater oversat af Kirsten Bjørnsson.

Nøgleord: Historie, Spanien, sygeplejehistorie.