Man tager en linnedklud

I lærebogen 'Anvisninger for sygeplejersker' er der omtalt 150 lægeplanter, som sygeplejersken skulle kende og benytte.

''Hvor meget arbejde gav mig ikke uvidenheden, da jeg indtrådte i de syges tjeneste, og at jeg ikke kendte sygeplejerskens fag, når jeg skulle udføre de behandlinger, som lægerne ordinerede. Så det altid forekom mig, at jeg ikke udførte opgaverne godt, og jeg levede med dårlig samvittighed, mens jeg bestræbte mig på at lære det, jeg ikke vidste.''

Sådan skrev Broder Andrés Fernández, forstander på Hospital General de Madrid i forordet til sin lærebog 'Anvisninger for sygeplejersker' i 1625.

Andrés Fernández var på det tidspunkt leder af Obregón-ordenen, en af de religiøse ordener, der blev oprettet i Spanien i slutningen af 1500-tallet med det ene formål at pleje syge.

Side 11

Billede 

Side 12 

Lærebogen udkom første gang i 1617 på opfordring fra ordenens grundlægger, Bernardino de Obregón. Med Andrés Fernández' ord var formålet ''at staklerne kan have veluddannede og dygtige sygeplejersker til deres tjeneste, som vil være dem til stor bedring og trøst.''

Den ny reviderede udgave byggede på ordensbrødrenes opsamlede viden, forfatterens egen erfaring fra 24 år som sygeplejerske, og hvad han havde lært af ''meget lærde og erfarne læger.'' Den blev udbredt over hele Spanien og blev genoptrykt flere gange i løbet af det følgende århundrede.

Klar ansvarsfordeling

Lærebogen beskriver en række til tider meget komplicerede behandlingsteknikker, først og fremmest af medicinsk karakter. Den største del af bogen indeholder metodebeskrivelser og opskrifter på øjendråber, miksturer, salver, plastre, omslag, lavementer, afføringsmidler, brækmidler, svedekure, røgning, medicinske bade og massage. Behandlinger, som ordineres af lægen.

Men der er også anvisninger, der angår sygeplejerskens selvstændige ansvarsområde: Hygiejnen på sygesalen, patientens seng og person-lige toilette, lejring, mundpleje, væskebalance, kropstemperatur med mere.

Bogens fulde titel er 'Anvisninger for sygeplejersker på at anvende lægemidlerne mod enhver form for sygdom og yde hjælp ved mange tildragelser, der sker i lægernes fravær'.

Lægerne færdedes ikke på sygehusene døgnet rundt som sygeplejerskerne, og derfor er der et afsnit om førstehjælp i akutte situationer. Hvornår og hvordan man for eksempel standser en blødning med forskellige midler. Først de milde som at forskrække patienten eller slå koldt vand i hovedet på ham, og hvis det ikke hjælper, forskellige former for underbinding og kopsætning eller medikamenter i form af sirupper, pulvere og plastre.

''I mellemtider er, med Guds hjælp, lægen kommet, og sygeplejersken må fortælle ham, hvilke midler han har anvendt, så lægen kan fortsætte med andre, mere indgribende...''

Andrés Fernández glemmer aldrig sin professionelle respekt for lægens ordinationsret og hele ansvarsområde.

Men det skinner igennem, at han sikkert tit kunne have ordineret behandlingen selv. Han er pædagog nok til at begrunde, hvorfor behandlingen skal udføres på en bestemt måde, men stopper så sig selv med et ''årsagen kender lægerne.''

Han forholder sig dog selvstændigt og kritisk til behandlingerne, når der er risiko for, at de kan skade de syge. En bestemt svedekur består for eksempel i, at man anbringer patienten i en lukket trækasse med kun hovedet udenfor og fremkalder sved med røgen fra sennepspiller, som afbrændes på et kulbækken inde i kassen. Om den skriver han:

''Jeg er ganske vist ikke tilhænger af den, for selv om den har en god virkning (...) har jeg set det ende galt med mange, der har gennemgået den. I sandhed er det en kur, som de meget erfarne kun anvender i håbløse tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder for helbredelse.

