Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejeuddannelsen er populær

Dansk Sygeplejeråds hvervekampagne får en stor del af æren for de 20 procent flere ansøgere, der søgte ind på landets sygeplejeskoler i år. Det er dog stadig et problem at få fyldt pladserne op i provinsen.

Sygeplejersken 1999 nr. 35, s. 28

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

2.863 unge søgte i år ind på sygeplejerskeuddannelsen som deres førsteprioritet. Det er 20 procent flere end sidste år. Ikke alle får dog plads. Der er flere ansøgere end uddannelsespladser i de store byer, mens der faktisk er ledige pladser i provinsen. Omkring 300 ansøgere er ikke blevet optaget på den sygeplejeskole, de har søgt.

''I flere år har vi opfordret amterne til at udvide dimensioneringen på uddannelsen til 3.500 pladser, men det har de hidtil afvist blandt andet med den begrundelse, at de eksisterende pladser ikke har kunnet fyldes op. Nu håber vi, at amterne vil finde ud af en økonomisk udligningsordning, så de ansøgere, der er kvalificerede, kan optages, eventuelt ved at man opretter ekstra pladser eksempelvis i hovedstadsområdet,'' siger Aase Langvad, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd og formand for uddannelsesudvalget.

Amtsborgmester i Vestsjællands Amt og formand for undervisnings- og socialudvalget i Amtsrådsforeningen, Søren Eriksen, siger, at amterne vil se, om den store stigning i antallet af ansøgere er en éngangsforeteelse, før man vil overveje at øge dimensioneringen.

''I amterne er vi meget bekymrede over de senere års faldende søgning til sygeplejeuddannelsen, som vil give os vanskeligheder med at rekruttere arbejdskraft om nogle år. Vi er spændt på, om dette års øgede søgning skyldes de kampagner for flere ansøgere, som amterne og Dansk Sygeplejeråd har gennemført. Forhåbentligt er den store interesse resultat af en bedre markedsføring af uddannelsen og en forbedring af uddannelsen,'' siger Søren Eriksen.

Amtsrådsforeningen og Dansk Sygeplejeråd har drøftet forskellige muligheder for at få flere ansøgere til sygeplejeuddannelsen ­ specielt i de områder af landet, hvor der er problemer med at få fyldt pladserne op.

''En mulighed er at indføre garantiordninger, så en studerende er garanteret optagelse, hvis vedkommende har gennemført et bestemt højskoleforløb. Sådan en model har man i Sønderjyllands Amt, hvor amtet betaler til højskoleopholdet. En anden model, som nogle seminarier bruger, er at garantere optagelse til de ansøgere, der har en bestemt karakter-kvotient. Hvis det kan være med til at tiltrække unge til at søge bestemte skoler, så kunne vi godt forestille os at bruge den model på nogle af sygeplejeskolerne til næste år,'' siger Søren Eriksen.

Succesfuld hvervekampagne

I foråret 1999 gennemførte Dansk Sygeplejeråd en hvervekampagne for at tiltrække de unge til sygeplejeuddannelsen. Hvervekampagnen bestod af informationsaviser og tv-spots om sygeplejerskers arbejde.

4.500 rekvirerede en kampagneavis efter at have set et af spottene på tv. I alt 200.000 kampagneaviser har været i omløb på gymnasier og andre læreanstalter i forbindelse med åbent hus-arrangementer.

''Jeg tror, at hvervekampagnen har en stor del af æren for de mange ekstra ansøgere. Kampagnen har fungeret i samspil med de aktiviteter, som man har sat i værk ude på sygeplejeskolerne,'' siger Aase Langvad.

Hvis nogle kunne have frygtet, at sygeplejerskekonflikten i maj ville have skræmt ansøgere væk, så har både Aase Langvad og Bodil Roed, næstformand i rektorforsamlingen for sygeplejeskolerne i Vestsjællands Amt, den modsatte opfattelse.

''Jeg tror ikke, at strejken har fået nogle ansøgere til at hoppe fra. Tværtimod oplevede vi at få mange henvendelser, når der havde været en demonstration for bedre lønvilkår i vores område, og jeg har hørt om lignende oplevelser fra andre skoler,'' siger Bodil Roed.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, uddannelse.