Jeg vil fortælle, hvordan den udføres, og det skal være et sted, hvor der kun er én syg på grund af den skade, som røgen gør de andre...''

Andrés Fernández fortsætter med at citere fire læger, som er modstandere af kuren, ''og mit formål er ikke at bringe den i miskredit, men sige, hvad jeg mener og har erfaret, at de, som vil anvende den, skal gøre det med forsigtighed og først prøve andre behandlinger.''

Salve mod søvnløshed

Beskrivelsen af en behandlingsmetode indeholder som regel følgende elementer: Behandlingens navn, indikation, detaljeret metodebeskrivelse, tidsangivelse, opskrift på medikamentet, hvis det ikke er meget velkendt, og eventuelle særlige forhold, sygeplejersken skal være opmærksom på.

Hvis det er nødvendigt for at udføre behandlingen rigtigt, er der også en kort anatomisk beskrivelse, som i denne beskrivelse af behandling mod søvnløshed: ''Hvordan og hvornår anvendes smøring med poppel-, valmue- eller mandelsalve.

Side 13

Ofte plejer man, når de syge ikke kan sove, at smøre deres tindinger og næsebor med poppelsalve, eller hvad lægen ordinerer. Og for at den gode sygeplejerske kan gøre det rigtigt, vil det være godt at forklare hvor, hvordan og hvornår.

Tindingerne befinder sig over tindingemusklerne, én i højre side, én i venstre, to fingerbredder fra øjenbrynene mod ørerne, på hvilket sted man kan mærke en arterie bevæge sig og pulsere. Og hele panden skal smøres.

Det gør man på denne måde: Sygeplejersken tager salven med en finger og smører de nævnte tindinger og hele panden og næsefløjene meget blødt, så salven bliver optaget og opsuget. Så smøres næsefløjene, især indvendigt, med pegefingeren, og hvis den syge slet ikke kan sove, kan man smøre håndflader og fodsåler, i den rækkefølge.

Tidspunktet at udføre denne smøring på er, når den syge gerne vil sove, hvis midt på dagen, kan man smøre en halv time efter middagsmaden, når man lukker vinduerne, og om aftenen, når den syge ønsker at lægge sig til at sove, når der ikke er støj i salen, som kan vække den syge, det vil sige mellem ti og elleve.''

På samme tidspunkt kan man give opiumsmikstur eller andre sovemidler, for målet er altid det samme ''og det er, at den syge skal sove og hvile. Hvis den syge sover, skal disse behandlinger ikke udføres. Og man skal bemærke, at de altid skal udføres fire timer efter måltiderne, som det står i kapitel 28, bemærkning 30.''

Behandling og observation

Nogle af behandlingsmetoderne virker i dag nærmest bizarre, som at lindre ørepine ved at lade en ammende kvinde malke modermælk direkte ind i den syges øregang.

Eller denne: Man tager en dueunge eller en lille hundehvalp, skærer rygraden igennem, breder kroppen ud, lægger den på patientens ragede hoved med blod, indvolde og det hele og lader den ligge, til den er helt kold.

Det er dog de færreste metoder, der er så besynderlige. En række behandlinger bygger på århundreders erfaringer med plantemedicin. Omkring 150 forskellige lægeurter er nævnt i bogen. Andre behandlinger har en mere teoretisk baggrund:

På dette tidspunkt mente lægerne stadig, at sygdomme skyldtes ubalancer i forholdet mellem de fire kropsvæsker blod, slim, gul galde og sort galde.

Derfor gik mange behandlinger ud på at genoprette den balance, der var forstyrret. Mod for meget slim ordinerede man for eksempel næseskylning, mod for meget blod åreladning, igler eller kopsætning, mod for meget gul galde brugte man brækmidler, mod for meget sort galde afføringsmidler og lavementer.

Urinen blev betragtet som et filtrat af de fire kropsvæsker, og lægernes diagnosticering byggede blandt andet på urinens farve og øvrige udseende.

'Anvisninger for sygeplejersker' er ordnet efter behandlingstyper, men den giver alligevel et bredt indtryk af, hvilke symptomer og sygdomme patienterne havde på datidens spanske sygehuse. Andrés Fernández er nemlig omhyggelig med at nævne, hvilke patienter man behandler med de forskellige metoder.

Der er midler mod hovedpine, ørepine, øjenbetændelse, halsbetændelse, brystsmerter, mavepine, forstoppelse, vinde, diarre, blod i afføring og urin, hæmorroider, vandladningsproblemer (urinretention og smertefuld vandladningstrang), nyresten, betændelse i indre organer, vattersot (ødemer), rystelammelse (Parkinsons sygdom), apopleksi, gigt, svindsot (tuberkulose), gulsot, kopper, mæslinger, bylder, fnat og skurv (parasitfremkaldte hudsygdomme), rosen (erysipelas), syfilis, rabies, febervildelse, psykiske sygdomme og febersygdomme i flere nøje beskrevne varianter, blandt andet tredjedagsfeber (malaria).

I forbindelse med generelle teknikker er der ofte et afsnit om de patienter, der kræver særbehandling. For eksempel, hvordan man giver apoplektikere og sindssyge lavement.

Medicinsk behandling kunne bestå af meget andet end lægemidler til indvortes eller udvortes brug. Det var ikke usædvanligt, at der samtidig blev ordineret diæt, åreladning, afføringsmidler,

Side 14

lavementer og kopsætning. (For at trække blod ud satte man opvarmede kopper af ler eller glas på huden. Kopperne sugede sig fast, når afkøling fremkaldte undertryk i glasset).

De religiøse ordener, der opstod i slutningen af 1500-tallet med det ene formål at pleje syge, fik stor indflydelse på selve plejen. Et fremtrædende medlem af Obregón-ordenen skrev den første spanske lærebog i sygepleje.

Sygeplejerskens arbejde var ikke bare at udføre behandlingerne, men også at observere patienten for at kunne sætte behandlingen i gang på det rigtige tidspunkt og for at fortælle lægen, hvad virkningen har været.

Sygeplejersken har ansvaret for, at behandlingen kan udføres rigtigt. Det fremgår for eksempel af afsnittet om, hvordan man bader patientens hovedbund med varmt vand eller planteafkog, en behandling, der har et beroligende formål.

Først rykker man sengen ud, så sygeplejersken frit kan bevæge sig, ''især hvis patienten er i vildelse, så sengen ikke bevæger sig.'' Eller man lægger patienten med hovedet i fodenden, med ansigtet opad og hovedet ud over sengekanten.

Derefter tager man et stykke linned, snor det og lægger det stramt om hovedet, så afkoget ikke løber ned i øjnene eller ansigtet. En balje med det varme planteafkog stilles under hovedet, og så bliver man ved med at overhælde patientens hoved ved hjælp af en kande, så længe afkoget er varmt.

''Sygeplejersken skal være opmærksom på, at afkoget hele tiden skal være varmt, og om vinteren varmere end om sommeren, men sådan at det ikke brænder patienten, og det gør han ved først at prøve med hånden.''

Bagefter fjerner sygeplejersken linnedkluden og tørrer patienten. Og hvis lægen har ordineret salve til patientens hoved bagefter, skal sygeplejersken huske at opvarme salven, til den en lunken. Behandlingen skal udføres, mens der er stille på sygesalen, og uden støj, så patienterne kan falde i søvn.

Derfor skal sygeplejersken også gribe ind, hvis lægen finder en patient med delir under stuegangen og siger, at denne behandling straks skal udføres.

''I så fald må sygeplejersken påminde lægen om, at den syge dårligt kan sove, mens døre og vinduer er åbne på sygesalen, og folk går frem og tilbage. Hvis lægen så siger, at behandlingen må udføres, når vinduerne bliver lukket, det kan være klokken halv tolv, er det nødvendigt, at den syge spiser mindst fire timer før behandlingen.

Således er det nødvendigt at påminde lægen, for at han kan bestemme, hvornår den syge skal spise, for hvis patienten er meget svag, er det måske bedre at spare hans kræfter og lindre med et andet middel, indtil det bliver aften og et mere passende tidspunkt at udføre behandlingen på.''

Modtagelsessamtale

Andrés Fernández lægger i det hele taget megen vægt på, at behandlingerne bliver givet i den korrekte rækkefølge og på de rette tidspunkter i forhold til måltider, temperaturændringer med mere. Lærebogen har en særlig påmindelse om dette:

''For at behandlingerne kan foretages så hurtigt som muligt og sammenfald undgås, bør lægen, hvis den første behandling er åreladning, fortælle sygeplejersken det og give tilladelse til, så snart den syge er modtaget og lagt i seng, at spørge ham, hvor mange dage han ikke har haft afføring.

Og hvis der er gået mere end halvanden dag, skal han give et lavement, så det er ikke nødvendigt at udsætte åreladningen, når barberen kommer, og man må tilkalde barberen igen senere.

Side 15

Mandelolie og mandelmælk hørte til den plantemedicin, som 1600-tallets sygeplejersker administrerede. 

Side 16

Og for at sygeplejersken ikke skal være usikker på, hvilket middel han skal anvende ved forskellige sygdomme, bør han give et blødgørende lavement, som ikke kan skade nogen.''

Teksten fortsætter med endnu en påmindelse:

''Vær omhyggelig, hvis den syge kommer meget afkræftet, med at spørge, hvor mange dage han har været syg:

Sygeplejersken skal, når han modtager den syge, især hvis han er meget afkræftet og ikke kan tale, være meget omhyggelig med at spørge dem, der er kommet med ham eller kommer for at besøge ham, hvor mange dage han har været syg, og hvilke behandlinger han har modtaget, for at kunne fortælle det til lægen, så han kan fortsætte med de behandlinger, der er begyndt.''

Lejring og mundhygiejne

Obregón-brødrenes samlede ansvarsområde er beskrevet i ordenens reglement fra 1634:

''Brødrene skal pleje de stakkels syge dag og nat og tjene dem i egen person med alt, hvad der er nødvendigt for deres behandling, renlighed og velbefindende (...). De skal vise størst opmærksomhed og omhu mod dem, som kommer mest afkræftet af deres sygdom.''

De modtager patienterne og bærer dem ind i sengen, hvis de er så medtagne, at de ikke selv kan stå. De vasker dem, klipper hår og negle, ifører dem en ren skjorte og lægger dem i en seng med rene lagner, ''opvarmede, hvis det er vinter,'' sørger for, at deres eget tøj bliver forsvarligt opbevaret i tøjdepotet, opmuntrer patienterne og sørger for, at de får mulighed for at skrifte og gøre testamente.

''Fra tid til anden skal sygeplejerskerne gå gennem salene for at forfriske de syge og vaske deres mund, især på dem, der lider af slemme febersygdomme, som giver belægning på tungen, og dermed mister de lysten til at spise og er i stor fare for delirium og for deres liv, og erfaringen siger, at denne pleje er dem til stor gavn.''

De fører også journal: ''På en tavle, der sidder på hovedgærdet, skal de nedenunder sengens nummer skrive patientens navn, den dag, han blev indlagt, og der nedskriver de de behandlinger, som patienten har fået, så lægerne bedre kan vide, hvordan de skal behandle (...).

De skal altid deltage i lægernes og kirurgernes stuegang for at oplyse dem om de syges tilstand, og de skal medbringe deres tavler for at nedskrive, hvad lægerne ordinerer både af behandling og kost.

Og de skal nedskrive de tidspunkter, hvor de syges feber stiger, så de kan underrette lægerne og give de syge deres mad på det rette tidspunkt, og de skal underrette apotekeren om de behandlinger, der er ordineret.''

De har ansvar for kost og væske, de deler maden ud, hjælper de syge med at spise og skal være meget omhyggelige med, at de får det vand, de skal have.

De har ansvaret for rengøring og hygiejne, skal feje to gange om dagen og rede senge en gang om dagen på et fastsat tidspunkt og i øvrigt, hvis en syg snavser sin seng til. De skal sørge for, at de syge har hver deres uringlas og have glassene klar, når lægen kommer.

De skal anbringe natpotterne i vægskabe, for at de ikke skal skade de syge med deres dårlige lugt. Og de skal sørge for, at sengene står adskilte ''på grund af den skade, der kan ske ved, at de står for tæt.''

I 'Anvisninger for sygeplejersker' uddyber Andrés Fernández også, hvordan en række af disse opgaver skal udføres.

Når den syge bliver lagt i seng, skal sygeplejersken sørge for, at den syge ligger højt med hovedet, ''især de som taler i vildelse på grund af væskeansamlinger i hjernen, for da væsken er tung, er den mere tilbøjelig til at samle sig, hvis hovedet er lavt. Ligeledes er det godt at holde hovedet højt ved sygdomme i brystet.''

Han forklarer, hvorfor man skal skifte snavsede skjorter på patienter med kopper, tyfus og ondartede febersygdomme:

''Af den grund, at skjorten indeholder skadelige uddunstninger frembragt af feberen, og hvis man gav en rask skjorten på, ville han snart blive smittet. Hvor meget mindre grund er der da til, at den skal smitte den syge.''

Der er i det hele taget omhyggelige anvisninger på, hvordan man skifter tøj.

Side 17

Hvordan man skifter lagner på en måde, så den syge næsten ikke opdager det. Hvordan man giver en ren skjorte på, samtidig med at man tager den snavsede af, så den syge ikke bliver afkølet. Hvordan man først har lukket vinduerne, når det er koldt, og hvordan man varmer de rene lagner ved at lægge dem en nat under lagnerne i sengen hos en, der er rask.

Sygeplejersken skal også være omhyggelig med mundplejen, især ved ondartede febersygdomme, hvor tungen bliver meget hård og tør.

''Hos sådanne syge må sygeplejersken være særlig omhyggelig med at fugte og skrabe tungen, hvad man gør ved at skylle munden med koldt vand med nogle dråber eddike, andre gange med mælk, især når den syge ikke sover. Og til tider må man tage en hul stængel og skrabe tungen ...''

Ifølge mange lærde læger kan en hård tunge være årsag til, at de syge taler i vildelse, siger Andrés Fernández og henviser til, at også Hippokrates nævner den frenetiske patients hårde og tørre tunge.

''Desuden, hvis tungen er så uren, hvilken glæde kan den syge så have af at drikke eller spise? Hvis man ikke fugter tungen, sker det tit, at den syge mister lysten til mad og drikke, til stor skade ved brændende feber.''

Ansvar for væskeindtag

''Et af de vigtigste lægemidler for de syges sundhed er, at sygeplejersken ved, hvordan han skal sørge for at give dem at drikke, for han kan gøre lige så stor skade ved at give dem for lidt, som ved at give dem for meget,'' skriver Andrés Fernández videre.

Han tilråder, at sygeplejersken spørger lægen, så ofte han kan komme til det, selv om man ikke altid skal følge lægens anvisning.

''For mange gange siger lægen, hvor meget der skal gives, og hvor mange gange om dagen, og siden kommer der et feberanfald, som udtørrer dem (...). Og således kan man ikke give en almen regel, men må overlade det til den gode sygeplejerskes fornuft.''

I efterårs- og vintermånederne skal de syge have mindre at drikke, i forårs- og sommermånederne mere.

Syge med høj feber skal have mere koldt vand at drikke end andre febersyge, ''og fordi disse syge ofte bliver deliriske, kan de ikke selv bede om noget at drikke, det skal sygeplejersken huske og give dem at drikke.''

Patienter med friske sår og læsioner skal have alt det kolde vand, de kan drikke, ligesom patienter med rosen (erysipelas) og bylder. Vandet må gerne være kogt med tamarind-frugt, skorzonerrod, byg eller syre.

''Bemærk dog, at selv om man kan give dem mere at drikke end dem med andre sygdomme, må man tage deres alder, sædvane og vejret i betragtning sammen med den mængde mad, væsken skal svare til,'' tilføjer forfatteren.

Patienter med gulsot skal have kælderkoldt vand, kogt med rabarber. Patienter med diarre skal have rigeligt af koldt vand med forskellige jernpræparater eller planteafkog, alt efter diarréens karakter.

Patienter med ondt i ryggen skal kun have lidt vand, kuldslået, gerne med sukker, eller kogt med svesker og byg eller lakrids, og når sygdommen er i aftagen, vand kogt med venushår om sommeren, vand kogt med lakrids om vinteren.

Patienter med kopper og mæslinger skal kun have lidt vand for ikke at få diarre, kogt med linser eller byg og skorzonerrod og ikke iskoldt, for det er skadeligt.

Patienter med rystelammelse (Parkinson) skal i begyndelsen have honningvand, siden vand kogt med brombær, palisander eller kanel, og man skal altid kaste et par blade salvie i, når vandet koger.

Vattersotige patienters væskeindtagelse skal nedsættes lidt efter lidt, ''for jo mindre man giver dem, jo mere forsvinder tørsten (...), og jeg har set én, som blev betragtet som svær at helbrede, som i 20 dage hverken drak vand eller vin, kun gav man ham hver dag to søde appelsiner, og han blev helbredt, uden at der blev noget tilbage af sygdommen.

Disse må ikke få noget iskoldt, vinen skal altid være hvid og maden stegt, hvis kogt, så med kikærter og persillerod.''

Side 18

Lærebogen indeholder desuden et afsnit om gavnlige og skadelige fødevarer. Selv om diæten ordineres af lægen, skal sygeplejersken vide, hvilke fødevarer man skal undgå ved bestemte sygdomme, og hvilke man med fordel kan give. For eksempel:

''Persille bør ikke gives til dem med tyfus, bylder, rosen eller friske sår (...) fordi den er varm og medvirker til at gå i forbindelse med galde og blod og forøge dem. Sådanne bør man give citronsaft eller saft af umodne druer og helst citron, fordi saft af umodne druer er sammentrækkende.''

Behandlingsprotokol ved feber

Plejen af febersyge patienter er behandlet i flere afsnit. Selv om man ikke kendte årsagerne til de forskellige sygdomme, havde man et indgående kendskab til de forskellige sygdomsforløb, der kunne forekomme.

I 'Anvisninger for sygeplejersker' findes, hvad man nærmest må kalde behandlingsprotokoller for febersygdomme.

I behandlingen af en febersygdom kan der indgå flere forskellige interventioner, åreladning, kopsætning, væske i bestemte mængder og diæt, i princippet på lægeordination. Men da tidspunktet for en intervention meget vel kan komme, mens lægen ikke er til stede, er det sygeplejerskens ansvar at observere patienten og vurdere, hvornår det er tid til de forskellige indgreb. Det er for eksempel meget skadeligt, hvis den syge får mad samtidig med temperaturstigningen.

''Sygeplejersken må huske ikke at lade de syge sove, hverken når der indtræffer temperaturstigning under en almindelig feber, eller når det er et anfald af tredjedagsfeber (malaria). Og fordi man årelader ved disse febersygdomme, må sygeplejersken vide, hvordan den syge skal lejres til åreladning, for nogle barberer plejer at lægge armen højt og kroppen lavt, og det er en af de største fejl, som stadig begås (...).''

Ved høj feber taler den syge ofte i vildelse, derfor sætter man igler eller kopper, siger Andrés Fernández og henviser til kapitel 29, hvor disse teknikker er beskrevet.

Side 19

Andrés Fernández' lærebog blev udbredt over hele Spanien, og nogle af metoderne blev stadig anvendt i 1800-tallets sygehuse.

 Side 20

Udviklingen af datidens sygepleje foregik langsomt. En stor del af lærebogens metoder har givetvis været kendte allerede i middelalderens klostersygehuse.  

 Side 21 

'Og hver gang man årelader, skal sygeplejersken minde barberen om at åbne åren godt, for det er meget skadeligt kun at åbne den lidt. Og ligeledes, hvis de er ved at besvime, skal sygeplejersken lade dem fylde munden med koldt vand, mens der årelades, og når det bliver varmt, spytte det ud og tage nyt, og stænke ansigtet. Og hvis de stadig er ved at besvime, skal barberen omhyggeligt lukke åren.

Og ofte, når lægerne ordinerer, at en syg skal årelades, og når den syge kommer i sved, efter at de er gået, eller kaster voldsomt op eller får diarré, i så fald skal de ikke årelades, medmindre lægen har ordineret, at de skal i disse tilfælde.''

Sved kan både være gavnlig og skadelig, derfor må sygeplejersken nøje observere patienterne, når de sveder, hedder det:

''Hver gang en syg kommer i varm sved og den dækker hele kroppen, og dråberne er runde, og der har været tegn på urteafkog i urinen, hvad man vil have hørt lægen sige, en sådan sved skal man opretholde ...''

Sygeplejersken skal holde patienten tildækket i over en time, derefter tørre ham med et håndklæde under tøjet og give ham en ren og varm skjorte på. Så vil han svede mere og skal have suppe, ''for disse udskillelser plejer at tage kræfterne.

Og fordi lægen ikke er der ved disse lejligheder, skal sygeplejersken give en smule vand med oksetunge eller skorzonerrod med en smule bezoarsten (stenlignende klumper, som findes i maven på drøvtyggere, red.)... og selv om denne sved er gavnlig, kan den være dødelig, hvis den fortsætter for længe. Derfor bør den omhyggelige sygeplejerske se, om den syge bliver svag, og i så fald bringe den til ophør.

Andre gange kommer en anden sved, som lægerne kalder diaforetisk, og som begynder med en kold sved, som, når den når den syges hånd, forekommer klæbrig, og pulsen bliver svag. Den må ikke opretholdes, og den syge må ikke falde i søvn, men må holdes i bevægelse og uden meget sengetøj. Man kan give dem et tørklæde (det bedste er en hat) vædet med vand og roseneddike, det vil gøre dem bedre tilpas.''

Ved voldsomme anfald af sved, som disse midler ikke kan forhindre, henviser Andrés Fernández til tidligere beskrevne teknikker og forskellige urteafkog.

Med omhu og kærlighed

'Anvisninger for sygeplejersker' viste sig meget holdbar. To hundrede år senere, i 1833, kan man for eksempel finde beskrivelsen af, hvordan man bader en afkræftet patient, ordret gengivet i lærebogen 'Sygeplejens kunst' (se artikel Klorkalk og systematik).

For Andrés Fernández ved, hvad det er, der volder uerfarne sygeplejersker problemer.

Mange forklaringer indledes på denne måde: ''Hvis sygeplejersken spørger, om det er bedst at ...'' ­ og så kommer der en begrundet forklaring. Det er en erfaren praktiker og underviser, der taler.

Men selv om lærebogen efterlader billedet af en sygepleje, der er specialiseret i en række meget tekniske færdigheder, er det kun den ene side af plejen. Den anden side finder man i Andrés Fernández' indledning:

''Vi, som er kaldet til at tjene de stakkels syge, har en stor forpligtelse til at vælge at tjene dem med barmhjertighed og kærlighed.

For kærligheden magter alt, den giver fysiske kræfter, den oplyser forstanden, den styrker og opmuntrer viljen, gør det vanskelige let, jævner den ufremkommelige vej, vækker og opildner de lunkne, støtter og opmuntrer de forsagte, kort sagt, den besejrer alt.'' 

'Instruccion de Enfermeros' udkom i Madrid 1625. Den er genoptrykt af det spanske sygeplejeråd Consejo General de Colegios de Diplomados de Enfermería i en transskriberet og kommenteret udgave ved Antonio Claret Garcia Martinez, Manuel Jesus Carcia Martinez, Francisca Hernandez Martin, Andres Perez Melero og Maria Eugenia Pinar Garcia.

Citater oversat af Kirsten Bjørnsson.  

Nøgleord: Historie, Spanien, sygeplejehistorie.